Denne rejse med Balkanturist blev vistnok kun gennemført, fordi man alligevel skulle have et
Balkan Air-fly hjem fra Billund til Sofia sidst på sæsonen, og så kunne man lige så godt sørge
for at der sad nogen i det. Faktisk var det en ganske original idé at kombinere Bulgarien
og den tyrkiske by Istanbul, eftersom tonen mellem de to lande ikke var alt for hjertelig på
denne tid.
Da vi landede, blev en dame 2-3 pladser foran mig pillet ud af rækken og fik foræret en rejse
med Balkan Air; hun var nemlig deres passager nummer 1.000.000 det år. Og så holdt en
lokal ping en tale, og der var nogle folkedansere der dansede, og det hele var da såre festligt.
Med en mindre forsinkelse nåede vi ind til hotel Europa i Sofia, hvor vi skulle sove én nat.
Næste dag var der byrundtur kl. 10.30. Eftersom vi havde så lidt tid i Sofia, stod jeg op kl. 5,
vekslede og gik mig en tur i centrum, så på rundturen med bussen var jeg nogenlunde
orienteret mht. byens geografi. Den lokale guide var en svensktalende bulgarsk dame, og
det gik ganske udmærket. Vi besøgte bl.a. Nevski-kirken, og der var spisning på en
restauration lige ved siden af. Der var afmålt såpas rigeligt med tid, at jeg og et par andre
kunne nå en ekstra lille spadseretur efter desserten. Da vi skulle videre, var jeg på pletten, -
Plovdiv: Etnografisk museum
men det var de andre ikke. Og de kom ikke. Det viste sig nu omsider at vi faktisk udover den
bulgarske guide også havde en dansk rejseleder (ikke just rejsebranchens mest professionelle),
men deres fælles rådslagninger tryllede ikke de manglende rejsedeltagere frem, og vi måtte køre
videre til byen Plovdiv.
I Plovdiv, der ligger ved floden Maritsa, besøgte vi et gammelt kvarter med træhuse osv. Der
var museer, men vi havde ikke så meget tid at jeg kunne nå indenfor. Vi blev indkvarteret på
et andet hotel end det oprindeligt planlagte. Utroligt nok dukkede de manglende personer op
her: de var faret vild, men havde haft åndsnærværelse nok til at tage en taxa til banegården,
og herfra havde de taget toget til Plovdiv. Al agtelse for folk, der ikke bare sætter sig ned på
gaden og flæber! Og så fik de forresten god hjælp af det rare hemmelige politi, der lige præcis
vidste hvor vi var. Om aftenen spadserede jeg rundt i byen, og i et supermarked (der i øvrigt
solgte kål, kål, kål, sardiner, kål, rødbeder, syltede agurker, kål, kål og tørt brød) købte jeg noget
frugtsaft (æble, pære og fersken), der var så fed og lækker at den glurpede ud af
flasken.
Vi skulle tidligt op næste morgen for at køre til Tyrkiet. Og alle gæsterne var på pletten; det
eneste der manglede var vores rejseleder. Han blev dog hentet, med alle sine tømmermænd, og
afsted gik det i to tyrkiske rutebiler. Det lykkedes ham at få det meste af holdet til at købe
bulgarsk vand på flaske inden grænsen ved at berette rædselsberetninger om vandmanglen i
Istanbul, - det mærkede vi nu ikke noget til da det kom til stykket. Og der var ved at gå panik i
ham, da han opdagede at han ikke havde husket penge til bestikkelse ved grænsen, men en af
passagererne lånte ham for en sikkerheds skyld en rundelig sum (som hun givetvis aldrig så
mere til). Over slap vi dog, og vi kom til at bo på hotel Ates midt inde i den gamle bydel
de næste to nætter.
Istanbul: den Blå Moske
Istanbul: Mehmet III's brønd
Næste dags morgen blev jeg selvfølgelig vækket af det uundgåelige kor af hylende muezziner.
Da jeg havde fået løsnet mig fra loftsplankerne og genvundet min normale facon, spadserede
jeg ud i byen. Jeg mindes synet af den Blå Moské i morgendisen som noget af det mest
effektfulde jeg har set. Men i øvrigt vadede jeg rundt fra moské til moské hele dagen. Dagen
efter besøgte jeg Topkapi-komplekset, hvor det mest forbløffende var de bugnende
skatkamre. Jeg besøgte naturligvis også haremsafdelingen, og senere samme dag var jeg inde
i Hagia Sophia og i det Arkæologiske museum, der ikke mindst udmærker sig ved sine fine
hittittiske samlinger. Jeg vil undlade på dette sted at forklare hvem hittitterne var, men det er
ellers en god historie. Jeg vil også afstå fra at omtale hvad der skete bag seraillets døre, men
det er ellers en endnu bedre historie.
Samme aften gik turen tilbage til Sofia, hvor vi skulle tilbringe den sidste nat. I lufthavnen
næste dag var der stuvende fuldt, og vores famøse rejseleder fik her en sidste lejlighed til at
udfolde sit organisationstalent. Alligevel lykkedes det os mirakuløst allesammen (øh..) at
komme med flyet hjem til Dannevang uden at det faldt ned.
