Angkor Wat etc.

Cambodia - Laos - Thailand, november 2004

Det startede med at jeg ville se Angkor Wat i Cambodia. Og når jeg nu alligevel skulle derover, skulle Laos naturligvis også gafles. Og det hele skulle ske på under 14 dage, for der var mange andre steder jeg også gerne vil hen, og udover penge koster det altsammen feriedage.

Transporten skulle ske via Bangkok og med Thai Airways, - mest fordi jeg regnede med at de havde små skærme ved hvert sæde på kvægklassen, ligesom Singapore Airways havde i 2002 på min Indonesientur. Men på det punkt blev jeg nu skuffet. Transporten til og fra Cambodia og til og fra Laos regnede jeg med at klare med et flypas udstedt af Bangkok Airways. Jeg fandt det på internettet, men det kunne kun købes via en agent. Jeg spurgte hos Wasteels, men det indgik ikke i deres sortiment, - så derfor

Angkor Wat: bro til tempel

skaffede jeg via internettet selv de nødvendige koder, der gjorde at de kunne udstede billetterne (internettet er dog en herlig invention!). Tilsidst købte jeg en flybillet fra Lao Aviations for at slippe for en lang rutebiltur mellem Vientiane og Luang Prabang i Laos. Jeg kunne ikke købe billetter fra Luang Prabang til Sukhotai, hvilket jeg ellers havde kalkuleret med, så ruten blev fly Bangkok - Siem Reap, fly Siem Reap - Bangkok, nattog til Nong Khai og over Frihedsbroen til Vientiane, fly Vientiane - Luang Prabang, fly Luang Prabang - Bangkok, og så i øvrigt noget togkørsel til og fra Lopburi. Tre nætter i Siem Reap, én i et nattog i Thailand, to i Vientiane, én i Luang Prabang, to i Lopburi og så i øvrigt to i natfly til og fra regionen. En herligt velspækket rejseplan, som heldigvis holdt.

Første destination var Siem Reap, der er udgangspunkt for turene til Angkor Wat og en stribe andre berømte templer. Fra lufthavnen til byen kunne man hyre diverse køretøjer, men jeg valgte en egentlig taxa til 5 US$. Min chauffør var en ung mand med et behageligt væsen, så jeg konfererede med ham om overnatningssteder. Han foreslog et sted ved navn Home Sweet Home til 20 US$, som stod på min medbragte liste fra internettet ("et nyt sted, meget renligt, anbefales"). Så nævnte jeg at jeg

Siem Reap: Prea Ang Chey

regnede med at spadsere til Angkor Wat næste dag (omkring 5 km), hvilket chokerede chaufføren dybt. "Nobody ever did that", gispede han med rædslen lysende ud af øjnene. Vel, måske ingen i den persongruppe der tager taxaer, men det skal nu nok være forekommet i mere sparsommelige kredse. Never mind, han foreslog mig at hyre ham og den fortræffelige airconditionerede taxa vi sad i for 20 $ pr. dag, og det lød nu meget rimeligt. Dollaren stod i under 6 kr på dette tidspunkt, og jeg kunne dårligt køre hjem til Viby fra banegården i Århus for den pris. Så da vi nåede Home Sweet Home, havde jeg hyret ham for de næste tre dage. Det kom jeg ikke til at fortryde.

Home Sweet Home lå mod nordøst i byen, ret tæt på hovedvej 6 og på floden, der også hedder Siem Reap. Mit værelse havde karbad, kabelfjernsyn, AC og en udmærket seng, men ikke køleskab. Man forventedes at tage skoene af på verandaen foran indgangsdøren. Der var også en lille musikfri restaurant, hvor jeg spiste den første aften. Den første eftermiddag tilbragte jeg i selve Siem Reap, bl.a. med at vade ud til Bangkok Airways vest for byen samt med bese en sommerfuglehave. Jeg sov som en sten om natten, bortset fra at en skylregn ved 3-tiden vækkede mig. Næste nat blev jeg - trods stedets renlighed - ædt levende af myg, som formentlig var udklækket efter bygen et døgn tidligere. Jeg endte med at bygge en myggesikker fæstning med et lagen, et tæppe og diverse puder. Den sidste nat måtte jeg myrde et par myg på hovedpuden, men sov ellers uforstyrret af såvel bevingede udyr som regn.

Ta Prohm: træ på lateritmur

Næste morgen klokken 8 kørte vi mod Angkor Wat. Jeg var forberedt på at det var stort, og det var det. Det var også ret velbevaret, lige bortset fra at gangene engang havde rummet tusinder af Buddhaer og hinduguder, der stort set var væk nu, - eller i bedste fald frarøvet deres hoveder. Der er imidlertid stadig kilometervis af

Angkor Thom: nordport med ventende taxa

relieffer i rimelig stand på væggene, inclusive utallige smækre gudindefigurer, de såkaldte apsaraer. Da vi fortsatte til Angkor Thom, der er en bydel snarere end et enkelt tempel, blev det hele mere ruinagtigt, og junglen rykkede ind på bygningerne. Om eftermiddagen så jeg Ta Prohm, hvor man har valgt at efterlade et antal store træer i og på og omkring murene, hvilket skulle give et indtryk af hvordan alle templerne - pånær Angkor Wat - så ud, da de blev 'genopdaget' i 1800-tallet. Reelt havde der dog boet munke i just Angkor Wat hele tiden, så udtrykket 'genopdaget' er noget af en tilsnigelse. Ruinerne var blot næsten ukendte i vesten, da franskmanden Mohout besøgte dem i 1858-60. Vi afsluttede dagens program med et besøg i Angkor Zoo, - den første zoo jeg har været ude for, hvor man havde hanekampe, endda i to arenaer ad gangen.

Næste dag besøgte vi Banteay Kdei, søen Sras Srang, Pre Rup, det afsides, men smukke Banteay Samre, East Mebon (tempel, men også navnet på en udtørret kunstig kæmpesø), Ta Som, Neak Pean samt Preah Khan, - dvs. den såkaldte Grand Tour Circuit. Og klokken var kun to, tildels fordi jeg spæner rundt, tildels fordi

Mig i båd på Ton le Sap-søen

jeg havde strøget middagspausen. I denne situation foreslog min chauffør at vi trillede ned til Tonle Sap søen og sejlede lidt rundt, hvilket ville koste 20 $ for en båd, når der blot var én turist til at betale (ellers 30 $, sagde han). Vel, han fik som sædvanligt sin vilje. Det var lidt dyrt selv for en dollarbehængt turist som mig, men en behagelig afveksling fra de mange templer. Søen er interesant ved at den lige efter højvande breder sig en 5-6 km til alle sider i forhold til dens mindste udstrækning. Grunden siges at være at Mekong, der flyder længere østpå, presser vandet i søens afløbsflod baglæns, så den går totalt over sine bredder. Fiskerbefolkningen bor derfor på enten stylter eller på husbåde, som kan flyttes efter vandstanden. Underligt sted!

Den sidste formiddag i Cambodia indledte jeg med at bese templerne ved Roluos, der er de ældste i områder, - fra sidst i 800-tallet. Derefter afsendte jeg postkort fra posthuset i Siem Reap, købte yoghurtmælk på en tankstation og beså et krigsmindesmuseum med gamle rustne kampvogne et cetera, som vietnameserne havde erobret fra de røde khmerer i 1990erne. Klokken 10.45 var vi i lufthavnen, hvor jeg kom med flyet 11.30 til Don Muang ved Bangkok, selv om jeg egentlig først havde billet til 13.30. På den måde nåede jeg en eftermiddag i Bangkok, men brugte den ikke på noget særligt, - mestendels vadede jeg rundt og kiggede på butikker i Chinatown.Men jeg fik dog kigget på den fine nye metro, som byen er ved at få bygget med startsted ved Hualamphong banegård.

Kl. 20.45 afgik nattoget med min luftconditionerede liggevognsplads til Nong Khai, hvor jeg kom med en songthaew mod Frihedsbroen sammen med en schweizer, som tydeligvis ikke var altfor velunderrettet, - han troede man skulle vente flere dage på at få et visum til Laos. Men styret i Laos har (lidt senere end cambodianerne)

Vientianes vartegn: That Luang

åbnet op for at der kan udstedes visa på stedet ved Vientianes Frihedsbro samt lufthavn, så vi var ovre på en times tid. I øvrigt ville han efter den gamle ordning med forhåndsvisum ikke have haft noget ud af at tage til Nong Khai, for i givet fald skulle han have haft sit visum i Bangkok. Selv backpackere kunne sommetider have nytte af at tænke sig om på forhånd. Nuvel, da jeg var på laotisk jord hyrede jeg en faldefærdig taxa, der bragte mig til det hotel som jeg havde valgt ud fra Lonely Planet, Duang Douane. Her havde jeg bruser, kabeltv, AC, 2 senge og sågar et køleskab med billige sodavander. De snød mig for en dollar ved min afrejse ved afregningen af sodavand, - men skidt, pyt, prisen pr. nat var 18 $, så overnatningsudgifterne kunne absolut ikke ruinere mig.

Vientiane: solnedgang over Mekong

Jeg havde 1½ dag til sightseeing i Vientiane, der er en relativt lille hovedstad med sine 110.000 eller måske 150.000 indbyggere. Meget mere behøver man ikke, for selv om jeg ikke nåede at se seværdighederne i omegnen, såsom den excentriske Buddha-park, fik jeg stort set ryddet op i selve byen. Blandt andet fik jeg set Det Historiske Nationalmuseum, hvis udstillinger om krigene i sidste århundrede udpræget bar præg af at kommunisterne vandt. Det løjerlige ved alle de kommunistiske regimer i østen, minus Nordkorea er at de efter kinesisk mønster har bibeholdt etpartisystemet og den autokratiske styreform, men samtidig nedskærer statens indblanding i erhvervslivet. Dette har afgjort været en økonomisk fornuftig ordning, men Laos er stadig et fattigt land, og turiststrømmene er ikke rigtigt nået dertil. I øvrigt har både Laos og Cambodia høje inflationsrater, hvilket har ført til at deres valutaer er blevet nedskrevet til absurd lave værdier. I Cambodia fik man godt 4000 riels for en US$, mens man i Laos fik 10.000 kip. Den thailandske baht har fulgt dollarens nedtur, og en jernhård dansk krone gav nu næsten 7 baht, mod godt 5 ved mit sidste besøg i 1998. I begge lande kunne man betale alt i baht eller dollar, men naturligvis også i landenes egne valutaer.

Luang Prabang: Tempel ved Kgl.palads

Turen gik videre til Luang Prabang med fly, - ganske vist er landevejen dertil efter sigende blevet fin, så man kunne måske med lidt held nå dertil med rutebil på en 8-9 timer, hvor det før tog 11. Men ærlig talt, så hellere en flytur på under en time for lidt over 400 danske kroner.

Luang Prabang: tørklædesælger

Luang Prabang er en lillebitte by med måske en 10-15.000 faste indbyggere. Men dens kombination af et kongepalads, mange fine templer samt en del seværdigheder i omegnen trækker alligevel en del turister, som derfor er ganske synlige i bybilledet. Jeg boede en enkelt nat på hotel New Luang Prabang, med køleskab og alt det andet og en placering på selve byens hovedgade få minutter fra paladset. Om aftenen (den ene aften jeg var der) var der nattemarked lige nedenfor min altan (yes, jeg havde en altan!). Men heldigvis er laoterne et forbavsende stilfærdigt folkefærd, og selv støjen fra et par CD-boder i min ende af markedet var såpas dæmpet, at den kunne overdøves af fjernsynet. I øvrigt benyttede jeg lejligheden til at smutte ud og gufle en pizza.

Jeg koncentrede mig om templerne den første eftermiddag, og næste formiddag besøgte jeg så paladset. Det blev bygget af franskmændene til deres marionet, kong Sisangvangvong, hvis russiskproducerede statue står i parken udenom. Hans efterfølger, Sisang Vatthana, blev den sidste konge af Laos, - ellers måske ikke engang det, hvis man skal følge kommunisterne, for de henholder sig til at han aldrig blev formelt kronet og dermed efter deres mening forblev prins. Han døde i 1975 i en bjerghule, hvor han var til 'genoptræning'. Angiveligt af malaria.

Cambodia har stadig en konge, - omend den forrige konge, Sihanouok, i lange perioder havde nægtet at bruge titlen, da han så efter forfatningen havde skullet holde sig fra politik. Hans kontrafej hang stadig på hans villa i Siem Reap, men umiddelbart inden min rejse var han abdiceret til fordel for en søn, der bor i Paris og er ansat hos UNESCO. Det vides ikke om den nye konge overhovedet har planlagt at besætte sig i sit kongerige.

Resten af min 12-dages lyntur tilbragte jeg i Thailand. Som tidligere nævnt var der ikke længere en rute fra Luang Prabang til Sukhotai, hvilket jeg ellers havde håbet, - til gengæld befløj Bangkok Airways cambodianske aflægger fra 2. november en rute mellem Luang Prabang og Siem Reap, men den nåede jeg altså ikke at indkalkulere i min rejseplan. Jeg fløj derfor 'bare' tilbage til don Muang, og herfra tog jeg bumletoget til byen Lopburi, der også har en royal forhistorie. Den meget franskvenlige kong Narai havde nemlig i 1600-tallet et palads her, som han boede i i det mindste halvdelen af året. Han kommunikerede flittigt med Louis XIV

Ayutthaya: Chedier i Wat Phra Ram

af Frankrig og fandt sig endda tålmodigt i, at den franske ambassadør på flere punkter blæste på hofetiketten. Der hænger i paladset (som nu er museum) et billede, hvor kongen må bøje sig ned fra en altan for at tage et brev til ham fra Louis, fordi den franske ambassadør demonstrativt nægtede at hæve bakken med brevet op mod ham. Havde Narai levet længere, var Thailand måske blevet en fransk koloni. Nu skete der efter hans død det at alle franskvenlige personer blev dræbt, og på trods af burmesernes brutale aktion mod hovedstaden Ayutthaya hundrede år senere forblev Thailand det eneste land i regionen, som aldrig blev en koloni af hverken Frankrig eller England.

Den allersidste dag i Thailand tilbragte jeg i Bang Pa-In og Ayutthaya. Det var mit første besøg i Bang Pa-In, hvis væsentligste seværdighed er det kongelige palads, som i hovedsagen er bygget af Chulalongkorn i 1800-tallet. I følge mine guidebøger skulle der kun være én bygning åben (en kinesisk pavillon), men faktisk kunne man komme ind fire steder. I én af bygningerne læste jeg, at Chulalongkorns dronning og en prinsesse var druknet for øjnene af en masse hoffolk, fordi hofchefen under henvisning til hofretten havde forbudt en redningsaktion, - det var nemlig forbudt at røre de kongelige. Manden blev frataget alle titler og alle sine ejendele og sat i spjældet i tre år af Chulalongkorn, men han reddede livet (modsat dronningen og prinsessen). Og så blev hofretten i øvrigt revideret.

Mit fly tilbage til Kastrup afgik først 1.40. Men Don Muang lufthavn er heldigvis ikke det værste sted at tilbringe en aften, - priserne er rimelige og den er næsten musikfri. Da jeg kom til København næste dag, benyttede jeg lejligheden til at få ordnet et visum til næste rejse,- en smuttur til Serengeti og Ngorongoro. Man skal jo ikke spilde tiden ...

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside