"Balkan 2003"

Sarajevo, Beograd, Thessaloniki, Skopje, Ohrid og Budapest 2003 (og Albanien)

Jeg besøgte første gang Jugoslavien på tre interrailture i halvfjerdserne, og det var allerede dengang et temmelig bøvlet område at køre på togtur i. Hovedparten af de seværdige steder ligger ned langs kysten, men hovedstrækningen går gennem regeringsbyerne inde i landet: Ljubljana, Zagreb, Beograd og Skopje. Herfra går der stiklinjer til kysten: én fra Zagreb til til Split, én gennem Sarajevo til Ploce og én til Bar i Montenegro (denne sidste har jeg endnu ikke prøvet, men den skulle være ganske flot). Herudover kan man nævne sidelinjen fra Nis til Sofia i Bulgarien. Resten af stationerne på hovedstrækningen var - og er - små totalt ligegyldige stationsbyer, som der ikke var nogen grund til at stå ud ved. Det var heller ikke smart at stå af undervejs, for selv om der var mange flere tog dengang, var de så propfulde at folk der stod på undervejs løb en alvorlig risiko for at måtte stå op indtil næste større station. Der var ikke noget med pladsreservering i siddevogne når man først var inde i Jugoslavien, og det er der stadig ikke.

Og det tog lang tid at komme gennem Balkan: henved 3 døgn fra München til Athen ... sådan cirka, for togene kørte som vinden blæste. Der var lange enkeltsporede strækninger, så man kunne aldrig vide hvornår éns tog måtte holde stille på et vigespor og afvente et modkørende tog. Faktisk hang der et skilt på München Hauptbahnhof, hvoraf det fremgik at tyskerne nok skulle sørge for at sende togene rettidigt afsted mod Balkan, men de påtog sig intet ansvar for hvornår de kom tilbage. Insh'allah. Um Gottes Willen. Voz kasni, ovde smo oko nedelju dana [toget er i uorden, vi bliver her en uge]

Statue af Tito ved universitetet i Sarajevo

Det var ikke godt, men det kunne blive værre... MEGET værre! Sidst i 80erne kom den storserbiske fanatiker Milosevich til magten i Beograd, og han lagde ud med i 1989 at berøve Kosova og Vojvodina deres delvise indre selvstyre, - og i alt fald i Kosova opstod der (som man kunne vente) en væbnet modstandskamp. De jugoslaviske delstater Slovenien og Kroatien meldte sig ud af Jugoslavien, senere fulgt af Bosnien-Herzegovina og Makedonien, mens Montenegro foreløbig valgte at blive. Slovenien og Makedonien slap nogenlunde uskadt ud af kløerne på Milosevich, - omend makedonerne blev udsat for trakasserier fra den Tidligere Tyrkiske Provins Grækenland, der af en eller anden grund stadig mener at have eneret til navnet Makedonien, blot fordi der for flere tusinde år siden boede en slags grækere deroppe. Kroatien og især Bosnien-Herzegovina var ikke så heldige.

Milosevich' kyniske beregninger holdt stik til ca. 1993, men så vendte krigslykken. Dels havde Kroatiens præsident Tudjman i al stilhed anskaffet splinternye våben, så de kroatiske tropper kunne smide de serbiske styrker ud af alle besatte områder af Kroatien. Dels tabte omverdenen tålmodigheden med de såkaldt 'fredsbevarende' FN-styrkers selvpålagte groteske handlingslammelse. I stedet tog Nato over og tildelte Milosevich de drag over nakken som han længe havde fortjent. Fire delstater havde da trukket sig ud af forbundsstaten Jugoslavien, som nu kun rummede Serbien og Montenegro.

Milosevich fandt nu på en ny juleleg: han ville reducere antallet af albanere i Kosova (et gammelt serbisk område, men med stort albansk flertal siden en gang i 1800-tallet). Verden tolerede imidlertid ikke længere den slags numre: uden at spilde tid på flere 'fredsbevarende' vatnisser fra FN iværksatte Nato en militæraktion, der reelt har frataget serberne magten over området: grænserne til Kosova står åbne fra Montenegro, Albanien og Makedonien, mens der er lukket til Serbien. Milosevich blev i 2000 omsider fjernet med magt af serberne selv efter et tabt præsidentvalg, som han forsøgte at snyde sig fra ved hjælp af en korrupt håndplukket 'valgkomission'. Han er siden blevet udleveret til en krigsforbryderdomstol i Haag i Holland, hvor han højst kan få livsvarigt fængsel.

Og nu hvor krudtrøgen har lagt sig, står man så tilbage med fem selvstændige stater med hver sin valuta og grænseformaliteter, plus (mindst) to områder der reelt er selvstændige: Montenegro, der hverken anerkender Serbernes dinar eller deres visabestemmelser, samt Kosova, der reelt styres som et NATO-protektorat under KFOR. For den rejsende i det tidligere Jugoslavien er tingene ubestrideligt blevet mere komplicerede, men man kan i det mindste besøge alle dele af Balkan nu, - selv det tidligere næsten lukkede Albanien har slået portene op på vid gab, og kun enkelte områder i Kosova og tilstødende områder har stadig væsentlige sikkerhedsproblemer.

Så jeg skulle naturligvis derned igen og se hvordan der nu så ud.

Jeg besøgte Slovenien og Kroatien i år 2000, men det varede til 2003 før turen kom til de øvrige nye lande. I grunden var det SAS' lavprisflyvninger til bl.a. Sarajevo og Pristina der gav mig ideen, men det endte med at blive det ungarske MALEV der ekspederede mig ned til Sarajevo og tilbage fra Skopje, med et par døgn i Ungarn som rosinen i pølseenden på hjemvejen. Lufthavnen i Sarajevo har ikke vildt meget trafik, og der er ingen lufthavnsbus. Derfor holder byens mest amoralske og begærlige taxachauffører klar udenfor ankomsthallen. Men hvis man har en begrænset oppakning (sådan ca. 5 kg), kan man spadsere ud på vejen udenfor, dreje til venstre og gå en halv times tid til man når en større vej med sporvogne i midten. Det er såmænd intet andet end den berygtede Snipers' Alley, som byens borgere måtte krydse under risiko for liv og lemmer, fordi serbiske snigskytter sad oppe i bakkerne lige syd for byen og skød til måls efter folk.

Holiday Inn (ny), Sarajevo

fhv. Holiday Inn (?), Sarajevo

Når man kommer ind mod centrum, dukker der udbrændte og bombede bygninger op. Det er imidlertid tydeligt at der allerede er ryddet en hel del op. På et tidspunkt dukker der en skrigende kanariegul kubus op på venstre side af gaden. Det er luksushotellet Holiday Inn. Jeg har dog læst et sted at det oprindelige hotel, hvor krigskorrespondenterne holdt til under belejringen, i virkeligheden er det udbrændte højhus til højre for gaden. Umiddelbart inden dette ligger der en smukt restaureret ældre bygning: det er Nationalmuseet. Af de fire afdelinger er endnu kun to åbne, men de er pæne og interessante, selv hvis man ikke forstår teksterne. Og umiddelbart før Nationalmuseet ligger så det uanselige Historiske museum, som enhver besøgende i Sarajevo bør se. Der er p.t. kun ét åbent rum, men det rummer historien om hvordan Sarajevo kom gennem de slemme år i starten af 90'erne. Bygningen rummer også arkiver om Bosniens ældre historie, hvilket er uvurderligt idag fordi Nationalbiblioteket er nedbrændt med alt sit indhold. Der er imidlertid ikke mange turister i byen, så da jeg som formentlig dagens eneste gæst besøgte museet, tilkaldte vagten en af museets historikere til at vise mig rundt. De nævnte museer og hoteller ligger alle på et ret åbent område i centrum, men øst herfor finder man hele den gamle tyrkiskprægede bydel med de snævre, krogede gader, en seværdighed, og her bør man se Svrzo House, der er et originalt hus fra omkring 1800, nu museum.

Trods det ringe antal 'rigtige' turister er der run på hotelværelserne i byen (de er fyldt med repræsentanter for internationale organisationer), så det var først efter et par forsøg at jeg fandt et værelse på Hotel Italia hinsides banegården, men fordi der var skråt loft etc. var det i det mindste til at betale: 60 konvertible mark (KM) à ca. 4 kroner. Og jeg fik en fortræffelig bøf i restauranten (hvor jeg var eneste spisende gæst).

Da jeg ville købe togbillet videre til Beograd løb jeg ind i et af de problemer, der er opstået med opdelingen af det gamle Jugoslavien: man kan ikke længere på banegårdene udstede billetter, der begynder i et af de andre lande. Måske kan rejsebureauerne ude i byen, men de kan så til gengæld næppe gøre det til afrejse samme dag. Så jeg måtte nøjes med en togbillet til Vrpolje i Kroatien (i det omstridte Østslavonien), hvor jeg så efter nogle timer kunne hoppe på nattoget fra Zagreb til Beograd. Heldigvis kunne man købe billetter i toget for Euro, men kun for ét land ad gangen. Jernbanedriften har også på andre måder ændret sig siden krigen. For det første er der ikke nær så mange langdistancetog (herunder nattog), men modsat hvad der gælder i Vesteuropa er det her ikke nye hurtigtog, der har snuppet kunderne, - togvognene er de samme som i 70erne, og jeg tvivler på at lokomotiverne er nyere. Der er simpelthen bare ikke så mange togrejsende, og især mangler de sovende horder af rygsækturister. Forresten er der i Bosnien en helt speciel grund til at togrejserne tager tid: togene er nødt til at bremse op før alle vejoverskæringer, fordi næsten alle signaler og bomme er ødelagt. Skinnerne går mestendels gennem områder beboet af kroater og bosniere. Der findes en rutebilrute direkte til Beograd, men den går gennem serbisk territorium, og det er symptomatisk at man skal ud til en serbisk forstad til Sarajevo for at tage denne rutebil, - jeg foretrak toget.

Militærmuseum i Kalemegdan-fæstning, Beograd

Da jeg ankom i den årle morgen til Beograd, vekslede jeg og spadserede derefter op til fæstningen Kalemegdan, der ligger på et højdedrag hvor Sava-floden møder Donau. Det er et historisk sted, men fremfor alt en nydelig park, hvor man kan sidde og fundere på hvad i al verden man skal fordrive en hel dag i Beograd med. I øvrigt ligger byens zoologiske have også her. Den er indrettet i nogle af fæstningsværkerne, og det er ikke just verdens mest fremragende zoo. Især er der en lille gårdsplads med omgivet af bure, hvori bjørne, tigre og ulve sidder og kukkelurer under totalt uacceptable forhold. Nede i bymidten besøgte jeg bl.a. Nationalmuseet. I princippet er der også historiske samlinger, men under mit besøg bestod disse i en fotoudstilling med billeder af kirker og klostre i Kosovo, som albanske terrorister havde smadret. Og ja, det er en forbrydelse, - men uden Milosevich havde der formentlig ikke været nogen albansk terrorisme, og hvad blev der forresten af samtlige væsentlige albanske arkiver i Kosova? De to etager ovenpå rummede serbisk kunst, og meget af det var af udpræget nationalistisk karakter. Faktisk var det meget oplysende at se det museum.

Jeg overnattede én nat på hotel Prag, ikke langt fra banegården og de to rutebilstationer. Dagen efter foretog jeg så en udflugt med rutebil til byen Smederevo, der har en kæmpestor fæstning (uden ret meget indenfor murene). Da jeg skulle tilbage, holdt der et blåt lokaltog, og da jeg pegede på det og spurgte "Beograd?" blev der nikket ivrigt. Vel, det mødte den sydgående linje fra Skopje til Beograd i en trøstesløs lille stationsby ved navn Mala Krsna, hvor jeg sad og ventede en time på et forsinket eksprestog tilbage til Beogradstrup. Der nåede jeg så lige at hoppe over i nattoget via Skopje til Thessaloniki. Denne billet havde jeg faktisk med hjemmefra, men fordi toget passerede Skopje kl. 3 om natten havde jeg besluttet at køre videre til Thessaloniki, og i den situation var billetten til Skopje nærmest en hæmsko: på banegården i Beograd kunne man nemlig ikke udstede en suppleringsbillet for en strækning udenfor Serbien. Forresten kører der nutildags kun to tog i døgnet via Makedonien til Thessaloniki, og ingen af dem fortsætter til Athen.

I Thessaloniki indlogerede jeg mig først på hotel Rex nær banegården, og derefter gik jeg på rundtur til de byzantinske kirker, som byen er så kendt for. Jeg har besøgt stedet én gang i 70erne, men pyh, jeg huskede ikke at den var så stor... og det var gloende varmt, mindst 35°. Atmosfæren i byen var meget anderledes end Athen, og naturligvis endnu mere forskellig fra livet på øerne, selv i større byer såsom Irakleion på Kreta. Faktisk kunne man - når man just kom fra Jugoslavien - tydeligt mærke et strejf af Balkan. Hvilket måske ironisk nok er med til at gøre grækernes attitude overfor Makedonien endnu mere stejl. De ved i deres stille sind at de dersens nordgrækere er præget af tyrkerne og af de andre balkanfolk... og kors hvor de hader tanken!

Floden Vardar i det sydlige Makedonien

Jeg returnerede til Skopje tidligt næste morgen, og her hyrede jeg et værelse på det aldrende hotel Bristol ved den gamle banegård for hele 3 nætter (i erkendelse af at jeg alligevel manglede en dag eller to for også at kunne nå et nogenlunde meningsfuldt besøg i Albanien). Da byen blev ramt af et ødelæggende jordskælv i 1963, gik uret i banegårdens tårn i stå ... og det har stået på 5.17 siden. Ved mit første besøg i 1979 ankom togene stadig her, men siden er sporene pillet op, og togene ankommer nu ved en intetsigende ny banegård længere østpå. I stedet er man i gang med at indrette et bymuseum i bygningen, og det tegner til at blive et rigtigt nydeligt museum - men som sædvanlig kun med tekster på lokalsproget. Der er forresten yderligere et museum i den gamle bydel: Museum of Macedonia, som det hedder i Lonely Planets guide til Østeuropa. Men L.P. har kludret i det og afmærket et helt galt sted. I virkeligheden er museet nærmeste nabo mod øst til Mustafa Pasha's moské. Og der er ikke noget skilt på ydermuren eller hegnet, man skal VIDE at der er der. Jeg fandt det med hjælp fra turistinformationen, der i L.P. omtales som havende "rather indifferent staff, that may or not may be able to speak English". Lad mig benytte lejligheden til at udtrykke min anerkendelse af den både kompetente og engagerede service jeg modtog ... naturligvis på udmærket engelsk. Der var forresten ikke så meget som én anden besøgende på museet, men det kan vel næppe undre?

Sveti Jovan, Ohrid

Der var en anden ting som jeg fik opsnuset ved et rent tilfælde. Jeg kom forbi en bygning og hørte adskillige trompeter spille pivfalsk derinde. Det var vistnok universitets afdeling for musik. I indgangen hang diverse koncertplakater, som jeg med lidt besvær fik afkodet. Og jeg fik en engelsktalende dame til at forklare mig, hvor koncertlokalerne befandt sig. Den første - gratis - koncert viste sig at være en koncert med klaverelever i alle aldre, generelt særdeles kapable. Publikum var tydeligvis mest familie og venner, så alle kendte tilsyneladende hinanden. Den næste var en regulær filharmonisk koncert med bl.a. Berlioz' Fantastiske Symfoni, og prisen var blot 20 kr på salens bedste pladser, - priserne for kulturelle arrangementer var generelt sat lavt i de kommunistiske stater, men man forstår ikke rigtigt hvordan de kan fortsætte på det niveau. En femmer for at komme i zoo kan heller ikke vælte nogen turists budget.

Jeg brugte herudover en af mine dage i Makedonien på en rutebiltur til byen Ohrid, der ligger ved søen af samme navn på selve grænsen til Albanien. Den har så mange historiske bygninger, at Unesco stort set har blåstemplet hvert andet hus. Jeg hyrede en båd til en sejltur på søen (sammen med en aldrende hollænder, der havde været der hver sommer i 26 år). Jeg spurgte bådføreren hvordan byens indbyggere oplevede det, da albanerne for første gang fik lov til at komme over grænsen. "They were like wild animals.. they had never seen anything", sagde han. Senere begyndte albanerne dog at komme over grænsen med deres æsler, som de brugte til at slæbe tyvegods hjem på. Så var makedonerne ved grænsen pludselig knap så venligt stemt over for vildmændene fra Albunistan. Men nu er forholdene vist faldet lidt til ro igen. Besøget ved søen var i øvrigt en fornøjelse rent klimatisk set: dejligt køligt.

Statue af Hadik András samt Matthyas-kirkens tårn på Borghøjen i Budapest

Til orientering: man kan nemt komme ind i Albanien fra Ohrid: der er bus til kirken Sveti Naum, som kun ligger 2 km fra grænsen (bussen vender ved grænsen). Nærmeste by på den albanske side, Pogradec, ligger 6 km væk og kan nås med taxa, og herfra går der rutebil til Tirana. Alternativt kan man tage fra Skopje til byen Tetovo, der ligger i Makedonien, men i et område mest befolket af albanere; herfra går der rutebil flere gange dagligt direkte til Tirana. Som følge af min improviserede udflugt til Thessaloniki mente jeg dog ikke jeg kunne nå dette. Men til gengæld fløj jeg senere på måneden til Korfu, hvorfra der går en bekvem færgerute til den albanske ferieby Saranda, - det kommer der mere om nedenfor.

Sidste etape: jeg fløj med Malev til Budapest, hver jeg hjemmefra havde reserveret to nætter på det firstjernede hotel Taverna på Vaci Utca i selve centrum af Pest. Når man kom fra Makedonien, var det første der slog én de betydeligt højere priser, omend de stadig generelt er lavere end i Danmark. Det kostede således 1800 forint (ca. 60 kroner) at besøge den zoologiske have, 800 forint for Museet for de Skjønne Kunster på Hösök Ter (Heltepladsen) og hele 1400 forint for det Historiske Museum på Borghøjen, - men der satte jeg nu grænsen. På den anden side foretog jeg en togtur til byen Szeged, der ligger 200 km væk, og togbilletten kostede kun 3100 forint retur. Og da jeg opdagede at jeg stadig havde 10.000 forint tilovers dagen før hjemrejsen, tillod jeg mig den luksus at spise med kniv og gaffel til zigeunermusik på restaurant Gambrinus på Taverna, der i årevis har været anset for et af landets 10 fineste spisesteder og har en hel væg fyldt med gastronomiske udmærkelser. Det kostede mig 5000 forint, - for de penge kunne jeg knap nok spise på det lokale bøfhus hjemme i Dannevang.

... og så ramlede jeg i øvrigt ind i en uge med gratis Bach-koncerter i Deak Ter-kirken, 5 minutters gang fra mit hotel, så jeg kan ikke engang tillade mig at klage over prisen på koncertbilletter i Budapest.

FORTSÆTTELSE:
Da jeg kom hjem til Dannevang, ærgrede det mig nu alligevel, at jeg ikke også havde fået Albanien i posen. Der var jo kun én ting at gøre, og det var at tage derned igen og få gjort tingene færdige. jeg vidste jo fra Lonely Planet at der fra Korfu gik en daglig færge til den sydalbanske ferieby Sarande. Det viste sig at kandidaterne var Startours og Apollo, og på grund af datoerne endte jeg hos sidstnævnte, nøjere bestemt i en ferielejlighed i Villa Rosa i udkanten af Gouviá, der ligger blot 8 km nord for Korfu byen. Der var afgang fra Kastrup på et så tåbeligt tidspunkt som 6.05 søndag morgen den 21/6, så jeg fik naturligvis ikke sovet natten inden. Efter ankomsten til Korfu, transfer til Gouviá og indkvartering, spadserede jeg rundt i 'centrum' af Gouviá, og som ventet var det en aldeles ligegyldig ansamling af spisesteder, småbutikker og overnatningssteder, med en kirke i midten, en strand i flere sektioner smækfyldt af dorske individer under store parasoller, - enkelte pæne steder, men ikke et sted jeg kunne tænke mig at blive en hel uge. Det skulle bare være et overnatningssted, og min lejlighed var forsåvidt udmærket til det formål. Der var køleskab, men ikke TV.

Odos Spiridonos med domkirkens tårn, Korfu by

Det blev det imidlertid ikke til meget søvn. Om eftermiddagen, efter mit første besøg i 'centrum' af Gouviá, lå jeg og slappede af på mit værelse, da naboen (eller naboerne, dvs.1 - 4 personer) kom hjem. Der kom temmelig hurtigt noget infamt rockmusik på derinde. Jeg prøvede at fortrække til toilettet, men det var ikke nok (og i øvrigt ret ubekvemt). Så jeg måtte ud at spadsere igen. Jeg fik købt nogle postkort, vendte tilbage til Villa Rosa, hvor der nu var fred. Så startede der noget græsk musik, og det var så højt at jeg først troede at det var de der afskyelige naboer igen, men larmen kom nede fra en plads ved siden af kirken. Jeg opdagede faktisk først hvor den kom fra da jeg forlod Villa Rosa, og det mest mærkelige var at lydniveauet egentlig kun var slemt nede ved kirken og oppe ved Villa Rosa, der lå på en lille bakke, -andre steder i bebyggelsen kunne den dårligt høres. Jeg kunne m.a.o. dårligt have været mere uheldig. OK, jeg kunne overleve med mine ørepropper, og ved midnat blev der fred så jeg kunne sove. Men kl. 4 kom de fordrukne halvhjerner ved siden af hjem og begyndte at larme. Jeg hørte at nogen brokkede sig til dem, og der blev skruet lidt ned, men ikke nok til at jeg kunne sove.

Reklame med dame på vej mod meget ondt i maven, Butrint

Kl. 6 begyndte jeg derfor at spadsere de 8 km ind mod Korfu by. Jeg havde forventet at se en strøm af blå bybusser på vejen derind, det var jo nu mandag morgen. Men jeg så kun én blå bus, og den kørte nordpå. Det var ikke helt betryggende, for jeg havde netop valgt Gouviá for at kunne slippe væk derfra. Nå, jeg nåede byen og spadserede rundt derinde en halv dags tid, derefter spadserede jeg tilbage mod Gouviá ad en rute inde i baglandet, hvilket gjorde den lidt længere (og der var glovarmt!). Jeg blev passeret af en enkelt blå bus, men endte med at gå alle 8 km tilbage til min lejlighed, hvor jeg nåede et par timer på langs - så kom naboerne tilbage. Der var jo kun ét at gøre: jeg gik ned i byen og ind på et tilfældigt rejsebureau, hvor jeg købte transfer, færgebilletter til Albanien og tilbage samt en udflugt til ruinområdet Butrint. Jeg ville bare væk fra Gouviá, og det kunne ikke gå hurtigt nok.

Klokken 8.30 næste morgen blev jeg afhentet ved landevejen af en transferbus til 'Albanienshavnen'. Det tog noget tid at få checket billet og pas i havnen, men det mest mærkelige var, at da vi stod en større flok og var klar til ombordstigning i hydrofoilen, kom der en masse mennesker myldrende, og deres pas lå i en kasse. En

Blik op mod borgen i Gjirokaster

politimand begyndte med lavmålt, næsten uhørlig røst at lave navneopråb. Det viste sig at den nys tilkomne gruppe fik hydrofoil nr. 1, mens vi andre skulle med en tilsvarende hydrofoil, - men altså først efter det lidet effektive navneopråb, som tog op mod en halv time. Men afsted kom vi da.

Efter 25 minutters sejlads landede vi i Sarande, og efter et hurtigt pascheck kunne alle stige ud og - for de flestes vedkommende - entre de tre turistbusser, der skulle køre til Butrint. Dvs... jeg skulle lige betale 10 € og have en kvittering (fordi jeg skulle være derovre mere end én dag), og imens kørte rutebilerne. Så himlede jeg op indtil én fra færgeselskabet eller havnen stoppede mig ind i en bil og kørte mig til en restaurant, hvor udflugtspassagererne holdt en kort pause inden selve turen. Jeg sluttede mig til den mindste gruppe, der havde en udmærket ældre tysktalende tolk. Selve ruinområdet rummer elementer fra næsten 3000 års historie: fra illyrerne over grækere, romere, byzantinere, venezianere til Ali Pasha's tid i 1800-tallet, - dvs. hele Albaniens historie i en nøddeskal. Og der var buffet bagefter. Da jeg havde spist mig mæt, gik jeg ud og hittede et hotelværelse. Det blev til et endnu ikke færdigbygget hotel ved navn Porto Eda (hvilket faktisk var Sarande's navn i en periode), lige ned til havnepromenaden, men muzakfrit. Airconditioningen var ikke pakket ud endnu, men varme har aldrig generet mig synderligt.

Sarande kan ikke siges at være jordens mest spændende by, men der var én ting der var interessant: albanerne var tilsyneladende i gang med systematisk at rive hele byen ned og genopbygge den i nymodens vestlig stil. De var endnu i 1991 under Europas hårdeste kommunistiske diktatur, men har kastet sig ud i en frenetisk kapitalistisk hyperaktivitet, der slår alt hvad jeg har set i resten af Østeuropa. Spørgsmålet er imidlertid om de altid er helt realistiske i deres tankegang. I 1997 væltede deres økonomi, fordi den var baseret på kæmpestore spekulative pyramidestrukturer, og regeringen under Sali Berisha blev revet med i faldet (han var nu også en temmelig led karl). Det er tilsvarende min fornemmelse at de mange byggerier bygger på en urealistisk vurdering af det kommende antal turister, - når selv rejsebureaufolk på Korfu tror at man skal have visum på forhånd ved flerdagesbesøg derovre, så er der langt igen til det store turist-boom!

Næste morgen tog jeg en rutebil til byen Gjirokaster, hvor jeg så den højtliggende gamle bydel (der er specielt velbevaret, fordi Enver Hoxha blev født her) og ikke mindst det venezianske fort. Da jeg kom ned i den lave bydel igen, stødte jeg på en deletaxa til Tirana, og det viste sig at det kun ville koste 1000 lekë at komme derop (ca. 50 kr), - så det kunne jeg jo ikke nære mig for.Tirana var en mindst lige så stor overraskelse som Saranda: ganske vist var man ikke ved at rive byen ned

Kulørte huse på Bulevard Zogu, Tirana

og genopbygge den, men man havde malet den i alle regnbuens kulører. Alle de grimme grå kommunistiske etageejendomme strålede nu i mindst et dusin krasse farver hver, næsten som om ejerne havde fået ordre på at male sig ud af den stalinistiske tristesse. Jeg indlogerede mig på et firstjernet hotel (President) i det kvarter, der før revolutionen var en aflukket enklave for partikadrerne. Det kostede mere end 100 US$, men jeg havde lyst til at bo flot i sådan en flot by.

Rustning i hotel President, Tirana

Næste formiddag så jeg den zoologiske have, men den var ikke spor flot, - der var blot en enkelt lama og 8 stk. rovdyr tilbage af den fordums glorværdighed. Efter dette overflødige besøg spadserede jeg op til Nationalmuseet ved Skanderbeg plads. Det kan her nævnes at Skanderbeg var en fremragende kristen hærfører, der angiveligt sloges mod tyrkerne i 28 slag, hvoraf han vandt 26 og spillede 2 remis. Først efter hans død indtog tyrkerne landet, og en stor del af befolkningen omvendte sig i de følgende århundreder til islam. Det kan ikke undre at en hel sal i museet er viet Skanderbegs minde. Det kan heller ikke undre at den sal der op til 1991 var helliget Enver Hoxha-kulten nu er blevet pillet ned, og at man i stedet har lavet en udstilling til minde om kommunismens ofre (og dem er der mange af i Albanien!). Hvilket får mig til at fundere på, hvad der egentlig er blevet af Venskabsforeningen for Danmark og Albanien, som i de onde år arrangerede de eneste Albaniensture fra Danmark. Sidder Hoxha's danske venner nu i deres kloakrør og græmmes over deres forne vildfarelser? Næppe, de sidder snarere rundt omkring på læreanstalter, medier og kulturinstitutioner og blærer sig med deres dybe indsigt i politik.

Over middag fandt jeg så rutebilstationen for rutebiler syd på (på trods af at den ikke længere er på det i LP's Østeuropa-guide markerede sted). Herfra kørte jeg med en rutebil tilbage til Gjirokaster, og da det var sent, tog jeg her formedelst 20 € en taxa tilbage til Sarande, hvor jeg sov endnu en nat. Klokken 10.30 næste formiddag returnerede jeg med hydrofoilen til Korfu by.

I havnen i Korfu blev alle pas indsamlet, og vi måtte vente en rum tid på at de blev undersøgt i politibygningen. Grækerne er ikke specielt glade for deres albanske naboer (end ikke for de af dem der faktisk er græsktalende), og de har derfor ikke noget ønske om at gøre indrejsen lettere for dem. Da passene endelig dukkede op igen, var det betegnende at først fik en diplomatfamilie deres pas tilbage, så fik jeg mit, dernæst en engelsktalende backpacker, og jeg tør vædde med at albanerne fik deres pas til aller allersidst.

Jeg slog mig i øvrigt ned på et hotel ved havnen i Korfu by de sidste to nætter. Da jeg var et smut oppe i Gouviá for at hente mine ting fra Villa Rosa, spillede naboerne naturligvis. Det ville have været en pestilens at bo op og ned ad dem de sidste døgn, og jeg kunne kun fryde mig over at være undsluppet min forhåbentlig sidste badeferie.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside