Jeg skulle jo normalt have holdt ferie i efteråret 2000, men jeg var blevet sat til at holde styr på et journalprojekt på min arbejdsplads, og det trak ud og trak ud og trak ud og trak ud.
Madrid: Ayuntamiento
Min efterårsferie var egentlig programsat til sidste del af november, men på grund af det skide projekt måtte jeg indskrænke mig til fire dages vinterferie i Ruhrområdet. Til gengæld tillod jeg mig så at bestille ferie til sidste halvdel af januar: til Guatemala via Madrid, med returrejse fra El Salvador. Da vi nåede til midten af januar, var journalsystemet stadig ikke i orden, men det ansvarlige udvalg havde ikke desto mindre valgt at sætte det i drift. Under disse omstændigheder så jeg ingen grund til at udskyde min ferie yderligere, - heller ikke da der dagen inden min afrejse fra København indtraf et kategori 7.9-jordskælv i havet lige ud for El Salvador, med det resultat
C.de Guatemala: marked zona IV
at landet blev erklæret i undtagelsestilstand og landets eneste internationale lufthavn blev lukket for almindelig trafik. Min ankomstlufthavn i Ciudad de Guatemala var jo fortsat åben (selv om der blev rapporteret om en del skader i landet).
Jeg havde på udturen et ophold på en snes timer i Madrid, men i min billet med Iberia indgik en overnatning på en fint hotel
(hotel Colón), og jeg fik derfor en glimrende aftenspadseretur i Madrid centrum samt en tur i byens Zoo næste formiddag. Turen
over Atlanten gik glat, men der fulgte så 3 ualmindeligt kedelige timer i en ualmindeligt kedelig trekantet transithal i Miamis
lufthavn. Og ankomsten til Guatemalas lufthavn lå derfor omkring 1-tiden lokal tid. Ciudad de Guatemala har ikke ord for at være et velegnet sted til natlige spadsereture, så jeg tog en taxa formedelst 6 $ til mit hotel, der skulle ligge lige ved lufthavnen. Det gjorde det også, - et par hundrede meter fra lufthavnen! Det var sidste gang jeg kørte med taxa i Ciudad de Guatamala.
Antigua: kirken La Merced
Næste dag så jeg så Zoologico Nacional La Aurora, der ligger så tæt på lufthavnen, at støjen fra de startende og landende fly overdøver selv brøleaberne. Men det er en pæn zoo, - især har den de nydeligste navneskilte jeg endnu har set i nogen zoo. Lige ved siden af ligger et naturhistorisk museum samt landets arkæologiske nationalmuseum, som også er rigtigt nydeligt. Dem beså jeg, hvorefter jeg spadserede ind til centrum omkring Plaza de la Revolución (eller Plaza Mayor, eller Plaza de Armas, - kær plads har mange navne). Her så jeg Palacio Nacional de la Cultura, det tidligere præsidentplads, som nu er omdannet til kulturhus. Whauw! Da jeg var ved at spadsere tilbage til hotellet ved femtiden, plumsede solen lige pludselig ned (det sker ret brat på de kanter), og jeg kørte af sikkerhedsmæssige grunde det sidste stykke i bybus. Det skal i forbigående nævnes at begge mine medbragte guidebøger indstændigt advarede mod både lange fodture og bybusture i byen, men alternativet var at køre i taxa, og DEN bande røvere turde jeg godt nok ikke give med i lag med!!
Zunil: marked
Næste dag smuttede jeg først hen på lufthavnen og købte en billet til Quetzaltenango med Inter Guatemala, derefter tog jeg bussen op til centrum. Her kom jeg tilfældigt til det sted hvorfra chickenbusserne til Antigua afgår, og da der lige afgik en sådan, tog jeg med. En chicken bus er en andenklasses bus, hvori der sidder 6 personer på tværs på hver række, hvortil kommer dem der står i midtergangen, - og så spilles der høj, hæslig musik. Men man må til deres fordel sige at de giver et indtryk af folkelivet, - man kommer på m e e g e t tæt hold af landets indbyggere! I øvrigt var Antigua en fredsommelig, gennemgående pæn by med en del spektakulære kirkeruiner og temmeligt mange turister.
Flyet til Quetzaltenango (alias Xela) næste dag var en herlig lille énpropeller med 8 pladser og 5 passagerer og en formidabel udsigt, fordi vi fløj så lavt. Der afgik også en større maskine med Tikal Air, men vores lilliputfly var da meget bedre, æv bæv! Lufthavnen i Quetzaltenango bestod af et skur, en P-plads med én taxa samt en flad græsmark, - og selv den ellers alvidende Lonely P. omtalte den slet ikke. Da jeg kun havde min skoletaske med som bagage, lykkedes det mig at kapre taxaen på deling med et par piger der studerede spansk i byen. Først blev jeg sat af ved zoo, men samme chauffør kørte mig senere ned til til midtbyen og om eftermiddagen også på en halvanden times udflugt til en nærliggende landsby ved navn Zunil. Jeg overlevede på et hotel i midtbyen.
Zaculeu ved Huehuetenango
Næste dag tilbragte jeg i Huehuetenango, der var mindre end Xela, men som lignede den ved den totale mangel på postkort fra stedet, - et sædvanligvis sikker indikator på et lavt antal gringo-turister. Mit hotelværelse, der var lille, men havde fjernsyn,
kostede blot 50 Quetzaler pr. nat... hovsa, det glemte jeg at sige: landets valuta hedder quetzaler, opkaldt efter landets næsten uddøde nationalfugl. Én quatzal er ca. lig med én krone.
Iximché
Fra Huehuetenango kørte jeg med førsteklasses bus til Los Encuentros, og herfra med musikfri chickenbus til Lago Atitlán, der kappes med Tikal og Antigua om at tiltrække flest turister til landet. Her ofrede jeg for en gangs skyld et flot hotelværelse på mig selv til 270 Q (Dos Mundos i Panajachael). Desværre fulgte der en snes tyske grupperejsende med i købet. Kun mine ørepropper og mit fjernsyn skånede mig for en skæbne værre end døden, nemlig "Edelweiss" udsat for berusede amatører.
Næste dag kørte jeg op til Encuentros igen og herfra til Iximché for at se på ruiner. Jeg havde inden da set Zaculeu oppe ved Huehuetengango, men hvor Zaculeu's ruiner var pudset op med cement for at se flotte ud, henlå Iximché's delvis som muldklædte høje, - så de to steder kompletterede egentlig hinanden. Den logiske fortsættelse havde nu været at tage ned til Antigua og herfra kl. 4 næste morgen til Copán i Honduras, der er et af mayakulturens helt store valfartssteder. Men fordi jeg allerede hjemmefra havde købt en flybillet videre til San Salvador dagen efter, endte det med at jeg fulgte den oprindelige plan og tog direkte derned med det planlagte fly. Jeg vekslede de sidste 300 Q til salvadorenske colones på det sorte marked i C.de G.
Quatro Caminos
Så jeg ankom altså til El Salvadors internationale lufthavn lige over middag (den var åbnet igen, men så stadig ikke for godt ud efter jordskælvet). Jeg begik en fejl ved at spørge mig for i en hotelanvisning vedrørende hoteller i hovedstaden (der ligger 44 km væk); jeg blev anbefalet noget der hed Casa Blanca og blev vist hen til en hotelbus, som jeg regnede med skulle samle flere
Marked og rutebil, Santa Ana
gæster op. Men så trillede den afsted, og det endte med at koste mig 25 US $. Hotel Casa Blanca lå i øvrigt eller andet sted ude vestpå, men værtinden - der var temmelig forvirret - forklarede mig beliggenheden galt, så om aftenen måtte jeg have politiets assistance for at genfinde stedet.
Jeg kørte næste dag til Joia de Cerén for at se landets vigtigste arkæologiske fund (en serie autentiske prækolumbianske
San Salvador Zoo
menneskeboliger). Rent bortset fra at trafikken derud gik så langsomt at en snegl på vejen kunne have overhalet os, viste det sig at en eller anden højt placeret dummernik havde lukket for adgangen til alle landets arkæologiske fundsteder, uanset om der var jordskælvsskader eller ej. Jeg fortsatte derfor til Santa Ana, hvor katedralens tag var faldet ned midt under en gudstjeneste, og hvor en ældre kirke El Calvario var nærmest totalskadet. Her overnattede jeg på et hotel ved markedet. Næste dag smuttede jeg først ned til Stillehavet for at se om der var spor efter en tsunami (det var der ikke), derefter tilbage til San Salvador. Hende den forvirrede dame på Casa Blanca kunne ikke honorere mine reservationer vedrørende de to næste nætter, så jeg kom i stedet til at tilbringe dem i gæsteværelset i en velhavervilla i en anden vestlig forstad. Det var for så vidt også udmærket, - bortset fra at der var myg (der var forsåvidt også flommefede edderkopper og en enkelt kakerlak, men de gjorde mig ikke noget, - det gjorde myggene!).
Hjemrejsen fra Mellemamerika forløb forsåvidt udmærket, - bortset fra at Miamis transitskur altså ikke var blevet mere spændende siden sidst.
