Loire-slottene og slægten Valois

Niels J.L. Iversen

Min mor, min søster og vores Ka under en spisepause i Pithiviers

Egentlig begyndte det hele i Fjerritslev (eller rettere sagt 10 km nord for Fjerritslev). Som ansat i Århus amt havde jeg mulighed for at leje sommerhuse, men aldrig benyttet mig af det. Da det i 2005 blev bestemt at amterne skulle nedlægges, fik min mor og min lillesøster ved fælles kraft overtalt mig til at tage på sommerhusferie, - det var mit første besøg på de kanter siden midten af halvfjerdserne, første ferie for os alle tre sammen siden slutningen af tresserne og min første sommerhusferie siden starten af tresserne, bortset fra DBK-weekender. Dvs. i alle henseender en særdeles usædvanlig og eksotisk rejse, der imidlertid forløb bedre end ventet: vi kom ikke op at skændes, og vi kunne finde tilstrækkeligt med seværdigheder til hele ugen. Så var jeg jo godt klar over at der også kunne komme et ønske om fællesferie i 2006. Da telefonen ringede var det imidlertid med et uventet indhold: vi skulle til Skotland. Jeg checkede priserne på nettet, men kunne ikke finde Billund-Skotland til under 3000 kr pr. næse. Derimod kunne man komme til Charles de Gaulle for en tusse pr. person, hvilket jeg meddelte til kommandocentralen i det sydlige indland. Herfra kom der et genialt forslag: vi skulle til Frankrig. Vi forhandlede os frem til at besøge Loire-dalen, hvorefter jeg bestilte et billigt, men brugbart hotel i Blois og en Ford Ka, der viste sig sådan omtrent at være den mindste tænkelige biltype udenfor legetøjsbranchen. Men vi kunne lige akkurat være i den, og den var nem at komme rundt med og parkere og den slags - det var min lillesøster der skulle køre hele turen (efter eget ønske).

OK så fløj vi altså til Frankrig i maj 2006.

Det første slot vi så var Fontainebleau, som François I faktisk har haft lidt at gøre med, - men ellers er det mest kendt for sin forbindelse med Napoleon I. Vi springer derfor hastigt videre til slot nr. 2, Chambord, der helt og helt er François I's værk. Måske kunne det være på sin plads at bede læseren kaste et blik på den stamtavle for dynastiet Valois som står nedenunder denne beretning. Som man ser grundlægges dynastiet Valois af Philippe VI, som var en fjern efterkommer af Hugues Capet, der smed den sidste uduelige efterkommer af Karl den Store i kloster i året 987. Af en eller anden grund er Philippe VI's tilnavn ikke kommet med på skemaet, men han kaldes faktisk "Le Fortuné" ('den

Chambord

smadderheldige'). Hans umiddelbare efterfølgere var den gode, den vise, den tumbede og den sejrrige, hvorefter man ser Louis XI på listen. Han var en dyster, barsk og intrigant person, som selv ikke hans egen fader kunne udstå, - han fik bl.a. tilnavne som 'den snedige' og 'edderkoppen'. Herefter følger Charles VIII 'den elskværdige', - Frankrigs indbyggere må have draget et lettelsens suk, da de fik ham på tronen. Men han var kun mådeligt begavet og havde et dårligt helbred, og det lykkedes ham vistnok aldrig at finde ud af hvordan man får børn. Så tronen skiftede til en anden gren af familien repræsenteret af Louis XII, der i 1488 giftede sig med den tolvårige Anne af Bretagne for næsen af den tysk-romerske kejser Maximilian (og hermed sluttede Bretagnes selvstændighed brat). De fik 'kun' én datter, og da hun efter gældende lov ikke kunne blive regerende dronning i Frankrig, gled tronen videre til hendes mand François I, som ikke behøver noget tilnavn, for enhver kultiveret franskmand ved godt hvem han er. Han regnes for Frankrigs første Renaissancekonge.

François I

Da François første gang kom forbi Chambord i 1519, lå der et mindre jagtslot på stedet, bygget af greverne af Blois. Men François syntes at det var lidt i underkanten af det rimelige for en storslået glorværdig renaissancekonge, så over de næste 30 år byggede han stedet ud til det største slot overhovedet i hele Loiredalen, med målene 156 x 117 m, 440 værelser og en guds velsignelse af tårne og andre snurrepiberier. Ingen kender arkitektens navn, men man regner med at Leonardo da Vinci har fundet på princippet i den centrale trappe, der består af to vindeltrapper snoet ind i hinanden så én person kan gå opad uden at støde ind i en anden der går nedad. En betydeligt mindre trappe efter samme princip findes i slottet i Blois. Det ironiske er at François faktisk næppe nåede at opholde sig mere end nogle få måneder sammenlagt på


Chenonceaux	Diane's blå himmelseng

slottet, men byggeriet fortsatte på fuld tryk, selv om det var nær ved at ruinere ham. Efter hans død i 1547 fortsatte byggeriet frem til 1559, hvor hans søn Henri II døde, men først i 1600-tallet kom der tag på den sidste fløj. Og så blev hele møblementet i øvrigt bortført under den franske revolution, så i dag blot er der et vognmuseum, et jagtmuseum og nogle samlinger vedrørende en senere beboer: 'greven af Chambord', der som søn af Charles X gjorde krav på den franske trone frem til sin død i 1883. Men selv uden det originale møblement er Chambord et imponerende sted.

Fra Chambord fortsatte vi til byen Blois, hvor vi som nævnt skulle bo den næste uges tid på hotel Prema Arcantis formedelst 51€ pr. snude (jeg havde naturligvis bestilt eneværelser til os alle tre). Den følgende dag besøgte vi først Zoo Beauval ved St.Aignan, derefter slottet Cheverny, der var smukt og fuldt møbleret. Henri II forærede det til sin elskerinde Diane de Poitiers, som imidlertid foretrak slottet Chenonceau.

Chenonceau - som ligger ved landsbyen Chenonceaux - omtales første gang i 1100-tallet, men den nuværende hovedbygning blev bygget mellem 1515 og 1521 for Thomas Bohier, der var kammerherre under François I. Det blev beslaglagt pga gæld til kongehuset, og også dette slot blev givet til Diane af den forlibte kong Henri II. For at forklare hendes position skal vi lige et smut omkring noget personhistorie - eller anderledes udtrykt: vi skal have et kig på 1500-tallets sladderspalter. Vi kan indledningsvis bemærke at François var gift to gange og fik syv børn med nr. 1 kone, Claude de France - som var den tidligere omtalte datter af Louis XII og Anne (det var dette ægteskab der skaffede ham tronen).



Henri II	Catherine de Medicis	Diane de Poitiers

Hans søn Henri II, der regerede 1547-1559, blev gift med Cathérine de Médicis (1519-1589). Medicierne var et mægtigt fyrstedynasti i Firenze, og Cathérine var en viljestærk og dygtig dame, omend noget hengiven til overtro. Det var hende der tog den temmelig velkendte astrolog Nostradamus under sine vinger, og noget nær den eneste af dennes dunkle quatrain'er der med blot nogen rimelighed kan siges at være gået i opfyldelse vedrørte netop kong Henri II:

Le lyon jeune le vieux surmontera,
En champ bellique par singulier duelle:
Dans caige d’or les yeux luy creuera,
Deux classes vne, puis mourir, mort cruelle

(den unge løve overvinder den gamle/ på slagmarken i en duel mand til mand
/ I et guldbur stikker han øjnene ud på ham / to slag ét, så dø, grusom død).

Faktisk døde Henri II ved at han under en turnering blev ramt af en lanse i ansigtet, så da det skete var Cathérine naturligvis totalt overbevist om at den ellers ret uduelige astrolog besad magiske spådomsevner - hvilket man vel egentlig ikke kan fortænke hende i. I øvrigt gavnede kongens død ikke kun charlatanen Nostradamus, men også dronningen, der under Henri II var sat totalt i skyggen af elskerinden Diane, men som nu via sine tre sønner François II, Charles IX og Henri III kom til at dominere fransk politik de næste fyrre år. Det kommer vi tilbage til, men i mellemtiden skal vi lige have opklaret hvem Diane var. Hun blev født allerede i 1499 og døde i 1566, så det var faktisk en tussegammel kone Henri II forelskede sig i, - i virkeligheden havde hun allerede været gift én gang med en mand Louis de Brézé, der i parentes bemærket var 39 år

Indgangen til Blois-slottet med Louis XII til hest

ældre end hende. Men hun hun havde tydeligvis holdt sig godt, måske fordi hun var den eneste i Frankrig i 1500-tallet der regelmæssigt gik i bad. Da kongen døde, havde Diane al mulig grund til at være bekymret for fremtiden. Hun slap dog relativt nådigt, men måtte give sit elskede slot Chenonceaux i bytte for det langt mindre charmerende Chaumont, der ligger på en forblæst bakketop. Her blev hun dog kun boende i få år, inden hun bosatte sig på slottet Anet vest for Paris, hvor hun tilbragte resten af sit liv. Chenonceaux slap lempeligt gennem den franske revolution, så modsat mange andre franske slotte kan man her stadig se det originale møblement med bl.a. Diane's og Cathérine's himmelsenge og et flot køkken. Slottets mest iøjnefaldende kendemærke er den fløj som Diane fik bygget henover floden Cher, og det er et must for alle der besøger området.

Blois-slottet: sal med digterbuster

Cathérine & co's videre historie kan følges i billedsamlingen på slottet Blois, der er et sammensurium af af fløje fra forskellige epoker. Den ældste af de nuværende fløje er fra Louis XII's tid, og hans bomærke - et pindsvin - ses mange steder. François I boede her en periode og har lagt navn til en fløj, men var ikke specielt begejstret for stedet, - dets bibliotek lod han således transportere op til Fontainebleau, mens han selv mest opholdt sig på det nærliggende slot Amboise. Cathérine's tredje søn, Henri III, boede der fast, og også efterfølgeren Henri IV var der ofte. Men Louis XIII (ham med Richelieu og musketererne) forærede det til sin bror Gaston, og efter dennes død var det slut med den kongelige festivitas. Reelt var det ikke kun Blois der mistede den kongelige glans, men hele Loire-området, og dette blev med eftertryk markeret ved Louis XIV's byggeri af Versailles fra 1664 til 1710. Blois-slottet er stadig et besøg værd også som museum, idet man her som ingen andre steder kan få et indblik i den turbulente periode under Cathérine's tre sønner. Disse var alle nogle svagelige og ikke alt for begavede skvat, så deres kontante og effektive mor var den reelle magthaver i landet.

Chaumont: Cathérine's seng

Den væsentligste faktor i indenrigspolitikken i denne periode var modsætningen mellem katolikker og en gruppe reformerte protestanter (huguenotterne). De dukkede op under François I, der imidlertid blev mere og mere skeptisk overfor dette nymodens påfund. I 1583 gennemførte Charles IX og hans mor den såkaldter Bartholomæus-nat, hvorunder mere end 8000 huguenotter blev slagtet i Paris, hvortil de var rejst for at overvære brylluppet mellem den senere Henri IV og Catherine's datter Marguerite de Valois (Henri IV undslap ved at erklære sig som katolik, og han siges senere at have ytret "Paris er en messe værd"). Men da nu huguenotterne var blevet svækkede, blev Cathérine og hendes sønner stillet over for en overmodig katolsk gruppering under ledelse af hertugen af Guise. Den 23/12 1588 blev denne myrdet, og ingen var naturligvis i tvivl om at kongen og hans mor stod bag dette. Der hænger på slottet i

Udsigt fra Amboise-slottet

Blois et interessant billede, hvor man ser Henri sparke til liget af hertugen. Cathérine døde temmelig ubelejligt mindre end en måned efter (5. januar), og efter en periode med regulær borgerkrig myrdes Henri selv den 1/8 1589 af hertugens tilhængere. Efterfølgeren bliver Henri IV, der formår at samle nationen igen (bl.a. via ediktet i Nantes 1598, der giver huguenotterne trosfrihed), hvorefter han også bliver myrdet i 1610. Men så er Loire-dalens periode som centrum for fransk politik ovre, - Louis XIII besøger nogle enkelte gange Chambord for at gå på jagt, men ellers sker der ikke rigtigt mere.

Der er et enkelt slot mere der spiller en rolle for Valois-slægten, nemlig det i Amboise, som ligger på en klippeknold i byen af samme navn.

Langeais-slottet set udefra

Det kom i kronens besiddelse i 1431 (eller 1434), blev beboet af bl.a. den dystre Louis XI og blev udbygget til et prægtigt kompleks af Charles VIII (ham med pindsvinet og Anne af Bretagne). Senere var det et af Cathérine de Medicis' yndlingsopholdssteder, især inden hun gaflede sig Chenonceaux. Men det er fremfor alt kendt på grund af François I og hans gæst Leonardo da Vinci, der faktisk døde på det nærliggende slot i Cloux (som vi ikke besøgte), - og det er nok ikke for meget at sige at byen og slottet Amboise gør alt hvad de kan for at vride den sidste turist-euro ud af den sidste turist på den konto. Problemet er at slottet oprindelig var ca. fem gange større end det er nu: det meste blev revet ned under Napoleon efter at det var blevet raseret under den franske revolution. Og når man kun har en torso, er det legenderne man skal leve af. I øvrigt er der en udstilling af rekonstruerede Leonardo-opfindelser på ClosLucé i samme by, - det slot som Anne af Bretagne indlogerede sig på, mens kongen boede på hovedslottet og i Blois. Måske var det derfor de ikke fik flere børn.

Anet

De hidtil nævnte slotte ligger alle øst for byen Tours, dvs. grupperet i et område mellem floderne Loire og Cher med Blois i centrum. Vest for Tours besøgte vi også et antal slotte, herunder Villandry med det flotte haver, det hvide vandslot Azay-le-Rideau og et tilsyneladende ærkemiddelalderligt slot Langeais, der imidlertid er resultatet af en hårdhændet restaurering i slutningen af 1800-tallet. Længere vest- og sydpå finder man enkelte mere ægte middelalderlige slotte, dog mestendels som ruiner (Chinon, Loches), men dem nåede vi ikke at besøge. Derimod lykkedes det på falderebet at knytte en sidste forbindelse tilbage til de personer, som jeg har omtalt ovenfor. På vej til vores sidste overnatning inden hjemrejsen kørte vi for afvekslingens skyld vest om Paris, og her ser jeg pludselig et skilt mod Anet. "Prr, stop, holdt", og så kørte vi et par kilometer væk fra hovedvejen for at se det. Og ja, det var jo her Diane de Poitiers døde!

På denne syv dage lange tur besøgte vi i øvrigt 14 slotte, én zoo (ved St.Aignan), ét akvarium (nær Amboise), fem museer, tre katedraler (Blois, Tours, Chartres) og et antal almindelige kirker, så selv en familieferie kan altså godt være travl og udbytterig.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside