Den 24/7 1786 fødte doña María de la Concepción Palacios y Blanco i den lille beskedne flække Carácas et velskabt drengebarn, der blev døbt Simón José Antonio de la Santísima Trinidad Bolívar Palacios y Blanco. Lille Simon voksede op som en ualmindeligt selvrådig og bøvlet og hyperaktiv møgunge, der kun gjorde hvad der passede ham. Det kunne være gået helt galt, men historiens hjul rullede, og lige pludselig fandt Simon sit kald i livet, hvor hans egenskaber passede som fod i handske, nemlig som leder af den uafhængighedsbevægelse, der løsrev den nordlige del af Sydamerika fra det spanske herredømme. Og det har man ikke glemt ham for derovre, selv om resultatet ikke lige blev, som han havde ønsket det.
Plankeværk i Carácas: Bolivar sammen med bl.a. general Sucre
Da jeg den 2. september 2007 ankom til Carácas, var det en moderne storby med 4,6 mio. indbyggere jeg mødte. Selvfølgelig har hovedstaden i den Bolivarianske republik Venezuela en Plaza Bolivar med den obligatoriske rytterstatue af gæt-hvem, omgivet af nogle få bygninger i spansk kolonialstil. Men de er så hårdt restaurerede, at der nærmest er tale om nyopførelser i gammel stil. Man har imidlertid ikke mindre end to museer tilegnet Bolivar i kvarteret. Det ene er angiveligt hans barndomshjem, hvor han levede indtil moderens død i 1792 (og siden kun besøgte en enkelt gang i 1827). Men dengang hang der nok ikke kæmpemæssige patriotiske malerier på væggene. Det andet er Museo Bolivariano, hvor man kan se diverse sabler og ordner og dokumenter og klædestykker med tilknytning til Bolivar. Man har lidt indtrykket af, at revl og krat med tilknytning til "El Libertador" er blevet samlet ind og udstillet, fordi der simpelthen er for få reelle efterladenskaber efter ham i landet, og det er de nok lidt flove over
i den Bolivarianske republik Venezuela, hvis valuta hedder bolivares, og hvis vigtigste lufthavn med stolthed bærer navnet "Simon Bolivar".
Landets nuværende præsident Chavez henviser uafladeligt til arven efter Bolivar, men når man har opgivet at finde flere ægte levn efter ham, kan man så i stedet spadsere rundt og studere, hvordan Chavez med alle midler forsøger at sætte sit eget fingeraftryk på byen. For eksempel bærer alle gadefejerne røde uniformstrøjer i Chavez' partis farver, så man får indtrykket af, at det er præsidenten personligt, der finansierer al oprydning og rengøring i landet. Om aftenen er der timelange TV-udsendelser med Chávez alene eller omgivet af beundrende landsmænd, og der er
Plaza Bolivar i Carácas
kæmpestore plakater alle vegne med hans kontrafej. Mens jeg var i Carácas, var han ved at organisere en forfatningsændring, der skulle kunne give ham en tredje (og fjerde, og femte..) valgperiode. Og han skal såmænd nok ende med at få den godkendt. Chávez plejer at få sin vilje.... men det fik han for en gang skyld ikke her: forslaget faldt med et snævert flertal.
Men det var Bolivar, jeg skulle følge. Da jeg havde bestilt billetten tur-retur til Carácas med Air France, opdagede jeg naturligvis hurtigt, at der ikke er så meget historisk tilbage i den by. Jeg købte derfor yderligere en returbillet Carácas - Cartagena de las Indias via Bogotá med Avianca. Cartagena, der ligger ved Colombias nordkyst, er såpas velbevaret, at byen er optaget på Unesco's liste over verdensseværdigheder. Det var i spaniernes tid slet og ret DEN mest velbefæstede by i deres amerikanske kolonier, og der ligger stadig et utal af fæstninger ved byen. Derudover har man bevaret bymurene i næsten hele deres længde omkring både centrum og nabokvarteret Getsemani, hvor de fleste af backpackerne bor. Det gjorde jeg nu ikke - efter et studium af Lonely Planet fik jeg indkvarteret mig på et hotel i spansk kolonialstil ved navn Tres Banderas i den nordlige ende af 'centro'. På vej ind mod centrum fandt jeg et enkelt supermarked, hvor jeg spildte personalets tid med længere diskussioner om alverdens emner, det enlige posthus, hvor det kostede en halvtredser at sende fire postkort (og hvor det tog personalet mindst 20 minutter at skaffe byttepenge), den eneste bank Bancolombia der stadig veksler penge og andre nyttige indretninger.
A propos penge. I Venezuela har Chavéz indført valutakontrol, med det logiske resultat at der er opstået et sort marked for dollars (ca. halvanden gange den officielle kurs). I Colombia kan man veksle som det passer én, men der bliver færre og færre vekslesteder. Det er en underlig verden vi lever i.
Nej, ikke Bolivar - dette er Blas de Lezo med træbenet, Cartagena
Det første jeg så i byen var fæstningen Castillo de San Felipe de Barajas, der ligner et kunstigt bjerg. Den blev såvidt vides aldrig indtaget. Foran står en statue af en herre med træben. Det er den enøjede, etbenede og enarmede Blas de Lezo, der med blot 3000 mand under sig ledede byens forsvar, da den i 1741 blev belejret af den engelske general Vernon med 28.000 mand. Blas vandt slaget, men mistede desværre sit andet ben, og det døde han af. Hvis man virkelig vil vide noget om byens fæstningsværker, skal man besøge Museo Naval de la Caribe, hvor der er modeller af dem allesammen. For eksempel er der i virkeligheden to havneindløb, men man har på et tidspunkt blokeret det nærmeste med en solid kæde og nogle skibsvrag, og det er blokeret den dag i dag. Det andet indløb er overvåget af to fæstninger, én på hver side. Jo, Cartagena var så befæstet som noget kan være.
Plaza Bolivar i Cartagena
Og selvfølgelig har man en Plaza Bolivar med en rytterstatue af gæt-hvem, og den er centrum for byens aftenliv. Ved denne plads har man Palacio de la Inquisición, Museo del Oro samt katedralen, og få skridt derfra ligger yderligere tre museer. Men ikke noget Bolivar-museum. El Libertador havde været i Europa under Napoleonskrigene. I forbindelse med at kolonierne udråbte deres uafhængighed i 1811, vendte han tilbage til Venezuela og kæmpede under general Miranda mod spanierne. Men spanierne vandt, og Bolivar flygtede til Cartagena, hvor han forblev til 1813. Derefter genoptog han kampen mod spanierne i Venezuela, men tabte (fordi det lokale borgerskab allierede sig med spanierne). Denne gang havde spanierne sikret sig Cartagena, så Bolivar måtte i 1815 flygte til Jamaica. Men allerede i 1816 vendte han tilbage og genoptog kampen, og i 1819 lykkedes det omsider at slå spanierne ved Boyaca, hvorefter han i 1820 kunne holde sit indtog i Bogotá. Her udråbte han landet Gran Colombia, der oprindelig var tænkt at skulle omfatte Venezuela, Colombia, Ecuador, Peru og Bolivia. Det lykkedes dog ikke at holde sammen på dette kæmperige, og under de påfølgende interne stridigheder kom han op at toppes med adskillige af sine gamle kampfæller. Han døde i 1830 som en slagen mand i en lille by ved navn Santa Maria, hvor han faktisk opholdt sig på vej til eksil i Europa. Det lykkedes i 1842 Venezuela at få hans lig fragtet til Caracás, hvor der blev rejst et Pantheon til hans ære. Men alligevel en noget sørgelig ende på historien.
Også Bogotá har naturligvis en Plaza Bolivar, der er centrum i det velbevarede historiske kvarter Candelaria. Her finder man en stor del af byens
Puerta Falsa's kager, Bogotá
museer, og man finder også små historiske perler såsom konditoriet La Puerta Falsa, der kan føre sin historie i alt fald 300 år tilbage, og som blev konditori i 1811. Jeg indkvarterede mig på luksushotellet Opera (hvor der heldigvis ikke blev spillet opera, - end ikke da Pavarotti udåndede under mit ophold). Der er ikke et decideret Bolivar-museum, men noget der er endnu bedre, nemlig selve det enkle landsted ('Quinta'), hvor han boede sammen med sin elskerinde Manuelita de Saenz. Hun er i sig selv et studie værd, - og det skulle man nok være for at kunne holde trit med Simon B. I hendes eget hus i Candelaria har man nu indrettet et Museo de Trajes Regionales med folkedragter fra hele landet, men man har naturligvis også hængt plancher op om damens egen historie. Det berettes blandt andet, at hun reddede Simon B fra et mordforsøg og siden blev kaldt La Libertadora. Men da Simon B mistede magten, ramte det også den gæve Manuelita, der måtte gå i landflygtighed. Hun døde i 1856 i eksil i landsbyen Paita i det nordlige Peru, hvor hun ernærede sig ved at sælge tobak og skrive breve for de lokale hvalfangere.
Colombia er jo ellers mest kendt for narkohandel og kidnapninger. Kriminaliteten er imidlertid dalet betydeligt under den nuværende præsident, Uribe, der har taget nogle militser til nåde og bekæmpet andre med hård hånd. Der er stadig områder af landet, hvor det er risikabelt at rejse rundt, og der sidder stadig masser af gidsler, herunder den tidligere præsidentkandidat Ingrid Bethancourt. Under mit besøg fangede man en af toplederne indenfor narkobranchen, Don Diego, hvilket dog ikke har fået nogen til at tro, at narkobranchen dør ud i nær fremtid. Men for almindelige turister er Colombia faktisk et behageligt og ikke specielt livsfarligt rejsemål, som jeg gerne vil anbefale. Og såmænd også Venezuela - hvis ellers Chavez kan holde sig på måtten.
