Fra Jordan til Israel - med forhindringer

Tekst og foto: Niels J. L. Iversen

Enhver dannet berejst skal selvfølgelig besøge Israel, Syrien og Jordan. For Niels Iversen blev dette imidlertid en smule mere kompliceret, da han partout ville besøge de tre lande på én og samme rejse. Og så var idéen ikke engang hans egen. Læs hvad der skete da forfatteren fulgte rådet fra pastoren fra Børkop, og om hvordan han nær aldrig var sluppet ud af det katastroferamte Jordan.

Moskeen Tawhid El Kabir i Aleppo, Syrien

I en avis faldt jeg over et rejsetilbud for en rejse til Syrien og Jordan. Rejsen skulle finde sted i foråret 1997. Tidspunktet for rejsen passede mig ikke pga. en anden rejse, men jeg noterede mig, at den tekniske arrangør var et lille bureau ved navn Agri Rejser, og jeg fik oplyst fra dette firma at der var en tilsvarende rejse om efteråret. Jeg fik nogle brochurer tilsendt, der viste at rejsebureauet var et meget kristeligt foretagende i Børkop. Ikke desto mindre bestilte jeg i god tid rejsen om efteråret. Så blev den gudhjælpemig aflyst. Der var imidlertid en rejse på samme tidspunkt, også til Syrien men desuden til Israel i stedet for Jordan (bortset fra at ruten skulle passere et hjørne af Jordan, for at man overhovedet kunne slippe ind i Israel). Jeg ringede op og spurgte, om Agri helst ville betale mig 11.000 tilbage eller lade mig gennemføre Syrien-delen med gruppen og derefter Jordan-delen på egen hånd. Heldigvis havde pastoren i Børkop den rigtige indstilling: jeg fik godkendt mulighed nr. to. Dog med den komplikation at jeg ikke kunne komme direkte hjem fra Jordan, fordi der var alt udsolgt på den relevante afgang. Men jeg kunne tage over Hussein-broen (alias Allenby-broen) til Israel og så følge med gruppen hjem. Det accepterede jeg.

Afsted til Mellemøsten

Den 7/10 1998 om morgenen drog vi derfor i samlet trop med Austrian Airlines fra Kastrup til Wien og videre til Aleppo i Syrien. I Syrien var jeg som nævnt med gruppen, og det viste sig at den havde nogle, i visse henseender, specielle vaner. Blandt andet kunne den ikke se en kirke, uden at den skulle ind og synge salmer. Romerske teatre havde samme effekt. Endvidere holdt rejselederen, der var præst, en slags aftenandagt hver aften ved 8-tiden. Men det var nogle morderlig rare mennesker, trods deres særheder

Vi besøgte altså Syrien som en samlet gruppe, men da vi passerede den jordanske grænse, ophørte min status som gruppemedlem. Derfor måtte jeg

Det romerske teater i Amman

have et selvstændigt visum (ca. 120 kr), og i byen Jerash betalte jeg selv min billet til ruinområdet. Efter besigtigelsen tog resten af

Agri-folket (gruppen fra Agri Rejser) på vej mod sydporten i Jerash, Jordan

gruppen til Israel, hvor de skulle tilbringe en uge i en kibbutz. Jeg tog en minibus til Amman, hvor det lykkedes mig at finde hotel Firaz. Næste morgen stod der en lækker sort Nissan Maxima med automat-gear klar. Jeg fik kørt ham, der leverede den helskindet tilbage til kontoret, og derefter skulle jeg så sydpå. Det vil sige, jeg havnede faktisk nede i Downtown og kom også forbi Det Romerske Teater og op over en af de 17 bakker, som Amman er bygget på, inden jeg slap ud af byen. Ammans krøllede geografi blev ikke gjort nemmere af at vejskiltene var skrevet på arabisk, i bedste fald med en mikroskopisk oversættelse i et hjørne. Omsider lykkedes det dog at finde den rigtige udkørsel fra den rigtige rundkørsel, som førte til Kings Highway.

Kings Highway snor sig gennem bjergene, og den passerer adskillige prægtige slugter med en højdeforskel på op til 1500 m. Min næste overnatning var ved Petra, den glemte ørkenby i Petra. Entreen var 200 kr, men jeg var der også godt seks timer, og det var ikke et minut for meget. I øvrigt er jordanernes logik klar nok: der kommer allerede mere end turister nok til Petra trods den grotesk høje entré, så de har ingen som helst tilskyndelse til at sætte prisen ned.

Fra Jordan til Israel

Turen fortsatte til Aqaba, og herfra forbi Det Døde Hav tilbage til Amman. Her tilbragte jeg aftenen i lykkelig uvidenhed om et enormt uvejr, der bl.a. lukkede vejen forbi Det Døde Hav jeg lige havde kørt ad. Næste dag kørte jeg med deletaxa til Hussein-broen (det jordanske navn på Allenby Bridge), steg ind i den rutebil der normalt bringer folk over til den israelske side - og så holdt vi ellers stille fem stive

Nablus Road i Østjerusalem ender ved Damaskus-porten

klokketimer, inden den vendte om og kørte os tilbage til grænsestationen. Vi blev bedt om at tage tilbage til Amman og komme igen dagen efter. Det skal blive løgn, tænkte jeg, og hyrede den første og bedste taxa, sammen med en hollænder, der var med på idéen. Nu skulle vi bare op til den nordlige grænseovergang over Jordan-floden. Efter omkring 10-15 km bragede et gevaldigt uvejr løs, og det gamle vrag af en taxa opgav ånden. Vi prajede så to deletaxaer, der kom forbi med andre passagerer fra den ulyksalige grænsebus, og trods overskyllede veje og alment kaos kom vi helskindede op til den nordlige grænseovergang. Vi slap endda over, omend jeg måtte forklare de israelske grænsekontrollører, hvad i alverden jeg lavede i Jordan, når min rejsegruppe sad i Israel og bad bønner til Vorherre. Jeg blev også spurgt, om den præcise varighed af kørslen på de strækninger, som jeg havde passeret. Men åbenbart dummede jeg mig ikke, for jeg blev lukket ind i Israel.

Jeg stod nu der og skulle ned til Jerusalem, og det er normalt ikke noget problem. Men på en sabbat i Israel er alting et problem. Heldigvis var der en palæstinensisk dame, der fik skaffet en arabisk deletaxa, og sammen med en britisk hjælpearbejder og yderligere et par palæstinensere kom jeg af sted til Ramallah, hvorfra der gik deletaxa til Jerusalem.

Så var der kun et enkelt problem tilbage. Mit hotel skulle hedde Aelia Capitolina og ligge på Nablus Road. Vel gjorde det ej. Det viste sig at være en slags halvhemmeligt dæknavn på YMCA, og endelig fandt jeg rejsegruppen på 5. sal midt i aftensmaden. Pointen er, at "Aelia Capitolina" var romernes navn på den by, som romerne byggede på ruinerne af Jerusalem efter år 70, og som jøderne uden trussel om dødsstraf var forment adgang til. Det var nok ikke et navn, som de israelske myndigheder så særligt venligt på.

Klippemoskéen i Jerusalem, - der slet ikke er en moské. Jeg nåede forresten at se det meste af Jerusalem på en formiddag.

Næste formiddag så jeg i rap Tempelbjerget, Bymuseet i Davidsfæstningen ved Jaffaporten samt Gravkirken - det er dér, hvor præsterne fra de forskellige sekter slås, mens etiopierne ligger oppe under taget og hepper på kamphanerne. Hen imod middag kørte vi alle til Ben Gurion-lufthavnen. Jeg skulle selv checke ind, og det var vist godt nok. Jeg slap nemlig gennem formaliteterne ca. tre kvarter inden resten af gruppen, på trods af at grænsekontrollørerne også her skulle have alle detaljer om, hvad fa'en jeg lavede i Jordan på egen hånd, når min gruppe i øvrigt skulle til Israel. Og så endda efter en uge i Syrien !?

Og så er der kun én krølle tilbage på historien. I Austria-flyet til Wien læste jeg i Kronen-Zeitung, at hele Jordandalen mere eller mindre havde været i katastrofetilstand på grund af det frygtelige uvejr, der havde kostet flere mennesker på den jordanske side af grænsen livet. Det havde nær også kostet mig min hjemrejse.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside