Malta, juli 2004

Niels J.L. Iversen

Malta er med sine 316 km² en af Europas allermindste stater, mindre end end tiendedel af Mallorca eller en fjerdedel af Rhodos. Men der bor mere end 300.000 mennesker, dvs. omkring 1070 mennesker pr. km, - allerede H.C.Andersen mente i "En Digters Bazar" at hele øen virkede som én stor samling bygninger uden grønt. Bjergene er ikke imponerende, strandene er få og stenede og der er kun en enkelt egentlig skov (eller snarere lund). Man skal ikke tage til Malta for naturen. De allerfleste danskere der besøger Malta havner i Dansk Folkeferies feriecenter ved Mellieha-stranden, og det er angiveligt et sted hvor man serverer røde pølser og rugbrød med leverpostej og spegepølse, mens danskpoppen gyller ud af højttalerne som bæ ud af en spædekalv. Jeg så badestranden

Altre i Ggantija-templet, Gozo

.... gys gys, man kunne dårligt se sand mellem parasollerne og liggestolene. Hvad de folk vil dernede kan jeg ikke helt gennemskue, men det må være noget med varme og solgaranti.

Er det ikke skrækkeligt? Næ, det er herligt, for når masseturisterne får den slags centre, bliver de der forhåbentlig, og så bliver der en anelse mere plads til os andre finkulturelle højrøvede ÆGTE rejsende på de interessante steder. Nogle af os tager derned for historiens skyld, for Malta har oplevet mere historie end sådan en lille østat normalt kan tilkomme, - og det har ikke altid været rart for malteserne. Man regner med at der blev udhugget klippehuler til religiøst brug allerede 5000 år fvt, men fra omkring 4000 år fvt. og nogle tusinde år frem var Malta åbenbart et hovedcenter for den såkaldte megalith-kultur, som vi også oplevede på vore breddegrader. Vi fik de såkaldte jættestuer, der også er imponerende bygningsværker, briterne fik bl.a. Stonehenge, Avebury og New Grange, mens bretonerne blev begavet med menhir-kolonnerne ved Carnac (vel at mærke tusinder af år før kelterne og deres druider dukkede op). Det forbløffende er at småøer som Malta og Gozo kunne mobilisere nok arbejdskraft og ekspertise (og ildhu, ikke mindst!) til at følge med i dette cirkus.

Valletta: korridor i Stormesterpalads

Senere kom der punere, romere, arabere ... og så en flok vilde vikinger, kaldet normannere (Roger I & co.), som vist mest erobrede de Maltesiske øer for at sikre deres nyvundne magt over Sicilien og Syditalien. Men det lykkedes dem at genindføre kristendommen, og nutidens malteserne er udpræget katolske. Det specielle maltesiske sprog har imidlertid en arabisk kerne, selv om det skrives med latinske bogstaver.

Og så kom Johanitterridderne i 1530, efter at de 7-8 år før var blevet jaget bort fra Rhodos af tyrkerne. Pudsigt nok slog de sig ikke primært ned i Valletta, som man ellers skulle tro efter et kig på landkortet, - næh, de startede i det der nutildags kaldes 'de Tre Byer' syd for Valetta. Der blev dog anlagt en stærk fæstning overfor på spidsen af af den halvø, der senere skulle blive til Valletta: Sant'Elmo. Og det var heldigt nok, for tyrkerne kom i 1565 og ville jage ridderne væk også fra Malta. Europas herskere talte længe på knapperne, mens ridderne kæmpede for livet dernede på deres klippeø, men tilsidst sendte kongen af "Begge Sicilier" en styrke på 10.000 mand, og tyrkerne opgav belejringen og tog hjem. De fleste ordensriddere var da døde, og deres fæstninger lå i ruiner, men efter ordre fra stormester de Vallette blev byggeriet af den nye by Valletta påbegyndt, og det er her turisterne i dag vader rundt og siger "ih" og "åh", og føler sig meget historiske.

Kirke i Gzira, set gennem gadeudsmykning

Ridderne var adelige, der blev hentet fra hele det katolske Europa, og da deres ejendele generelt tilfaldt ordenen ved deres død, strømmede pengene i ordenens kasse. Valletta har derfor et utal af prægtige bygninger at vise frem for turisterne. En del af pragten forsvandt dog, da Napoleon kom forbi for en to-års periode, - franskmændene stjal med arme og fødder, og da de tilsidst satte inventaret i byen Mdinas katedral på auktion, udbrød der oprør. Franskmændene blev sat på porten, og i stedet kom englænderne, som først gav malteserne fuld selvstændighed i 1964. Pyh, og alt det skulle jeg nå at se på fem døgn (netto 3½ dag).

Min rejse forløb sålunde: på vejen ned var der uvejr over Tyskland og ekstra kaos i Frankfurts i forvejen kaotiske lufthavn. Det kostede mig 2 timer. Jeg prøvede at indhente den spildte tid ved at tage en taxa til by Sliema, hvor jeg havde reserveret plads på hotel Marina. Det kostede 8 Lira à 18 kr (!), og jeg kunne akkurat lige så godt have taget en rutebil til Valletta og skiftet rutebil der, for da jeg var klar til spæne ud fra mit hotel og opleve verden, var det allerede midt på eftermiddagen. Jeg 'nøjedes' derfor med at tage en spadseretur fra Sliema rundt om bugten til den fjerneste ende af Valletta og tilbage igen, hvilket nok er noget med en 14-15 km i alt. Men absolut ikke uinteressant.

Normalt ville jeg som det første have besøgt øens eneste delfinarium Mediterraneo, men på grund af forsinkelsen skete det så altså først dagen efter (og var i øvrigt en skuffelse, fordi delfinerne havde travlt med at svømme med folk, der havde betalt 40 Lira for æren, så vi andre 5-Lira-besøgende måtte nøjes med et kig gennem et hegn). Under mit besøg i Batumi i Georgien havde man fortalt mig, at det stedlige akvarium havde måttet sælge sine delfiner til Malta. Nå, nu så jeg så det sted de var havnet. Jeg ville bare også gerne have set lidt mere af delfinerne. Er det for meget forlangt?

Fra Mediterraneo gik turen via Vallettas rutebilstation til den gamle dobbeltby Rabat/Mdina. Mdina var hovedstad inden Valletta, men er nu nede på 400 indbyggere, mens Rabat har 20.000. Så nu er det Mdina, der føles som en klat middelalder i Rabat. Rabats katedral deler imidlertid stadig ærkebiskop med Valletta's såkaldte co-katedral, så lidt af gamle dages glorværdighed hænger stadig ved. Og så er Mdina tilsyneladende også et af de steder, som selv gruppeturisterne absolut skal se. Da jeg besøgte katedralen, var der så fyldt med grupper derinde, at alle guiderne var blevet udstyret med små lyseblå trekantede flag, så de ikke skulle blive væk for deres klienter. Det var vanskeligt at se det flotte gulv for alle de turister.

Dag 3, lørdag, tog jeg først til Valletta, og denne gang fik jeg set Co-katedralen og Stormesterpaladset og det Arkæologiske Nationalmuseum med mere, foruden at jeg fik set nærmere på de vidt berømte murværker. Derefter hoppede jeg på en rutebil ned til de to tussegamle templer Hagar Qim (stumt q) og Mnajdra på øens sydvestlige side. De er langt ældre end pyramiderne (men naturligvis ikke så store), og man fatter jo ikke rigtigt hvordan folk dengang kunne slæbe rundt med sten på flere tons, - der er en i muren i Hagar Qim som er noget med 7 meter lang. Og selv hvis de fandt en metode, er det forbløffende at de gad gøre det. Men religion kan jo få folk til hvad som helst. De to templer ligger i øvrigt godt en halv kilometer fra hinanden, og der var ret lunt. Jeg fik mig en pizza og 3 pint-glas cola på Hagar Qim restaurant efter besøget, og manden bag skranken oplyste at han havde målt 40° C i skyggen den dag (de sagde 36° i TV om aftenen, men det kan såmænd jo også være galt nok).

Om søndagen tog jeg op til Gozo, hvor jeg besøgte citadellet i hovedbyen Victoria. Rutebilerne på Gozo er imidlertid ikke specielt hyppige om søndagen (folk er meget religiøse på de kanter), så jeg kunne ganske vist tage én til tempelruinen Ggantija kl. 12, men der var ikke nogen væk derfra. OK, så vadede jeg cirka 5 km på tværs i retning af landsbyen Xewkija, der har en aldeles overdimensioneret kuppelkirke, som var et fortræffeligt landemærke. Men jeg nåede lige akkurat ikke rutebilen til havnebyen Mgarr. Så gik jeg yderligere 5 km dertil (og ankom før den næste rutebil 45 minutter senere). Om aftenen overværede jeg en helgenfest i Gzira. Fyrværkeriet var ikke så imponerende som jeg havde ventet, men det var ellers en passende slutning på ferien

Og så opdagede jeg omsider, hvad alle de der piedestaler skulle bruges til: man stiller helgener (eller paver) på dem ved festlige lejligheder.

Piedestal ved Msida havn	Piedestal ved Gzira havn	Piedestaler i Victoria, Gozo

Piedestal i Valletta	Samme piedestal med helgener på	Paven på piedestal ved kirke i Gzira

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside