Tilbage til De Berejstes hjemmeside

Ruta Maya marts 2005

Niels J.L. Iversen

Egentlig er det et underligt udtryk, det der ’Ruta Maya’. Der er et større område fra det sydlige Mexico til det nordlige Honduras, hvor mayakulturen florerede fra i alt fald år 1000 fvt. i alt fald 1200 evt., stedvis helt til spaniernes ankomst omkring 1500. Og deres efterkommere bor der stadig. Men en egentlig rute er det jo ikke i den forstand, at man kan sige, at der er en streg på et landkort, der passerer alt væsentligt. Tværtimod, de dér mayaruiner ligger spredt over hele området, og flertallet af dem kan vanskeligt ses uden egen transport eller dyre arrangerede ture. I realiteten drejer det sig snarere om, at der er fem ruinområder, som man skal have set, og så fylder man ellers ud med, hvad der kan lade sig gøre. De fem er Palenque, Uxmal, Chichen-Itza, Tikal og Copán. Palenque havde jeg set i 1991 på en af Larsen Rejsers allerførste Mexico-ture, så jeg manglede fire af de fem.

Turen kom til at gå via Amsterdam og Houston til Cancún på udturen og via Houston og London på hjemturen. Herudover var der en enkeltstrækning fra Cancún til Flores med i arrangementet. Ud over flybilletterne bestilte jeg overnatninger i Cancún, men resten af mine overnatningssteder skulle improviseres undervejs. Det viste sig da også at være nemt nok, selv om jeg faktisk rejste i påsken.

Første hurdle var at nå ned til Cancún. Problemet var de meget korte ophold i lufthavnene undervejs. I Schiphol (ved Amsterdam) var mit fly til USA allerede ved at boarde, da jeg ankom. Så jeg spænede gennem det halve af lufthavnen over til gaten og ankom lettere sveddryppende. De folk, der inden afgang udspørger alle passagerer til amerikanske lufthavne om deres bagage etc. kiggede noget mistroisk på mig, - jeg havde kun håndbagage, men skulle være væk i tre uger, og jeg så forfjumret og ret utroværdig ud. Men de blev enige med sig selv om, at jeg nok var skør, men næppe farlig.

Og Cancún? Hvad skulle jeg der? Kun én ting, - jeg skulle væk. Derfor havde jeg også valgt et hotel, der var genbo til rutebilterminalen. Jeg nåede slet ikke at se den såkaldte Zona Hotelera, hvor charterfolket bor.

Turisttomt og turistfyldt

Mig ved et skilt med tekst på spansk, engelsk og maya, Chichen-Itzá
Klokken 8 næste morgen kørte jeg til Valladolid, som er en relativt gammel by med mange bygninger i kolonistil. Her indledte jeg ruin-indsamlingen med et besøg i Ek’Balam, der ligger cirka 15 km nord for byen. Der kommer ikke et øje her, for ruinerne står ikke på de standardiserede udflugtsprogrammer. Men der er et højt tempel med en af de typiske trapper, som man kan spæne og ned ad. Jeg skulle jo se at komme i træning nu.

Senere samme dag besøgte jeg Chichen-Itzá, der er totalt oversvømmet af turister på dagsudflugt fra Cancún. Hvis man kører ad den nye (dyre) betalingsmotorvej, kan turen fra Cancún klares på tre timer. Trods alle turisterne er Chichen-Itzá absolut et besøg værd. Det kan endda have sine underholdende sider at se dem kravle op på den centrale Kukulcan-pyramide og ikke mindst at se, hvordan de kommer ned igen. Der er selvfølgelig de kedelige, der bare spadserer ned, som om det var deres egen køkkentrappe. Andre går sidelæns ned, hvilket ofte er en praktisk måde på grund af de smalle trin. Atter andre kravler bævrende baglæns ned på alle fire, så de undgår at skue ned i dybet. Og så er der dem, der tager hele turen ned, siddende på deres numser. Det tager sin tid, men føles givetvis sikrere end nogen anden metode.

Uxmal: templet ovenpå den største pyramide
Turen fortsatte til provinshovedstaden Mérida. Her skal det siges, at jeg kom til Valladolid med en førsteklasses bus, der for så vidt var behagelig nok, hvis man bare kunne blive fri for den idiotiske video (en syvogtredivte-rangs Disney-tegnefilm om Aladdin). Turen til Mérida foretog jeg i en andenklasses bus, og her må jeg tage min sombrero af for mexicanerne: Deres andenklasses busser er kolde og behagelige og totalt musikfri. Det eneste problem er, at de skal gennem alle de små landsbyer, hvor folk forventer at komme på og af lige uden for deres gadedør, og hvor man tilmed skal liste sig over de såkaldte ’topes’. Jovist, der er også vejbump i Danmark. Men mexicanernes er tøndeformede, hvis ikke de er udformet som et bælte af enkeltstående halvkugleformede metalknopper tværs over vejbanen.

Mérida er en stor travl by med alt for smalle gader. Den er et bekvemt udgangspunkt for ture til specielt Uxmal, mens det kan knibe mere med de andre ruinområder i omegnen. Faktisk er der en daglig morgenbus til fire Puuc-ruinbyer, men desværre med ophold på ned til 26 minutter pr. ruin. Hvis jeg havde haft blot en enkelt dag mere, ville jeg have taget turen, selv om Lonely Planet synes, det er noget pjat. Uxmal kunne imidlertid nås med en almindelig rutebil, og pyh, hvor var der varmt dernede. Jeg spadserede pligtskyldigst op på deres største pyramide og ned igen. Det er imidlertid ikke længere tilladt at klavre op til toppen af Troldmandens tempel, en rundagtig bygning med trapper, hvis trin kun er en halv fod brede. Formentlig har der været for mange episoder med folk, der hang fast midtvejs og hverken turde klatre opad eller nedad.

Efter overnatningen i Mérida besøgte jeg byens zoo og tog derefter med andenklasses bus tilbage til Cancún. Det tog godt nok syv timer, men jeg så en masse undervejs.

Og så til Guatemala og Honduras

Tikal: udsigt mod pyramide 3
Næste stop: Flores i Guatemala, der er udgangspunkt for ture til Tikal, som efter min mening er det mest imponerende af alle mayastederne. Jeg overnattede tre nætter på Villa del Lago med udsigt over søen. Hotellet tog sig også af at arrangere transport, og kl. 7 om morgenen dagen efter gik turen til Tikal-ruinerne. Tikal er et fantastisk sted ikke mindst, fordi mange af stierne går gennem tæt jungle, hvilket gør det meget behageligere at spadsere rundt her end ved de hidtil nævnte mexicanske steder. Jeg var bl.a. oppe på en af de højeste pyramider i mayaernes område, det 70 meter høje ’Templo IV’. Centralt i Tikal ligger de to pyramider I og II. Det er ikke længere tilladt at bestige pyramide I, efter at et par turister faldt ned ad trappen og slog sig ihjel. Men man må godt klatre op på pyramide II, der er næsten lige så høj, ca. 35 m. Så det gjorde jeg.

Nå, og så skulle jeg partout ned til Copán, der ligger i Honduras tæt ved grænsen mod Guatemala. Jeg havde læst i Lonely Planet, at der var en enkelt morgenbus kl. 6 ned til den relevante grænseegn. Sidst jeg turede rundt i Guatemala var andenklassesbusserne musikforpestede og totalt overfyldte ’chicken busses’ med seks personer pr. række Den bus, jeg kom med denne gang, var en fornøjelse trods lidt lange
Tikal: tempel (pyramide) nr. 1
pauser her og der. Turen tog 8½ time, men den var livsaligt musikfri.

Næste dag trillede jeg så til Honduras. Andenklasses bussernes løft opad kvalitetsmæssigt har desværre ikke forplantet sig til collectivoerne (deletaxaer eller minibusser), der er akkurat lige så larmende, uforsvarlige og overfyldte, som de altid har været. Jeg talte på et tidspunkt 34 personer inden i den minibus, som jeg sad i.
Rutebil i Flores kl. 6 om morgenen

Copán-ruinerne besøgte jeg sammen med en amerikaner, som havde været med hele vejen fra Chiquimula. Han havde egentlig regnet med bare at tage videre til San Pedro Sula, idet hans foreløbige endemål var øen Roatán. Jeg fik ham dog overbevist om, at det var dybt godnat at forlade Copán uden at have set de verdensberømte ruiner, og at han ville begræde det til sine dages ende regnet fra det tidspunkt, hvor det gik op for ham, hvad han havde forpasset. Ok, så besøgte han da de ruiner. Men det betød, at jeg fik ham på slæb, hvilket imidlertid gik bedre end forventet. Han var faktisk en hyggelig fyr, selv om han var lidt skør. Eller måske netop derfor.

Jeg havde herefter planlagt at tage til havnebyen Puerto Barrios og derfra med den daglige hurtigbåd over til Punto Gordo i Belize kl. 10, hvorefter det skulle være muligt at fange en af de fire daglige rutebiler nordpå. Det blev der ikke noget af. Jeg ’mellemlandede’ ved Quirigua, hvor det vigtigste er nogle meget store og meget velbevarede steler, på hvilke de lærde har kunnet læse, at den stedlige hersker erobrede Copán og ofrede deres copanernes 11. konge til en passende guddom, hvilket naturligvis var meget flovt for den mægtige bystat.

Da jeg skulle videre, kørte den første bus, der stoppede, tilbage til Santa Elena/Flores, og jeg entrede den, hvilket nok var en fejl. Jeg kom til at stå op hele vejen, og der var muzakpest på i flere timer. Urrrgh.


Påsketur gennem Belize
Træfigur i Belize Zoo

Tidligt næste morgen kom jeg med en minibus til grænsen til Belize, herfra med taxa til Cayo. Her holdt der en rutebil til hovedstaden i Belize. Den var godt nok fuld, og der måtte ikke komme flere med, men da en pige efter mig vimsede ind, vimsede jeg også ind, og jeg kunne endda snart få en god siddeplads. Jeg steg af ved Belize zoo. Den blev oprettet af en dame, der for en snes år siden lige pludselig stod med ansvaret for 17 tiloversblevne tamme vilddyr, som havde medvirket i en filmproduktion. Der er blevet adskilligt flere dyr siden hen, men det vigtige her er ikke størrelsen, men de fremragende forhold, som dyrene lever under, - selv Lonely Planet, der ellers hader zooer som pesten, ytrer sig nogenlunde positivt om dette sted.

Da jeg havde set den (og drukket indtil flere liter sodavand), bemærkede jeg ved udgangen et opslag om overnatning i cabanaer eller gæstehuse (eller sovesale) i et tilhørende
Caracol: 2 punkpiger fra USA i en gravhule
tropecenter. Et helt gæstehus viste sig at koste 65 US$, hvilket er nogenlunde rimeligt på de kanter. Jeg blev trillet over til min junglehytte, der stod på stylter ud over en sø, og der var en veranda med hængekøje og myggenet på alle sider. Ingen naboer. Herligt.

Herfra gik turen tilbage til Cayo, som virkede totalt stendød. Det var skærtorsdag, og jeg kunne forudse, at langfredag ville blive værre, så jeg bookede en tur til ruinområdet Caracol, som ligger 80 km syd for Cayo, mestendels ad hæderlige grusveje. Jeg var sammen med to amerikanske punkpiger. Vi passerede gennem det ellers så smukke Mountain Pine Ridge-område med Belizes største bestand af fyrretræer. Eller rettere, sådan var det indtil for tre år siden, da en eller anden bille invaderede området og myrdede 80 % af fyrretræerne. Læg hertil, at Belizes kokospalmer er ved at blive udryddet af et andet skadedyr, og at der passerer en orkan i ny og næ, samt at man kan se, at de har problemer i det land!

Selve Caracol var i sin tid enormt stort - man skønner, at der kan have boet op til 150.000 mayaer. Det meste er endnu uudgravet, men der er frilagt enkelte monumentale bygninger på stedet, herunder det såkaldte himmeltempel Kaana.
Sejltur tilbage fra San Pedro
Selvfølgelig spænede punkpigerne og jeg op på toppen af dette monstrum, mens vores guide - fornuftig mand - tog sig en slapper i skyggen af en nærliggende mindre bygning.

Fra Cayo kørte jeg til Belize City, som har et lidt betændt rygte - der er noget med, at brugen af crack er eksploderet, og at betydelige dele af byen især tidligere blev regnet som farlige (faktisk alle de områder, som jeg passerede). Det var dog værre, at alle fødevarebutikker var lukkede (hvorimod sko- og tøjforretninger mærkeligt nok holdt åbent) - dog med en enkelt undtagelse: En enkelt grøntforretning med to uhyrligt fede ejere og nogle unge piger holdt åbent, og jeg skyndte mig at købe juice og sodavand til flere dages forbrug. Godt det samme, næste dag holdt også den lukket.

Næste dag tog jeg med hurtigbåd (2 x 200 heste) til San Pedro på øen Caye Ambergris. Amerikanske turister, der føler sig for fine til Cancún, kan vise, at de har penge som skidt ved at holde ferie på Belizes øer. Det skægge var, at herovre var alle butikker åbne, selv om det var en højhellig palmesøndag, for i San Pedro er det turisterne, der hersker.


Sidste etape: Mexico

Mandag tog jeg så en direkte bus til byen Chetumal i Mexico, der viste sig at være en positiv overraskelse med en zoo (renoveret 2001-2005), et fremragende (og splinternyt) Museo de la Cultura Maya, åbne butikker og gode hoteller. Jeg indlogerede mig blot 100 meter fra museet på hotel Ucum med 60 tv-kanaler. Det er helt normalt i Latinamerika (undtagen på det dyre Gran Hotel i Mérida), mens man i Danmark skal være glad, bare der er et fjernsyn med flimrende DR og TV2 på stueantenne.
Tulum: det såkaldte Castillo

Efter en overnatning her fortsatte jeg til Tulum, hvor jeg kom til at bo i et hotel tilknyttet et pizzeria. Tulums ruiner er også berygtede for at være overrendt af udflugtsturister fra Cancún, men jeg startede klokken 7 næste morgen, og på dette tidlige tidspunkt var der særdeles behageligt klimamæssigt og fred-og-ro-mæssigt. Endvidere er selve området, der ligger direkte ud til havet, særdeles malerisk og smækfyldt med blomster. Jeg så tilmed 12 pelikaner flyve lige over hovedet på mig, men nåede ikke at fotografere dem. Helt igennem positivt - bortset fra spadsereturen på tre støvede kilometre dertil og derfra.

Senere samme dag besøgte jeg det betydeligt mindre kendte ruinområde Cobá, der imidlertid har nogle vældigt fine bygninger, inklusive en himmelpyramide på mere end 40 meter. I guidebøgerne stod, at man ikke længere måtte klatre op ad den, men det måtte man godt - et begavet væsen har nemlig fundet på at hænge et langt tykt tov op, så folk har noget at holde fast i under bestigningen.

Tilbage stod blot at tage en rutebil ’hjem’ til Cancún, hvor jeg tilbragte min sidste nat på det meget maya-inspirerede hotel Xbalamché. Desværre levede min WC-cisterne ikke helt op til de fornemme omgivelser, så jeg måtte udføre lidt improviseret nødblikkenslageri for at få mekanikken til at virke. Men så længe der er 60 TV-kanaler, gør det ikke noget.

Cancún: hotel Xbalamché
Dagen efter fløj jeg tilbage til Houston med et tidligere fly end det jeg havde kunnet få plads på hjemmefra, - så havde jeg da i det mindste ikke panik og stress ved denne passage af lufthavnen. Men da vi så skulle afsted mod London, viste det sig at en passager havde været dum nok til at putte noget livsvigtig medicin i sin indskrevne bagage, så han og bagagen blev resolut sat af. Og så opdagede man forresten at der manglede opvarmning i bagagerummet, hvilket kostede os et par timers ventetid i flyet. I det mindste var det et fly med små skærme ved hvert sæde osv., og jeg havde heldigvis just købt Harry Potter VI med næsten tusind sider til min lillesøster, så den læste jeg. Forsinkelsen betød at jeg i Gatwick kom for sent til flyet til Billund, og jeg er ikke specielt betaget af den lufthavn i forvejen, - blandt andet fatter jeg ikke, hvorfor man venter til allerallerallersidste øjeblik med at anføre gate på monitorerne, og jeg synes det er et problem at finde en fredelig krog i dette møghul af en lufthavn. Fly nr. 2 til Billund var i øvrigt også forsinket. Så jeg var altså ikke specielt heldig med hjemturen. Men hellere det end at løbe ind i tilsvarende bøvl på udturen. Alt i alt var det en vellykket rejse.


Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside