Ukraine, Kaukasus maj-juni 2001

(Klik her for separat tekst om Tbilisi)

"Du er ikke rigtigt klog", sagde min mor. "De snyder dig alle sammen", sagde min pizzabager (selv azeri). "Det er det rene Klondyke dernede", sagde min akademiske boghandler. Men jeg havde brugt en væsentlig del af foråret 2001 på at forberede turen til Kaukasus, og så opgiver man den jo ikke bare på grund af et par moderat skeptiske ytringer. Først havde jeg købt flybilletterne (hos Wasteels): med

Davit II Aghmashenebeli samt Iveria-hotel beboet af flygtninge, Tbilisi

Crossair/Swissair fra Kastrup via Zürich til Kiev, et kort stop her, så videre til Tbilisi med A9 - et Georgisk luftfartsselskab (Airzena). Turen ned til Jerevan kunne jeg ikke booke, men jeg bookede hjemturen med Crossair/Swissair, igen via Zürich.

Næste trin: overnatning. Jeg bookede hotel i Kiev via Alt-rejser, men de havde ikke længere tilbud i Kaukasus-regionen. For at få ordnet noget overnatning og evt. transport mellem Georgien og Armenien studerede jeg derfor tilbuddene på internet. Det var

Bageri, Georgien

temmeligt begrænset hvad der var, men jeg fandt et georgisk rejseselskab GeorgiCa, som bl.a. havde et tilbud med både Azerbaidjan, Georgien og Armenien. Hm, det troede jeg ikke man kunne. Desværre passede tidspunktet i efteråret mig ikke, men da jeg forhørte mig nærmere pr. elpost, viste det sig at man indenfor nogenlunde realistiske økonomiske rammer kunne få flikket et nogenlunde tilsvarende arrangement sammen på individuel basis. Første del af diskussionen førte jeg med en dansk meddirektør, resten med lederen af kontoret i Tbilisi. Og det fungerede faktisk ganske smidigt, dog med en enkelt knast: de foreslog mig at starte i Baku og slutte i Jerevan, og det var i princippet logisk nok. Men det eneste fly fra Ukraine til Azerbaidjan var hos et ukrainsk non-IATA selskab, og det viste sig at man først kunne købe billetterne en måned før afrejsen. Så det endte med at jeg vendte tilbage til den oprindelige plan, - efter et par spildte uger.

I mellemtiden havde jeg i øvrigt været et smut i Bruxelles, hvor jeg havde opsøgt de tre kaukasiske ambassader og sikret mig visumformularer, diverse aftaler samt frimærker til returkuverterne. Det første visum (det ukrainske) fik

Ouspenskij-kirke, Øvre Hulekloster, Kiev

jeg ordnet i København i starten af april, og det sidste (det armenske) fik jeg tilbage med posten den 14/5. Og tilsammen kostede de fire visa mig ungefähr ca. to tusinde kroner. Hele turen ville skønsmæssigt lande på en 30.000 kr og dermed blive min dyreste tur nogensinde. Men med næsten 4 uger var det også en af mine længste, så prisen pr. dag var ikke urimelig.

Jeg tog afsted den 23/5 tidligt om morgenen og ankom til Kiev Borispol (Kyiv Borispil) 14.15 uden at ane hvor mit hotel lå, - så jeg tog en taxa. Fra mit værelse 2308 - åbenbart højere oppe end det varme vand kan nå - var der en fin udsigt, men til hvad? Jeg kunne regne ud at hotellet lå på østbredden af Dnjepr (Dnipro), men jeg kunne ikke se nogen by, kun spredte kupler i en masse grønt samt en overdimensioneret sølvfarvet grim kvindestatue. Jeg fik dog fat i et bykort og spadserede over for at se nærmere på de der kupler, og det viste sig at være de såkaldte huleklostre (Petscherska Lavra). Jeg nåede at kravle op i klokketårnet i det øvre kloster, og just da startede et par ansatte den daglige kl. 17-klokkeringning. Det lyder ret højt, kan jeg hilse at sige. Og så spadserede jeg de tre km tilbage til hotellet. Hvilket underbygger at jeg ikke er rigtigt klog, for der går en direkte metro derover. Dagen efter tog jeg dog metroen til zoo, men så spadserede jeg i øvrigt tilbage til bymidten, herfra til bydelen Podil (men for sent til at se Tjernobyl-museet), og herfra tilbage over floden til hotellet, ialt en snes kilometer. Den sidste formiddag tilbragte jeg med et nærmere studium af huleklostrene.

Kiev var generelt en positiv overraskelse, ikke mindst p.g.a. lave priser og udmærket yoghurt. Jeg var imidlertid lige ved at få problemer, da jeg skulle videre, fordi min Airzena-billet til Tbilisi var udstedt gennem CSA (det tjekkiske luftfartsselskab), og det kan CSA overhovedet ikke!!. Jeg måtte lægge ud til en splinterny billet, 162 US$. Men ellers forløb turen til Tbilisi uden problemer. Jeg blev modtaget af min faste guide i Georgien, Sosso, og transporteret til hotel Old Metechi (Dschveri Metechi),

Udsigt fra min altan på hotel Old Metechi, Tbilisi

som ligger lige bag Metechi-katedralen med udsigt til Narikala-fæstningen ovre på den anden side af floden.

Næste dag spænede jeg rundt i Tbilisi, som jeg første gang besøgte med min mor i 1988 (dengang var hun åbenbart heller ikke rigtigt klog). Siden da er der sket mangt og meget: Georgien er fra at være en rig sovjettisk delstat med masser af besøgende blevet en fattig selvstændig nation med meget få turister. Det har nogle konsekvenser, såsom manglende penge til vedligeholdelse af veje og bygninger, udbredt tiggeri og problematiske trafikforbindelser. Det har også mere subtile følger, såsom den totale mangel på postkort trykt efter 1989, moderate til lave madpriser (set med en vestlig luksusturists øjne) samt en butiksstruktur baseret på små butikker med betjening, - de yderst få supermarkeder har et prisniveau på ca. det dobbelte af det normale, så det er vel kun pampere og yuppi-dyr der handler der. Der er masser af restauranter, men ingen typiske pizzeriaer og kun én MacDonalds, og det siges at der var demonstrationer i gaderne, da den blev indviet.

Aktivitetsniveauet i kirkerne er steget mærkbart. Jeg indledte min vandring den 26/5 med Metechi-templet, hvor der var begravelse. Herfra over til Sion-katedralen, hvor der var barnedåb. Og videre til den relativt nye Kashveti-kirke, hvor hele menigheden stod i kø for at få et kryds i panden og lov at kysse en ikon. Og sådan var det hele vejen igennem. I zoo var der noget mindre liv.

Olieboretårne ved Baku	Badestrand ved Bibiheydat nær Baku

Om aftenen kørte jeg så med nattog (sovevogn 1.klasse) til den azerbaidjanske hovedstad Baku. Det tog 14 timer og 5$ til tolderne. I Azerbaidjan havde jeg ikke andre forhåndsarrangementer end et værelse på hotel Absheron, 9.etage. Det med etagen er væsentligt, fordi dette gamle Intourist-hotel nu er opdelt i flere selvstændige enheder, og mit 'hotel' bestod af 9. og 14. etage. Fra mit værelse var der en formidabel udsigt over kystpromenaden, et regeringspalads, det kommercielle bycentrum samt den gamle bydel. Man siger at Baku består af flere lag. Inderst er der den gamle, orientalsk prægede 'gamle' ny, som omgives af en bymur. Udenom ligger kvarterer fra det første olieboom (fra anden halvdel af det 19. århundrede), og udenom dette kommer så de lidet æstetiske byggerier fra sovjettiden. Men hertil kommer de områder hvor der har foregået og i vid udstrækning stadig foregår olieboringer. Jeg spadserede en af dagene fra mit hotel til den gamle by, og herfra ca. 3 km gennem sådanne områder til Bibiheybat, der skal forestille at være et badested (trods møghamrende beskidt vand og udsigt til adskillige aktive olieboreplatforme). Her genopføres for tiden en moské, som Stalin fik fjernet, angiveligt for at få gjort den tilstødende vej bredere. Vejen dertil passerer tusindvis af nikkende eller fastrustede olieborefiduser i en blandet af oliepøle, almindeligt affald og snavset sand; hele området er noget af det mest afskyeligt gruopvækkende hæslige jeg nogensinde har set, og alene af den grund et besøg værd.

Mur omkring gl.bydel, Baku

Olieudvindingen betyder imidlertid at azerierne modsat georgierne har en sikker og indbringende indtægtskilde, og specielt hovedstaden Baku virker da også på flere måder mere velhavende end Tbilisi, - bl.a. er der stribevis af pizzeriaer og supermarkeder, og det generelle prisniveau på almindelige madvarer er halvanden gang højere i Baku end i Tbilisi.

Fæstningstårn, Mardakan

Selv om folk generelt er shiitter ligesom i Iran, dyrkes islam med noget mere mådehold, - totalt tilslørede kvinder er sjældne, hvorimod antallet af unge kvinder i ålestramme og/eller todelte hylstre er påfaldende højt, i alt fald i hovedstaden. Azerierne citeres også for et mundheld om at Muhammed forbød dem at drikke vin ... men han sagde ikke noget om vodka. Det betyder imidlertid ikke at Baku er et specielt underholdende sted for turister eller andre med hang til udsvævende natteliv. Butikkerne har længe åbent, men når de først lukker, er der ikke meget liv i gaderne (bortset fra enkelte natklubber, der frekventeres af såkaldte expats og andre forsumpede eksistenser). Turisme er - eller var - en by i Rusland, så de få vesterlændinge i byen er der i vid udstrækning i embeds medfør, hvilket har ført til eksistensen af modbydelige hoteller med et prisleje baseret på repræsentatationskonto-rejsende: SAS Radisson, der ligger lige bag MacDonalds, siges at ligge på 200-300 US$ eller mere. Manglen på almindelige anstændige turister betyder bl.a. at mange museer er mere eller mindre permanent lukkede, hvilket senest

Altaner i sidegade til M.Muxtarov Kücesi, Baku

har ramt det Historiske museum i rigmanden Tagiev's palæ. Det er vanskeligt at finde postkort, undtagen hos de boghandlere der har overlevet fra sovjettiden og som stadig har et lager fra den gang.

A propos sovjettiden: Azerbaidjans afsked med russerne var ikke specielt hjertelig. Da der fra 1988 opstod skærmydsler med armenierne om området Nagorno-Karabakh (som siden 1800-tallet overvejende har været beboet af armeniere), støttede centralmagten formelt at området forblev hos Azerbaidjan, men reelt havde det større betydning at Gorbachov slog de af konflikten fremprovokerede nationalistiske strømninger ned med hård hånd, bl.a. ved at sende tropper ind i Baku den 19-20/1 1990. Azerbaidjan var derfor blandt de første tidligere delstater i USSR til at erklære sig selvstændig. Da det kom til åben krig med det fattigere og mindre Armenien om Nagorno-Karabakh, tabte Azerbaidjan imidlertid på ydmygende vis, hvilket var en af de faktorer der fik den nuværende præsident Aliyev katapulteret til magten. Der hersker for tiden en iskold, men tilsyneladende

Khan-palads, Sheki

stabil våbenstilstand mellem de to lande, og grænsen mellem de to lande er hermetisk lukket, men man kan - som undertegnede - rejse fra det ene til det andet via Georgien uden problemer, selv med visa for begge i sit pas. Derimod er det særdeles utilrådeligt at rejse til Azerbaidjan med det stempel i passet, der viser at man har besøgt Nagorno-Karabakh, - det kan man angiveligt ryge i spjældet for!

Sanskrit-tekst i Ildtempel Ateshgah, Suraxani

Nå, men jeg havde altså 5 nætter på hotel Absheron. Da jeg havde været i byen 2½ dag, snakkede jeg med portieren på hotellet og sagde i den forbindelse, at nu havde jeg set byens vigtigste seværdigheder (selv zoo, som ellers mangler både i de fremherskende guidebøger og på de kort, der står opstillet overalt i byen). Det irriterede mig imidlertid at jeg ikke havde set andet end Baku. Han havde imidlertid belejligt nok en bekendt, som måske kunne gøre noget ved den sag formedelst et passende antal US dollars. Jeg nævnte Sheki som eksempel på en by vi nok ikke kunne nå at se på én dag, - men det kunne vi. Dagen efter zigzaggede vi (også portieren) med 140 i timen de mere end 300 km op til Sheki, hvor vi beså det særdeles velbevarede Shah-palads. Det har fremfor alt bevaret alle sine brogede malerier, modsat det tilsvarende palads i Baku's gamle bydel, der nærmest henligger i ruintilstand. Og fordi vi ikke skulle tage hensyn til 30 langsomt-ædende standardturister og en emsig tjærealletidersspies-guide, kunne jeg indenfor rimelighedens grænser få alle de fotostops jeg ønskede. Turen kostede 100 $, men da jeg forhørte mig hos Improtex i Baku om et tilsvarende arrangement, havde de talt om noget med 200 $. Og jaja, jeg

Sosso ved kirke, Ananuri

ved godt at jeg kunne have taget en lokalbus derop og overnattet hos en eller anden, men sommetider er det nemmere bare at betale sig fra bøvlet. Dagen efter (min afrejsedag) fortsatte vi i øvrigt med en tilsvarende tur rundt på Apsheron-halvøen, bl.a. til det zoroastriske Ildtempel og til den bedst bevarede borg i Mardakan, og da der efter dette var tid til overs, fortsatte vi ned til Qobustan for at se på underlige klippeformationer med helleristninger.

Jeg kunne derefter forlade Azerbaidjan med god samvittighed, i bevidstheden om at jeg havde set landet og ikke blot dets hovedstad. Turen tilbage til Tbilisi foregik igen med nattog, omend ikke uden forsinkelser ("mashina bolnav", som sovevognskontrollørdamen sagde, - "lokomotivet er sygt"). Her blev jeg igen afhentet af Sosso og kørt den korte strækning til hotel Old Metechi. Det skal på dette sted indskydes at GeorgiCa først havde forelagt mig et turforslag, der omfattede en todages

Vej fra Borjomi mod Bakuriani (den bedste af dem!)

tur ad den berømte (russiskbyggede) Militærvej til Kazbegi, men jeg havde valgt at stryge denne tur for en dag mere i Tbilisi og en tur til huleklosteret Vardzia. Mens jeg sad i Baku var jeg imidlertid blevet enig med mig selv om, at det var fjollet at tage til Kaukasus-landene uden at se selve bjergkæden Kaukasus, og jeg fik derfor med kortest mulige varsel arrangeret en en-dages tur til Kazbegi og tilbage igen, med stop ved bl.a. den velbevarede fæstning Ananuri.

Da denne tur kom til at fungere som optakt til den egentlige rundtur i Georgien, vil det være praktisk på dette sted at indskyde nogle bemærkninger om de georgiske veje. DE ER GRUFULDE !!!. Mens man i Azerbaidjan havde stedvis hullede veje, er situationen i Georgien den at der på en typisk hovedvej ikke er noget fladt område mellem hullerne, køerne og bulerne. Hvis der er rester af asfalt, udgøres de af isolerede øer i ca. 10 centimeters højde over resten af terrænet. Hovsa, sagde jeg ikke køer? Joda, mens køerne i Jylland står på markerne og på Sjælland i staldene, står de i

Hovedvejen mellem Borjomi og Alkhasikhe

Georgien systematisk på vejene. Og selv ikke den mest hellige ko i Indien kan matche det gumlende udtryk af total meditativ uforstyrrelighed, som en georgisk ko kan mønstre overfor et automobil der med 100 km i timen er fræset hen mod den og har bremset i en sky af støv og småsten to centimeter fra dens ærværdige mulehår. Køer (og deres vikarer i form af æsler, får, geder, hunde, grise, gæs og høns) opfatter helt klart sig selv som fredhellige og usårlige væsner, som har mere ret til vejene end de fåtallige biler har. Måske har de ret.

Nino i Stalins togvogn, Gori

Efter turen op ad Militærvejen fulgte så den egentlige rundtur. Den 3/6 kørte vi afsted i en japansk 4wd. Med i vognen havde vi en ung dame ved navn Nino, der var nyansat i GeorgiCa og skulle se hvordan hvordan en tur med en helt almindelig dorsk gennemsnitsturist foregår. Første stop var Mtskheta, hvor georgiernes religiøse overhoved, Katholikos Ilia II residerer. Næste stop var Gori, hvor Josef Dshugashvili alias Stalin blev født, hvilket betyder at man her både finder den sidste Stalinstatue i hele det tidligere USSR og et omfattende Stalin-museum, hvor dystre damer viser rundt. Man kan også se væsnets private togvogn. Uha uha, - gad vide hvordan et tilsvarende museum for Hitler eller Djengis Khan ville se ud? Via bl.a. Borjomi (hvor man producerer ildesmagende kurvand) kørte vi til Bakuriani, der om sommeren er skisportssted, men om sommeren blot en lille by

Khertvisi

midt i en masse smuk natur. Vi var på fuld kost her, hvilket betød at vi blev overdænget med så meget mad, at det meste måtte gå uspist tilbage i køkkenet. Den første morgen fik vi blandt andet pommes frites, pandekager, brød, honning, kompot og frugt med juice og kaffe/te.

Den 4/6 kørte vi mod Vardzia over Akhaltsikhe, hvilket egentlig er en omvej. Vardzia er et hulekloster, hvor især kong Georgi III og hans datter, dronning Tamara har sat deres spor. Denne sidste regerede 1184-1213. Hun blev inden sin tronbestigelse tvunget ind i et ægteskab med en russer, dikteret af den daværende patriark og visse kredse i højadlen. Da faderen og senere patriarken døde, sparkede hun stodderen ud og giftede sig med en lokal adelsmand, David Soslan, hvorefter parrets hære systematisk gennembankede såvel diverse indenlandske oprørshære som islamiske hærstyrker sydfra. I hendes regeringstid skrev S.Rustaveli tilmed landets nationalepos, "Ridderen i tigerskindet", som enhver georgier forventes at kende. Men få år efter hendes død kom så mongolerne myldrende, og så var det ovre med den georgiske guldalder.

Da vi skulle tilbage til Bakuriani, viste jeg Sosso kortet på side 125 i Lonely Planet, som angav en rute via Alkhalkalaki tilbage til Bakuriani. Det skulle jeg nok ikke have gjort: han studerede det nøje og besluttede at tage chancen. Fra Alkhalkalaki og op til bjergene omkring Tskhra-Tsaro-passet var vejen blot en almindelig elendig bulet grusvej, men derefter begyndte problemerne. Det endte med at vi sad fast i et mudderhul på en smal bjergsti i et totalt mennesketomt landskab. Sosso meddelte dette pr. mobiltelefon til Bakuriani (hvor en anden guide fra Georgica også var på tur med en 4wd), men der kom ikke nogen undsætning. Jeg foreslog ham efter en times tid at indtelefonere diverse karakteristiske træk ved omgivelserne, såsom en højspændingsledning og nogle forladte huse på toppen af et nærliggende bjerg. Stadig ingen reaktion. Så slog vi en klo i en forbipasserende fårehyrde, og han oplyste at det omtalte bjerg var Fysika (hjemsted for en forladt russisk militærpost), - med andre ord: vi holdt temmeligt langt fra der hvor vi burde have været.

Blomstereng syd for Vardzia

Loft udenfor Tamara's kirke, Vardzia

Hvilket får mig til at påpege endnu en egenskab ved georgiske veje: der er praktisk taget ingen vejskilte. Man forventes at stikke hovedet ud af bilen og spørge de lokale om vej (på georgisk). Problemet var bare, at der ikke er nogen at spørge oppe i bjergene. Velan, da solnedgangen nærmede sig, dukkede der en smuglerlastvogn med 2 mænd, en midaldrende kvinde og en ung pige. Mændene hjalp os med at slippe op af mudderhullet, og jeg kvitterede med at snakke engelsk med pigen (undtagen når jeg skulle være med til at skubbe eller hive). Kort efter kom undsætningen fra Bakuriani, og vi kunne køre tilbage til hotel Apolloni ad svimlende, hullede hårnålestier i totalt buldermørke. Det hele havde taget små 4 timer fra vi kørte fast.

Dagen efter kørte vi ad de autoriserede ruter til Kutaisi, der er en mellemstor provinsby med et par museer, et teater og en rytterstatue af Davit II Aghmashenebeli, som samlede Georgien i 1100-tallet. De har også ruinen af en engang prægtig katedral

Fresko i Gelati's hovedkirke (med Davit II til højre, - og nej, dronning Tamara er for en gangs skyld ikke med på billedet!)

(dvs. indtil tyrkerne kom forbi). Men ellers ligger den væsentligste seværdighed lidt udenfor byen i form af klostret Gelati, som var et dominerende kulturcentrum i Georgiens storhedstid (indtil tyrkerne kom forbi). Her ligger en væsentlig del af georgiernes middelalderlige kongerække begravet, inclusive Davit II selv, som angiveligt ligger under en stor sten i portbygningen. Vi overnattede i et privat B&B hos Lali Jalaghania. Jeg tilbragte aftenen med at berøve stakkels Nino en del af hendes musikalske illusioner, såsom at Albinoni skrev Albinonis adagio, at Boccherini skrev Boccherinis cellokoncert og at Bach skrev Bachs cembalokoncerter.

Fra Kutaisi kørte vi videre til Batumi over Poti, hvilket ganske vist er en 100 km's omvej, men den kortere rute har et dårligt rygte, og efter oplevelserne syd for Bakuriani var der ikke stemning for flere eksperimenter. Lidt nord for Batumi ligger der en stor botanisk have, som jeg tilbragte et par timer i, og i centrum ligger der et par brugbare museer. Byen har også et akvarium, men det har set bedre dage (der var delfiner i sovjettiden, men de er forlængst blevet solgt til Malta). Derudover tilbragte jeg en del tid på den flotte strandpromenade ud mod Sortehavet. Og så aflagde vi besøg i byens prægtige skakpalads, som jeg havde bemærket fra vejen da vi ankom. Vi fik hilst på direktøren, der sporenstregs forærede mig en plakat med Nona Gaprindishvili, da jeg genkendte billedet af den tidligere kvindeverdensmester

Fra Batumi kørte vi direkte (over Poti!) tilbage til Tbilisi med blot et mindre ophold nær Gori. Den sidste dag i Tbilisi tilbragte jeg i hovedsagen med museumsbesøg.Først beså jeg det Etnografiske museum på bakken Mtatsminda i byens vestlige udkant, dernæst Janashia-museet og sluttelig Tbilisis historiske museum, der er indrettet i et tidligere Caravanserai. Den mest uventede oplevelse fik jeg på Janashia-museet, der egentlig er et nationalt historisk museum. Problemet var blot at det meste under mit besøg var lukket, angiveligt på grund af problemer med strømforsyningen. Det eneste man normalt viste frem var det prægtige skatkammer, der fylder 3 rum i kælderen, - måske har man en selvstændig generator til denne afdeling. Hårdt presset indrømmede personalet dog at man også havde et enkelt rum med fortidsdyr og den slags ovre i en bagbygning. OK, jeg blev vist derover, og en kvindelig forsker forlod sit arbejde for at vise mig rundt. Det viste sig at man i dette beskedne rum havde en virkelig seværdighed, nemlig rester af 'Dmanisi Man' (Homo ergaster, en tidlig version af Homo erectus), som med en alder på 1,7 millioner år formentlig repræsenterer de første mennesker der forlod Afrika. I grunden er det typisk for Georgien at man kan have den slags skatte liggende, men man gør ikke en dyt for at folk skal kunne finde dem. Det er historien med de manglende vejviserskilte om igen!

Min tur gennem Georgien sluttede 10/1, da jeg blev kørt til grænsen mod Armenien i en 4wd ad en selv efter georgiske forhold usædvanlig ringe vej. På den anden side af grænsen blev jeg afhentet af to armeniere i en ganske almindelig bil. Da vi kørte afsted mod Jerevan (via Gyumri), bemærkede jeg at der var noget helt galt med vejene: DER VAR INGEN HULLER I DEM!!! Jeg kom til et land, der havde været rodet ind i skærmydsler og direkte krigshandlinger med sin større nabo Azerbaidjan om området Nagorno-Karabakh, - den slags plejer at koste penge. Dets grænser mod Tyrkiet og mod Azerbaidjan er hermetisk lukkede, dets industri gik stort set bankerot efter USSR's sammenbrud, byerne i vest ligger mere eller mindre i ruiner efter et jordskælv i 1988, og der er så få turister og andre rejsende, at man kan nøjes med 5 check-in-skranker i den eneste internationale lufthavn, Zvartnots ved Jerevan. Hvordan i himlens skind og ben kan man så have veje der er så glatte, at man kunne spille boccia på dem?

Udsigt fra Erebuni-ruinerne, Jerevan

Armenien tilhører vistnok Coca-Cola-koncernen

Mysteriet kræver et svar, men jeg har det ikke. Det siges at der kommer store summer hjem til Armenien fra armeniere i landflygtighed (hvoraf de fleste nedstammer fra folk, der undslap ungtyrkernes folkemord på armenierne i det østlige Tyrkiet i 1915). Man har også kørt med store underskud på statens budgetter. Visse firmaer har en betændt moral, eksempelvis min lokale turoperatør Elitar, der uden at spørge om lov placerede mig på et billigere (omend bedre placeret) hotel end det jeg oprindelig havde betalt for og selv beholdt prisforskellen. Der kan nævnes flere faktorer, men jeg undrer mig stadig over at et land som Armenien kan have råd til fine veje, når indbyggerne så sent som i vintrene1997-98 var så fattige at folk stjal træet fra gelændre og parkbænke for at fyre op med det.

Hovedstaden Jerevan virker også velholdt, næsten prangende (omend glansbilledet krakelerer ved synet af de mange tiggere og

Ja, der er også køer i Armenien

sælgere af sorte frø, - disse hedder 'tum' på azerbaidjansk, jeg kender ikke deres armenske navn). Den har brede boulevarder, pizzeriaer, masser af butikker, omend kun få ægte supermarkeder, - og så er prislejet betydeligt højere end i Tbilisi, i mange tilfælde næsten på dansk niveau. Men byen mangler Tbilisi's knirkende gammeldags charme og landskabelige fortrin. Jeg kom til at bo på hotel Shirak og endte med næsten at kunne lide stedet, - dog først efter at jeg var skiftet fra et enkeltværelse ud mod en larmende park (og Mount Ararat!) til et dobbeltværelse på den anden side af huset. Her tilbragte jeg knap og nap fem nætter.

Kuppel og bue i katedralen I Echmiadzin

Jeg foretog et par udflugter med bil og ikke-engelsk-talende chauffør. Den første gik til Echmidzian (hovedsæde for den armenske katholikos) og klostret Khor Virap, den anden til Garni-templet og Geghard-klostret samt Erebuni, der er den fæstning som regnes for Jerevans 'fødested'. Forbløffende nok har man bevaret det der svarer til en fødselsattest, nemlig en stenplade med en indskrift, hvoraf det kan udledes at kong Argishti I af Urartu grundlagde byen i år 782 minus. Den er armenierne enormt stolte af.

De er mindst lige så stolte over manuskriptsamlingen Matenadaran, som jeg besøgte på min rejses næstsidste dag. Det forholder sig sådan at præsten Mesrop Mashtots creerede det armenske alfabet omkring år 400, og bortset fra en udvidelse fra 37 til 39 tegn er det praktisk taget uændret siden da. Dette gav stødet til en regulær renaissance, hvor masser af tekster blev oversat til

Geghard-klostret

armensk fra alle tænkelige sprog. Bøgerne i Matenadaran går tilbage til sidst i 600-tallet, omend de fleste er betydeligt nyere.

De arme georgiere ved derimod ikke hvem der opfandt deres alfabet (som i parentes bemærket ikke opererer med store og små bogstaver). Armenierne påstår at det også var Mesrop, der lavede dette alfabet, da han var færdig med det armenske, - men det tror georgierne dog ikke på. Og jeg holder faktisk med georgierne, - selvom bogstaverne i den middelalderlige version af deres alfabet har en vis lighed med armensk skrift, er der netop ikke tale om identitet for identiske lydværdier. Hvorfor skulle den ellers så begavede Mesrop systematisk finde på nye tegn for sproglyde, der findes på begge sprog? Næ, det giver ikke mening.

Den allersidste dag inden min hjemrejse kl. 4.45 om natten den 15/6 tilbragte jeg i hovedsagen med tre ting: om formiddagen var jeg i zoologisk have, om eftermiddagen var jeg til koncert i Kammermusikkens hus og så sluttede jeg af med Chopin og Dvorak i Aram Khatchaturian-koncertsalen på bagsiden af Operaen. Og så er der vel ikke mere at fortælle... ud over at det lykkedes for schweizerne at smide min kuffert midlertidigt væk under et hastigt flyskifte i Zürich. Ikke alene spiller de hæslig muzak i flyene, men de kan åbenbart heller ikke finde ud af at flytte rundt på folks bagage. Hrmpf !!

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside