Brugsanvisning til Madagascar og lemurerne

Tekst: Niels J.L. Iversen, foto: Niels J.L. Iversen og Jakob Øster

Da Organisationen for Afrikansk Enhed skulle oprettes, foreslog Madagascars præsident i fuldt alvor at den skulle heddenoget i retning af "Organisationen for Afrika og Madagascar" --- De er lidt for sig selv på den ø, og det er deres dyreliv også.

Den ringhalede lemur, kattaen (foto: J.Øster)

Da Indien 'tabte' Madagascar på dets vej fra Afrika til Asien for ca. 80 millioner år siden, var de ægte aber endnu ikke opfundet, - der fandtes kun halvaber. Da de hele aber opstod, viste de sig at være hurtigere, stærkere, smartere, mere fingernemme og totalt skrupelløse, og de fik hurtigt overtaget over halvaberne. Disse forsvandt dog ikke helt, men blev fordrevet til ydmyge nicher: de såkaldte 'bush babies' (galagoer) sidder således stadig og græder hjerteskærende i den afrikanske nat, mens deres fjerne slægtninge i Sydøstasien, lorierne, sniger sig forknytte rundt i buldermørket og stirrer på verden med deres store runde øjne, mens de spekulerer på, hvordan det dog kunne gå så galt. Kun på Madagascar slap halvaberne for illoyal konkurrence, og her udviklede der sig med tiden et mylder af lemurarter af alle mulige slags.

Fra omkring år 200 til 500 blev øen imidlertid koloniseret af indvandrere fra Indonesien, og det er stadig deres efterkommere, der udgør 99% af befolkningen. Det var ikke så heldigt for lemurerne, for indvandrerne drev svedjebrug, og resultatet blev at næsten al oprindelig natur har været brændt af indtil flere gange. Pt. er ca. 17.000 km2 ud af 587.000 km2 udlagt til nationalparker, men der bliver for tiden gjort en

Når den ene støddæmper er skredet, prøver man naturligvis at erstatte den med en solid kæp

indsats for at udvide dette areal, - bedre sent end aldrig. For resten er forholdene i Danmark ikke et hak bedre: der er næsten intet af den danske natur, der kan kaldes oprindelig, og nationalparker er - udenfor Grønland - noget helt nyt og ukendt. Så vi er måske ikke de rette til at belære malagasserne.

Alle eksisterende lemurarter og -racer er fåtallige og truede, nogle mere end andre. Hertil kommer, at de fleste kun lever i begrænsede områder. Således findes de velkendte ringhalede kattaer kun på den sydlige del af øen i forholdsvis tørre og bjergrige områder, og det anbefales at besøge Berenty reservatet, hvis man vil se dem. De to arter sifakaer med den skægge sidelæns hoppende gangart findes i små populationer på tre adskilte steder på øen: mod syd i samme område som kattaerne, i nordvest samt i omegnen af Ranomafana midt på øen. Aye-ayerne, der lever af at grave larver ud af mørnet træ med en ekstremt forlænget knokkelfinger, findes spredt på flere lokaliteter, og de har endda fået deres eget reservat 'Nosy Mangabe'. Men sandsynligheden for at se disse kulsorte sky natdyr er minimal selv der, - det kan tilmed være svært at spotte dem i et bur i en zoologisk have.

Jeg havde kun et par uger, og Madagascar er en stor ø med elendig infrastruktur, så jeg nøjes med at trille fra hovedstaden Antananarivo til Toamasina på østkysten, herfra med båd ad Canal des Pangalanes til økoresortet Bush House, herfra tilbage mod hovedstaden med ophold ved nationalparken Antanasibé. Jeg havde reserveret det hele hjemmefra, inclusive transport med bus og båd. Busselskabet hed Madabus, og færgeselskabet hed Cap St-Marie, - de har kontorer dør om dør i Antanararivo, og de har noget ellers totalt uhørt på de kanter: køre- hhv. sejlplaner med faste afgangstider. Ellers er transporten i Madagascar baseret på bush taxaer, der først kører når de er fulde. Det er billigt



Makaklemur fotograferet ved stranden nedenfor Palmarium	Rødbuget lemur og en uidentificeret hybrid nær Palmarium

og nemt hvis man skal samme vej som alle andre, men upraktisk hvis man har specielle ønsker. I stedet kan man tage taxa, men med risikoen for at det er en halvtreds år gammel Peugeot med vandret gearstang og en knækket fjeder (se billedet). På lange stræk betaler det sig at investere i flybilletter.

Bush House

Bush House viste sig at bestå af en restaurationsbygning uden vægge og et antal bungalower, der lå med udsigt over en af søerne langs østkysten og med såkaldt sekundær skov bagtil. Franskmændene forbandt hele raden af søer med den såkaldte Pangalanes-kanal, der imidlertid nu er ved at sande til og desuden er fuld af vandhyacinter. Men medmindre man tør risikere 25 km på en hullet vej, som kunne få en

Sorthvid vari ved Bush House

firhjulstrækker til at græde snot i stænger, er der kun adgang ad søvejen. På de mest problematiske steder står der mænd klar, der for en skilling hiver båden gennem sandbankerne. Det kan ikke undre, at Bush House er et meget fredeligt sted. Man kan her se sorthvide varier, diverse arter af Eolemur-slægten og bambuslemurer. Det skal imidlertid pointeres at begrebet 'vildt dyr' kan gradbøjes, for folkene på Bush House lagde bananer ud til disse sidste, og hver dag kl. 17 dut ankom der så en flok bambuslemurer for at spise dem. No problem - lemurerne var glade, jeg var glad og folkene på Bush House var glade, når bare jeg var glad (og ellers betalte min regning og roste maden).

Jeg så også uspecificerede Eolemur-lemurer (de almindelige standard gennemsnitslemurer, der findes i et utal af arter og underarter), plus en enkelt sorthvid vari. Det komplicerer sagen lidt at Bush House's nærmeste nabo er et sted ved navn Palmarium, hvortil man har indført forskellige arter fra andre dele af øen, men selv her farer lemurerne frit rundt i træerne, undtagen når de dukker op ved fodringsstederne for at indtage dagens socialhjælp i form af frugt og grønt. Jeg kan jo ikke vide, om de lemurer jeg så i glimt nær Bush House bare var på en dagsudflugt fra Palmarium. Men de gjorde tydeligvis hvad der passede dem, herunder at parre sig i flæng med repræsentanter for andre underarter, der slet ikke skulle have været der. Men sådan gør mennesker jo også, og lemurer har åbenbart ikke hørt om zoologisk nomenklatur og racehygiejne.

Min guide på den anden af en bro i nationalparken Andasibé

Andasibé

Nationalparken Andasibé (= "stor handelsplads") ligger midtvejs mellem østkysten og hovedstaden. Jeg havde her reserveret en hytte i komplekset Feonny Ala nær hovedvejen (alle andre overnatningssteder lå i landsbyen Andasibé flere kilometer fra hovedvejen). Jeg havde imidlertid nær glemt at se parken, for da jeg ville se den, spadserede jeg nordpå til et sted, der hed Misinjo besøgscenter. Her fandt jeg ud af at man skulle hyre en guide for at se stedet. OK, jeg hyrede en guide til næste formiddag og drog tilbage til Feonny Ala.

Næste dag spadserede vi så rundt en fire timer og så alt hvad man kunne ønske sig, herunder de berømte indrier. Indrier er haleløse og de største nulevende lemurer (der fandtes tidligere lemurer så store som bjørne, men dem gnaskede malagasserne i sig længe før europæernes ankomst). De lever i familiegrupper oppe i træerne, og hver formiddag sidder de så deroppe og synger serenader, så alle de andre indrifamilier ved hvor de er. Disse svarer så igen med deres egen lille hylekoncert, og så fremdeles indtil henad middag, hvor alle efterhånden ved, hvor hinanden er. Så lægger de sig med god samvittighed til at sove middagssøvn, og den varer med korte afbrydelser til næste morgen, hvor de er klar til en ny dags vokalekvilibristiske udgydelser.

En indri-familie i trætoppene i Misinjo

Efter denne rundtur spadserede jeg op mod landsbyen og bemærkede på vejen et stort hus på højre side af vejen. Det viste sig at være indgangen til den RIGTIGE nationalpark, - Misinjo var 'bare' et privat projekt baseret på et stykke land med sekundær skov, dvs. skov der havde været brændt af, men som nu var vokset op igen. Artsrigdommen her skulle angiveligt være mindre, men jeg var nu godt tilfreds med, hvad jeg så der. Nå, nu måtte jeg jo så først tilbage til Feonny Ala for at sikre mig en nat mere, derefter skulle jeg bestille guide til næste dags formiddag, og så først kunne jeg spadsere op til landsbyen, der viste sig at være totalt uinteressant. Næste dag i nationalparken spadserede jeg rundt med en kvindelig guide og så på orkideer og øgler og fugle og spindelvæv og insekter og - selvfølgelig - indrier. De er faktisk ikke så svære at finde, for man skal bare gå efter lyden. Men jeg tog fusen på min guide ved at opdage en bambuslemur, før hun så den. Og lige efter fandt jeg en vandrende pind lige under den gekko, som hun stod og pegede på. Lidt har man da lært.

Epilog

Udover de lemurarter jeg har nævnt ovenfor, findes der også forskellige andre typer af lemurer, men de er knap så iøjnefaldende. Det drejer sig dels om små brune 'sportive lemurs' - jeg aner ikke, hvad de hedder på dansk, men de ligner bambuslemurerne, og derudover er der de endnu mindre muselemurer, hvoraf den mindste er et kræ, der blot vejer 30 gram. Men sandsynligheden for at se disse arter i den fri natur er ikke stor. I øvrigt anbefales det at anskaffe en bog om øens dyreliv inden ankomsten dertil, - selv i Antananarivo lykkedes det mig ikke at opdrive sådan en.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside