Mig og Berlin

Jeg har været i Berlin adskillige gange, og jeg kan faktisk godt lide byen, - især nu efter "Die Wende", hvor man kan fare rundt på kryds og tværs over det hele på tværs af de gamle zonegrænser. Der er flere hundrede museer og andre seværdigheder, der fræser alskens typer af tog og busser rundt, der er flere bycentre med hver sin karakter, og prislejet er relativt moderat. Det er kort sagt en glimrende by at besøge, hvis man godt kan lide korte, hæsblæsende ferier.

Det berømte Köpenick Rådhus, hvor skomageren Voigt i 1906 arresterede byrådet og fik udleveret kommunekassen (1975)

Første gang jeg var dernede var i 1975 med Litteraturhistorisk Institut ved Århus Universitet. Det var en samling ræverøde kommunister hele bundtet, og de skulle nu ned at hilse på kammeraterne nede i Berlin, hvor det meste af deres lekture alligevel blev trykt. Jeg fulgte med som det tynde øl, - deltog i nogle arrangementer, der også havde almen interesse, men sprang andre over, der kun kunne have interesse for partimedlemmer. Og så fyldte jeg i øvrigt ud med seværdigheder efter eget valg, hvilket bl.a. omfattede Østberlins Zoo (Tierpark), Märkisches Museum, Köpenick slot og museerne på Museumsinsel. Det var således en ganske udbytterig tur turistmæssigt set, men jeg fik skam

Karl Marx-Allée i DDR-tiden,
set fra TV-Turm (1975)

også noget ud af de arrangementer, som instituttet havde planlagt. For eksempel besøgte vi Statsbiblioteket ved Unter den Linden, hvor de havde to danske aviser (Land og Folk og Politiken), vi talte med studerende ved Humboldtuniversitetet lige overfor, - opkaldt efter den meget berejste Alexander von Humboldt og hans sølle hjemmeføding af en bror, og vi kiggede gysende hen mod Brandenburger Tor, som dengang lå i ingenmandsland. På den anden side boede de grimme kapitalister (som jeg ikke kunne komme til at besøge, fordi vi var på østtysk gruppevisum).

Senere samme år besøgte jeg igen Berlin, men nu i selskab med min moder, og denne gang var det Vestberlin. De tre vestmagters zoner kom efter 2. verdenskrig til at omfatte den vestlige del af Berlin, hvor der hovedsageligt var boligkvarterer. Man fik imidlertid en ny bymidte stampet op af jorden i området syd for Berlin Zoo, med en udløber ned mod sydvest ad det nye hovedstrøg Kurfürstendamm, som de rapkæftede berlinere naturligvis kun omtalte som Ku'Damm. Berlinerne har også navne for andre ting, såsom Kongreshalle syd for Tiergarten (nu Haus der Kulturen), der gerne omtales som die Schwangere Auster (den gravide østers), et komedieteater på Unter den Linden, der kaldes die Kommode (kommoden), og ikke mindst Gebetsgasometer, Hohle Zahn og Puderdose om de tre dele af Gedächtniskirche, der er blevet genopført som delvis ruin. Den nye kuppel på Rigsdagsbygningen har inspireret til navnet Der Eiwärmer (Æggevarmeren), ikke at forveksle med das Präsidenten-Ei, der er en bygning i tilknytning til præsidentboligen Schloß Bellevue. Og mens vi nu er ved de fine folk: Bundeskanzleren (eller for tiden: die BundeskanzlerIN) holder til i die Waschmaschine (vaskemaskinen) i Tiergarten.

Muren falbydes i småstykker (1990)

A propos Tiergarten, det er den store park, der ligger vest for Brandenburger Tor, og som nærmest virker som en demonstrativ barriere mod det gamle centrum øst for porten. Her står der en forgyldt kvindefigur på den såkaldte Siegessäule, og hun har naturligvis også fået et navn: Gold-Else. Da man nu efter genforeningen skal have udviklet forbindelserne mellem de to byhalvdele, er Tiergarten kommet lidt i vejen, og der er derfor ved at udvikle sig et tredje bycentrum omkring Potsdamer Platz, der for turisten ikke mindst er interessant ved at have to konkurrerende 3D IMAX-biografer og noget ret iøjnefaldende moderne arkitektur.

Marienkirche og TV-turm (2005)

Mit næste besøg i Berlin fandt først sted i 1990. Jeg havde købt en fridagsferie med overnatninger i Berlin og Praha hos DSB, og rent en passant vil jeg da lige nævne, at jeg havde fået presset et ophold i Dresden ind i rejseplanen, hvor slottet endnu lå halvt i ruiner. I Berlin boede jeg på hotel Palast lige overfor Museumsinsel, og jeg opfattede mig derfor som berettiget til at køre med S-tog til østtyske priser. Det var i de hektiske dage lige efter genforeningen, og man havde endnu ikke fået de to bydele koblet helt gnidningsfrit sammen. Under den kolde krig var det kun de øststyrede S-tog, der måtte køre i begge dele af byen. Som reaktion herpå udviklede man i vest et U-banenet, der nu også er blevet udbygget i den tidligere østzone. Men det er her i 2006 stadigvæk sådan at højttalerne i S-togene angiver

Skrap dame ved Neues Museum (2005)

overgangsmuligheder til andre S-tog, lokal- og fjerntog samt busser, - bare ikke til U-banen. En af de væsentligste ting ved denne tur var naturligvis besøgende ved Muren. Den befandt sig i det væsentlige i små stykker på interimistiske borde langs Unter den Linden, sammen med militærkasketter og andre memorabilia fra den onde DDR-tid. Rom blev ikke bygget på én dag, men det gjorde Berlinmuren, og det tog ikke de entreprenante berlinere ret meget længere tid at baldre den ned igen.

Så varede det til 1998 inden jeg kom forbi igen, men blot for et kort besøg som led i min 9. interrailtur. Den euforiske stemning fra 1990 var blegnet, men til gengæld var byen begyndt at virke som som en organisk helhed. Jeg fik besøgt et par nye museer, herunder Museum für Naturkunde, men herom mere nedenfor. Og så genbesøgte jeg naturligvis den hæderkronede gamle Berliner zoo, der en overgang var den zoo i verden, der kunne fremvise flest dyrearter. Men de fleste zooer indskrænker antallet af dyrearter for at kunne give de tilbageblevne bedre forhold, og det har man naturligvis også gjort i Berlin zoo.

Og så vil jeg kun i rent forbigående nævne, at jeg besøgte Berlin i december 2005. I grunden var det et meget hæderværdigt formål: jeg ville bedrive antropologiske studier blandt de julekulrede tyskere, og jeg besøgte i den anledning Erfurt, Leipzig, Halle og Berlin. Men bortset fra Leipzig, hvor hele bymidten var omdannet til julemarked og stank af Glühwein ligesom i de gode gamle dage, synes julegalskaben at være blegnet noget siden 1982, da jeg foretog en tilsvarende studierejse i det daværende Vesttyskland. Til gengæld fik jeg set en masse zoologiske haver og akvarier, herunder det nye Sea Life Center med den såkaldte Aquadom, der ligner en nymodens kaffemaskine: publikum står inde i et stempel, der bevæger op gennem en cylinder fyldt med akvariefisk. Jeg ved desværre ikke, hvad berlinerviddet har udkrystalliseret vedrørende denne aparte mekanisme.

Pyh, såvidt de gamle besøg. Nu lidt om min seneste visit i byen.

---------

Malagassisk ambassade i Falkensee (2006)

I marts 2006 fik jeg det indfald at holde påskeferie på Madagascar, og som følge af en lidet glorværdig sagsbehandling hos mit rejsebureau (Wasteels) måtte jeg acceptere en elendig rejseplan med et par nætter i Kenya på vejen dertil. Begge lande stiller visumkrav. Ingen af dem har ambassade i Danmark, men begge er repræsenterede i Berlin. Selv om jeg havde været i Berlin så sent som i december 2005, checkede jeg rutinemæssigt muligheden for at gøre det til en udflugt i stedet for blot at stole på postvæsnerne og rekommanderede breve. Da EasyJet tilbød priser på 235 kr.enkelt excl. skat, slog jeg til. Herudover bestilte jeg det firstjernede hotel Abacus ved Tiergarten for ca. 500 pr. nat i tre nætter. Det var jo til at overse.

Jeg fløj derned torsdag eftermiddag, og næste morgen skulle jeg så ud til den vestlige forstad Falkensee, hvor Madagascar har sin ambassade. Jeg kom lidt sent afsted, og Berlin er en stor by med lange afstande, og der var en 2-3 km fra Falkensee banegård til ambassaden, så jeg var der først klokken 11. Planen havde ellers været at stå der kl. 10.05 dut, få stemplet passet og fræse ind til centrum for at gentage seancen

Marstall med filmmuseum (som jeg ikke gad se),
Potsdam (2006)

hos kenyanerne i bymidten. Men det gik ikke helt sådan. Faktisk mente damen i visumkontoret først, at det var totalt udelukket, at jeg kunne få mit visum med med det samme. Men da jeg en passant nævnte at jeg var taget til Berlin udelukkende for at få det der visum (det var jo ikke helt lyv), og at jeg var vadet kilometer efter kilometer med min ansøgning i hånden gennem den hylende brølende snestorm for at nå frem til

Lufthansas første Dornier-fly,
Museum für Verkehr und Technik (2006)

deres fine nye hvide og lyserøde ambassade med de fine sorte diplomatbiler udenfor, så fik hun vist lidt ondt af mig og ringede til sin overordnede, der accepterede at der kunne gøres en undtagelse fra den normale regel. Jeg fik mit visum, men slap først derfra en time senere, efter at de højere magter havde nærlæst min medbragte rejseplan. Så spadserede jeg tilbage til banegården og kørte ind mod centrum. Men da den kenyanske ambassade lukker kl. 13, var det for sent at prøve lykken der. I stedet tog jeg med S-tog til Potsdam, hvor jeg havde et hængeparti med slottet Sanssouci, som jeg havde set udefra i 1990, men ikke været inde i.

Lørdag og søndag formiddag kunne helliges den rene turisme, da ingen ambassader eller konsulater ville drømme om at arbejde i weekenderne. Jeg startede lørdag morgen med at besøge min nabo Tiergarten, men da det sneede og var pivkoldt, blev jeg der kun halvanden time. Derefter kørte jeg med U-bahn og S-tog op til Museum für Naturkunde, der ganske vist var åbent i 1998, men lignede en byggeplads. Så skulle der vel så et moderne nyindrettet museum klar til folket her i 2006? Næ, det gjorde der ikke, - den vidt berømte dinosaurhal forventes først åbnet igen i slutningen af 2007. Det ligner ærlig talt noget i retning af en fast livstidsstilling for de der palæontologer, der går og nusser med at få skruet skeletterne sammen igen. Næste museum: jeg tog med U-bahn ned i midtbyen, hvor der ligger et stort Museum für Verkehr und

Märkisches Museum i snevejr (2006)

Technik (eller også er det omvendt). Folkene der har fået en ny stor bygning i fem etager til deres skibe og fly, mens den gamle del af museet, som er indrettet i en tidligere banegård, er fyldt med tog. Museet har imidlertid i den grad sprængt sine rammer, at man har måttet flytte alle biler til en filial, som jeg ikke fik set. Museumsbesøgene sluttede af ovre i området syd for Tiergarten. Her så jeg Musikinstrumentmuseet plus det voluminøse Kunstforum med værker fra middelalderen til 1700-tallet samt Kunstgewerbemuseum minus dets kedsommelige stolesamling. Jeg

Nymodens arkitektur: det fritsvævende tag over
Sony-bygningen, Potsdamer Platz (2006)

ville også have set Neues Nationalgalerie, men der stod en hær af mennesker og ventede på at komme ind, fordi der just var åbnet en særudstilling om Kunst og Sindssyge, og det gad jeg ikke vente på. I stedet trillede jeg med toetagers bybus til Ku'damm og tilbage igen, og så var den dag gået: fem museer, adskillige supermarkeder og en zoo. Perfekt, - sådan skal en ferie være!

Søndag skulle jeg flyve 16.15, og indcheck startede 14.15. Jeg var egentlig på vej til Berlin Messe, hvor der foregik en stor turistmesse ved navn ITB, som der blev reklameret for overalt. Men så kom jeg til at tænke på hvor lange køerne dér mon var, og det gad jeg ikke, så det blev i stedet til endnu en museumsdag. Jeg startede med Rudolf Virchows Museum für Medizinhistorie i Charité-hospitalet. Hvis man synes det er skægt at se på deformiteter og patologiske tilstande af enhver art, så det her. For eksempel kan man beskue verdens angiveligt største tyktarm, der ligner en sammenfoldet elefantsnabel. Den tilhørte i sin tid en stakkels mand med ualmindeligt langvarig hård mave. Han døde efter svare lidelser af mangel på plads til andre næsten ligeså livsvigtige organer såsom hjerte, lever og lunger. Man kan også se fostre uden hjerne eller med åbentstående rygrad, kræftknuder, skrofuløse skeletter og siamesiske tvillinger i sprit. Nu til dags ville man nok reparere de fleste af den slags tilfælde i tide, men i Virchows tid var sygekassen ikke opfundet. Tilsidst besøgte jeg Märkisches Museum, hvor man kan se udstillinger om hele Berlins historie fra de tidligste tider og frem. Jeg var her i 1975, - og nu er 1975 i den grad også blevet historisk. Så er ringen lissom sluttet, og jeg er blevet til et museumsstykke. Pyh.

Niels JL Iversen

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside