Med denne tur fik jeg stort set udryddet sidste rester af den pukkel af overarbejde, som jeg ophobede i efteråret 2000 på grund af min arbejdsgivers ulyksalige journalprojekt. Udover almindelig nysgerrighed havde jeg to grunde til at besøge just Ecuador på dette tidspunkt: jernbanerne og dollaren.
Plaza de la Independencia, Quito
Jernbaner er generelt en truet dyreart i hele Latinamerika, men specielt i Ecuador gælder det at
jernbanelinjer indstilles og genstartes med så korte intervaller, at selv helt nye guidebøger ikke kan følge med. I følge min Lonely Planet-guide fra 2001 skulle der gå tog fra Riobamba til Nariz del Diablo, fra Riobamba til Quito samt fra Quito til El Boliche (ved Cotopaxi) og retur. Realiteten da jeg kom derned var at kun det første tog kørte planmæssigt, nr. 2 var indstillet, men forventedes dog genoptaget ultimo 2001, mens udflugtstoget til El Boliche var endegyldigt aflivet. Til gengæld var driften af den såkaldte ferrocarril'en fra Ibarra til Rio Blanco uventet genoptaget, - men herom senere.
Min anden grund var Ecuadors indførelse af dollaren. Hertil skal siges at landets økonomi nærmest braste sammen i 1998. Fra et bruttonationalprodukt på 1621 US$ pr. næse i 1998 landede man helt nede på 1109 US$ i 1999, og her i 2001 regner man kun med at nå op på 1383 US$. Daværende præsident Mahuad valgte i 1999 den drastiske løsning helt at skrotte landets egen vakkelvorne valuta (sucre) til fordel for US$ i håbet om at bremse den økonomiske rutschebanetur, og det lykkedes forsåvidt, - det kostede ham imidlertid præsidentposten. For turisterne betød sammenbruddet et par billige år, men indførelsen af dollar må på længere sigt formodes at indebære et generelt stigende prisniveau. Regeringen og visse luksusbrancher har desuden allerede fundet ud af at malke turisterne økonomisk: togene koster 12-15 US$ for udlændinge, mod omkring 1 $ for lokale. Adgang til nationalparker for udlændinge koster typisk 10$, dog 100$ for Galapagos, hvilket i øvrigt sammen med høje flypriser og høje turpriser betød at jeg med beklagelse afstod fra at besøge øerne.
Jeg havde godt to uger og valgte at bruge hele tiden oppe i højlandet. Så snart jeg var landet i Quito, købte jeg en indenrigsbillet videre til den sydlige by Cuenca til dagen efter. Jeg havde dermed næsten to dage i Quito, og jeg brugte dem især i den gamle bydel, der er præget af spansk kolonial arkitektur. Blandt de ældste kirker er der nogle, som formeligt glitrer af guld, heriblandt byens ældste, San Francisco (en klosterkirke fra 1500-tallet), men i endnu højere grad Compañia de Jesus, som dog under mit besøg var ved at få fornyet loftets guldbelægning, som blev beskadiget under et jordskælv i 1987. Ecuador har i grunden ikke råd til den slags, men man regner måske med at Jesus & Co. betaler pengene tilbage med renter? Jeg besøgte også forskellige verdslige bygninger, herunder Casa de Maria Augusta Urruttia (beboet af en velgørende og meget religiøs dame) og Casa de Sucre, som en kort periode omkring 1820 blev beboet af marskal Sucre, der endegyldigt tæskede spanierne på en bakke vest for Quito i 1822. Det er samme mand der har givet navn til Perus officielle hovedstad og til Ecuadors tidligere valuta.
Togtur mod Riobamba
Dagen efter fløj jeg videre til Cuenca, der som Quito ligger i ca. 2800 meters højde og har en del kolonial arkitektur. Der er dog ingen kirker her der mht. guldfråds kan måle sig med de tidligere nævnte kirker i Quito. Byens massive domkirke er faktisk først bygget i dette århundrede og udmærker sig mest ved pæne glasmosaikruder. Der er et par gode museer. Et er indrettet i et
Vejarbejde på vejen mod Ingapirca
tidligere kloster, et andet er doneret af Banco Central de Ecuador, som også har givet Quito det absolut største og prægtigste museum i landet, men herudover lykkedes det mig også meget noget besvær at finde Museo de las Culturas Aborigines, der udstiller effekter fra de præcolumbianske indianerkulturer i noget der ligner en tilbygning til bagsiden af en børnehave.
Min bopæl i Cuenca var et af byens finere hoteller, Italia, som lå nær lufthavnen. Faktisk fløj der med mellemrum jetfly tæt forbi mine vinduer, og jeg fotograferede for skægs skyld et par af dem. Herudover udmærkede hotellet sig ved at have kabel-TV incl. den spanske udgave af Weather Channel. Jeg var ved at få et bommesi-slag, da jeg umiddelbart efter min indkvartering så i TV at det skulle regne mere eller mindre uafbrudt under hele mit ophold i Cuenca: Weather Channel viste med sadistisk fryd hvordan fede regnskyer vældede fra Amazonområdet vestpå mod højlandet. Da jeg slog øjnene op næste morgen 6.00 og konstaterede at det endnu var tørvejr, spænede jeg derfor ud i byen og fotograferede så meget som muligt mens tid var. Da jeg så nogle timer senere vendte tilbage til mit værelse, havde Weather-folkene besluttet sig for at det nok kun ville blive til spredte byger. Realiteten blev de facto at det holdt tørt under hele min tur, bortset fra nogle timer om natten i Baños en uge senere samt et par kortvarige snuskeperioder. Jeg kunne over det næste par dage med stille fryd studere på Weather Channels radarkort, hvordan de store fede ækle regnskyer lige så stille opløstes da de nåede Andesbjergene øst for Cuenca, - hvilket naturligvis var særdeles heldigt for mig, men mindre heldigt for indbyggerne i højlandet.
Fra Cuenca foretog jeg en udflugt pr. rutebil til Ingapirca, der er Ecuadors væsentligste inkaruin (omend ikke i klasse med de fineste steder i Peru). Jeg begik imidlertid - ansporet af en fejl i L.P. - den bommert at vende tilbage til Cuenca for en tredje og sidste
Rutebil i Guaranda
nat. Det betød at da jeg dagen efter ankom med rutebilen til Alausí, måtte jeg konstatere at der først ville være tog til Sibamba to dage senere, - dette tog kører nemlig kun tre gange ugentligt. Dermed gik jeg glip af den legendariske zigzag-togtur ned over klippevæggen ved Nariz del Diablo, hvor alle turisterne sidder mast sammen oppe ovenpå togvognene. Men jeg kunne da i det mindste stå på toget på tilbagevejen og tage med det til Riobamba. På denne strækning var næsten alle turisterne stået af, så jeg havde vognen næsten for mig selv, - hvilket gav mig adskillige hyggelige timer i selskab med bl.a. min vogns 'bremsemand'. De ecuadorianske toge er nemlig ikke helt tip-top moderne, så hver vogn har sin egen ansatte til at betjene den manuelle bremse. Og så var der prægtige udsigter hele vejen, og fordi toget kun kørte i snit 30 km i timen, var det nemt at tage billeder gennem de åbne vinduer.
I Riobamba overnattede jeg på et billigt hotel (8 US$ for et værelse med 3 senge, bad og kabel-TV), hvorefter jeg kørte med rutebil rundt om den enorme vulkan Chimborazo, med ophold i Guarandi og rutebilskifte i Ambato. Over middag nåede jeg turistbyen Baños, hvor det var snuskevejr den første halve times tid, - jeg var her lige ved at tro at regnskyllene fra
Amazonas-området
Vandfald på vej øst for Baños
nu omsider havde indhentet mig, men så galt gik det altså ikke. Baños lever normalt af turister, men i 1999 truede den nærliggende vulkan Tungurahua med et eksplodere, og hele byen måtte evakueres. De fastboende var her i 2001 vendt tilbage, men det var turisterne ikke (det var tilmed relativt kort efter terroranslagene mod World Trade Center i New York). Resultatet var at de jungleture jeg havde kalkuleret med at deltage i ikke fandtes, - der var simpelthen for få 'uorganiserede' turister til at de små turistbureauer kunne sammensætte ad hoc-grupper på basis af dem. Min reaktion på dette var at stå tidligt op næste morgen og spadsere østpå, forbi småbyerne Rio Verde og Rio Negro. Jeg gik godt 8 timer netto, hvilket må svare til henved 45 km, og hvis ikke det var fordi der efter Rio Negro var en lang strækning uden et eneste sted at købe drikkevarer, havde jeg nok snuppet et par timer mere.
Frugtmarked i Ibarra
Jeg hoppede på en forbipasserende rutebil til Puyo, hvor jeg inhalerede en liter yoghurt og 500 cl inka-cola, hvorefter jeg returnerede til Baños. Min spadseretur førte mig i øvrigt fra en højde på ca. 2300 ned til skønsmæssigt 1500 m. Første del af
turen var præget af slugter med vandfald, mens det på sidste del snarere var den stadigt yppigere vegetation, der interesserede mig. Det mest forbløffende var at jeg ikke fik så meget som én vabel af min lille udflugt.
Fra Baños kørte jeg til Quito og herfra straks videre til Guayllabamba, hvor der er en splinterny zoologisk have. Efter besigtigelsen af denne fortsatte jeg til Otavalo, som jeg nåede omkring 16-tiden. Jeg nåede derfor at se de sidste timer af byens berømte lørdagsmarked, hvorefter jeg skulle til at finde overnatning. Uheldigvis lå de to hoteller jeg havde satset på begge indenfor hørevidde af et sæt højttalere på størrelse med det hedengangne World Trade Center, så jeg endte på et 5-dollar hotel, hvor der ikke var vand i vandhanen. Men der var kabel-TV, og det er jo det vigtigste.
Dagen efter fortsatte jeg til Ibarra, hvorfra der engang gik tog helt ned til kysten. Siden kom der en vej, og da ingen ecuadorianer gider skrumple afsted med 30 km i timen i et tog, når de for samme pris kan spurte afsted i en moderne rutebil med muzak og
Ferrocarril nord for Ibarra
hele pibetøjet, - ja så måtte man indstille togdriften. Man erstattede for turisternes skyld toget med en indretning benævnt ferrocarril, dvs. overdelen af en rutebil klistret på underdelen af en togvogn. Dette aparte køretøj kørte dog kun ca. 60 km til Rio Blanco-området, ca. en tredjedel af vejen til kysten, og i følge mine guidebøger var kørslen senere blevet indstillet på grund af skader på skinnelegemet. Det var derfor med nogen forbløffelse jeg så nogle arbejdsmænd gå rundt inde i en remise
Guide på spadseresti i vulkan Pulluláhua
med ferrocarril'er. Og sandelig sandelig, det viste sig at trafikken nu var genoptaget. Jeg benyttede chancen til at tage turen næste formiddag, og det var en fin oplevelse. Allerede inden vi havde forladt Ibarra måtte vi ud og bære en parkeret bil væk, senere måtte de ansatte skovle et stenskred væk fra skinnerne, og ved endestationen - der bestod af en samling usle rønner og nogle afrikanerhytter - skulle vognen vendes på en manuel drejeskive. Jeg ved imidlertid ikke hvor længe denne relikt fra en fjern fortid overlever, for vi var kun 2 højt betalende turister og nogle 'billige' lokale på delstrækninger. Selv i Ecuador kan man ikke rigtigt tænke sig, at der er økonomi i at drive en linje med så ringe passagergrundlag.
Tilsidst vendte jeg tilbage til Quito og omegn. 'Omegnen' bestod i dette tilfælde dels af Mitad del Mundo, hvor der er lavet en hel lille turistlandsby (næsten) præcis på Ækvator, og herudover af vulkanen Pullulahua, som jeg besøgte med en guide på en udflugt fra Mitad del Mundo. Og denne gang ventede det famøse journalsystem med at gå i stykker indtil dagen før min tilbagekomst til arbejdet. Sidst gik det i opløsning præcis dagen efter jeg var begyndt på fjorten dages ferie...
