Asunción, Iguazú, Rio okt. 2002

Niels JL Iversen

Denne tur skulle først og fremmest tage mig til Iguazú-vandfaldene og Rio de Janeiro. Paraguay kom med på listen nærmest fordi det lå lige ved siden af, og fordi det sommetider er værd at opsøge mere anonyme steder, som har det med at med at rumme mere end man tror. Efter at have set stedet, tror jeg nu ikke på nogen lysende fremtid for landet indenfor den internationale masseturisme. Det virker noget isoleret og stillestående, hvilket virker logisk i betragtning af historiens forløb på de kanter... så nu får I lige en dosis paraguayansk historie at slappe af på.

Hovedstaden Asunción blev grundlagt så langt tilbage som 1537, men antallet af bygninger fra før 1840 kan tælles på én hånd. Når byen overhovedet havde en rolle at spille i starten, skyldes det at der var nogle indianerstammer i det nuværende Argentina, som spanierne havde vanskeligt ved at nedkæmpe, - grundlæggelsen af Buenos Aires lykkedes faktisk først i andet forsøg. Og når der overhovedet findes et selvstændigt Paraguay i dag, ligger forklaringen blandt andet i den interessante periode fra 1609 til 1757, hvor jesuitterordenen havde stor indflydelse. Deres aktivitet foregik udenfor hovedstaden Asunción, og de endte med at blive smidt ud af landet (faktisk skete dette for ordenen overalt i de franske, spanske og portugisiske kongers riger), men de havde behandlet de stedlige indianere mere humant end noget andet sted i Sydamerika, og selv folk af europæisk herkomst var generelt tosprogede med det dominerende indianersprog guarani som andetsprog. I dag er Paraguay det eneste latinamerikanske land, hvor et indianersprog officielt er ligestillet med spansk (eller portugisisk).

Doktor Francias hus i Yaguarón

Indtil slutningen af 1700-tallet blev hele det spanske Sydamerika styret fra Lima, hvor der sad en viceroy og regerede på vegne af den spanske konge, men fra 1770 sad der yderligere en vicekonge i La Plata (i det nuværende Argentina). Der havde været forskellige frigørelsesforsøg flere steder på kontinentet, dels i forhold til den spanske konge, dels i forhold til vicekongerne, men først under napoleonskrigene begyndte de at lykkes. Paraguay erklærede sig selvstændigt i 1811 (året efter det der senere blev til Argentina), og fordi indbyggerne ikke uden grund frygtede at blive opslugt af den sydlige nabo, lykkedes det for en teologisk/juridisk doktor ved navn Francia at få status som diktator, i første omgang for 3 år, siden på livstid (det endte med at blive til 29 år, - kun general Stroessner har regeret længere). Francia var en sær snegl, og han blev særere og særere med alderen. Han var ikke interesseret i personlig rigdom, - jeg besøgte hans private 'landsted' i landsbyen Yuagarón, og det lignede et husmandssted. Faktisk var han nærmest imod begrebet penge, og under hans styre blev Paraguay mere eller mindre et pengeløst samfund, hvor man kun brugte kontanter til indkøb af våben og ammunition. Det var også den eneste forbindelse til udlandet han tillod, - selv fremmede

Den famøse rytterstatue af Juan Solana López

diplomater blev systematisk frosset ud. Han brød sig egentlig heller ikke om mennesker (specielt efter et attentatforsøg): ingen måtte opholde sig i hans fysiske nærhed, og det hævdes at der var en stående ordre om at skyde folk ned, hvis de stillede sig op og gloede på hans embedsbolig.

Da han døde i 1840, var landets eksistens sikret (trods manglende anerkendelse fra Argentina), men de ledende borgere var klar over at der måtte til at ske noget. En ny diktator, Carlos Antonio López, kom til magten, og under hans styre blev der sat en masse ind på at modernisere landet. Faktisk havde dr. Francia på sine ældre dage forberedt ét element i moderniseringen, nemlig byplanlægningen af Asunción. Det bestod i at en borger kunne få et brev, hvoraf det fremgik at han øjeblikkelig

Damplokomotivet 'Sulpico' på banegården

skulle rømme sit hus (naturligvis uden erstatning), for der skulle måske med tiden ryddes plads til en vej på grunden. Gaderne var der derfor ved C.A.López' magtovertagelse, men der blev først bygget varige bygninger ved dem, da borgerne fik rimeligt sikkerhed for at de kunne beholde deres huse. Der blev endda oprettet en jernbane i 1854, og mit hotel (La Plaza) var faktisk nabo til banegården. Men der kører ikke længere persontog i Paraguay, - den sidste beskedne strækning blev nedlagt i 2001 efter en banal afsporing. Den blev til det sidste betjent af et damplokomotiv, der stadig holder på banegården.

Ved Carlos Antonio López' død i 1862 var Paraguay en relativt velstående stat, men militærisk stramt styret: enhver borger var i princippet soldat, og den regulære hær var en af kontinentets største. Magten overgik uden synderlige spørgsmål til hans søn, Juan Solana López, også kaldet Maréchal López, som uheldigvis havde særdeles højtflyvende planer. Han ville skaffe Paraguay forbindelse til Atlanterhavet via Uruguay, og da han antog at Brasilien (under Pedro II) havde konkrete planer om at indlemme Uruguay, erklærede han Brasilien krig. Og da Argentina ikke ville tillade hans hær at passere, erklærede han for en ordens skyld også Argentina krig. Selv om hans hær på papiret var den stærkeste, gik det hele naturligvis galt. Paraguay ikke alene tabte, men en stor del af den mandlige befolkning blev udryddet (inklusive López selv). Skønnene varierer, men da jeg besøgte bymuseet i Asuncións næstældste bygning, Casa Viola, læste jeg en øjenvidneberetning fra byen umiddelbart efter nederlaget. Angiveligt så gæsten kun ét levende væsen i byen, nemlig en kat. Argentina og Brasilien tog begge solide lunser af landet, men lidt overraskende delte de det ikke mellem sig, - måske fordi de egentlig foretrak at have en uskadelig bufferstat mellem sig. Argentinerne overvejede alvorligt at snuppe hele det tyndt befolkede Chaco-område efter tripelkrigen, men sagen blev forelagt den ellers totalt glemte amerikanske præsident Rutherford C. Hayes, der tildelte

Mausolæum for nationens 'helte'

Paraguay det meste af området. Paraguayanerne har vist deres taknemmelighed ved at opkalde en hel provins efter ham, hvorimod han i sit hjemland kun har efterladt sig et par mindestuer i den lille by Fremont syd for Toledo i Ohio, som jeg helt tilfældigt passerede i 1997. Få år senere forsøgte Bolivia sig så. Meee..n bolivianerne har nu heller aldrig været militære genier, og det lykkedes faktisk den paraguayanske general Echigarribia at holde dem stangen. Så nu holder han Lopez 1 & 2 med selskab i det kridhvide mausolæum for nationens helte.

Jeg vil ikke gå ind på landets senere historie, blot nævne at den altdominerende figur efter anden verdenskrig var general Alfredo Stroessner, der kom til magten i 1954 og beholdt den til 1989, hvilket (bortset fra Castro på Cuba) er totalt uhørt i Latinamerika. Grundlæggende må man sige at Asunción (og Paraguay som helhed) ser ud, som man kunne forvente det after begivenhederne i 1800-tallet. Én ting der forbløffede mig under mit besøg var at galningen Juan Solana López faktisk ikke forbandes ned i det dybeste helvede, men utroligt nok opfattes som en helt. Han ligger begravet sammen med bl.a. sin fader i et kridhvidt Pantheon ved en af byens

Dekoreret dør, reducción Trinidad

fineste pladser, Plaza de los Héroes, og ved den nærliggende Plaza de la Independencia, klods op ad den lille lyserøde bygning der idag rummer landets lovgivende forsamling, står der rent faktisk en stoltserende rytterstatue omgivet af indtil flere kanoner, - gæt hvem den forestiller.. Parlamentspladsen er også på andre måder en interessant lokalitet. Parlamentsbygningen ligger mellem floden Paraguay og den omtalte, tildels parkagtige plads, der ligger med langsiden ud mod floden. Hvis man kigger henover pladsen mod bygningen, ser man tilsyneladende kun grønne enge langs floden, men faktisk er der opstået et regulært slumkvarter på skrænten ned mod den, lige bag landets parlament! På det tomme område på pladsens venstre side lå oprindelig dr. Francias embedsbygning, men den er væk nu, hvilket giver frit udblik til.. nåja, den der absurd prangende rytterstatue. Til højre ligger byens domkirke, der ikke alene ser ualmindeligt kedelig ud, men også er permanent låst af, - angiveligt fordi for at holde valfartende indianere fra omegnen ude. Byens ældste hus, der nu rummer Museo de la Independencia, ligger i øvrigt lige i nærheden ved Calle 14 Mayo.

Men ikke alt virker gammeldags i Asunción - byen har skam fortræffelige supermarkeder.

Efter to nætter à 95000 guarani (ca 110 kr) på det fortræffelige hotel La Plaza fortsatte jeg til Encarnación, der ligger ved - og pga et dæmningsbyggeri nu tildels under - Rio Paraná. Målet var ikke selve denne by, men de to rimeligt velbevarede jesuitter-'reducciones' nord for byen, Trinidad og Jesús. Sidstnævnte kunne jeg imidlertid ikke komme ud til, fordi vejen dertil var temporært oversvømmet efter voldsomme regnskyl i ugen før min ankomst. Men Trinidad var ganske interessant: som de andre reducciones var den teokratisk styrede by bygget op omkring en stor rektangulær plads. Ved den ene side ser man ruinerne af en engang prægtig domkirke, mens der til de andre sider bl.a. er rester efter typehuse bygget til de tidvis næsten 5000 indianske indbyggere (gæt hvem der slæbte stenene!). Jesuitterne styrede naturligvis stedet efter stramt religiøse regler, og der var f.eks. et totalt forbud mod fiktionslitteratur, men de gjorde sig dog trods alt den ulejlighed at producere bøger på guarani, og de lærte indianerne at læse dem, hvilket var utænkeligt alle andre steder i Sydamerika. Da jesuitterne blev jaget ud, måtte også indianerne forlade de ca. 30 'reducciones', der i dag henligger som mere eller mindre velbevarede ruiner ikke blot i det nuværende Paraguay, men også i den argentinske provins Missiones (krigsbytte fra tripelkrigen).

For at se reduccionen San Ignacio Mini på den argentinske side af Paraná tog jeg en taxa over til Encarnacións genboby, Posadas. Her fik jeg en mindre overraskelse: Argentina havde hele vejen op gennem 90erne fastholdt en værdi af pesoen svarende til én US-dollar, hvilket gjorde landet berygtet som et hamrende dyrt sted at feriere. Dette system er brudt sammen, og da jeg vekslede, lå kursen på ca. 3,60 peso pr. dollar. Jeg overnattede én nat på det centralt beliggende hotel City formedelst 30 pesos, dvs. lidt over 60 kroner, - for et spartansk, men fuldt tilstrækkeligt værelse med morgenmad, kabel-TV og eget bad. Næste dag kørte jeg med rutebil til San Ignacio Mini, der faktisk ikke er spor mini, men blot blev grundlagt senere end San Ignacio i Paraguay. Stedet var i princippet opbygget som Trinidad, men her var indianernes huse bedre bevaret: totalt ens huse bygget af tilhugne sted, som blev båret på indianernes rygge til stedet. Der var masser af træer,

Hotel das Cataratas, Iguaçu (Brasilien)	Vandfald set fra nederste sti, Iguazú (Argentina)

stenene var grønne af lav og mos, og der var i det hele taget meget stemningsfuldt. Der var også en del besøgende (samt en stribe souvenirkiosker udenfor), hvorimod jeg havde været totalt alene om Trinidad, bortset fra min chauffør og guide.

Fra San Ignavio Mini fortsatte jeg 5 timer nordpå til Puerto Iguazú med en totalt muzakfri rutebil, - Argentinas prisniveau talte absolut for at blive et par nætter in landet, og det samme gjorde det faktum at praktisk talt alle de berømte vandfald ('cataratas') ligger på den argentinske side af Iguazú-floden. Det var dog ikke uden problemer at finde overnatning. Brasilianerne, der selv har en elendig økonomi, har p.t. ikke råd til at feriere ret mange andre steder i udlandet end i Argentina, hvis økonomi er endnu mere katastrofal, og derfor var der totalt fyldt på alle byens hoteller. Jeg fandt dog et værelse (for to nætter) i en residencial San Diego hos en venlig dame. Pris 16 pesos pr nat, dvs. ca 35 kr. Men der var myg, og stedet var en blikkenslagers mareridt (eller paradis, alt efter synsvinklen). Tilmed blev jeg flyttet til et andet værelse efter den første nat, og her fungerede cisternen på toilettet ikke. Jeg fik imidlertid set de ting jeg kom efter: på ankomstdagen det berømte punkt i den vestlige udkant af byen, hvorfra man på en gang kan se Argentina, Paraguay og Brasilien, og dagen efter selve nationalparken med de fabelagtige vandfald. Det øsregnede ganske vist om morgenen, men vejret blev varmt (og meget fugtigt) op ad dagen, og jeg tillod mig den 'luksus' at spadsere ad en 3½ km lang 'Sendero Macuco' gennem skoven næsten uden at møde andre mennesker undervejs. Det kostede mig en snes myggestik, men som supplement til de mere manicurerede spadserestier ved de store vandfald var det alligevel strabadserne værd.

De følgende to overnatninger var bestilt hjemmefra, og ikke et hvilket som helst sted, men på selve det berømte hotel Tropical das Cataratas i selve den brasilianske

Mig i regntøj foran de vandfald, der sås fra hotellet i Iguaçu

Parque Nacional de Iguaçu, lige direkte tværs overfor hele raden overfor de argentinske vandfald. Det kostede mere end 900 kr pr nat, - sindssygt på baggrund af de hidtidige overnatningspriser, men jeg fortryder ikke et øjeblik investeringen, der blandt muliggjorde spadsereture i området udenfor nationalparkens officielle åbningstider. Der manglede dog én ting i den brasilianske nationalpark, nemlig en regulær natursti à la den argentinske. I stedet var der en 'Safari Macuco', dvs. adgang til at sejle rundt på floden og evt. trille rundt i et safarikøretøj. Priserne var urimeligt høje, og jeg fik ikke taget mig sammen til at slippe slanterne. Til gengæld fik jeg besøgt Parque de los Aves ved parkens indgang, som er en af de bedste fugleparker jeg har set nogen steder, - ikke mindst fordi man kan gå rundt i store volièrer blandt de nærmest frygtløse fugle. Her brugte jeg en hel 36-billeders film.

Foz de Iguaçu (hvor de fleste besøgende på den brasilianske side overnatter) har også en normal zoo, som dog virker lidt hensygnende. Både fugleparken og Foz zoo præsenterer en skæg fugl ved navn seriema. Mit møde med den i Foz zoo forløb således: Der var fire seriemaer i et stort bur. Den første hoppede op på en

Tukan i Parque das Aves	Seriema i zoo i Foz do Iguaçu

gren og ytrede følgende: "Ah .. AH .. AHH .. AAAaaaaaaAAAAAHHHHHHH". Derpå total tavshed, mens den vurderede virkningen. Og så igen: "Ah .. AH .. AHH .. ARHH... AAAaaaaaaAAAAAHHHRRHHHH". Nu hoppede fugl nr. 2 op på en anden gren og skrålede med, "Ah .. AH .. AHH .. AAAaaaaaa-AAAAA-HHHHHHHHH-AH-AH". Så startede nr. 3. Nr. 4 - formentlig den laveste i hakkeordenen - skævede først konsterneret på sine artsfæller, men så gav den sig også til at gale op fra bunden af buret: "Ah .. AH .. AHH .. AAAaaaaaa-AAAAA-HHHHHHHHIIIH-aaaAH-aaaAH--i-i". Så mente fugl nr. 1 åbenbart at det kunne være nok og tavsheden bredte sig lynhurtigt igen. En af fuglene hoppede hen og gloede på mig. Det så grangiveligt ud som om den undrede sig over at jeg var der endnu.

Og naturligvis købte jeg også en udflugt til den kolossale dæmning ved Itaipú (egentlig navnet på en lille ø i Paraná-floden, "syngende vand"). Inden køreturen forbi selve dæmningen ser man en bombastisk reklamefilm på en halv times tid, hvor det mest forbavsende er at det lykkes at undgå enhver hentydning til vandfaldene ved Sete Quedas, der - inden de druknede - var verdens med en bred margen vandrigeste, og angiveligt en seværdighed mindst på niveau med Iguaçu-faldene.

Fra Iguaçu fløj jeg til Rio de Janeiro, hvor jeg også havde forudreserveret plads på et hotel, - ikke ved Copacabana som de fleste andre turister, men pladask i centrum indenfor synsvidde af Candelaria-kirken. Mit værelse på Hotel Gran São Francisco, hvor jeg tilbragte 5 nætter, viste sig i realiteten at være en minisuite med et ekstra 'børneværelse', som jeg dog ikke brugte, samt bad, TV og køleskab, som jeg havde meget fornøjelse af. Desværre opdagede jeg at der også var myg, så efter den første nat fandt jeg ud af at improvisere en slags myggenet med et lagen spændt op på sengestolperne. Lige da jeg kom var jeg meget bekymret over vejret: der havde været generende byger under mit ophold i Iguaçu, og vejrudsigten ved min adkomst til Rio var byger den første dag og derefter regnvejr resten af ugen. På min første fulde dag i byen spænede jeg derfor ud og fotograferede alt muligt i Centro, hvorefter jeg tog metroen ud til den store park Quinta da Boa Vista, hvor Rios zoo ligger. Her vadede jeg rundt og rundt i næsten 3 timer. Man kan ikke påstå at det er jordens mest moderne zoo, men den er gennemgående pænt vedligeholdt.Det irriterede mig dog at der i visse dele totalt manglede skilte med dyrenavne (åbenbart var Pepsico's donation til skiltning sluppet op undervejs). Dette gjaldt bl.a. den særdeles omfattende papegøjesektion, - og det er altså umuligt for almindelige dødelige at holde styr på dusinvis af grønne papegøjearter, når man end ikke kender deres navne.

Kvarteret Botafogo samt Sukkertoppen (Pão de Açucar) set fra Corcovado

Efter zoo besøgte jeg Museo Nacional, der også ligger i parken i en lyserød bygning der oprindelig var bolig for selveste kejser Pedro II og hans familie. Samlingerne er overvejende naturhistoriske (bl.a. uddøde kæmpedovendyr), men omfatter også kejserinde Teresa's private ægyptologiske og græsk/romerske samlinger. I Handbook to South America advares der forresten mod at spadsere i Quinta'en, og det tilrådes frygtsomt at tage en taxa direkte til museets indgang. Men sådan kan man jo ikke opføre

Swainson's tukaner i RioZoo

sig, hvis man vil have noget ud af sin ferie, så jeg spadserede gladeligt rundt. Da jeg forlod parken, besøgte jeg yderligere et nærliggende museum: Museo del Primer Reinado, med minder om kejserdømmets første tid i Brasilien. Denne periodes historie er mere fyldigt belyst i Museo Historico Nacional, som jeg naturligvis også besøgte senere, men groft taget er historien at den portugisiske konge João VI flygtede fra Portugal under Napoleonskrigene og tog ophold i Rio. Han vendte - modstræbende - tilbage til Europa nogle år senere, men efterlod bl.a. sin søn Pedro, som prompte erklærede Brasilien selvstændigt og udråbte sig selv til kejser. Han var imidlertid en elendig administrator (faktisk mere kendt for sine evner som kvindebedårer), og efter få år abdicerede han og emigrerede til Portugal, efterladende en mindreårig søn, som også hed Pedro. Sønnen fik en regeringstid på samfulde 50 år, og man må betragte ham som en af de bedste og mest oplyste regenter landet nogensinde har haft. Men herom mere senere. Jeg sluttede dagen af med en metrotur til Botafogo, hvorfra man kunne se over til Sukkertoppen (Pão de Açucar).

Det regnede overhovedet ikke den første dag, men da det småregnede den følgende morgen frygtede jeg naturligvis det værste. Derfor fandt jeg med assistance fra hotellets dørvagt en forretning, hvor jeg kunne købe en sammenklappelig paraply ('guarda-chuva automatico'). Regnen ophørte derefter, og trods lavthængende skyer de næste dage holdt det stort set tørvejr, - uden at vejrudsigterne af den grund blev synderligt mere opløftende. Jeg spadserede derfor frem og tilbage i hele området fra Centro til Botafogo med samt min paraply i dobbelt så meget tøj som brasilianerne, og hvis nogen klart har skilt sig ud som fremmed i gadebilledet, må det have været mig. Men jeg blev ikke på noget tidspunkt generet eller udplyndret eller myrdet. Måske havde banditterne travlt med at bestjæle de stakkels Spies-turister nede i hotelområderne ved CopacabØØØØøøna, som jeg kun passerede på vej til og fra Jardim Botanico, - eller måske var jeg bare heldig.

Byen har som tidligere antydet nogle ganske udmærkede museer (men også nogle knap så udmærkede, såsom det opblæst selvhøjtidelige Museu da Arte Moderna, hvis samlinger forresten brændte for nogle år siden). Jeg besøgte bl.a. Museo de Historia Nacional, hvor man som noget ganske usædvanligt i Latinamerika accepterer

Hus med valgplakat for Lula (ved Museu da Republica i Catete, Rio)

fotografering, blot det sker uden blitz. Her er der omfattende vidnesbyrd ikke mindst om Pedro II's regeringstid. Siden besøgte jeg også Museo de la Republica, hvor den nyere historie belyses. Der er malerier og buster af alle de brasilianske præsidenter, men frem for alt nogle bevarede interiører samt selve den kugle, hvormed præsident Getulio Vargas i just dette hus begik selvmord i 1954, da militæret ville afsætte ham. Det var endda inden den berygtede periode med militærdiktatur i 70'erne og 80'erne, som først fulgte efter at præsident Kubitschek mere eller mindre havde smadret landets økonomi med sit sindssyge prestigeprojekt, den totalt overflødige nye hovedstad Brasilia (hvis indbyggere siges at hade den som pesten). Lige ved siden af finder man Museu Folclorico Edison Carneiro, ligeledes en ren fornøjelse. Rios museum for de skønne kunster var også ganske flot, men isnende koldt, - skønsmæssigt omkring 10° C i visse sale.

Endelig bør man vel nævne særlingen i selskabet, det såkaldte Museu da Imagen e do Som, som snarere er en slags bibliotek for lyd og billeder end et egentligt museum. Jeg stillede her en ansat den opgave at finde noget om andre 'klassiske' brasilianske komponister end Villa-Lobos. Det lykkedes ikke at finde ret meget, men jeg fik en længere snak med damen, bl.a. om de manglende rejsemuligheder for brasilianere, - deres real var ligesom argentinernes peso næsten en dollar værd for få år siden, men er gledet sagte ned til en tredjedel dollar pr. real, hvilket reelt forhindrer dem i at tage på oversøs rejser. Det var hun forståeligt nok temmelig deprimeret over.

À propos brasiliansk historie: jeg kørte den næstsidste dag en tur med rutebil op til Petropolis og tilbage igen. Petropolis har et særdeles smukt centrum, med adskilligt flere blomster end jeg så i Rio, og pragtstykket er Pedro II's palads, som nu er gjort til museum, hvor man tusser rundt med store vatterede gulvbeskyttere på sine fødder. Dokumentationen her var forbilledligt fyldig, med bl.a. en notits om Pedros datter Isabel, som under sin faders kortvarige fravær i 1888 underskrev den lov der afskaffede slaveriet i Brasilien, - hvilket naturligvis gjorde de store jordejere rasende og lagde grunden til at deres håndlangere afskaffede kejserdømmet året efter. Desværre var foto som sædvanlig forbudt.

På den sidste dag i Rio lykkedes det endelig at komme med tandhjulsbanen op på 700 m høje Corcovado, hvor den berømte (eller berygtede) Kristusstatue står og spreder sine meterlange slimede fangarme. Herfra kunne man se ned på turistområderne ved strandene Copacabana og Ipanema, som jeg ellers kun havde set fra bybusserne. Det så rigtigt væmmeligt ud dernede. Jeg havde såvist ingen grund til fortryde mit valg af bosted i Centro, - lige pånær at der er temmelig uddødt i weekenden. Kl. 20 om aftenen lørdag den 2/11-02 fløj jeg derfor hjem, i øvrigt med ét og samme fly fra Rio over São Paulo og London Heathrow til København, hvilket alt i alt tog ca. 16 timer. Varig er ikke helt på niveau med Singapore Airline eller South African Airways (der var ingen private TV-skærme), men ellers var det en problemfri og efter omstændighederne behagelig flyvetur.

PS: min paraply måtte blive dernede, da jeg kun havde en lille sort taske med (som håndbagage) i flyet. Jeg skrev - på vaklende portugisisk - en anmodning til hotellets personale om at finde den et godt hjem. Det ville have været helligbrøde at smide en velfungerende automatico guarda-chuva til 40 reais væk i en regnfuld by, hvor o salario minimo ligger på ungefähr 200 reais om måneden.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside