Stereofoto for amatører
Niels J.L. Iversen

Fotografiet blev som bekendt opfundet omkring 1830, med franskmændene Niepce og Daguerre samt englænderen Talbott som hovedfigurer. Allerede omkring 1840 begyndte englænderen Wheatstone at eksperimentere med stereofoto. Der findes idag på diverse kulturhistoriske museer en del del stereoskopiske fotos med tilhørende betragte-apparater, bestående af metalrammer med linsesystemer til hvert øje, hvorigennem man kan betragte små parvise papirbilleder.

Endnu i 1960-erne kunne man købe apparater (viewmastere), hvorigennem man kunne betragte parvise billeder (reelt små dias'er), som var anbragt på cirkelrunde skiver, der kunne drejes gennem apparatet. Af en eller anden grund uddøde disse særdeles praktiske apparater, og mærkeligt nok har de ikke fundet en direkte afløser, - i alt fald ikke udenfor ganske snævre kredse af specielt interesserede. Grunden kunne måske være at almindelige mennesker ikke kunne producere de cirkelrunde skiver, men det er ubegribeligt at man ikke konstruerede en løsning på det problem.

Muligvis var det opfindelsen af holografien, der distraherede publikum. Et hologram er en slags foto, ikke af et motiv selv, men af det brydningsmønster (interferens) der opstår ved sammenstødet mellem to reflektioner af laserlys, der har ramt ét og samme objekt fra forskellige vinkler. Laserlys er kohærent, dvs. det består af én farve og det 'svinger i takt', modsat almindeligt lys, der er et rodsammen af et spektrum af farver med tilfældige bølgefaser. For at genskabe billedet af det oprindelige objekt skulle man i princippet sende laserlys gennem hologrammet, men det viser sig imidlertid at man også kan belyse uigennemsigtige hologrammer med almindeligt lys, og mod forventning er det reflekterede lys tilstrækkeligt struktureret til at hjernen kan rekonstruere motivet. Hvad mere er: fordi hologrammet rummer informationer fra to retninger, fremtræder billedet som tredimensionalt. Fordi laserlyset pr. definition har én og kun én farve (svarende til en bestemt bølgelængde), er hologrammer som udgangspunkt ensfarvede, omend man kan opnå nogle farvevirkninger ved lysbrydning. De manglende farver er naturligvis en stor ulempe, og hertil kommer at der kræves et omfattende apparatur og udelukkelse af normalt lys, når man vil optage hologrammer. Man kan ikke bare gå ud i verden og knipse løs, som man kan med almindelige kameraer. Kort sagt, holografi kan være sjovt, og det har praktiske anvendelser på f.eks. pengesedler, men så er det også slut.

Helt alment opnår man den stereoskopiske virkning ved at præsentere to forskellige billeder for folks to øjne, svarende til det som de ville have set hvis personen havde stået og betragtet det oprindelige motiv. Det har man forsøgt at efterligne ved forskellige metoder. Én metode var at optage et rødt og et grønt billede af motivet fra to lidt adskilte positioner og lægge dem oven i hinden. Billeder optaget med denne metode kaldes anaglyffer. Ved at give folk simple briller på, hvori der er rødt folie for det ene øje og blåt (eller grønt) for det andet, kan man sørge for at hvert øje kun ser ét af de to billeder. Der er sågar lavet film, hvor dette princip er brugt. Det meste af hvad der ligger af sterofoto på nettet bygger på denne metode (det er ikke ret meget!). Men metoden er ikke specielt overbevisende: man ser ganske vist motivet i tre dimensioner, men i en grumset ubestemmelig mellemtingsfarve.

Der har også været gjort forsøg med briller, hvori glassene var polariserede i forskellige retninger. Lys kan betragtes som bølger, og disse bølger kan vende forskelligt. Ved at benytte bestemte filtre kan visse retninger udelukkes. Metoden består i at tage to billeder, som senere projiceres med hver sin 'retning' ovenpå hinanden på en speciel skærm. Tilskuerne udstyres med briller hvor der er forskelligt polariserede folier for øjnene, så det ene billede 'spærres' i den ene side og det andet i den anden side. Smart, - men det stiller store krav til forevisningssituationen. Der skal bruges to projektorer med polariseringsfiltre, og der skal bruges en højkvalitetsskærm som ikke udvisker polariseringen. Man kan se farver, men der må regnes med et vist tab af lysstyrke og 'ghosting', der skyldes at en smule lys smutter gennem til det forkerte øje. Brillerne er til gengæld billige at producere.

En tredje metode bygger på at bestemte stoffer lynhurtigt bliver uigennemsigtige, hvis man sender strøm gennem dem. Hvis man nu skiftevis foreviser det ene og det andet billede, samtidig med at de to brilleglas skiftevis (og i eksakt samme takt) gøres opakke, kan man sikre at hvert øje kun ser ét af de to billeder. Hvis imidlertid skiftene sker hurtigt nok (f.eks. 60 gange i sekundet), opdager hjernen ikke hullerne, og i stedet giver den sig til at kombinere de to billeder, hvilket giver den ønskede tredimensionale effekt. Jeg har set dette demonstreret på Alexandra-instituttet i Århus under Kulturaftenen 2003, og vel var det spændende, men de tilhørende remedier er for dyre endnu til at almindelige mennesker kan udnytte metoden.

For en ordens skyld kan det nævnes at der findes specielle computerskærme, hvor der på forskellig vis er sørget for at man ser forskellige billeder fra forskellige vinkler. Det minder lidt om de reklamebilleder som man sommetider ser malet på skråtstillede tremmer, hvor billedet skifter når man passerer forbi billedet. Ved den elektroniske version er der f.eks. en skærm med små spalter foran selve den oplyste skærm, så man ved normal placering foran skærmen kun ser nøje udvalgte pixels. Jeg har til dato ikke fattet, hvordan man styrer hvad der skal sendes til hvilket øje. Allersidste skrig er tredimensionale fritstående himstregimser i lukkede glasbeholdere: de laves ved at projicere lys på hastigt roterende objekter. Men de er endnu kun til spøg og skæmt.

Da jeg i 1988 begyndte at spekulere på hvor min barndoms stereoskopiske billeder var blevet af, kunne jeg jo hurtigt konstatere at apparaterne med de cirkulære skiver var uopdrivelige. Med lidt mere kendskab til optik kunne jeg måske have rekonstrueret dem, men nej - det eneste jeg kunne hitte på i farten var at tage to papirbilleder, som blev anbragt ved siden af hinanden. Ved at anbringe et stykke pap eller hænderne strategisk, kunne man sikre at venstre øje kun så venstre billede og højre øje kun højre billede. Jeg beskriver dette mere pædagogisk nedenfor, men inden det bør det noteres at man teoretisk også kan få en stereoskopisk effekt ved at lade højre øje se venstre billede og omvendt (eksempler følger). Jeg har prøvet om dette fungerede for mig, men det gør det ikke. Derfor holder jeg mig til min egen metode.

Inden vi går over til den pædagogiske side af sagen vil jeg nævne, at jeg helt i starten prøvede at sætte to billige engangskameraer sammen i en træramme, så jeg kunne knipse samtidigt på begge kameraer. Men det var et klodset apparatur, både at transportere og at betjene, så jeg gik snart over til at udsøge mig motiver, der ikke flyttede sig, og fotografere dem med ét kamera ad to gange. Og det er stadig den metode jeg bruger: først tages det ene foto mens jeg har vægten på venstre ben, og så lægger jeg vægten over højre ben og tager det næste foto (uden at sænke kameraet). Det giver i praksis gode resultater, selv om det naturligvis sker at en eller anden detalje i billedet flytter sig, - f.eks. kan det være svært at tage havbilleder, fordi bølgerne jo flytter sig. Så må man jo bare vælge et andet motiv.

De fleste mennesker har en 6-7 cm mellem midten af deres pupiller, når de kigger ligeud. Hvis man ser på sin næsetip, drejes øjnene indad, men jo længere objektet ligger væk, jo mere ser øjnene lige fremad, dvs. synslinjerne bliver mere og mere parallelle. Samtidig rettes afstandsindstillingen, dvs. man korrigerer ubevidst linsens krumning. Mit ræsonnement i 1988 var at man ideelt set burde tage to billeder med 6 centimenters vandret forskydning, og at man ved beskæring eller på anden vis skulle sørge for, at der var ca. 6 centimeters afstand mellem en eller anden central detalje på de to billeder, når de var sat ind i fotoalbummet. Hvis man så med et stykke pap eller hænderne spærrede for venstre øjes adgang til højre billede og omvendt, skulle man principielt kunne genskabe fotograferingssituationen - dvs. man ville i princippet se det samme i fotoalbummet med sine to øjne, som de to øjne så da billedet blev taget. I alt fald når man ser bort fra øjelinsens krumning

Men just dette er ikke så nemt, - hvis man ser lige fremad mod en fjern genstand, er øjnene vant til at stille skarpt på noget fjernt. Selve det at man skal stille skarpt på noget relativt nært, mens man stirrer lige fremad, er uvant, og dette forstyrrer hjernen i dens opgave med at koordinere billederne fra de to øjne. I stedet for at forsøge at integrere synsindtrykkene fra de to øjne, er forsøger hjernen at få en til at dreje øjnene indad, eller man ser to billeder ved siden af hinanden. Det er imidlertid noget der kan øves, når hjernen først har fattet hvad det er det er der forlanges af den. Et lille trick: man kan sætte sit papstykke eller hænderne op tæt ved fotoalbummet eller skærmen på den beskrevne måde, hvorved man formentlig ser to billeder. Herefter bevæger man i moderat tempo sit hoved bagud, sammen med den valgte spærring. Selve den forvirring dette giver i synsfeltet, kan gøre det nemmere at fange en situation hvor der kun ses ét billede, som imidlertid så bliver tredimensionalt. Det kan føles ret dramatisk, når det lykkes..

Bemærk i denne forbindelse at det er vigtigt at det dominante øje ikke ser noget af venstre billede, mens det gør mindre om det andet øje ser lidt af det 'forkerte' billede. For en højrehåndet person er højre øje normalt dominant, medmindre det regulært ser dårligere end venstre øje. Men der er ingen klippefaste regler her. Evt. kan man bøje den fjerneste ende af pappet eller den fjerneste håndflade, så heller ikke det svage øje ser mere end ét billede.

Når man først har fanget ideen i at se på stereoskopiske billeder, bliver det lettere og lettere, og man kan nok med tiden nøjes med at sætte én hånd op foran sig for at styre hvad det dominante øje ser. Man kan også eksperimentere med billeder, hvis centrale motiver står mere end 6 centimeter fra hinanden. I virkeligheden betyder det at man skal gøre sig en andelse vindøjet, - men jo længere man kommer væk fra fotografierne, des mindre er afvigelsen. Til gengæld får man den ikke uvæsentlige fordel, at man kan gøre billederne større. Dette har især betydning, hvis man (som her) ser billederne på en computerskærm, fordi skærmens lave opløsning har større betydning, des tættere man sidder på den. Ved f.eks. at sidde 50-60 centimeter fra skærmen undgår man meget af det flimmer i det kombinerede billede, der skyldes skærmopløsningen.

Da jeg begyndte at tage stereobilleder i 1988, var den almindelige størrelse på papirbilleder 9x13 cm. Mange af mine stereobilleder fra denne tid er taget som vandrette fotos, men som regel med en vis beskæring for at gøre afstand mellem de centrale motiver mindre. Da billedstørrelsen blev hævet til 10x15 omkring 1990-91, gik jeg over til stort set kun at tage lodrette stereofotos, - jeg skulle for simpelthen langt væk fra fotografierne for at kunne se dem, når der blev 15 cm mellem de centrale motiver. Med 10 cm går det stadig lige akkurat, men kun på en afstand på mindst 50 cm. Der findes apparater (med prismer eller spejle) som kan gøre det muligt at se 'udad', og de gør det muligt at se større fotos. Sådan et kan købes via internettet, men priserne er højere end man skulle tro, og man kan ikke vise sine billeder for flere personer ad gangen.

I øvrigt får man med de lodrette formater en betydeligt større billedflade ved en given bredde, så det var under alle omstændigheder fornuftigt at skifte format, - se blot eksemplerne nedenfor.

Billederne ser absolut bedst ud i papirversionen, fordi man der undgår enhver antydning af skærmflimmer. Men ved at vise billederne på skærmen, opnår man til gengæld muligheden for at skalere op eller ned efter behov. Nedenfor viser jeg en lang række billeder, dels med en motivafstand (ved 768x1024) nær de 6 cm, dels med en afstand på omkring 9 cm. De sidstnævnte er naturligvis kun beregnet på at blive set på afstand, - jeg vil ikke have skylden for at den ærede læser/seer får hovedpine eller det der er værre.

Under de store billeder har jeg anbragt et ekstra billedsæt, der er beregnet til at ses med 'krydsmetoden': begge øjne ser begge billeder, og man forsøger at få to billeder til at overlappe i midten (dvs. højre øjes venstre billede og venstre øjes højre billede skulle gerne mødes). Stereoeffekten optræder med lidt held i det midterste billede. Det virker ikke særlig godt for mig, bl.a. fordi de ekstra billeder virker distraherende, men for andre er det den nemmeste måde. Prøv at hold en blyant op mellem næsen og billedet og fokuser på den. Ved at flytte den - og måske også hovedet - frem og tilbage kan med lidt held opnå den øjenstilling, der fører til den eksakte overlapning af de to billeder.

Chiang Mai, Thailand: Viharn ved Wat Phra Pong (1989)