Flag: Barbados, Grenada, St. Vincent, St. Lucia, Martinique (Fr.), Dominica
De fleste besøger vel Caribien for at holde badeferie, men jeg havde tænkt mig at spæne rundt og se på landskaber, og den slags tilbud var der ikke mange af. Det nærmeste var turene til de gamle danske kolonier, men det irriterede mig at disse øer i den grad dominerede tilbuddene hos rejsebureauerne - så alene af den grund var jeg ikke interesseret.
Tur nr. 1
Jeg gik altså i 1999 rundt og ledte efter et fornuftigt alternativ. Og det var ikke nemt. Det endte med at Jysk Rejsebureau lavede en tur for mig til Grenada, Martinique og Barbados, der kunne give et nogenlunde dækkende billede af de sydlige små Antiller. Jeg fik flybilletter, men der blev ikke arrangeret overnatning.
Da jeg studerede guidebøgerne nærmere, så jeg, at Grenada skulle have sin 25 års uafhængighedsfest under mit ophold. Uha da, tænkte jeg, så kommer der en masse gæster, og februar er også generel højsæson i hele regionen, fordi amerikanerne skal ned og have varmet deres forfrosne knogler. Med andre ord: jeg må hellere sikre mig et værelse, så jeg greb knoglen.
På Grenada fik jeg uden problemer et værelse på Tropicana Inn. På Martinique fik jeg plads på hotel L'Impératrice, og det gik også glat. Men i baggrunden hørte jeg en spag kvindestemme sige "mais c'est le Carneval". Det undrede mig, for Lonely Planet fastslog udtrykkeligt, at Martinique's karneval lå i marts. Jeg så i den danske kalender, at fastelavn lå i perioden, så det slog jeg mig til ro med. Desuden var priserne ikke hævet, og derfor kunne der ikke være noget særligt på færde.
Så manglede bare Barbados. Jeg endte ude i en badeforstad ved Worthing, hvilket ikke var helt hvad jeg havde ønsket. Men Barbados var den af de tre øer, som jeg forventede mig mindst af: det er en overbefolket flad ø med alt for mange turister. Badeturister, endda! Og luksusdyr!
'Floats' ved Grenadas 25-års jubilæumsfestligheder
Grenada
Besøget på Grenada gik helt efter bogen. Det er et lillebitte land med blot 120.000 indbyggere, men det har haft en omtumlet historie, som blev rekapituleret under de tidligere nævnte jubilæumsfestligheder.
Den første premierminister efter uafhængigheden, Eric Gairy, blev væltet ublodigt af en marxist ved navn Bishop. Denne blev myrdet af hardlinere fra samme ende af det politiske spektrum, og så invaderede USA øen, med støtte fra flere af de små stater i regionen. I 1999 havde man en premierminister Mitchell, der lød som en amerikansk vækkelsesprædikant, men de ku' åbenbart godt lide ham: ved det foregående valg fik hans parti samtlige 17 pladser i parlamentet!
Der er en velbevaret natur midt på øen, centreret om en sø i et gammelt vulkankrater, hvor jeg gik meget rundt. Og min frygt for at skulle se på turister hele tiden var ubegrundet. De 'faste' turister bor mestendels i Grand Anse, hvor de ikke kan genere nogen, og krydstogtskibene kommer normalt kun for én dag ad gangen. Hver gang sådan et skib lægger til, myldrer alle konerne ud på gaden for at sælge krydderier til de besøgende. Øen er kendt som 'Spice Island', og det er man rigtigt stolte over.
Selve festdagen var heller ikke noget problem: jeg sad på det lokale stadion og så på optog med bl.a. 'floats', dvs. forklædte lastbiler fra forskellige institutioner med vinkende ansatte. Der kom også nogle amerikanske helikoptere og øens vistnok eneste fly, og det var så det.
Martinique
Mit hotel i Fort-de-France på Martinique lå ud til en stor firkantet plads 'La Savane', med et fort på den anden side, havet til højre og et udmærket bibliotek skråt til venstre. Jeg havde fået et fint værelse med balkon, og jeg så frem til et fredeligt, men arbejdsomt ophold.
Først besøgte jeg byens akvarium, der sammen med et kulturcentrum lå i en park lidt fra centrum. På tilbagevejen passerede jeg en skole, hvor der stod nogle unger opmarcheret med maling i hovederne. Det mindede mig om min fjerne barndom, hvor børn stadig klædte sig ud og generede deres forældre til fastelavn.
Udsigt fra min balkon
Da jeg kom nærmere til centrum, kunne jeg høre de første dumpe stortrommeslag fra området omkring mit hotel, og jeg indså nu med gru, hvad jeg havde i vente. Rundt om mig begyndte folk at strømme ind til centrum, og dér blev de. Der var kommet boder på La Savane, og folk stod og ventede på optoget.
De enkeltstående trommeslag begyndte at samles til en velkendt rytme: bum_bum_bumbumbum_bum_bum_bum! ... og lyden kom nærmere: BUM_BUM_BUMBUMBUM_BUM_BUM_BUM!!
Det varede imidlertid forbløffende længe inden fortroppen af optoget nåede frem til La Savane. Jeg var et smut ude i byen for at lokalisere dem, men i starten virkede det lidt uorganiseret. Da optoget nåede pladsen, spænede jeg op på mit værelse, for når jeg nu ikke kunne undgå katastrofen, kunne jeg ligeså godt følge lidt med i den. Der er trods noget lidt fascinerende ved en hel by, der går amok.
På et tidspunkt skønnede jeg, at der stod mindst 10.000 mennesker nedenfor min balkon og hoppede op og ned, mens trommerne buldrede. Ind i mellem listede jeg selv ned på gaden for at tage billeder og kikke på folk og figurer, men det meste af tiden opholdt jeg mig i relativ sikkerhed oppe på balkonen. Mine naboer holdt picnic hver eftermiddag, mens de kiggede på det frådende menneskehav nedenfor.
Paraden kunne jeg såmænd godt finde mig i, men bagsiden af medaljen var, at larmen fra pladsen fortsatte til et godt stykke hinsides midnat. Jeg greb som en yderste nødløsning til at starte aircondition-anlægget og tage min walkman på, så jeg selv kunne bestemme i alt fald noget af repertoiret. Heldigvis var der en musikfri, kølig MacDonalds få gader væk, når den eksotiske hurlumhej var ved at forårsage permanent hjernenedsmeltning i en stakkels nordbos øverste etage.
De næste dage ilede jeg hver formiddag rundt på øen og kiggede på ting og sager, men jeg måtte være tilbage i Fort-de-France senest ved middagstid, for efter det tidspunkt var der simpelthen ingen transport. På den måde fik jeg blandt andet set ruinerne af byen Saint-Pierre, der blev begravet af en vulkan i 1902, hvor kun én mand overlevede, fordi han sad rimeligt beskyttet i byens fængsel. Men om eftermiddagen stod den på karneval og BUM-BUM, og hver aften stod den på almindelig larm.
Heldigvis havde jeg flybillet til Barbados om formiddagen på karnevallets sidste dag - der har nok været totalt udsolgt dagen efter! Derved gik jeg 'glip' af den sidste dag, hvor karnevallets konge Vaval - en eller anden slags sort djævel - gør sin entré. Men regner med at der deltager 30.000 i 'sørgetoget' for kong Vaval. Hele øen rummer ca. 400.000 indbyggere, og den er et almindelig fransk departement.
Mit afsluttende besøg på Barbados forløb noget mere prosaisk - næsten kedeligt.
Tur nr. 2
Man skulle jo tro jeg var blevet klogere, men i 2004 skulle jeg lige have gaflet nogle flere caribiske småstater. Jeg købte igen en 'ren' flybillet og klarede selv overnatningerne. I 1999 skete det pr. telefon, mens jeg i 2004 kunne ty til email og internet, bortset fra Dominica.
Hotel New Montrose, Kingstown
Saint Vincent
Jeg fløj via London og Barbados til Saint Vincents hovedstad Kingstown. Lufthavnen ligger indenfor gåafstand fra byen, men jeg ankom efter solnedgang og tog derfor en taxa til Hotel New Montrose. Udover afstanden var der én grund til dette, nemlig at jeg ikke anede hvor hotellet lå.
Hotellet har ganske vist en hjemmeside, men her stod der kun en postboksadresse, eftersom det vincentianske postvæsen tilsyneladende ikke nedlader sig til at udbringe post. Hotellet viste sig at ligge på en bakke i byens nordlige udkant, med udsigt ned over bymidten og havnen.
I bymidten besøgte jeg det beskedne folkebibliotek samt den katolske katedral, som er et anarkistisk sammensurium af kirkesale, buegange, retiraderækker og små haver. Siden besøgte jeg den botaniske have, angiveligt Caribiens første og givetvis den flotteste. Men først aflagde jeg besøg på afdøde Dr. Cecils museum: dets samlinger af medicinske fotos, afskårne svulster og fostre i sprit samt personlige memorabilia var forbløffende og ikke så lidt makabre.
Næste dag tog jeg færgen til den nordligste og mest tilgængelige af de såkaldte Grenadiner, Bequia. Der var ikke noget videre by og ingen deciderede seværdigheder, men jeg traskede rundt hele dagen og nød udsigterne fra øens snoede landeveje.
Saint Lucia
Dagen efter skulle jeg videre til Saint Lucia via Barbados. Jeg ankom til Lucias lokale lufthavn ved Vigie Beach, kun et par kilometer fra hovedstaden Castries. Jeg havde i mellemtiden fundet ud af, at det var St. Lucia's 25 års jubilæum just denne dag, men da jeg først ankom sidst på eftermiddagen, nåede jeg ikke at se optogene.
Værtinden fortalte, at alle butikker (minus et par supermarkeder) ville holde lukket om mandagen. Jeg tog en lokal bus ind til Castries mandag, hvor centrum var så dødt som forudsagt. Redningen blev en større udstilling om institutioner i samfundet, såsom politi og brandvæsen, dels udstillinger fra venligtsindede lande (såsom Japan, Venezuela og Folkerepublikken Kina).
Dominica
Roseau's karneval - Mas da Style
Efter to døgn på St. Lucia fløj jeg direkte til Canefield Airport på Dominica, som ligger 6-7 km fra hovedstaden Roseau. Jeg kom hurtigt med en bus derind, men der var noget rivegalt: alle butikkerne var lukkede, og der var udklædte folk i gaderne.
Da der ankom en lastvogn fyldt i 3-4 meters højde med megastore højttalere, fulgt af udklædte dansere, var jeg klar over, hvad klokken var slået: jeg var ankommet midt i et karneval. Åh nej, åh nej, hvorfor lige mig, tænkte jeg, hvorefter jeg spænede op i den dejligt fredelige botaniske have. Og herfra gik jeg ad en omvej til mit hotel,
Anchorage Hotel syd for byen.
Over middag kunne jeg alligevel ikke dy mig, men vandrede ind til centrum, der nu var totalt fyldt med larmende megatonslastvogne, fulgt af udklædte hoppende og dansende dominicanere.
Ved min hjemrejse fra Melville Hall lufthavn så jeg i øvrigt et opslag med den lovgivning, som gjaldt for karnevallet - 1000 EC$ eller et halvt år i skyggen for at spille udenfor tidsrummet 4.00 til 22.00, det være sig på akustiske eller elektroniske instrumenter, samme straf for at iklæde sig de traditionelle top-til-tå kostumer uden en officiel tilladelse fra politiet, stramme regler for utraditionelle udklædninger, alment formulerede forbud mod stødende optræden af enhver art osv. De højere magter på Dominica må virkeligt være nervøse for, hvad sådan et karneval kunne udarte sig til!
Pague Bay, NØ Dominica
Dagen efter besøgte jeg Trafalgar vandfaldene, som er to nydelige vandfald. På tilbagevejen besøgte jeg d'Auchamps Gardens, hvor jeg hilste på ejeren, en meget gammel og svageligt udseende dame, der straks beklagede, at haven ikke var helt så flot som i gamle dage. Den var nu stadig pæn, og jeg er da glad for at have set den i tide. Den har næppe overlevet sin skaber, der formentlig nu sidder på en sky og vander blomster.
De sidste tre nætter boede jeg på Hibiscus Valley Inn, et idiosynkratisk økosted oppe mod nordøst. Der var kun solfangere til at levere elektricitet, så her var der hverken fjernsyn eller køleskabe eller varmt vand, og man boede i runde bungalows midt i en have, der vrimlede med fugle og firben og ildfluer og en hund ved navn Bob.
Jeg havde valgt at flytte hotel fordi Dominicas internationale lufthavn ligger længst muligt væk fra hovedstaden, i øens nordlige ende. Men jeg var nu også godt tilfreds med at se lidt mere af selve øen. Jeg var bl.a. på trek med et amerikansk par og en guide til en kogende sø ("Boiling Lake"), verdens angiveligt næststørste efter Lake Rotomahana på New Zealand, som jeg besøgte i 1994. Jeg fik også et lift til øens nordlige havneby Portsmouth og spadserede ca. 30 km tilbage uden at dø af det. Bob gik tur med mig et par gange. Og sådan sluttede også denne tur i lutter i idyl.
Flag: Barbados, Grenada, St. Vincent, St. Lucia, Martinique (Fr.), Dominica
