Tilbage til De Berejstes hjemmeside

               Mine 10 mest uforglemmelige flyveture gennem 50 år

Niels Gadegaard

Klar til start i Esbjerg lufthavn

Efter Niels Iversen er det blevet min tur til at beskrive de 10 bedste af et eller andet og samtidig sende rejsestafetten videre.

I perioden fra 1955 -1976 arbejdede jeg først på Københavns lufthavn og siden på Esbjerg lufthavn så flyvning blev min store lidenskab. I løbet af 50 år har jeg nået at flyve i et to og firemotorers propelfly, vandfly, jetfly, luftskib og sidst men ikke mindst luftballon.

1.
Min luftdåb fik jeg i maj 1953. I anledning af Rundskuedagene, som var en forløber til Århus Festuge, kunne man formedels 10 kr. få en flyvetur over Århus med Morian Hansen i hans lille 2-personers fly. Morian Hansen var en meget farverig person, som var både berømt og berygtet. Han havde deltaget i mange motorcykelløb før krigen, fløjet i Royal Air Force under krigen og fløjet med sit lille fly under den gamle Lillebæltsbro. Hvor bor du henne knægt, spurgte han mig om. Jeg fortalte ham, at jeg boede ude ved den nye Ringgadebro. Der flyver vi ud, sagde han, og da vi kom derud, fløj han så lavt, at jeg kunne kigge ind i min mor og fars soveværelse.

2.
I juni 1955 var jeg lige blevet hjemsendt efter 18 måneders tjeneste ved livgarden, hvor jeg i seks måneder dagligt havde været med i vagtparaden. Jeg havde søgt ind til SAS og skulle til samtale i Kastrup lufthavn og havde fået tilsendt en billet. For første gang skulle jeg flyve med rutefly fra Tirstrup til Kastrup. På det tidspunkt var der to flyvninger om dagen mellem Kastrup og Tirstrup med et 2-motores propelfly DC3 med plads til 28 passagerer og ingen trykkabine, så flyvehøjden var meget lav. På dette tidspunkt bestod flyflåden hos SAS desuden af typerne Scandia, DC4, DC6 og DC6B. Sidstnævnte fly var selskabets stolthed, som fløj til NewYork daglig via Prestwich i Skotland med op til 68 passagerer.

3.
I juni 1957 besøgte jeg Norge og fløj med Sea-Otter Plane, som er et 8-personers vandfly. Turen gik fra Tromsø via Alta, Hammerfest til Kirkenes. flyet landede på vandet udenfor byerne og passagererne blev sejlet frem og tilbage i en lille motorbåd, medens vi sad i flyet og ventede på nye passagerer satte de to piloter sig ud på flyets pontoner og fiskede. Så er der ”matt til kvellen”, råbte kaptajnen og viste stolt en stor nyfanget laks frem foran passagererne i kabinen.

4.
22. april 1960 fløj jeg med SAS Airliner DC7C Global Express fra Kastrup lufthavn til Anchorage via Nordpolen og fik certifikat på titlen som “CONQUEROR OF THE TOP OF THE WORLD”. Turen tog 14 timer og champagnepropperne knaldede, da vi passerede Nordpolen. SAS var som det første luftfartsselskab begyndt at overflyve Nordpolen i 1958. Efter et kort stop i Anchorage gik turen videre på endnu en 14 timers flyvning til Tokyo, hvor vi passerede Datolinien øst for Fiji-øerne, og hvor vi desuden mistede en onsdag i den uge.

5.
I marts 1967 fløj jeg med MEA Middle East Airlines fra Kastrup til Beirut. Da flyet passerede Sortehavet, lød der pludselig et par kæmpebrag, og flyet begyndte at vippe. Da jeg kikkede ud af flyets vindue, så jeg, at vi var ved at overflyve et område af kulsorte skyer, hvorfra der kom adskillige lyn op mod flyet. Alle fly er udstyret med lynafleder, så der skete ingen skade på flyet. Det var et vejrfænomen, som jeg aldrig har hørt om før. Normalt taler man om lynnedslag, så man må formode, at dette her var et lynopslag. Efter en periode i Libanon tog vi videre til Damaskus, hvor vi så den flotte Omajla Moske. På tilbagevejen blev der snestorm oppe i bjergene, så vi måtte overnatte på militærbase. Den næste dag gik turen videre med fly til Jerusalem i Jordan. Jerusalem var på dette tidspunkt en delt by, så det var underligt at stå på muren og kigge ind i Israel. To måneder efter startede 5-dages krigen, som Israel vandt og annekterede den del af byen, vi havde været i (næste gang jeg besøgte Jerusalem var i 1983, og da var bydelen blevet israelsk).

6.
I september 1967 var jeg ansat i AIR LINGUS og i den forbindelse var jeg med til at holde foredrag og vise film om laksefiskeri i Irland for jyske fiskeklubber. Turene gik fra Tirstrup til Dublin, men da Tirstrup lufthavn ikke havde det rigtige flybrændstof, skulle flyet mellemlande i Ålborg på turen til Dublin for at tanke op. Flyet var fyldt op med lystfiskere til sidste plads, så jeg måtte sidde i cockpittet bag kaptajnen. Da flyet nærmede sig Ålborg, var det midlertidig blevet meget tåget, og kaptajnen kunne ikke se landingsbanen. Tre gange forsøgte han at lande uden held, men fjerde gang lykkedes det. Kaptajnen vendte sig om mod mig og tog kasketten af og tørrede sveden af panden og sagde til mig: ”God bless you. I only had 25 gallons left in the tanks (ca. 100 liter brændstof)”.

7.
I august 1974 fløj jeg med en MÆRSK AIR helikopter fra Esbjerg lufthavn ud i Nordsøen til olietankeren Marie Mærsk, som var fortøjet ved en bøje i Thyra-feltet, hvor man netop havde fundet olie. Det var før, man fik pipelines ind til land. Man måtte derfor pumpe olien op i olietankeren, som, når den var fuldt lastet, satte kursen mod Korsør, hvor olien blev pumpet i land. Efter at spist frokost med skibets kaptajn, blev der tid til en lille rundvisning på den store olietanker. Herefter fik vi lov at låne et par pilke og sammen med skibets kok, gik vi i gang med fi skeriet. Tankeren lå på 20 meter vand, og afstanden fra rælingen til havoverfladen var også 20 meter, så der var 40 meter til bunden. Inden turen gik tilbage til Esbjerg, nåede vi at fange en enkelt torsk på 15 kilo, som vi var tre mand om at få hevet i land.

8.
I marts 1976. Da Sterling Airways Caravellefly letter fra Bangkok lufthavn med kurs mod Kathmandu, lyder der et knald i flyet. Min sidekammerat Keld er mekaniker i Sterling og vi bliver hurtigt enige om, at der var noget galt med den start. Fem minutter senere melder flyets kaptajn på højtaleren, at flyet returnerer til Bangkok af tekniske årsager. Så ved man godt, hvad klokken er slået. Da flyet ligger an til landing, kommer vi ikke helt ned på landingsbanen men stiger hurtig op i luften igen. Ud af vinduerne kan vi se, at der på begge sider af landingsbanen står der en række af brandbiler og ambulancer. Flyet vender tilbage til Bangkok igen og forsøger endnu engang, men igen er landingen forgæves. Panikken begynder at brede sig i flyet. Tredje gang er lykkens gang og vi lander alle uskadte i Bangkok. To passagerer bliver kørt på hospitalet, og det viser sig senere, at en slidbane på et af flyets dæk eksploderede under starten på grund af varmen og laver et hul i vingen ca. 10 cm. fra brændstoftankene. Vi måtte lige klare en ekstra overnatning i Bangkok, hvorefter turen gik videre til Kathmandu næste dag.

Ballonstart fra Silkeborg
9.
Juni 1975. Luftskibet ”GOODYEAR” besøger Esbjerg og i den anledning bliver jeg inviteret på flyvetur over Esbjerg sammen med min nærmeste chef, borgmester og senere justitsminister, indenrigsminister og formand for folketinget, Henning Rasmussen. Desuden deltog politimesteren og turistchefen. Der var plads til kaptajn og fem passagerer og luftskibet fløj med en hastighed på 70 kilometer i timen og borgmesteren fik fornøjelsen at styre luftskibet.

10.
8. august 2002. Mit største ønske har altid været at prøve at flyve i luftballon. Min forretning ligger i samme gade som Ceres bryggeriet, og da jeg netop var fyldt 70 år, samtidig fejrede 25 års jubilæum og i den periode havde solgt mere end en million Ceres øl, var Ceres af den opfattelse, at en ballontur var den helt rigtige gave. Turen startede i Iskælderdalen i Silkeborg og med sydøstlig vind gik turen i nordvestlig retning op over Funder, (jeg kunne næsten kigge ned i familien Fiil Svarrers have) og vi landede på en græsmark i byen Thorning. Ombord i ballonen var der tre personer: Ballonskipperen, navigatøren og mig, som måtte deles om ca. 1 kvadratmeter med to gasfl asker. Det var en fantastisk og uforglemmelig oplevelse. Turen var på 19.537 meter og blev underlagt på 63 minutter. Jeg fik retten til at indtræde i foreningen for berømte ballonrejsende (Sic itur ad astra). Navnet blandt ballonrejsende er Niels Gadegaard Greve af Thorning.




Til stafetoversigten
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside