Marokko nytår 2002-03

Iskold Billund lufthavn

Atlasbjergene set fra fly

Nogle år falder jul og nytår oveni i weekender, hvilket er dybt frustrerende for et genstridigt medlem af det arbejdende folk. Andre år falder helligdagene så heldigt at man får det maksimale antal fridage, og dette skete just ved årskiftet 2001-2002 hvor jeg tog på en vellykket tur til Tunesien. Det gentog sig ved nytåret 2002-03, og her prøvede jeg så at gentage successen med en tur til Marokko. Der var imidlertid kun returmulighed den den 4/1 med det absolut dyreste selskab, Lufthansa (for 4700 kr). Mens jeg overvejede situationen, faldt jeg for fristelsen til at købe en færdig pakke med fly og hotel hos Spies for 4070 kr, - omend for to dage mindre og med udgangspunkt i Agadir, der ligger akavet og hverken har jernbane eller medina. Det endte dog - naturligvis - med at blive en ganske god ferie, og som forventet betød nytåret ikke det store afbræk i et muslimsk samfund.

Jeg havde valgt lejlighedshotellet Afoud i centrum af Agadir, og det var et udmærket sted med bad, toilet, satellit-TV og køkkenniche. Vi ankom lidt over middag (efter en klemt flyvetur med Mytravel, det tidligere Premiair), og inden solen gik ned havde jeg set det meste af centrum, herunder naturligvis den lille zoologiske have Vallée des Oiseaux. Der er også et spritnyt bymuseum, men det gemte jeg til hjemrejsedagen.

Allerede næste morgen besøgte jeg jernbanernes rejsebureau Supratours for at forhøre mig om togforbindelserne fra Marrakesh til Fes, men det viste sig at der ikke går nattog på strækningen, og dermed væltede min plan om at køre frem og (måske) tilbage i liggevogn. I stedet købte jeg en flybillet til Casablanca hos genboen, Royal Maroc Airways. Men der går ikke rutebil fra Agadir til Agadirs lufthavn, og 'grand taxi' ville i følge Lonely Planet koste 150 Dr (1 dirham = 70 øre). Det er

Bab Ouidaia, Rabat (set inde fra Kasbah)

aldeles grotesk for en 28 km køretur sammen med 6 andre passagerer og fører i en almindelig firsæders personbil, og det kunne ikke falde mig ind at betale den pris. Der er imidlertid et alternativ: en grand taxi til nabobyen Inezgane for 3 Dr. og derfra lokalbus til vejen udenfor lufthavnen for andre 3 Dr. Så fik jeg samtidig kastet et blik på Inezgane, der er som nat og dag i forhold til Agadirstrup. Det skal lige indskydes at Agadir blev totalt smadret ved et jordskælv i 1960, og da byen blev genopbygget blev det med brede gader, parker og pladser, så den kunne fungere som udstillingsstykke for den nybagte selvstændige nation Marokko. Og det vrimler med turister, ikke mindst skandinaver. Inezgane er alt det Agadir ikke er: møgbeskidt, rodet og særdeles marokkansk. Og den har mange flere trafikforbindelser end Agadir.

Fra Casablancas internationale lufthavn går direkte tog til byen, og herfra kan man køre dels nordpå til Fes (og Tanger), dels sydpå til Marrakesh. Jeg nøjedes i første omgang med at trille til Rabat, der har været Marokkos hovedstad siden 1912 (hvor franskmændene under marskal Lyautey venligt, men bestemt anmodede sultanen om at fraflytte indlandsbyen Fes, så de bedre kunne holde øje med ham). Her indlogerede jeg mig på det fortræffelige hotel Orsay lige ved banegården. Næste morgen

Æsel i Souq i Fès El-Bali

begav jeg mig gennem Ville Nouvelle til Medinaen, og gennem denne til Kasbah'en. Disse elementer finder man i de fleste større marokkanske byer, og det tilskrives almindeligvis marskal Lyautey at de administrative og trafikale funktioner blev placeret i nybyggede nydele ved siden af de gamle marokkanske byer, i stedet for at disse blev smadret som i Algeriet. Det var i øvrigt også ham der tillod marokkanerne at spærre deres moskéer etc. for alle ikke-muhammedanere, hvilket betyder at man som almindelig vestlig turist afskæres fra en stor del af landets kulturarv. Men i det mindste er der så medinaerne at hygge sig med. Kasbah er fæstninger indenfor eller i tilknytning til medinaernes bymure, omend der nutildags er almindelige boliger indenfor fæstningsmurene. Kasbah'en i Rabat var længe beboet af flygtninge fra Andalusien, de såkaldte ouidaiaer, og det er et smukt område præget af isblå mure, og porten dertil er et pragtværk fra 1195.

Mosaik ved butik syd for Djamaa el-Fna, Marrakesh

Jeg sørgede naturligvis også for at besøge den nationale zoo, der ligger 7 km syd for centrum. Det var oprindelig daværende kong Hassans private dyrehave, men jeg tvivler på at der i hans majestæts tid hang 3 brægende højttalere på strategisk placerede steder i haven.

Turen fortsatte over middag til Fes, men det gik ikke helt efter bogen. Marokko har egentlig et ganske velfungerende jernbanevæsen, men der er hverken destinationsskilte på perronerne eller på togene; man har kun højttalermeldinger på arabisk og fransk at holde sig til. Da jeg skulle afsted, blev der først sagt noget om et forsinket tog nordpå, lidt senere blev mit tog annonceret. Så blev det forsinkede tog annonceret og ankom planmæssigt. Noget senere buldrede yderligere et tog ind, samtidig med at højttalerne begyndte at sige et eller andet, som ingen djævel kunne høre. Jeg hoppede ind, for tid og retning passede. Det var imidlertid et forkert tog, og jeg måtte skifte i næste by, Salé. Men da var alle pladser taget, selv på første klasse, og jeg kom til at stå op mere end en time. Da jeg så ankom til Fes, var det allerede mørkt, og det viste sig temmelig svært at finde et værelse, selv om jeg spurgte i alle hoteller jeg passerede uanset klasse (bortset fra Sheraton). Først i nr. 8, det udpræget primitive Hôtel Volubilis (meget passende opkaldt efter en romersk ruinby), var der plads, men det var da bedre end ingenting.

Ruinerne af El-Badi-paladset, Marrakesh (med storke)

Næste dag var det så tæt tåge at jeg dårligt kunne se mine egne fødder. Det lykkedes dog at finde de gamle bydele, - Fes har nemlig to. Den mindste (og nyeste) er hedde Fes el Djedid, og den er halvt optaget af det tidligere jødekvarter, halvt af et kongeligt palads, som naturligvis ikke er offentligt tilgængeligt. Den egentlige medina hedder Fes el Bali, og den er ikke for begyndere. I betragtning af hotelsituationen så jeg egentlig ikke voldsomt mange turister, men det var tydeligt at næsten alle dem jeg så havde en indfødt guide med, uanset om de kom i større grupper eller enkeltvis. Og det er egentlig forståeligt, for Fes el Bali består af angiveligt 9400 snoede, tildels blinde smågyder, der endda går op og ned, så man næsten tror man befinder sig i en tredimensional labyrint. Og i den udstrækning der overhovedet er gadeskilte, er de på arabisk. Kontrasten til de lige, brede gader i regelmæssige mønstre i Ville Nouvelle kunne ikke være større, og uanset om det er politisk korrekt eller ej, er det fristende at se det som et udtryk for forskellen på retvinklede vesteuropæere og hemmelighedsfulde, krøllede arabere, der betragter information som noget der af pur nåde (eller mod passende remuneration) hviskes fra de indviede til den ærede gæst... men sådan var det jo forøvrigt også hos os, - i middelalderen!

Fra Fes returnerede jeg til Casablanca. Det var egentlig dumt, for jeg kunne have forsøgt at finde overnatning i nabobyen Meknès, der dels har egne seværdigheder i form af kæmpemæssige ruiner fra den hyperaktive sultan Moulay Ismail's tid, dels er et brugbart udgangspunkt for en udflugt til den tidligere nævnte ruinby Volubilis. Nu men sådan gik det altså ikke. Jeg forfulgte i stedet en plan om at tage til Casablanca for at overnatte, hvorefter jeg med første morgentog kunne fortsætte til Marrakesh. Planen lykkedes: næste morgen kl. 8 stod jeg i Marrakesh. På forhånd havde jeg regnet med at Marrakesh og Fez lignede hinanden, men det gjorde de ikke. Stræderne er bredere i Marrakesh's medina, der er store pladser i centrum (herunder den berømte Djema el Fna, hvor lommetyve, akrobater, historiefortællere og handlende samles), og turisterne er betydeligt mere dominerende end i Fes, - de vader endda rundt på egen hånd, som turister plejer at gøre. Mine bemærkninger

Palme i Jardin Ibn Zaidoun, Agadir

ovenfor om arabernes måde at omgås information om har imidlertid også gyldighed her. Jeg forsøgte således at finde de store Jardins d'Argar i medinaens sydlige ende. På et tidspunkt var jeg lige ved en indgang, men en kort strækning var spærret af pga. noget majestætshalløj. Jeg vadede så om til en anden adgangsrute, men også her var der spærret. Da jeg omsider fandt en bagindkørsel, var der en politimand der oplyste at haverne kun var åbne fredage og søndage. Det stod der nu ikke noget i mine 3 guidebøger (det må forresten være en uriaspost at skrive guidebøger om et land som Marokko!), men der nævnes et sted at haverne sommetider lukkes om vinteren, hvis majestæten eller hans familie er i farvandet. Jeg fandt aldrig ud af hvad der var galt,- men under jagten nåede jeg at bese nogle af byens andre

Kulørte trommer, Essaouira

seværdigheder, nemlig Saadiernes grave og El Bali-pladsets ruiner. Saadierne var et berber-dynasti, der regerede Marrakesh i en periode i 1500-tallet, men da den famøse Moulay Ismail indtog byen, plyndrede han El Bali-paladset for byggematerialer, der kunne bruges til hans egne megalomane byggerier oppe i Meknès (som derefter blev plyndret på tilsvarende måde af hans egne efterkommere). Saadiernes grave lod han dog ligge, men byggede en høj mur udenom dem. Først Lyautey sørgede for at der blev brudt et hul i muren, så man igen kunne se dem, - og for en gangs skyld har turister også adgang. Oh tak, oh tusinde tak !!

Fra Marrakesh returnerede jeg efter mørkets frembrud med rutebil til Agadir, - og jeg må sige at jeg er glad for at det ikke er mig, der skal køre bil på Marokkos smalle landeveje i buldrende mørke.

Næste dag foretog jeg en udflugt til kystbyen Essaouira 3 timers kørsel nord for Agadir. Her er der en nydelig medina og et portugisisk kystfort med stribevis af kanoner, der peger ud over havet. Atmosfæren mindede egentlig lidt om f.eks. Dubrovnik. Det er imidlertid en relativt lille by, og man kunne i forretningsgaderne næsten se flere turister end lokale. Den giver måske et indtryk af hvordan Agadir kunne have set ud uden det katastrofale jordskælv i 1960.

Den sidste halvanden dags tid i Agadir slappede jeg af (ved at spæne rundt i alle hjørner af byen).

Niels J.L. Iversen

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside