Nærkontakt med en tiger
Af Kenneth Hvolbøl
Det var en af de aftener, hvor jeg lidt apatisk zappede rundt på de ca. 30 satellitkanaler, vores fjernsyn er udstyret med. Som så ofte før standsede jeg ved Discovery-kanalen. Det var noget med en fyr, som stod i en lille grusgrav, omgivet af en flok tigere, det så interessant ud!.
Nu er tigeren mit absolut favoritdyr, fascinerende smuk, majestætisk, en konge i sit miljø og dødbringende farlig. Netop disse egenskaber har gjort den til et af klodens mest truede pattedyr, kun omkring 5000 skønnes at overleve i vild tilstand. Jeg dvælede derfor interesseret ved udsendelsen. Det viste sig, at det åbenbart var muligt for enhver at besøge disse tigere, så jeg ventede spændt om rulleteksterne skulle afsløre nærmere omkring beliggenheden, men uden held. På Internettet fandt jeg efter lidt tålmodighedsarbejde, hvad jeg søgte efter.
For nogle år siden modtog et buddhistisk tempel i det østlige Thailand en lille tigerunge. Moderen var blevet skudt, pelset og sandsynligvis pulveriseret til gavn for Østens mandlige befolknings svingende potens. Tigerungen blev herefter forsøgt smuglet til Myanmar, men smuglerne blev snuppet ved grænsen. Templet havde allerede en del husdyr, og da det lå i nærheden af åstedet, var det derfor naturligt, at anbringe tigerungen her, indtil videre. Munkene blev imidlertid begejstret for det lille dyr, og da flere af munkene indvilligede i at gå i skarp træning som tigerpassere, blev det besluttet at beholde tigeren. Som årene gik, fik munkene flere tigere i pleje, som regel med samme triste baggrund, og i dag fungerer templet som en del af Thailands Tiger Conservation Project. Templet ligger nær Kanchanaburi, ved River Kwai i det østlige Thailand, der måtte jeg hen.
Fra Bangkok kører en sværm af minibusser mod Kanchanaburi. De fleste kommer for at se en eller anden jernbanebro, der er bygget over River Kwai. Andre kommer for, at opleve vandfald, bambusrafting, elefantridning, trekking, flodsejlads og områdets storslåede natur, men jeg havde andre planer. Jeg indkvarterede mig på Jolly Frog guesthouse, der var smukt beliggende ved Kwai flodens bred. "The Tiger temple! Yes we know it, but it is dangerous to go there", fik jeg at vide. Det viste sig, at der for kort tid siden havde været et uheld med en turist, der pga. respektløs optræden var blevet bidt i hånden. Derfor havde turarrangørerne betænkeligheder ved at tage derud.
Jeg ville derud, eftersom det var den eneste grund til, at jeg var kommet, så det lykkedes mig at mobilisere en håndfuld rygsæksrejsende til, sammen med mig, at leje et køretøj. Spændt kørte vi de ca. 30 km til templet, hvor vi ved ankomsten blev anvist til at betale ca. 20 kr. pr. person til projektet, og samtidig underskrive en erklæring om, at det var på eget ansvar at besøge tigerne. Den slags stimulerer jo altid adrenalinet. Vi fulgte en sti langs 4 meter høj mure, og blev lukket ind ad en dobbeltsikret port. Her gik der almindelige husdyr og en række hjortearter. Foder? Måske! Tænkte jeg og spejdede efter vilddyrene.
I en række bure lå 8 kattedyr og sov middagslur. En munk bad os om at samles på afstand af burene, så de i ro og mag kunne bringe tigerne ud. Vi fordrev ventetiden med at kæle med en sprælsk langarmet gibbonabe. En høj snerren vidnede om, at munkene var i gang med at genne tigerne ud af deres bure, oven i købet kun ved
hjælp af en pind. På behørig afstand fulgte vi efter 4 munke med hver deres tiger ned i den lille grusgrav, som jeg genkendte fra tv. Tigerne strintede op ad stort set alt,
hvad der var værd at strinte op ad, og hvæsede når munkene kommanderede med dem. Da vi alle var kommet ned i graven, blev tigerne sluppet løs. Her stod vi, en flok sagesløse turister, på bunden af en grusgrav, omgivet af 4 af naturens mest frygtindgydende og effektive jægere, de bengalske tigere. Der var absolut No Escape!, hvis de 4 x 200 kilo kattedyr pludselig skulle beslutte sig for at flå hovederne af os. Vores eneste beskyttelse var 4 fromme buddhistmunke….med en pind, grotesk!
Munkene blev ved med at smile, så der var åbenbart kontrol over situationen. ”Please, you can touch!” lød opfordringen. Nå ja!, som om det skulle være noget særligt, tænkte jeg med hjertet dunkende halvvejs ude af halsen. På 5 meters afstand rakte jeg rystende hånden ud, kun for at konstatere, at mine arme var 4 meter for korte. Et par nølende, forsigtige og modvillige skridt senere, stod jeg med næven dybt begravet i tigerens tykke pels.
Tilbage på Jolly Frog sad jeg om aftenen på en forankret tømmerflåde og beundrede solnedgangen over Kwai floden, mens fuglene skændtes om de bedste sovepladser i trætoppene. Flagermusene kom frem for at tage deres del af de plagsomme moskitos. En larmende motorbåd flåede idyllen itu og bragte mig tilbage til virkeligheden. Det var lykkedes, jeg havde kælet med den bengalske tiger, denne jords ubetinget smukkeste skabning.
Oplevet af Kenneth Hvolbøl
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside
