Et minde for livet - Tatovering på West Samoa
Kenneth Hvolbøl
Klak - klak - klak - klak. Tatovøren arbejder koncentreret, mens jeg vrider mig under de hårde slag. Det svider gevaldigt, især på underarmen, men jeg prøver at bide smerten i mig. På West-Samoa i Polynesien bliver mændene tatoveret i dyb respekt for kvindernes fødselssmerter, og det betragtes som særligt ærefuldt ikke at fortrække en mine undervejs. Jeg forsøger efter bedste evne at leve op til dette, dog ikke uden betydelige vanskeligheder.
Baggrund
Jeg havde længe gået og leget med tanken om en tatovering, placeret et diskret sted, ikke noget med en fuldemands tatovering fra Nyhavn, men noget specielt, ved en særlig lejlighed. Man får næppe en bedre lejlighed, end hvis man lægger vejen omkring Stillehavsøerne West Samoa, Polynesiens kulturelle vugge. Traditionerne har stadig et overtag i forhold til omverdenens pres af moderne bekvemmeligheder og levevis. Her bor folk stadig i de traditionelle stråtækte hytter uden vægge, de såkaldte "Fale`r", som blotlægger alt privatliv for familie, turister, svin og høns. Her er familien og Matai systemet (et særligt høvdingesystem) stadig så stærkt et samlingspunkt, at den bestemmer og individets skæbne, og den enkeltes behov har kun ringe betydning. Her på dette sted udspandt sig tatoveringskunsten for århundreder siden. Den bredte sig via alverdens sømænd til resten kloden. Her på dette sted ser det også ud til at skulle slutte, for West-Samoa er et af de eneste steder i verden, hvor man stadig udøver den traditionelle tatoveringskunst, men først et par ord om selve landet West-Samoa.
Landet og folket
Allerede i flyet fra New Zealand til Apia på West-Samoa, fik vi et varsel om at stedet var noget anderledes. Samtlige samoanere var overhængt med bolsche- og slikkepindekæder. Det er en farvelgestus fra familie og venner bosat på New Zealand. Vi ser også at skønhedsidealet er noget anderledes end i vesten, for samtlige kvinder og en del mænd er så tromletykke, at de dårligt kan klemme sig ned i flysædet. Midt på natten når vi øen Upolu. Vi hyrer en taxi til hovedstaden Apia, som er West-Samoas eneste by. På de 28 km til byen får man det indtryk, at det må være et ufatteligt religiøst sted, da vi ser op mod hundrede kirker på vejen. Senere finder vi ud af, at der på Samoa er et hav af trosretninger repræsenteret. For at imponere samoanerne bygges den ene flotte kirke efter den anden i håb om at kapre et par sjæle, men det tager de meget afslappet på Samoa. Den flinke taxichauffør tager en ekstra tur omkring byen, "for at vise den nye vej", som amerikanerne har finansieret, fortæller han stolt. Vi ser til vores forbløffelse, at selv om det er midt om natten, ser markedet ud til at have åbent. Vi får fortalt, at samoaneren aldrig forlader sit markedsstade, for så bliver det bare snuppet af en anden, så familien optager stædigt samme stade i årevis, uden at brokke sig.
Naturen er både gavmild og voldsom på Samoa. Øerne er omgivet af koralrev og kridhvide strande, ofte skygegfuldt beliggende under kokospalmerne. Midt på øerne knejser forevne bjerge mod himlen, omgivet af dampende regnskov. Regn er der masser af, til tider lovligt meget for os solelskende turister, og luften er tung af fugtig varme. Tyfoner pisker af og til henover øerne, og på øen Savai`i ser vi en kirke hvis tag er flået af, huse som er blæst omkuld og tusindvis af knækkede kokospalmer. Vi oplever sågar et mindre jordskælv, som får servicet på hotellet til at klirre. De dramatiske forhold skaber dog af og til nogle naturperler, og til dem hører Papasea Sliding Rock. Det er en af Polynesiens allerstørste seværdigheder, og modsat på Hawaii er det hele skabt af naturen. En lille flod har formet hele 5 vandrutschebaner i klipperne, og en alge gør dem spejlglatte. Det er til stor fornøjelse for de lokale unger og barnlige turister, som på skift plumper ned i en skøn pool, omgivet af regnskov. Stedet er som taget ud af en scene i Junglebogen.
Et andet "must" er Taga Blowholes på øen Savai`i. Mange steder på Samoa har vulkanerne skabt en lavakyst. Lavaen er gennemskåret af store og små tunneler, som fører ud til havet. I nogle tilfælde fører et hul fra tunnelen op til bredden, og så er scenen klar til et naturfænomen af dimensioner. Når vinden er kraftig nok, kan store bølger slå ind i lavatunnelen og skabe et overtryk, hvilket får en gigantisk vandsøjle til at sprøjte op af hullet. De lokale børn viser os, hvordan en kokosnød kastet i det rette øjeblik skydes med raketfart 50-60 m op i luften. Synet er så forbløffende, at det er umuligt ikke at slå en kæmpe latter op, når nødden farer til vejrs. Det var på denne skønne plet, at jeg valgte at få min første og hidtil eneste tatovering.
Processen
Den samoanske tatovør er en kunstner på sit felt, stærkt respekteret i landsbyen, en man lytter til, og det ses tydeligt at han er opmærksom på sin status i samfundet. Jeg havde dagen før diskret forespurgt vores vært, hvor man kunne blive tatoveret. Han smilede anerkendende og sagde, at tatovøren skam kom på bestilling, med få timers varsel. Et døgn senere lå jeg på de tynde palmebladsmåtter, mens de smukke mønstre nådesløst blev hamret ind i min blege hud.Værktøjet består af kamme med et håndtag, en kort træstok samt farvestok. Kammene er lavet af sylespidse tilfilede haj- eller svinetænder i forskellige bredder. Farvestoffet er en blanding af sod og vand. Med træstokken hamrer tatovøren på kammen, som først er blevet dyppet i farvestoffet, og langsomt tager mønstret form i huden. Tatovøren har assistance af en hjælper, som samtidig er hans elev. Hjælperens opgave er dels at holde huden stram, så mønstret kan blive så regelmæssigt som muligt, og dels at tørre blod og overflødigt farvestof væk. En proces som unægteligt er nemmere med en elektrisk nål, men også en proces med betydligt mere håndværksmæsig charme.
Samoaneren bliver traditionelt tatoveret fra knæene, henover balderne og op over navlen. Mønstret fortæller scener fra personens liv. Hans status i familien og i landsbyen. Samoanerens tilknytning til havet viser sig evd den smukke kano, hvis stævn går helt op til brystvorterne. Også kvinderne bliver af og til tatoveret, men kun kvinder med høvdingelignende status, og kun fra knæet op til låret. Det tager gerne 3 måneder at få en komplet tatovering, med et par timers arbejde om dagen. Så vidt gik jeg dog ikke, min består af et bånd omkring højre overarm. Processen tog en lille times tid, og her byder traditionen, at samoanerne lader smuk sang og guitarklimt lyde. En kvinde stryger mig blidt over benet, alt sammen for at lede opmærksomheden væk fra den bidende smerte, men jeg ænser kun tatovørens kamme. Efter arbejdet vasker en kvinde den overflødige farve væk, og masserer, ganske blidt, min overarm under koldt vand. De næste par dage skifter min arm farve fra ildrød til blågul og senere til dyb lilla. Jeg får besked på ikke at kradse sårskorperne af, da det vil efterlade små huller i tatoveringen, men det klør som bare pokker, og det er svært at holde fingrene væk. Jeg tager gerne besværet, for resten af livet vil et blik på armen tage mig tilbage til West-Samoa og minderne om en uforglemmeligt smuk tid.
Kenneth Hvolbøl
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside