Bøjlerne

Tekst: Annelise Hopson

Minder kommer i mange former. Teoretisk vel mest som det, vi mener at kunne huske at have oplevet. Men hukommelsen har sin egen memoteknik, der sætter fantasien i sving. Gamle breve, og hvem gemmer og læser dem igen? De kan måske (hvis de er ærlige) hjælpe til at genkalde bestemte stadier på livets vej, men håndgribelige ting og sager kan ofte helt anderledes, næsten fysisk, fremkalde en svunden tid.

Jeg har vel et halvt liv bag mig og, forhåbentligt, lige så meget foran mig. Den første halvdel har været begivenhedsrig, og det minder meget mig dagligt om. Det arvede sølv og nogle persiske tæpper vidner om mine forældres gode smag, flid og sparsommelighed for at kunne erhverve de ting, der for den generation var afgørende. Alskens bric-a-brac, som jeg selv har samlet rundt om i verden, viser måske ikke samme konsekvente sans for gedigen kvalitet, men hver erhvervelse har dog, på et eller andet tidspunkt, været noget, som jeg gerne ville have, og derfor et minde om, hvad jeg gjorde og følte i bestemte øjeblikke.

Mange af disse ting er synlige omkring mig i min bolig. Nok for mange, for jeg er en romantisk samler og nænner sjældent at skille mig af med noget, selv ikke hvis det kunne indbringe lidt til et stramt budget. Jeg har selvfølgelig også skjulte minder, hvoraf nogle er opbevaret under lås og slå som meget private. Så er der andre, som tilfældigvis har undgået selv den mest beslutsomme oprydning.

Til den hører BØJLERNE. Jeg havde i grunden aldrig tænkt på disse almindelige brugsgenstande, før jeg for nogen tid siden kom til at stå med en i hånden, da jeg ledte i garderoben for at finde en kjole, der egnede sig til en bestemt, usædvanlig aften.

Hotel Mandarin, Hong Kong, stod der på bøjlen. Og kjolen, der hang på den, var en efterhånden lidt ældre sag i grøn thai-silke. Men jeg huskede, hvor stolt jeg var, da jeg - på en kurer-rejse fra den danske ambassade i Peking - kom til Hong Kong, og fandt tid og penge til at få den syet under det korte ophold. Den var vild luksus, for hvad skulle jeg med en sådan dekadent drøm hjemme i det grå Peking?

Det var i 1967, dengang den såkaldte kulturrevolution i Kina stod på sit højeste. Det var ikke særlig behageligt at være i Peking på det tidspunkt. Omkring syv millioner rødgardister fra hele landet besøgte hovedstaden i løbet af det år, og der var daglige demonstrationer foran mange ambassader. En stor demonstration i København i dag er lille i sammenligning med en mindre demonstration i Peking dengang, for eksempel foran den russiske ambassade med tusindvis af ophidsede rødgardister. De havde fået ”free ride” på togene, så de kunne rejse rundt i Kina og propagandere for formand Mao Zedong og mod præsident Liu Shaoqi.

”A free ride” var mere end vi andre fik tildelt. Tværtimod, for vi kunne ikke rejse rundt, som vi gerne ville, men skulle have en rejsetilladelse for at komme uden for hovedstaden (den store Mur og Ming-gravene undtaget). Og dem fik man ikke mange af under kulturrevolutionen.

Lyden af de demonstrerende rødgardisters råben, skrigen og syngen på kommando har jeg stadig i ørerne, når jeg tænker tilbage på de to år, jeg tilbragte i Kina. Disse spontane demonstrationer, som kineserne yndede at kalde dem, var uhyre velorganiserede og som regel under fuld kontrol af hær og politi. De var et udtryk for folkets vilje, og de var så spontane, at mobile wc”er blev sat på 24 timer i forvejen. Alle vidste, hvad det betød, og så kunne journalister og diplomater stille sig op i god tid for at afvente begivenhederne.

Udtrykket ”mobile wc”er” blev efterhånden synomym for en demonstration. Nogle tilskuere gik det ikke så godt. Et par jugoslaviske journalister blev forvekslet med russere, der navnlig dengang ikke var i kridthuset hos kineserne. Det for dem ilde, for de blev pågrebet af en rasende skare rødgardister, rullet i tjære og derpå i fjer - det ældgamle ritual, som vel ellers ingen har anvendt i nyere tid. De fik sig nogle gode knubs, men kunne ellers sende en interessant historie hjem.

Når jeg skriver, at demonstrationerne som regel var under kontrol, var det rigtig nok - til dels. Helt galt gik det dog i august 1967, da den britiske mission blev stormet og næsten brændt ned, mens de diplomater, der var i bygningen, forskansede sig i det store ”security room”, hvis vægge var af stål. Da røgen fra branden til sidst truede med at kvæle dem, åbnede de døren for at komme ud i det fri. Her blev de mødt af sværme af ophidsede rødgardister og udsat for en særdeles voldsom behandling, uanset køn. Residensen, der lå ved siden af, blev kun delvis ødelagt indeni, hvor møbler blev smadret og det store koncertflygel smidt ud fra balkonen.

Jeg står stadig med ”mandarin-bøjlen” i hånden, men den smaragdgrønne drøm, ville jeg kunne tage den på i aften? Næppe. Dertil er minderne for stærke. Jeg er rådvild - hvad nu? Hvad skal jeg tage på? Min arm farer ind i skabet igen, og en anden bøjle kommer frem med en kjole på.

Kjolen er et vildt, herligt brus af kniplinger, og på bøjlen står ”Tintoreria Paradela”, Buenos Aires. Den var fra min tid i Argentina, men kjolen var fra London, husker jeg. Den købte jeg, før jeg skulle til Sydamerika og se fin ud, og den ville nok ikke passe sig i aften til middagen. Men dengang i Buenos Aires var den helt i stilen. Fra det danske diplomati var jeg via mit ægteskab havnet i det britiske og altså derpå i Buenos Aires.

Det første år vi var der - i 1973 - havde landet ikke mindre end tre præsidenter: General Alejandro A. Lanusse, derpå Hector J. Campora og til sidst selveste Juan Domingo Peron. Disse præsident-skifter medførte en stadig strøm af ministerielle delegationer fra London. Det var da hyggeligt, men undertiden lidt trættende. Og de politiske uroligheder var tiltagende. Jeg havde ofte en ladt, sikret pistol i min håndtaske. Den tyngede godt over armen og satte mærker og gjorde det svært at balancere med glas og pindemad, når man samtidig skulle sige ”goda”. Men de underskønne kniplinger, den går vist heller ikke i aften. Nej, jeg må hellere se, hvad et nyt dyk ind i skabet bringer frem.

Grand Eastern Hotel, står der, og så Calcutta. Tænk, at jeg havde glemt den dragt. En vidunderlig Mandarin-kåbe af fed, blå silke med guldbroderede kinesiske drager på. Jeg havde fundet den i en ”second hand shop” i Peking, men den er mest egnet som selskabsfrakke, og desuden lugtede den af naftalin. Jeg tilbragte en gang et døgn i Calcutta på vej til Europa. Jeg var kommet via Bangkok, og jeg ville gerne se Himalayas bjerge og måske få et glimt af Mount Everest, der blev besteget af Hillary og hans mænd i 1952.

Jeg ankom ved 23-tiden uden at have bestilt hotelværelse i forvejen. Men til mit held blev jeg mødt af en venlig dame, der repræsenterede Swiss Air. Hun fortalte mig, at SAS-kontoret i Hong Kong havde telegraferet et hotelværelse til mig. Jeg skulle blot sætte mig ind i lufthavnsbussen, så ville den køre mig til hotellet.

Jeg har ofte haft den fornemmelse, at så snart jeg er syd for Kongeåen, er det altid sommer, men at tingene ikke fungerer som i Danmark. Jeg fik en brochure fra hotellet stukket ud, og så til min overraskelse, at der var aircondition på alle værelser samt swimmingpool og tennisbane og såkaldte internationale barer, som de hedder alle vegne, afvekslende med Continental bar.

Bussen hulkede sig gennem Calcuttas varme, snavsede og dunkle gader. I tusindvis myldrede indere, hunde og hellige køer rundt omkring hinanden og bidrog til rendestenenes ildelugtende indhold. Der var vel 34 grader og meget fugtigt. Endelig ramlede bussen op foran Grand Eastern Hotel, og jeg begav mig ind i den lovede airconditionerede kølighed. En søvnig porter tog imod mig. Langsomt kørte vi i en hinkende elevator op til 3. sal. Efter at have beset seks værelser, fandt vi et, hvor køleanlægget fungerede, men det gjorde bruseren ikke. Da vi kom til værelse nummer ti, sagde han, at her fungerede det hele. Det var mekanisk korrekt, bortset fra at anlægget blot sugede den lumre luft ind fra gaden. I loftet var en vifte, der kunne indstilles på forskellige hastigheder, men jeg foretrak at kaste mig på sengen og svede uden vifte.

Næste morgen drog jeg med andre turister ud til lufthavnen. Da vi kom dertil, fik jeg øje på to maskiner, en indisk militærmaskine bevogtet af to soldater med maskinpistoler og en gammel DC-4, hvorpå der var malet Royal Nepalese Airline.

Jeg blev gennet ind i den sidste, men uheldigvis var jeg sidst i rækken og kom til at sidde lige ved døren, hvorfra det trak ind, først med varm luft og siden, da vi var i 1000 meters højde, med isnende kulde. I loftet hang nogle tykke snore, hvorfra faldskærmssoldater under Anden Verdenskrig hængte deres reb med udløsersnoren, mens de ventede på, at det skulle blive deres tur til at springe. Ved siden af døren, hvor jeg sad, var der to lys. Et rødt og et grønt. Ved siden af det røde stod der ”ready” og ved siden af det grønne ”jump”.

Vi kom dog ned uden skærm, og efter en kort tropevarm mellemlanding nåede vi endelig Kathmandu, Nepals hovedstad. Men det var ikke nemt at lande, for på landingsbanen myldrede det med hellige køer, så vi måtte cirkle et par gange, før de var blevet gennet væk.

Jeg står med den kinesiske Mandarin-kåbe med sprudlende, iltre drager og lugten af naftalin. Det er vist heller ikke sagen i aften. Jeg nærmest flår den næste kjole ud af skabet. Nej, hvor dejligt! En guldbroderet, blå sari kommer ud. Mærkeligt så meget guld, der er inde i det beskedne garderobeskab. På bøjlen står M.S. Lindblad Explorer. Tankerne går igen tilbage til min tilværelse i Sydamerika, dengang jeg boede i Buenos Aires. Jeg havde en fiks idé om, at jeg gerne ville til Sydpolen, ikke helt til det geografiske centrum, men blot til et hjørne af det næsten mennesketomme og fascinerende Antarktis.

Men det var dyrt at sejle med Lindblad Explorer. Ved venners hjælp fik jeg vekslet engelske pund på det sorte marked og fik således en rimelig billig tur. Vi sejlede fra Ushuia, der er den argentinske hovedstad på Ildlandet, gennem The Beagle Channel og derpå nordøst til Falklands-øerne. En ø-gruppe, få mennesker anede eksisterede før den ulykkelige krig mellem England og Argentina brød ud i foråret 1982. Efter at besøgt hovedstaden Port Stanley sejlede vi rundt og beså det rige dyreliv, hvorefter kursen gik stik syd mod Den Antartiske Halvø, i hvis nærhed Elephant Island ligger.

I skibets zodiacs (store gummibåde) blev vi i flere hold sejlet i land på øen. Det var en mærkelig fornemmelse at være på den ubeboede og uberørte ø med azur-blå gletcherspalter og i tusindvis af pingviner. Efter besøget på Elephant Island (jeg fandt aldrig ud af, hvordan øen havde fået et så besynderligt navn) sejlede vi rundt og besøgte forskellige landes videnskabelige stationer. I modsætning til Nordpolen er Sydpolen et kontinent, hvor ca. 96 procent består af gletchere, is og sne, resten er klipper og vulkaner. Nogle af vulkanerne er stadig aktive. I 1969 var der et udbrud på øen Deception, der ligger mellem Den Antarktiske Halvø og de sydlige Shetlands-øer.

Eftersom øen er nyreformet blev bugten brugt af de tidligere hvalfangere, fordi der er læ inden i den. Man kommer derind gennem en meget snæver passage, der har forskellige navne såsom Helvedes Port, Dragens Mund og Neptuns Blæsebælge. Navnene siger lidt om klimaet.

Om bord på Lindblad Explorer var der ca. ti gæsteforelæsere. De var zoologer, ornitologer, geologer og forfattere. En dag drog jeg med to af dem - den ene zoolog, den anden forfatter og bjergbestiger - ud på mindre bjergbestigning ved den argentinske station Esperanza. Bjergene var stejle og sneklædte, og på nogle af overfladerne var der et rødligt skær. Jeg spurgte mine ledsagere, hvorfor det så rødt ud, og fik det svar, at det var noget lav, der groede på sneen. Jeg tog en muslingeskal og gravede noget af ”det røde” op i den.

Da vi kom tilbage til skibet, gik jeg ned i laboratoriet og lagde det ind under mikroskopet. Netop som jeg stod og så på det, kom zoologen ind, og jeg sagde til ham, at det var meget godt, at han troede det var lav, men "det havde altså fire par ben at slås med”. Det var en mide, der levede på sneen.

Ved et andet besøg på den amerikanske Palmer Station drog jeg med de samme to ud på en tur over en gletcher. Bjergbestigeren havde erfaring fra både Patagoniens høje tinder i Chile og fra Himalaya-bjergenes endnu højere stræben mod himlen. I gletscheren var der dybe spalter, hvorfra man sjældent kommer op, hvis man først er faldet ned.

Vi gik en pragtfuld tur i strålende sol og nød landskabet. Ikke en lyd hørtes ud over vores åndedræt og rislen af smeltevand. Heller ikke et menneske var at se, med mindre vi så ned mod bugten, hvor Lindblad Explorer lå for anker.

Efter nogle timer vendte vi om, og nedturen var betydelig hurtigere end opturen. Da vi var kommet næsten ned til stranden, så vi et bræt, der lå på gletcheren. Vi vendte det om, og på skiltet stod der: ”Stop - gå tilbage - fare for gletcherspalter”. På næste bøjle står ”Jac. Olsen”, det gamle københavnske modehus, der ikke eksisterer mere. Dengang var det en dejlig forretning med en god model-salon, hvorfra også vi udenlandsdanskere kunne indforskrive fint tøj.

På bøjlen hænger en knaldgul, lang kjole med frække høje slidser og en tækkelig udskæring - en herlig kombination, fandt jeg dengang. Den vakte da vist også lykke ved den første reception i Caracas i forbindelse med Venezuelas nationaldag. Det var i 1971, da landet fejrede 150-års dagen for befrielsen fra det spanske overherredømme. Kjolen er stadig gul, minderne heller ikke falmede, men det er til gengæld min brune trope-kulør.

Thai-silke fra det pulserende Hong Kong, sorte kniplinger til store selskaber i Buenos Aires, guldbroderede kinesiske drager, blå sari mod Antarktis blændende bjerge og en knaldgul kjole, der engang lyste op i den sorte, tunge tropenat. Bøjler og kjoler er der nok af, men de bliver hængt tilbage i skabet sammen med alle minderne.

Faktisk har jeg ikke en trævl at tage på til denne særlige aften, og det har jeg heller ikke fået, da det ringer på døren.

Epilog: Denne søde historie blev skrevet i december 1987 af journalist Annelise Hopson, der, som mange sikkert vil huske det, var et aktivt medlem af klubben fra 1997 til hendes død i 2001. Artiklen blev for 4-5 år siden ”doneret” til klubben til brug i en slags novellesamling af skøre rejsehistorier, naturligvis en ide undfanget af salig Folkersen, men som så meget andet nåede ideen aldrig ud af starthullerne.

Men historien var alt for god til at gå til de evige makuleringsmarker, og så var det, at den marginalt kleptomaniske redaktør tænkte, at den var perfekt til kvartalets tema. Right?

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside