Tilbage til De Berejstes hjemmeside

Panamá, Honduras, Nicaragua, Costa Rica sep. 2003

Niels JL Iversen

Selve perioden i september var reserveret længe i forvejen, men det lå ikke fast hvor jeg skulle hen. Tanken om at få "gjort Mellemamerika færdig" (pånær Belize) havde længe ligget og luret, men at det lige skulle være i efteråret 03 var ikke givet, - tværtimod ville lidt mere efterforskning have kunnet afsløre at september var årets uden sammenligning mest regnfulde måned i hele regionen, simpelthen kulminationen på regntiden. Guidebøgerne angav dog at vandmasserne mest ville falde sidst på eftermiddagen, så med lidt held og en paraply var der måske alligevel mulighed for at få en slags ferie ud af det.

Selv om mine undersøgelser vedrørende klimaet således var noget mangelfulde, var rejseplanen nøje gennemtænkt. For det første er der visse lande, såsom Costa Rica, der har regler om at man skal have billet ud af landet for at komme ind. For det andet er mellemamerikanske rutebiler blandt klodens værste til at spille fæl muzak, så det gjaldt om at begrænse ruternes længde indenfor det økonomisk rimelige. For det tredje havde jeg kun 16 dage. Så resultatet blev følgende: først tre nætter i Panamá by, så fly op til Tegucigalpa i Honduras (for at undgå det lange stræk fra Panamá by til San José i Costa Rica), herfra ad landjorden ned til San José med diverse ophold undervejs. Jeg havde regnet med at skulle besøge Copán Ruinas, men det viste sig at være for bøvlet: fra Tegucigalpa er der 4-5 timers kørsel til den lidet fristende by San Pedro de Sula og lige så meget herfra til selve ruinbyen, og det hele én gang til på tilbagevejen. Så Copán-ruinerne blev med beklagelse udskudt til en anden gang.
Avenida de España, Ciudad de Panamá

Nåja, og så var der lige det med indrejsebestemmelserne til Panamá. Jeg checkede det danske udenrigsministeriums hjemmeside: visum eller turistkort (til 5 US$), stod der. Så fandt jeg en hjemmeside for det panamanske konsulat i London. Hovsa, Danmark var overhovedet ikke nævnt i deres lister (man kunne i yderste konsekvens risikere at det betød bøvl under mellemlandingen i Gatwick). Jeg afsendte en e-mail til konsulatet, men gad dets sløve og uduelige medarbejdere reagere på den? Vel gjorde de da ej, - måske hvis jeg havde været skibsreder eller kriminel, men en almindelig dansk turist? Det ragede dem da en høstblomst. Så sendte jeg en tilsvarende e-mail til den officielle panamanske turistorganisation IPAT, der havde en tilsvarende lapsus på deres liste. Herfra fik jeg lynhurtigt en høflig skrivelse, hvori man beklagede forglemmelsen og lovede at rette fejlen. Og man gjorde det faktisk! Hatten af for IPAT, der forresten har en udmærket hjemmeside til brug for landets gæster.
Træhuse i Casco Antiguo, Ciudad de Panamá

OK, jeg fløj til London med Mærsk og herfra via Newark til Panamá med Continental, hele vejen i totalt musikfrie fly. Over Atlanten var der endda en skærm ved hvert sæde, og der var to retter osv., - ikke slet så spartansk som jeg havde regnet med (sprit kostede dog 5 US$). Mærsks service er derimod nedskåret til nul: al fortæring koster penge, og det varer vel ikke længe inden der også er møntindkast ved toilettet. Selve turen tager sammenlagt godt 14 timer netto, men pga tidsforskel tager man afsted om morgenen og er trods ventetid i lufthavnene fremme i Panama samme aften (lokal tid). Jeg havde ikke reserveret nogen form for overnatning i forvejen, men fra lufthavnen tog jeg i betragtning af tidspunktet en taxa til et hotel, som jeg havde fundet i en liste på internettet, hotel Aramo. Det lå noget fra centrum, men tæt ved en af hovedindfaldsvejene til centrum, så jeg forventede at kunne komme nemt frem og tilbage med bybusserne. Det var for så vidt også nemt at komme ind til byen, men den omtalte vej viste sig at være ensrettet. Det opdagede jeg først da jeg skulle tilbage den første dag, og chaufførerne i alle busserne i østlig retning benægtede at de skulle i nærheden af mit hotel. Så begyndte jeg at trisse derudaf, i håbet om på et tidspunkt at se en østgående bus. Håbet forblev lysegrønt, og det endte med at jeg traskede alle ca. 8 km tilbage til hotellet, hvortil jeg ankom i lettere solstegt tilstand. I det mindste var jeg så heldig at det ikke regnede, - solen skinnede tværtimod som besat, og der var op mod 30° graders varme kombineret med en luftfugtighed på henved 100 %. Pyh.

I Panamá by er alle væsentlige gader nummereret, med avenidaer til og fra centrum og calle'r på den anden led, med numre der starter fra 1 i kvarteret Viejo Casco og stiger østpå, med værdier på op mod 50 ved mit hotel. Samtidig har mange gader navne, så man har altså reelt et dobbelt navnesystem. Casco Antiguo er faktisk ikke det ældste Panama, for den allerførste bosættelse lå længere østpå. men i 1671 plyndrede piraten Henry Morgan byen, og efter denne oplevelse valgte man at flytte hele bullesjasen. Casco rummer stadig bl.a. byens katedral, præsidentpalads og museet for den "Transoceaniske Kanal" (i Kanalselskabets originale bygning), men det meste af bydelen er ren og skær slum, - meget pittoresk, men de fleste huse ser ud som om de kunne falde om på stedet. Det frarådes også at gå tur her om natten, men den advarsel hører man jo for praktisk alle større byer i Latinamerika, og situationen skulle angiveligt være betydeligt værre i specielt byen Colón, som ligger ved den anden ende af den der Panamakanal.
Parkeret æsel, Valle de Angeles, Honduras

Den skal man naturligvis også se. Den har jo siden 1999 har været et rent panamansk anliggende, men indtil da blev kanalzonen styret fra Washington DC. Den lange tid med en US-amerikansk koloni har sat sine tydelige spor på landet, og det kan i den forbindelse nævnes at landet ikke længere udgiver egne pengesedler, - man bruger amerikanske dollars.
Kopi af mayaruin, Parque Concordia, Tegucigualpa

Fra Panamá gik turen som nævnt med fly (COPA) til Tegucigalpa, hovedstaden i Honduras. Indrejsen her gik glat, og jeg fik uden videre rekonfirmeret min hjemrejse fra Costa Rica, men så kom problemet: jeg ville veksle nogle dollars til Lempiras, og der var ingen veksleboder i lufthavnen. Så krydsede jeg gaden og fandt en bank i et butikscenter overfor (lufthavnen ligger faktisk i en sydlig forstad til byen, kun 6 km fra centrum). Uha uha da, der var ikke blot sluse, men to svært bevæbnede vagter udenfor og én indenfor. Hvad var det dog for et land jeg var kommet til? På den anden side havde jeg overlevet Guatemala og El Salvador, så overlevede jeg jo nok også Honduras. Jeg var dog pylret nok til at tage en taxa ind til mit hotel, Granada II. Det var et hotel i den øvre ende af backpackerklassen, og jeg kunne forsåvidt godt have valgt et dyrere sted, men der var vifte, eget bad og kabel-TV med 70 kanaler for 264 lempiras (ca. 130 kr), og jeg havde det egentlig udmærket de to nætter jeg var der.

Man kunne godt mærke at Honduras er fattigere end Panama, og det gjaldt især bydelen Comayagüela, som jeg passerede på vej ned til Tica bus' terminal. Det var imidlertid bemærkelsesværdigt at sporene stort set var slettet efter den katastrofale tornado Mitch, der først væltede ikke så lidt af byen, hvorefter regnen blev hængende så længe at de lavereliggende dele blev oversvømmet. Når man så på den næsten udtørrede flod nu, som den rislede afsted nede i sit dybe flodleje, var det vanskeligt overhovedet at forestille sig at der skulle kunne komme vand nok i den til at nå helt op i gadeniveau. Men det kom der altså, - og heldigvis ikke under mit besøg.

Efter de to nætter fortsatte jeg direkte til Managua i Nicaragua med Tica bus. Der kom en byge lige efter grænsen og en gevaldig timelang skylle kort før ankomsten til Managua. Nå tænkte jeg, nu er vejrguderne blevet sure på mig. Men det blev stort set ved truslen så længe jeg var i Nicaragua. Kun én gang kom der en alvorlig byge på et ubelejligt tidspunkt, og så var der lidt smådryp et par gange.

Jeg boede på hotel Fragatas for 35$ pr. nat (i tre nætter). Måske lidt meget, i betragtning af at der stod en kødrand af hotelfolk klar med tilbud på værelser til 10$ da Tica-bussen kommende rullende. Men jeg havde nærlæst Lonely Planet og Footprints' Handbook, og det så ikke ud som om der var TV med 70 kabelkanaler på de billige hoteller. Man er vel blevet forvænt? Det viste sig også at Fragatas lå blot 100 m fra et af Managuas butikscentre, hvor jeg indtog litervis af 'nieve', dvs. is der smager knap så fedt som traditionel flødeis (helado). Og der var billige bøffer på øverste etage. Det eneste der ikke var (udover postkort) var et regulært supermarked, men heldigvis var der en velforsynet tankstation mellem centret og mit hotel. Det er måske ikke den slags der får én til at rejse, men det er nu rart når den slags småting falder i hak.

Managua er i øvrigt en underlig by. Den er blevet væltet flere gange af jordskælv, og da det skete sidste gang (i 1972), valgte man at rømme bymidten for i stedet at lade byudviklingen ske i yderkvartererne. Det betyder at hele den latinamerikanske stemning med promenader ved solnedgang, pittoreske huse i 'kolonial' stil og hvad der nu ellers hører sig til, ja den er der bare ikke. Der ligger dog stadig nogle enkelte bygninger derinde, og jeg var naturligvis inde at se Nationalmuseet i Palacio Nacional. Bygningen rummer egentlig landets Kulturministerium, men præsident Chamorro (der efterfulgt den venstreorienterede sandinistregering under Ortega, der efterfulgte det USA-støttede diktatordynasti Somoza) smed ministeriet ud af stueetagen, så der kunne blive plads til et udmærket museum. Derudover kan man beskue ruinerne af en blot 75 år gammel katedral og en park og et teater, men meget mere er der ikke at komme efter. I stedet er der så moderne butikscentre rundt omkring i periferien, og ind imellem disse bor folk så.
Volcan Masaya: guidet tur ved Santiago-krateret

Jeg havde som nævnt tre nætter i Managua, men tilbragte det meste af min tid i området mellem Managua og Masaya. Her ligger nemlig dels en zoologisk have, dels en liden nationalpark centreret omkring Volcan Masaya. Der er en 5-6 km fra landevejen og op til de to kratere, og jeg spadserede derop og ned igen. Det var ganske interessant, men forblev en enkeltstående begivenhed. Det ville kræve mere tid, mindre faren rundt, en del planlægning vedrørende transport og et mere pålideligt vejr, hvis man virkelig skulle satse på at besøge regionens mange fortræffelige nationalparker.

Jeg tog videre fra Managua til byen Granada, der ligger ned til Lago Nicaragua (alias Lago Cocibolca), den eneste sø i verden med hajer i ferskvand. Selv om det var udenfor sæsonen, var her en del unge turister i gadebilledet, og jeg overnattede her for en gangs skyld på et regulært backpackerhotel, Hotel Cocibolca: 1 nat for 10 US$. Jeg sad her og vegeterede i en strandpark "Complejo Turistico", da der kom en pige og spurgte om hun måtte bruge mig til at træne sit engelske på. Det er sommetider en lusket indledning til en forespørgsel om et pekuniært bidrag, men her blev det til flere timers hyggelig snak uden bagtanker. Og byen Granada virker også hyggelig, omend med et vist turistet præg selv her udenfor sæsonen. Der holdt således myriader af hestevogne på den centrale plads, og et støjende 'turisttog' futtede rundt og rundt i centrum. Eftersom den amerikanske skurk William Walker brændte hele byen ned i 1856, er husene alle under 150 år gamle, men bykernen er generelt rimeligt velholdt og hele byen virker trods alt som lidt af en kolonial tidsboble. Absolut et besøg værd.

Og, nåja, politik. Det undgår man vel ikke, når talen falder på Nicaragua. Dagens vigtigste politiske emne var Alamán-affæren. Den gik ud på at Chamorro's efterfølger som præsident, Arnoldo Alemán, åbenbart havde raget til sig med arme og ben både i sin præsidenttid og i sin forudgående tid som borgmester i Managua. Da han først blev afsløret af en 'comptroller' Jarquin, lod han efter L.P.'s udsagn denne fængsle. Nu var han imidlertid selv blevet sat i kachotten, og ubegribeligt nok havde han tilsyneladende masser af tilhængere, for alle mulige mærkelige steder var der sprøjtemalet "Free Arnoldo" (eller lignende fraser). Hvis blot det halve af hvad der stod i aviserne om hans grådighed passede, ville det være bedst for Nicaragua at lade ham blive bag tremmerne. Ligesom det var en lykke for landet, at Anastasio Somoza blev fordrevet og myrdet.

Fra Granada fortsatte turen til Rivas, hvor jeg havde én overnatning (på Cacique Nicarao) samt én udflugt (til badebyen San Juan del Sur, som ligger ved en køn bugt). Og så over grænsen, hvor ingen spurgte mig om hverken udrejsebillet eller finansielle midler. Fra grænsen med rutebil direkte til San José, hovedstaden i Costa Rica. Og så slap min ration af tørvejr op: fra ca. omkring Liberia regnede det, og ved ankomsten til San José regnede det så kraftigt at vandet sprøjtede op af kloakkerne og
Jardines la Paz: kolibrier(den brune vistnok Colibri delphinae, "brown violetear", den grønne vistnok Lampornis calolaema, "Purplethroated Mountain Gem")
flød i strømme på vejbanerne. I dette vejr var selv en paraply ikke nok, så jeg tog en taxi til mit hotel, hotel Aranjuez ved Calle 19, som jeg for en gangs skyld havde valgt på basis af en fristende beskrivelse i Lonely Planet. Det var også et ganske godt sted, med de sædvanlige 70-80 TV-kanaler, noget så sjældent som morgenbuffet ('økologisk afbalanceret' !), siddearealer og fine gårdhaver med masser af fugle, herunder kolibrier. Desværre var det qua træhus også noget lydt, hvilket ikke var helt heldigt, idet mine 'genboer' var en fransk tumpefamilie, der stod op hver morgen kl. 6 under stort rabalder. Men den slags kan jo være ligegyldigt bagefter; det vigtigste er at stedet havde STIL.
Jardines la Paz: kolibri (vistnok Campylopterus hemileucurus, "violet sabrewing")

Jeg beså naturligvis de fleste af byens mange gode museer samt en ikke stor, men nydelig zoo, - man kan tydeligt mærke at turisme og kultur og natur vægtes højt i Costa Rica, og at landet er lidt bedre økonomisk stillet end Honduras og Nicaragua. Herudover foretog jeg en udflugt med alm. rutebil til Jardines la Paz, som ligger mellem to vulkaner og rummer en stor sommerfuglevolière, en kolibrihave, ikke mindre end 5 vandfald, diverse stier i skovterræn med et pænt udsnit af landets 850 fuglearter samt en masse pæne blomster. Ikke mindst kolibrihaven var en virkelig seværdighed med sine med flere hundrede kolibrier af 20 arter, som hylede rundt om ørerne på én så man kunne mærke lufttrykket fra deres vinger, - det har jeg aldrig prøvet andre steder. Entréen var godt nok chokerende høj, 18 US$, men det ville have kostet 79 US$ at tage på en regulær autoriseret udflugt dertil med turistbus og guide, så ud fra den synsvinkel slap jeg 'billigt'.

Jardines la Paz: kolibri (vistnok Colibri thalassimus, "Green violet ear")

 
Den sidste nat havde jeg valgt at tilbringe i oplandsbyen Alajuela, hvorfra der kun var to km til lufthavnen. Herudover var byen et bekvemt udgangspunkt til Zoo Ave, der trods navnet ikke er en ren fuglezoo, men også rummer 2 pumaer, diverse aber og et antal krybdyrarter. Et ganske pænt sted.

Hjemturen forløb i det store og hele udmærket, - jeg havde vinduessæde og et tomt sæde ved siden af mig på alle tre strækninger. Men der var ét ganske ubehageligt element, nemlig de syv timers ophold i den støjende og ubehagelige Gatwick syd-terminal, og endda fra 6 til 13 på en søndag så det ikke kunne betale sig at tage toget ind til London. Jeg kunne ellers godt finde på at bruge forbindelsen til USA med de musikfri Continentalfly en anden gang, men så smutter jeg altså ud af Gatwicks terminalbygning i den lange spildtid. Hellere sidde på parkeringspladsen udenfor end i den der ækle lounge...

Niels JL Iversen


Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside