Kenya, Madagascar april 2006

Niels J.L. Iversen

Jeg sad en martsdag 2006 ved min 'puter og spekulerede på hvor jeg skulle tage hen på påskeferie. Jeg kom til at tænke på Madagascar og fandt på at søge på ordet "lemur", hvilket via nogle irveje første mig til "Bush House"'s hjemmeside. Dette hotel ligger i det østlige Madagascar ved Ampitabe-søen og er - bortset fra en 26 km lang 4wd-vej - kun forbundet med omverdenen med bådforbindelser ad den såkaldte Canal des Pangalanes. Men der er et lemurreservat lige ved siden af. Det var da en overvejelse værd. Efter yderligere nogle undersøgelser kontaktede jeg mit sædvanlige rejsebureau i Århus, og her begyndte kalamiteterne. Jeg vidste fra internettet at der i Europa kun gik direkte fly til Madagascar fra Paris CDG (det holder forresten ikke længere, - nu er der også en rute fra Milano); opgaven til Wasteels lød derfor på at få mig på denne rute i et tidsrum svarende til max 7 arbejdsdage omkring påske. Svaret var at det kunne ikke lade sig gøre, men jeg kunne få en delt billet via Nairobi, dvs. to returbilletter, hvoraf den ene endte og den anden begyndte i Nairobi, med en overnatning på udturen. Eller anderledes udtrykt, hvis jeg kom for sent til flyet i Nairobi på grund af en forsinkelse på det første fly, var det mit problem, ikke den første transportørs. Turen til Nairobi med British Airways skulle gå over Heathrow IV, hvor jeg havde 1 time 10 minutter, ... ØH, var det ikke i underkanten?. Næ nej, fik jeg at vide, BA havde ansvaret for at få mig videre fra Heathrow, hvis der opstod forsinkelser. Men hvis det nu udskød vidererejsen et døgn (husk det var palmesøndag!), så var vidererejsen pist væk, uden at BA kunne tillægges et ansvar? Total mangel på forståelse, - men heldigvis kunne turen til Nairobi fremskyndes et døgn, så jeg tog to overnatninger i Nairobi. Det koster trods alt visum at komme ind i Kenya, og så var der da tid til at se noget, hvis ellers udrejsen mod forventning lykkedes.

Mig og en gepard i Nairobi's Animal Orphanage

Da jeg senere kom for at betale billetterne (11.500, fordi to korte billetter er dyrere end én lang), oplyste billetsælgersken i forbifarten, at der skam hele tiden havde været plads nok fra Paris til Antananarivo, - det var turen til Paris der gav problemer. Men i betragtning af alle de flyruter der går til Paris, er det utænkeligt at man ikke skulle kunne finde en afgang, især hvis man - ligesom i Nairobi - tog derned en dag eller to før eller brugte en delt billet eller et billigfly. Og i værste fald kunne jeg tage nattog derned. Derfor kunne hun passende have kontaktet mig, da hun konstaterede problemet, i stedet for at vente til jeg havde planlagt det meste af rejsen, inclusive overnatningerne i Nairobi.

Transport og overnatning på Madagascar var heller ikke helt simpelt at ordne via internettet. Det nemmeste havde været at lade et lokalt bureau tage sig af arrangementerne dernede (eller måske endda at købe en færdigpakket tur fra et fransk bureau, - det er mest franskmænd der tager derned). Men jeg valgte at ordne næsten det hele selv, hvilket kostede nogle gebyrer for pengeoverførsler via bank, eftersom kun de allerdyreste malagassiske hoteller tager imod depositum eller betaling med kreditkort over nettet. Der var også logistiske problemer. Således tilbyder Bush House selv bådtransport, men man skulle betale for en hel båd ad gangen, selv om man var alene, hvilket kunne blive ret dyrt. Imidlertid fandt jeg ret hurtigt et selskab Cap-Sainte-Marie, der har faste sejladser på kanalen til aldeles rimelige faste priser. Og de arbejdede tæt sammen med et busselskab Madabus, der er et af de få på Madagascar, der har en regulær køreplan. Men desværre ikke hver dag (især ikke i påsken), så jeg måtte have datoerne for mit ophold på Bush House flyttet for at få det hele til at passe. Da det var klar, reserverede jeg hotelværelser de andre steder undervejs. Dog kunne jeg hverken sende e-mail eller ringe til det sted ved Andasibe nationalpark som jeg havde udset mig, så her fik jeg damen hos Cap-Sainte-Marie til at ringe på mine vegne.

Tunnelen til Basse Ville, Antananarivo

Den sidste ting jeg fik på plads inden afrejsen var to stk visa. Det er i virkeligheden rent pjat, for både kenyanske og malagassiske visa kan fås i indrejselufthavnene, men jeg fik altså det indfald at tage med billigfly til Berlin, hvor der er ambassader for begge lande. Jeg nåede dog kun at få det malagassiske visum, men fik en fin Berlintur ud af det.

Kl. 5.20 den 8. april 2006 stod jeg så i Kastrup lufthavn for at checke ind til afgangen 7.50 til Heathrow. Og så stod der gudhjælpemig at afgangen var udsat til kl. 10. Og senere blev det forresten til kl. 13.30. Jeg var på dette tidspunkt godt tilfreds med at jeg havde fået den der ekstra nat i Nairobi at løbe på. Da jeg i formiddagens løb forhørte mig hos transfercentret oppe i transithallen, fik jeg dog oplyst at der var plads til mig på BA's natfly til Nairobi, så jeg reelt kun tabte en hotelovernatning samt nogle morgentimer i Nairobi. Men det var ikke nogen selvfølge at der var plads på dette fly, især ikke i påsken, så hvis jeg havde fulgt Wasteels helt oprindelige forslag, kunne jeg meget vel have mistet min vidererejse til Madagascar. Jeg fik i øvrigt udleveret en spisekupon, som jeg brugte på en gang morgenmad. Og da jeg så sad og gumlede på en sej brødstump, flækkede min bageste højre kindtand foroven! Lige da det skete troede jeg at turen måtte aflyses, og jeg var allerede ved at finde mine forsikringsbetingelser hos Gouda frem. Men efter nærmere overvejelser, og efter at have konstateret at stumperne ikke uden videre faldt ud, besluttede jeg at tage chancen og tage afsted, og heldigvis blev tanden hængende til jeg kom hjem.

Da jeg så skulle med det omtalte natfly til Nairobi, trillede vi planmæssigt ud fra terminalen, hvorefter det viste sig at venstre motor ikke ville starte. Vi sad tre timer i flyet og ventede, før fejlen var rettet og vi kunne komme afsted. Jeg fik efter ankomsten i Nairobi arrangeret en taxatur til Animal Orphanage ved Nairobi nationalpark til dagen efter, og vel at mærke så snedigt, at jeg blev samlet op på

Et stykke af Route Nationale til Tamatave

hotellet og sat af i lufthavnen. Grunden til at jeg ikke bestilte en tur i selve nationalparken, var at jeg på internettet havde læst, at alle dyrene fiser ud gennem en korridor til et område mod syd, hvor de opholder sig hele april måned. Da jeg var på stedet, fik jeg dog at vide at korridoren nu var spærret, så der skulle altså alligevel være dyr nok i reservatet. Men jeg nøjedes altså med den bestilte tur til Animal Orphanage samt den nærliggende Safari Walk. Nairobi har øvrigt et kedeligt rygte, jvf. betegnelsen Nairobbery. Men selv om det nok stadig ikke er et sted at gå nattetur med en pengesæk på ryggen, var forholdene efter alles udsagn bedret betydeligt under præsident Kibaki, og jeg vadede rundt i hele området fra Snake Park på Museum Hill til Jernbanemuseet nede ved hovedbanegården uden problemer.

Sorthvid vari nær Bush House

Turen fortsatte ved 17-tiden med Mad Air til Ivato airport ved Antananarivo (kaldt Tana). Eller rettere, det hedder ikke længere Mad Air (af indlysende grunde), men Air Madagascar, og i øvrigt har jeg læst at Lufthansa for nyligt mere eller mindre har købt det. Jeg har ikke fløjet med selskabet på indenrigsruterne, men flyvningerne til og fra Nairobi fungerede udmærket. Fra Ivato kørte jeg med taxa til mit hotel, der hed Sunny og lå ovenpå en automobilforretning mellem tunnelen og Lac Anosy. Lac Anosy kunne ses fra mit værelse, men heldigvis ikke lugtes. I det hele taget var luften i Tana rædderlig, hvilket givetvis skyldes de geografiske forhold med masser af stejle bakketoppe i og omkring bymidten. Tunnellen, der forbinder området omkring Lac Anosy med den såkaldte 'Basse ville' omkring Avenue de la Libération var tålelig om morgenen, men ikke sidst på eftermiddagen. Den fører i øvrigt under en snip af 'Haute Ville', hvor der skulle være finere end i lavlandet. Men der var masser af irriterende gadesælgere deroppe, så jeg foretrak lavlandet. Den vigtigste seværdighed i Tana er naturligvis den zoologiske have Tsimbazaza, der ligger i byens sydlige ende. Som man kunne vente, har denne have specialiseret sig i lemurer, af hvilke der er mindst et dusin arter, inclusive den berømte aye-aye, som det rent faktisk lykkedes mig at se i det bælgmærke nattehus.

Bungalower, Bush House

Turen fortsatte med Madabus til Toamasina, som alle kalder Tamatave. Jeg sad på forsædet hele vejen og fotograferede. Der skulle have være 4 mere med fra Tana, men de dukkede ikke op, og det gjorde heller ikke de personer der skulle med fra Andasibe. I Tamatave indlogerede jeg mig som planlagt på hotel Joffre, hvorefter jeg tog med taxa ud til Ivoloina Zoo for at se på lemurer. De første 8 km nordpå var vejen foretræffelig, men derefter skulle man dreje ind på en hullet og bulet og mudret smatvej, der var ved at slå det gamle lig af en skindød

Båd på Canal des Pangalanes

Renault ihjel (taxaen var af den årgang hvor gearstangen stak vandret ud fra instrumentpanelet, og benzintanken var en plasticdunk inde i bilen med en slange ned i). Det er kun de vigtigste ruter - såsom den fra Tana over Tamatave og lidt nordpå - der er asfalterede, resten er grusveje, der mestendels er i så ringe tilstand at man kun burde køre med 4wd på dem. Men de gamle taxaer kender ikke deres begrænsning og triller rundt på de mest vanvittige småveje, med det uundgåelige resultat at de hele tiden bryder sammen.

Næste morgen klokken 7 sejlede jeg så som eneste passager med Cap-Sainte-Maries båd til Bush House, hvilket tog lidt over et par timer. Man keder sig ikke undervejs på turen, hvor man møder alskens overfyldte småbåde, inclusive de såkaldte piroguer, der er udhugget af én træstamme. Især på det første stykke efter Tamatave var kanalen nogle steder næsten groet til med vandhyacinther, andre steder steder var den så lavvandet at båden dårligt kunne komme igennem, - faktisk var der et sted så lidt vand, at der måtte et dusin mænds assistance til for at skubbe os igennem sandbanken. Bush House viste sig at være præcis som jeg havde forestillet mig det: sindbilledet på et tropeparadis med hvid strand og palmer, meget få naboer, masser af smuk natur og så det der lemurreservat Palmarium indenfor gåafstand. Der skulle jeg naturligvis hen allerede samme eftermiddag. Men geografisk præcision er ikke de elskværdige malagassers stærkeste side. Jeg fik at vide at jeg bare skulle gå langs stranden derover. Men for det første kom der et indløb til en indsø, som jeg måtte af med sko og strømper for at krydse. Og kort efter holdt stranden simpelthen op, så jeg måtte gå ude i vandet den sidste halve kilometer. Heldigvis var vandet op mod 30 grader varmt, så jeg overlevede strabadserne. Det var i øvrigt værd at bemærke, at der blandt lemurerne i Palmarium var adskillige hybrider, hvilket må siges at være en betænkelig følge af at blande racer og arter fra forskellige områder, - de yngler på kryds og tværs!

Taxaen fra Manambato

Da jeg skulle afsted fra Bush House, kom båden allerede ved 10-tiden, hvor jeg knap nok var kommet tilbage fra en liden spadseretur til en sø med insektædende kandebærere. Vi ankom til udstedet Manambato omkring 10.45, og kl. 11 skulle der være kommet en taxa for at afhente mig. Men det gjorde der ikke, - trods flere opringninger til chaufføren, hvor han forsikrede at han være lige i nærheden, kom bilen først 12.30, og det var et faldefærdigt vrag af en renault. Der var en 7-8 km elendig grusvej ud til hovedlandevejen, men allerede efter én km sagde det bang, og bilens venstre bagfjerding dalede sagte nedad. Det var affjedringen der var røget. Så tog chaufføren sin machete og huggede en træstump fra nærmeste skråning til, hvorefter han og hans hjælper manøvrede den på plads i hullet bag hjulet. Så kørte vi en km eller to mere, hvorefter træstumpen måtte udskiftes, og det gentog sig en tredje gang et par km længere fremme. Da det denne gang ikke så ud til at en træpløk kunne få bilen igang igen, tabte jeg tålmodigheden og begyndte at gå, skarpt forfulgt af chaufførens hjælper. Der

Indrifamilie på Misinjo's område

passerede heldigvis en lastbil, som vi kunne få et lift med til den nærmeste større by Brickaville. Her nåede jeg lige akkurat at komme med den ventende Madabus (som sædvanligt som eneste passager), som uden yderligere genvordigheder transporterede mig til Andasibe (tryk på -bé), hvor der er en kendt og velbesøgt nationalpark.

Jeg blev sat af ved et gult hus, hvor jeg bestilte en firetimers udflugt fra kl. 7 næste morgen. Derefter spadserede jeg tilbage ad vejen til hotel Feon'ny Ala, hvor jeg havde reserveret en bungalow for to nætter. Den dækkede fuldtud mit behov, men det bør dog anføres at WC og bad kun var adskilt fra sengeområdet med en halvhøjde væg, og at den smule forhæng der var end ikke kunne dække døråbningen. Det er godt nok for én person, men hvis man er flere personer, får man godt nok ikke ret meget privatliv!

Kl. 7 næste morgen var jeg så på den nævnte tur, hvor vi så en gruppe indrier, en masse fugle og reptiler og insekter og edderkopper og orkidéer med mere, dvs. ret vellykket tur, omend der godt kunne have været lidt flere andre lemurer på menuen. Men sådan er det jo med naturvandringer. Det eneste mærkelige var at vi gik rundt i en skov vest for Andasibe, når mine guidebøger viste nationalparken på østsiden. Forklaringen fik jeg, da jeg efter endt udflugt spadserede videre mod landsbyen Andasibe: en halv km længere fremme ad vejen lå der et stort besøgscenter for nationalparken, og denne gang som ventet på østsiden af vejen. Det jeg havde besøgt var et reservat drevet af en NGO ved navn Misinjo. OK, jeg spadserede de 4 km til landsbyen, hvor der var en gyselig muzakstøj fra banegårdsrestauranten. Jeg drejede om og gik tilbage til Feon'ny Ala, hvor jeg reserverede endnu en nat. Næste morgen kl. 7 tog jeg så en firetimerstur i nationalparken, der ganske rigtigt ligger på østsiden af vejen. Her så vi udover indrier også brune lemurer (flere gange) samt bambuslemurer, og jeg synes godt jeg kan være lidt stolt af, at det var mig der fandt de sidstnævnte (ud fra en vimrende hale oppe i bladhanget), - de der guider er ellers skrappe til at få øje på alting. Det koster i øvrigt 25.000 ariary at se nationalparken, hvortil kommer 8-12.000 ariary til guiden (excl. drikkepenge), - Misinjo er noget billigere. De lokale betaler kun få hundrede ariary, og da det var påskedag og dermed fridag, begyndte det op ad formiddagen at myldre ind med malagassere på skovtur. Men der var min guide og jeg jo allerede på vej tilbage mod udgangen.

Zanzibar set fra Mad Air

I parentes bemærket: ariary er en ny møntfod, som erstatter 5 gamle Madagascar-francs, og 1000 ariary er ca. 30 kr. Det er mig ufatteligt at man ikke benyttede chancen til at cutte tre nuller af alle beløb, når man nu havde chancen, men de højere magter dernede har vist ikke alt for meget begreb om penge, - Madagascar er et af Afrikas fattigste lande, og det er der nok nogle årsager til.

Tirsdag morgen havde jeg bestilt transfer til det nærliggende trafikknudepunkt Moramanga. De 30 km hertil kostede 25.000, mens de resterende 150 km [???] til Tana i taxi brousse kun kostede 3.500 ariary. Taxi brousse er en deletaxa, der kører på faste ruter, og det er malagassernes hovedtransportmiddel. Da den først kører, når der er fyldt op, ved man aldrig hvornår man kan komme afsted, og standarden er efter sigende heller ikke altid noget der kalder på den store entusiasme, men jeg var nu rimeligt heldig med at komme afsted straks i et rimeligt komfortabelt køretøj, omend ikke uden en brølende radio. Hvis jeg havde taget hele turen med Feon'ny Ala-transfer, havde den kostet 140.000 ariary, hvilket er for meget selv for en ødsel og doven turist. I Tana spadserede jeg fra taxi brousse station nord til centrum, spiste og tog så en almindelig taxa for 20.000 ariary til hotel Mahavelo i Ivato, blot 3 km fra lufthavnen. Jeg afsluttede mit

Krontraner, Nairobi nationalpark

besøg på Madagascar med et besøg i den nærliggende Croc Farm samt en bedre middag i hotellets restaurant. Her var der også en fransk gruppe med omkring 20 personer, og deres guide havde mere end svært ved at få dem til at holde bøtte, når han skulle fortælle dem noget. Det var vist godt nok, at man ikke var havnet i sådan en gruppe!

Næste morgen fløj jeg så med Mad Air til Nairobi, hvor jeg skulle være i 10 timer frem til afgangen med British Airways til Heathrow. Det var en utålelig tanke, idet Nairobi er en af de mest infamt støjende lufthavne jeg har været ude for, - selv på lokummerne er der muzak! Ditto i check in-hallen (som jeg heldigvis slap hurtigt gennem både på udturen og hjemturen). Selv de gange, der fører ned til paskontrollen, og som var rimeligt fredelige ved mine tidligere besøg, var nu inficeret af satanisk ondskab. Jeg fik skåret nogle timer af mit ophold i dette helvede på jord ved at investere 20$ i et transitvisum og 100$ i en taxatur til Nairobi Nationalpark, - nu vidste jeg jo, at dyrene ikke bare sådan kunne stikke af fra parken via den der korridor. Taxachaufføren var naturligvis ikke så skrap til at finde dyr som en rigtig guide, men vi fik da set en hel del forskellige kræ, - men ingen løver. Hele turen varede 5 timer. De resterende timer i ondskabens hule tilbragte jeg ved nogle trappenedgange, hvor støjen var knap så gennemtrængende som i resten af lufthavnen. Kl. 22.30 slap jeg omsider væk, og turen via Heathrow tilbage til Kastrup gik som smurt. Det mest mirakuløse var at min flækkede tand holdt til hele turens varighed, men jeg passede sørme også godt på den undervejs!

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside