Jorden Rundt, april 1994

Niels JL Iversen

Admiralty Center, Hong Kong

Jeg indledte året 1994 med en hæsblæsende to-ugers lyn rundtur i Australien. Men selv om jeg altså nu havde besøgt den sydlige halvkugle, var det ikke helt nok: jeg ville også et smut jorden rundt. Så jeg spadserede ind på SAS' kontor i Århus og fik lavet en billet med stop i Hong Kong, Auckland, Honolulu, Vancouver samt Seattle. Udover SAS skulle jeg flyve med Air New Zealand (samt American mellem Vancouver og Seattle, -selv om der går bus).

Jeg havde én god grund til at besøge Hong Kong, nemlig den forestående indlemmelse i Kina i 1997. Ingen kunne på det tidspunkt vide hvad kineserne ville ændre, og man kunne risikere at det blev mere bøvlet at komme dertil senere. Desuden var det et godt stop på vejen til New Zealand, som jeg under alle omstændigheder ville besøge. Da jeg efter planen skulle ankomme i de sidste dage af påsken, havde jeg bestilt overnatning gennem SAS, - så det blev til hotel Excelsior, et luksuriøst hotel som nogle måske kender fra en Pink Panther-film (værelserne så nu større ud i filmen). Billigt var det ikke, trods rabat, og da jeg havde nævnt det overfor min sidekammerat i flyet, spurgte han hvad jeg egentlig lavede på turistklasse. Nå, det var den eneste forudbestilte overnatning jeg havde på turen, og det kunne ikke vælte min økonomi. I øvrigt endte hele turen alt iberegnet med at koste mig ca 25.000 DKK for 4 uger, så resten af tiden må jeg have været noget mere økonomisk.

Hong Kong har i øvrigt ry for at være by der syder af aktivitet døgnet rundt. Det passer, - men jeg fandt et fristed ved at spadsere fra udsigtspunktet the Peak ned til Aberdeen på sydsiden af HongKong-øen. Hele denne skråning er dækket af skove med fredsommelige, næsten mennesketomme skovstier, hvorimod hele nordskråningen efterhånden er blevet opslugt af den stedse voksende by. Der hører også et antal fredsommelige småøer til territoriet, som jeg dog ikke havde tid til at besøge. På én af dem, Lantau, har man siden bygget en ny monsterlufthavn til erstatning for den gamle på Kowloon-halvøen, som havde den uheldige egenskab at kowloon'ernes vasketøj blafrede når flyene passerede henover husene.

Fortaleza dou Monte, Macau

Lou Lim Loc-haven, Macau

Jeg havde i princippet 5 dage i Hong Kong, men de 2 tilbragte jeg i Macau, der er en gammel portugisisk koloni. Men portugiserne havde allerede under nellike-revolutionen opgivet deres krav på Macau, så den folkeretslige status var lidt vaklende: den aktuelle formel var vistnok 'et kinesisk område under portugisisk administration'. Det kan tilføjes at der i midtbyen står en bygning ved navn Leal Senado. Historien bag dette navn er at senatet i Macau nægtede at anerkende Filip II's anneksion af Portugal, så indtil Portugal genvandt sin selvstændighed 60 år senere, var Macau ene om at repræsentere landet.

Madonna med Barn à la maori, Nat.Gallery Wellington

I øvrigt var atmosfæren i Macau fredeligere og hyggeligere end i Hong Kong. Den væsentligste indtægtskilde er spillecasinoerne, som fortrinsvis betjener horder af spillegale kinesere fra Hong Kong, hvor spil på casino er forbudt. Både i Hong Kong og i Macau er mere end 90 % af befolkningen kinesisk. Jeg boede i Macau på et kineserhotel ved navn Vila Nam Tin, hvor selv receptionisten ikke talte engelsk.

Turen gik videre til Auckland, - og der var højst 30-40 % belagt i flyet fra Air New Zealand, hvilket var skidt for selskabet, men godt for mig. Jeg fik organiseret overnatning på Parnell Inn allerede i lufthavnen, og da jeg kom ind til selve Auckland, besøgte jeg først banegården

Del af Botanisk have, Wellington

Delfin i Marineland, Napier

for at købe billetter til min rundtur på Nordøen. Parnell Inn var spartansk, men billigt. Jeg havde 3 dage i byen, og det var jo nok til at få set hovedseværdighederne: Zoo, det tekniske museum MOTAT, Auckland museum, drivhuset Winter Gardens samt Art Gallery, der blandt andet har malerier af en stribe tatoverede maorihøvdinge MK. Men herudover også Tarleton's Underwater World, der er grundlagt af en ildsjæl ved navn Tarleton. Stakkels Tarleton døde inden indvielsen. - Hvilket selvfølgelig sparede ham for at overvære den lokale økomafias stupide sabotage af den påtænkte udvidelse af stedet med en indendørs pingvinkoloni. Jeg har siden på internettet kunnet set at de omtalte pingviner nu har fået deres superkøleskab

Jeg kørte til hovedstaden Wellington med et nattog. Det var egentlig lidt af et tilfælde at Wellington blev hovedstad, - der var engang nogle skærmydsler med maorierne omkring den meget større by Auckland, og så forlagde regeringen midlertidigt residensen til Wellington. Det barokke ved situationen er at man hermed fik en hovedstad, der ligger oven på en geologisk forskydning à la San Andreas-forskydningen i Californien, så på et eller andet tidspunkt i fremtiden må man formode at hele det administrative centrum for New Zealand forsvinder fra jordens overflade. Jeg besøgte i øvrigt den Zoologisk have, National Art Gallery and Museum, det Maritime Museum, Civic Center samt byens hovedseværdighed: den fine Botaniske have, der fjæler sig på bakkedragene ovenfor bymidten.

Videre gik turen med toget til Napier på Østkysten. Napier har i fuldt mål fået den geologiske ustabilitet i området at mærke: i 1931 blev byen væltet af et jordskælv, og havbunden udenfor hævede sig med adskillige meter. Det fremsynede bystyre indså at der hermed var skabt

Mig i regntøj, Taupo

forudsætningerne for at få en mønsterby. Den tidligere havbund blev taget i anvendelse, og det blev fastsat at alt nybyggeri skulle ske i form af lave huse i Art Deco-stil (kendt fra Miami, Florida). Selv nu er der ingen højhuse, og midtbyen er præget af lyseblå og lyserøde huse med markiser. Der er også adskillige museer, et Akvarium, et delfinarium ved navn Marine Land samt et kivihus med 2 kivier plus et par firben. Og så har man statistisk set New Zealands bedste ferievejr.

Turen fortsatte med rutebil til Taupo. Det øsregnede, men jeg havde heldigvis et gult top-til-tå regnsæt, som hermed kom i brug. Taupo ligger ved en stor rund sø, der i virkeligheden er et vandfyldt krater. Efter ca. 4 timer her fortsatte jeg til Rotorua, hvor jeg havde arrangeret overnatning på Motel Sulphur City. Navnet er ikke helt galt: hele byen stinker af rådne æg, og man har på alle sider rygende svovlpøle, geysere og varme kilder. Der er et par maoribebyggelser, hvoriblandt Whakarewarewa, hvor der også er et frilandsmuseum

Lake Rotomahana (Waimangu)

Infernokrateret, Waimangu

samt et område med vulkansk aktivitet. Indbyggerne i Whaka koger deres kartofler i en brønd med økologisk kogende vand, leveret af naturen selv.

Men endnu værre er der i Waimangu, så jeg købte naturligvis en udflugt dertil på det stedlige turistbureau. Det var en ganske særegen oplevelse at gå rundt i et landskab hvor skrænterne ved stien ryger, hvor søerne har alle regnbyens kulører og tildels koger, og hvor der med jævne mellemrum er boblende mudderpøle. I løbet af turen sejlede vi på 2 søer, hvoraf i alt fald den ene dampede. Og vi så tre bjergtoppe på rad, der var flækket på langs under et vulkanudbrud i 1886. Nedenfor lå den landsby, der blev begravet ved samme lejlighed. Der var stort set kun gulvene tilbage.

Surfbrædder ved Waikiki Beach, Honolulu, USA

Da jeg skulle tilbage til Auckland for at flyve videre, kunne jeg ikke finde nogen banegård. En forespørgsel på turistbureauet bekræftede at der faktisk ikke er en banegård i Rotorua, - toget kommer bare og holder på nogle spor i byens udkant. Jeg nåede nu ikke at komme med dette tog, eftersom der forinden gik en rutebil fra centrum. Turen gik videre til Hawaii, med mellemlanding på Fiji-øerne. De fleste af øgruppens hoteller er koncentreret ved Waikiki Beach, og her indlogerede jeg mig på Outrigger Coral Sands (med rabat, fordi det var udenfor sæsonen). Det var et stenkast fra Waikiki Beach, og jeg betragtede da også stranden fra vejen hen mod Zoologisk have. Hver rejsende sine prioriteter!

Efter 3 dages behageligt ophold på Hawaii fortsatte jeg til Vancouver i et Air Canadian-fly. Allerede i lufthavnen købte jeg en udflugt med bus og færge til British Columbia's hovedstad Victoria, der kun har 300.000 indbyggere, - allesammen enten pensionister ELLER offentligt ansatte. Turen omfattede også et besøg i Butchard Gardens, der er et frådende orgie i botanisk exuberans. Såvidt vides var det engang et stenbrud, men ejerens kone synes at det grimme hul skulle dækkes med noget pænt, og så begyndte hun at plante blomster. Stedet kan anbefales, trods den ret høje entré. Victoria er også en ganske pæn lille by, med et fortræffeligt Royal Museum og kønne partier omkring havnen. Men der var ikke meget spræl i den, - formentlig fordi beboerne stort set allesammen enten er regeringsembedsmænd, skolelærere eller pensionister.

Butchard Gardens, Vancouver Island

Mit overnatningssted i Vancouver var det ærværdige Barclay's hotel, meget tæt ved centrum. Vancouver har mange seværdigheder, herunder et af disse amerikanske mega-akvarier med diverse slags hvaler og flere fisk end en gennemsnitsfiskehandler ser i løbet af et helt liv. Ved siden af var der egentlig en zoologisk have, men man var i færd med at nedlægge den da jeg passerede byen, - forholdene for dyrene var ikke længere tidssvarende, hed det sig. Et helt kvarter i byen hedder Gastown. Sagen er nemlig at Vancouver voksede op omkring en handelsstation ejet af en mand ved navn Jack, der altid fablede om den udvikling der ville komme i fremtiden. Og derfor kaldt man ham 'gassy Jack'. Men han fik ret: Vancouver har nu næsten 2 millioner indbyggere, og der er ingen tegn på at udviklingen stopper foreløbig.

Spækhugger, Vancouver Aquarium	Totempæle, Seattle

Byens centrum ligger på en halvø, og selv hvis man adderer de tilstødende områder (med bl.a. banegården, Science center og Stanley Park) er det ikke er større end at man kan spadsere rundt. Allerede hvis man vil se Indianerkultur-museet ved Universitetet begynder kilometrene dog at ophobe sig, og hvis man tager med tog og bus til frilandsmuseet Burnaby Village i byens sydøstlige udkant , går det for alvor op for én hvor stor Vancouver egentlig. Men canadierne har jo plads nok, og hvis det lykkes for én at komme udenfor bygrænsen, står man på tærsklen til nogle af landets flotteste naturområder... tror jeg nok, for jeg havde ikke tid til at tage derud.

Sidste stop på turen var henlagt til Seattle, hvorfra SAS har en rute tilbage til Københavnstrup. Seattle (der er opkaldt efter en indianerhøvding, men stavet forkert!) har ligesom Vancouver et godt akvarium, en zoo - som ingen overvejer at nedlægge - samt en masse museer. Selv kunstmuseet er seværdigt, til forskel fra Vancouvers Academy of Arts der er fyldt med talentløst bras. Offentlig transport i centrum er gratis (de har en monorail-bane). Der er kun én hage ved byen, og det er klimaet: det regner det meste af tiden. Jeg var heldig med vejret og kunne derfor studere byen fra udsigtstårnet the Space Needle. Tidligere kunne man se helt til Mt. Saint Helens, men det er en saga blot, siden vulkanen blæste toppen af for nogle år siden.

Mere skete der vist ikke på den tur.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside