Ved Verdens Ende

Kenneth Hvolbøl & familie

6 timer med bussen bragte vores lille familie, Alexander på 3 år, Nadia på 6 år samt mor Vibeke og far Kenneth, over de sydlige Andesbjerge til chokoladebyen Bariloche i Argentina. En blanding af sol og skyer gjorde lyset så tilpas dramatisk, at rejsen over Andesbjergene var særdeles smuk.

Forrevne tinder, dybe skove og mørke søer fulgte os hele vejen, inden vi nåede fra Chiles tropiske sødistrikt til det tørre flade steppelandskab, som er så karakteristisk for Argentinas Patagonien. Vi havde brugt de foregående fem-seks uger på at rejse fra La Paz i Bolivia via Peru og Atacamaørkenen til Patagonien, hvor vi havde fået et mindre chok over Chiles dyre priser og derefter endnu et over Argentinas absolut horrible, høje prisniveau anno 1997, altså før den seneste økonomiske krise. Bariloche mindede nærmest om en velpoleret Schweizisk alpeby (dog uden alper), med chokoladebutikker, der ofte var så store som supermarkeder, på hvert et gadehjørne. Til forskel fra Chile var her særdeles rent og velholdt. Den første eftermiddag i Patagonien gik med den sædvanlige jagt efter billig indkvartering, billeje, flybilletter og andet praktisk.

Rethvaler og brunstige søelefanter

Det var let at få for meget af eksklusive Bariloche og de hundedyre, men uimodståelige lækkerier. Vejret var gråt, vinden pibende og temperaturen sølle syv grader, så vi lettede mod Trelew, som er udgangspunktet for at besøge den fantastiske Valdez halvø. Man kan godt tillade sig at betragte Valdez som Sydamerikas svar på Afrikas mere berømte Serengeti slette, blot er savannens dyr skiftet ud med en overfl od af havdyr.

Den sydlige rethval kommer hvert år ind i de beskyttende bugter omkring Valdez for at opfostre deres nyfødte kalve. September og oktober er de bedste måneder at observere de op til 16 tons store kæmper, og masser af turister, dog mest Sydamerikanere, kommer i den periode for at få deres livs oplevelse med jordens største og mest graciøse havpattedyr.

Allerede da vi nærmede os havet kunne vi se en hval med sin nyfødte kalv ligge mindre end 100 meter fra strandkanten. Men ville vi se flere, måtte vi sejle med båd ud fra Puerto Pyramide. Hvalerne dykkede snart tæt ind under vores lille båd. En flok kåde hanner trodsede tyngdelovene, de glemte alt om deres vægt på 16 ton og lavede kraftspring med halv skrue efterfulgt af et kæmpeplask. De først måbende og dernæst begejstrede turister stod på hovederne af hinanden for at få det bedste billede, men det var næsten umuligt at regne ud, hvor næste spring ville komme. Så var det unægtelig lettere at læne sig tilbage, nyde forestillingen og lade smilet brede sig til ud over begge ører. Da vi gik ned til havnen, lå der fire kæmpehvaler og prustede vanddamp ud af åndehullet. Fra kajen kunne vi spadsere lige hen over dem. Fedt!

Dagen efter, lidt syd for Valdez, er vi nede for at se verdens største pingvinkoloni uden for Antarktis. Omkring 500.000 Æselørepingviner frekventerer jævnligt den forblæste kyststrækning ved Punta Tombo. Pingvinen bliver højest en halv meter høj, men den har en vokal og en selvtillid, som var den 2 meter. Hunnerne lå på deres æg, så de var meget opmærksomme på, at vi ikke kom dem for nær. Nu er æselørepingvinen et meget socialt dyr, så »for nær« betyder på "pingvinsk", at først når vi skrævede hen over deres reder, huggede de aggressivt ud efter os. Sad vi helt stille kom pingvin-hannerne ganske nær, men som regel blev vi ignoreret, for de små frække kræ var ustandseligt optaget af at stjæle redemateriale som fjer, græs og kviste fra hinanden.

Begravede danskere

Vi fløj sydpå over de enorme patagonske vidder til Rio Gallegos for hurtigt at tage bussen videre til Punta Arenas i Chile. Ud af vinduet kunne vi se masser af nanduer, guanacoer, ræve og enkelte patagonske harer, som er to-tre gange så store, som vore hjemlige eksemplarer. Vejen gik langs det berømte Magellan Stræde, som skiller Ildlandet fra det sydamerikanske fastland. Langt ude i horisonten kunne vi skimte Ildlandets kyster, som vi senere skulle betræde.

I Punta Arenas indlogerede vi os hos en meget venlig chilensk familie, der var behjælpelig med at låne os penge. Vi ankom nemlig en søndag, havde ikke vekslet penge, og ganske få butikker tager Eurocard på disse kanter. Vi gik på Punta Arenas kæmpestore historiske kirkegård og så på grave fra især engelske, tyske og jugoslaviske indvandrere.

Overraskede fandt vi også et par danskere fra Løgstør og Aabenraa. De var alle kommet hertil omkring år 1900 for at tjene penge på det store bomuldsboom, der på den tid udspandt sig på disse kanter. Det var mærkeligt at støde på danske grave så langt fra moderlandet.

Nede ved havnen lå de bomstærke Antarktis-krydsere, som vi desværre ikke havde råd til at benytte. I stedet lejede vi en lille bil, som vi knap kunne klemme os ind i, og kørte ud på et 10 dages eventyr mod blandt andet Tierra del Fuego - bedre kendt som Ildlandet. Jo mere vi nærmede os Purto Natales, desto smukkere blev landskabet, for de sydlige Andesbjerge begyndte at afløse den ensformige patagonske steppe. Hvorvidt det var af sparehensyn ved jeg ikke, men vejen var kun asfalteret for sydgående trafik. De nordgående måtte benytte grusvej! Det var naturligvis fristende at benytte asfalten, selvom vi var på vej nordpå, og med forsigtighed kunne det lade sig gøre, da trafikken var ret sparsom.

Blæst

De sydligste Andesbjerge markeres af nationalparken Torres del Paine. En støvet og knoldet jordvej fører ind i hjertet af parken. Vi blev fulgt af flere kondorer, som svævede majestætisk på den opadgående termik. Vejret er utroligt omskifteligt her. Det ene øjeblik er der fantastisk udsigt til bjergmassiverne Massif Paine og Cuernos del Paine, snart efter er landskabet indhyllet i regntunge skyer.

Ved vandfaldet Salto Grande spadserede vi helt frem til kanten, hvor vandet tordnede ned. Vinden rasede som sædvanligt her på et af verdens mest stormomsuste steder. Vi beordrede Nadia og Alexander til at sætte sig ned på grund af den kraftige vind og den stejle afgrund, men det er svært at sidde stille, når man er en dreng på kun tre år. Alexander skulle lige prøve grænser af og rejse sig op. Straks greb vinden fat og løftede ham et meter hen ad jorden, hvilket satte så eftertrykkelig skræk i livet på ham, at det lige pludselig virkede som sund fornuft at lytte til forældrenes råd. Den uberegnelige vind spillede også mig et puds. Som erfaren friluftspisser ved jeg jo udmærket, at man aldrig tisser imod vindretningen. Ihukommende dette steg jeg særdeles trængende ud af bilen og plantede solidt min størrelse 45 i den patagonske muld. Med ryggen mod vinden forstås!

Jeg ved stadig ikke helt, hvad der gik galt, men idet jeg lod mit vand og skulle til at sige "aahhhh"! konstaterede jeg forbløffet, hvorledes urinen i stedet for som forventet at lande på jorden, samledes i en gylden kugle i ca. 10 centimeters højde, svævede op i hovedhøjde og nærmest eksploderede i mit ansigt. Vores uregerligt rokkende køretøj efterlod ingen tvivl om, at resten af familien morede sig storartet over optrinnet. Pissesur steg jeg ind i bilen og ræsede mod Lago Gray, hvor Gray gletscheren føder isbjerge og smider dem som kæmpe isterninger på stranden.

Om morgenen gik vandreturen til Torres del Paine (De Blå Tårne). Turen tager fire timer og leder hen til en fænomenal udsigt over de tre kilometer høje tinder. Desværre var ungerne ikke i stand til at gå så langt, så vi nøjedes med et par timers vandring op ad bjerget. På vej ud ad parken var det uberegnelige vejr klaret op, hvilket fik mig til at konkludere, at Torres del Paine måtte være de smukkeste bjerge i hele verden.

En mur af is

El Calafates altoverskyggende attraktion er Moreno gletscheren. Med sine 80 meter i højden og en bredde på seks kilometer står den som en mur af is tværs over Lago Argentino i Parque National Los Glaciers. Vinden bliver normalt iskold på vej hen over ismuren, men i dag er det vindstille uden en sky på himlen. Kun rovfuglenes hæse skrig og Morenos "pistolskud" når isen slår revner bryder den storslåede stilhed. Vi vendte endnu en gang sydpå, krydsede grænsen til Chile og fi k endnu en gang suppleret samlingen af chilenske og argentinske ud/ind stempler i passet. Langt ude på den forblæste steppe indlogerede vi os på en gammel stemningsfuld Estancia (gård), der var ombygget til hotel. Det mindede om en gammel, ikke særlig vedligeholdt herskabsvilla med fire meter til det stukdekorerede loft.

Ildlandet

Strømmen på det smalleste sted i Magellan Strædet er meget kraftig østgående. Så kraftig, at bilfærgen må sejle på langs med strømmen og lade sig trække sidelæns over strædet! Snart satte vi fod på det legendariske Tierra del Fuego som på dansk er kendt som Ildlandet. Jeg har altid ønsket at komme hertil, siden jeg som dreng læste om Arne Falk Rønnes oplevelser på stedet. Da europæerne i 1500-tallet opdagede landet, var det første syn som mødte dem en masse bål på kysten fra de indfødte Yahgan-indianere. Derfor døbte de stedet Ildlandet.

Den bekvemme asfalt blev afløst af en støvet jordvej, som førte os gennem et pampaslignende landskab mod Cerro Sombrero. Straks vi krydsede grænsen til den argentinske del af Tierra del Fuego, blev vi budt velkommen af den dejligste jævne og ikke mindst støvfri asfalt. Den førte os til Rio Grande, som udover at være en grim og ucharmerende by indeholdt et kæmpe supermarked, hvor vi kunne proviantere, mens vores unger muntrede sig på en af verdens sydligste legepladser. Denne gang blev vores logi et meget smukt beliggende hotel ved bredden af Fagnano søen, og med pragtfuld udsigt over Ildlandets bjerge.

Da vi stort set var de eneste gæster blev vi hurtigt gode venner med en af de ansatte, som gav os et godt tip om, hvor vi kunne være heldige at se bævere. Vi gik ned til et stykke oversvømmet skov, hvor bæverne var i fuld gang med at konstruere fl ere små dæmninger. Vi havde selskab af hotellets to hunde, som til stor moro for os gik i gang med en god gang bæverjagt. Gang på gang endte den underholdende og til tider dramatiske jagt med, at de overlegent svømmende bævere dykkede lige før hundene nåede dem. Det overraskede os, hvor store bæverne var. Da vi gemte os bag en busk kom én af dem på land ca. fem meter fra os. Den var på størrelse med en lille sæl. Det var med visse forventninger vi kørte mod Ushuaia, hvor vi besøgte bymuseet med tilnavnet "Fin del Mundo", som betyder verdens ende. Da hverken Ushuaia eller museet bød på de store attraktioner, indtog vi lidt mismodige en pølse ved verdens formentlig sydligste pølsebar med udsigt over Beagle kanalen, som Darwin krydsede med sit skib i 1834 og navngav kanalen efter sit skib, Beagle. Inden mørkets frembrud måtte vi tilbage over bjergene. På vejen rendte vi ind i en fejende snestorm, der nedsatte sigtbarheden til noget nær nul, og vi måtte derfor liste bilen forsigtigt over det snævre bjergpas. Vores fine, hvide bil var nu blevet så beskidt, at ikke engang nummerpladen var synlig. Men det blev klaret med vand og sæbe assisteret af vores flinke tjener.

Det var tid til at forlade Ildlandet. For at nå færgen måtte vi for fjerde gang køre ind i Chile. Undervejs mod færgelejet i Bahia Azul så vi en del olie- og gastårne ud for kysten, som vidner om Ildlandets rige undergrund.

I Punta Arenas blev vi modtaget af værtsparret på Hostal Paradiso, hvor vi også boede, sidst vi var i byen. Det var sidste dag vi havde bilen, og da vejret var helt fantastisk, strålende sol og 15 grader celsius, kørte vi ud til Fort Bulnes. Fortet er en rekonstruktion af den første bebyggelse i området fra 1843. Fortet var en næsten tro kopi af det legetøjsfort, jeg legede med som dreng. Både med kanoner og spidse trærafter, som omkredsede hele bygningen. Det var vindstille, himlen var blå og udsigten over Magellan Strædet var helt fantastisk. Ildlandet lå ude i horisonten og lokkede med flere eventyr. Men vores rundtur på knap 3000 kilometer i Patagonien og Tierra del Fuego var slut for denne gang.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside