Texas og California juli 2005

Fra zoo til zoo i 44 graders varme

Min begrundelse for at besøge USA i 2004 var, at amerikanerne ville til at kræve pas med biometriske data på en chip, mens danskerne ikke var klar til at levere den slags pas, - der kom dog en udsættelse på et år, men først efter at jeg havde ordnet min ferie. Min begrundelse for at besøge USA i 2005 var præcis den samme, bortset fra at mit gamle pas efter 4 års tro tjeneste nu var så fuldt, at jeg dårligt kunne udsætte indkøbet af et nyt længere, selv om dette på grund af de danske myndigheders smøl fra starten vil være forældet.

På freeway 30 mod Fort Worth

Denne gang ville jeg se Texas, mest fordi jeg var mellemlandet i Houston så mange gange, at jeg efterhånden godt kunne tænke mig at se hvad der lå udenfor lufthavnen. Og så ville jeg have udryddet nogle hængepartier vedrørende Californien. I 1989 var jeg på en rundtur med Tjæreborg til bl.a. Californien, men vi havde et så presset program, at hele strækningen fra San Francisco til Los Angeles skulle klares på én dag. Resultatet var at jeg måtte forlade Monterey med det berømte

Dallas: fra Fair Parks jernbanemuseum

akvarium ubeset, fordi vi skulle videre just præcis da det åbnede. Vi besøgte Hearst Castle's besøgscenter, men ikke slottet selv. Og vi stod kun af bussen ét sted for at nyde udsigten over Stillehavet. Jeg besøgte også San Diego på en selvarrangeret togtur fra Los Angeles, hvilket betød at jeg af et dusin museer i Balboa Park kun nåede halvandet (+ zoo).

Forresten besøgte vi på samme tur Washington, uden at der var tid til at se et eneste af de herlige museer langs The Mall. Så der måtte jeg også senere på en 'reparationstur'. Det var en fin tur, den der i 89, men den efterlod godt nok nogle gabende lakuner.

Hjemmefra havde jeg købt flybilletter (Mærsk og Continental), reserveret biler i de to stater samt reserveret overnatning hos diverse Motel 6'er til de første og de sidste nætter i hver stat. Fordelen ved at bo på moteller langs diverse indfaldsveje i stedet for på hoteller i midtbyen er primært økonomisk, - prisforskellen er simpelthen så stor, at det kan betale billejen. I alt fald hos Motel 6-kæden, som jeg generelt har gode erfaringer med.

Et af orkestrene i 4.juliparaden gennem Arlington

Så efter min ankomst til Houston og visit hos automobiludlejningsfirmaet Alamo trillede jeg ud på de stedlige freeways i en kridhvid flad Chevrolet af en eller anden slags. Det føles stadig som om man er blevet anbragt på en væddeløbsbane i et computerspil, når man kører på sådan en freeway, mens bilerne fløjter ind og ud mellem hinanden for at placere sig bedst muligt i forhold til kommende frakørsler. Eller også bare for at kunne overtræde fartbegrænsningen med mere end de sædvanlige 5-10 miles i timen. På en dansk motorvej er der langt mellem frakørslerne, og bortset fra enkelte debile lastbilchauffører, der tror at de kan overhale deres kolleger, fordeler bilisterne sig derfor efter hastighed.på de danske motorveje. Dvs. til højre kører man, og på de resterende 1 eller 2 kørebaner overhaler man (hvilket i visse tilfælde er en permanent tilstand). På de amerikanske freeways er der så mange frakørsler og så mange kørebaner, at man i god tid skal søge ud til højre, - men ikke for tidligt, for så bliver man uafladeligt forstyrret af bilister, der vil ind på banen, og af skilte der påbyder bilister i højre kolonne at dreje fra. Men billedet forstyrres, fordi der oveni denne mekanik baseret på valg af frakørsel også gælder samme regel som i Danmark, nemlig at bilister der overholder fartbegrænsninger (plus 5-10 miles) søger mod højre kørebane, mens resten i overvejende grad fræser venstre om én. Med mindre der er bedre plads til at overhale højre om, for så gør man naturligvis det.

Houston: Mus. of Natural History: Eremotherium (species ølslæber?)

Trafikken på motorvejene i USA adskiller sig også på andre måder fra danske forhold, nemlig ved at der sjældent står hvor en given vej fører hen, mens der til gengæld lægges stor vægt på hvad vejen hedder. Amerikanere forklarer derfor ruter ved at sige at man skal dreje fra ved Boummelum boulevard (frakørsel 378a), så til venstre op ad syvogtyvende street, og til slut til højre ad Joe Hills Utterly Rotten Road til der står et stort skilt med "Zoologisk have" (lige efter en MacDonalds), hvis man kommer ad Freeway 36 North. Hvis man kommer ad Freeway 36 South, er det naturligvis nogle helt andre veje, der angives. Drejer man ikke ind på de nævnte veje, er man på den. Man kan ligeså godt først som sidst søge tilbage til Freeway 36. Det er en af de ting jeg kan lide ved Motel 6: de har små landkort i deres oversigt over motellerne, - så ved man da lidt om hvad der foregår.

Waco's Ranger-museum: hyldest til Colt

Når man så har forladt den hastige trafik på motorvejen, er mønstret igen et andet. Fordi alle amerikanske biler har automatgear, starter de langsommere end europæiske biler. Så når lyset skifter, glider de amerikanske biler stille frem, hvorimod man i Europa hakker speederen i bund og jumpstarter med et brøl og en røgsky bag sig. Og så må man i øvrigt dreje til højre for rødt lys, hvis der ikke kommer nogen (et begreb der i høj grad kan gradbøjes). Det må man ikke i Europa, og det er i parentes bemærket en af de skikke, det er decideret svært at aflægge sig, når man returnerer til Dannevang.

Såvidt de almene køretekniske bemærkninger. Jeg nåede trods ovenstående velbeholden frem til mit motel i Houston, og dagen efter fandt jeg på en eller anden måde ned til Hermann Park, hvor Zoologisk have ligger. Jeg havde godt haft en formodning siden dagen før, men nu kunne det ligefrem mærkes, at der er lunt i Houston i juli. Senere på dagen, da jeg besøgte NASA's Space Center syd for byen, passerede jeg et termometer, der sagde 101° F (ca.41° C), og i Zoo var det mindst lige så varmt. Men det nytter jo ikke at være pivet, når man skal på ferie. I samme park ligger der et Museum for Naturhistorie og alt muligt andet, og her var der en særudstilling om Ringenes herre. Men det kostede 17$ at komme ind, så jeg nøjedes med de faste udstillinger. Og nej, den der Eremotherium kommer ikke slæbende med en håndfuld øl til the guys, - det er blot en skærm i baggrunden.

Næste morgen kørte jeg direkte til Dallas, og her lykkedes det at finde Fair park med en af verdens største samlinger af Art deco-bygninger (de er nu så pæne..). I en af disse bygninger er der et Akvarium med en entré på blot 3$. Der er et andet, mere moderne i midtbyen, men det koster langt mere at se det, og de har såmænd nok ikke flere fisk end det historiske akvarium. Det nye akvarium fik jeg ikke set, men jeg så byens zoologiske have. Parkering her koster 5$, næsten lige så meget som entréen til selve haven. Til gengæld går der en slags lokaltog direkte fra zoo og gennem Dallas Downtown til Downtown i nabobyen Fort Worth. Så sparer man at blive flået derinde for at parkere. I amerikanske storbyers centre kan det koste op til 50$ at parkere en dags tid. Uha uha uha, - og benzinen er heller ikke helt billig længere. Typisk 2.20$ pr. gallon (4 liter) i Texas, men op til 2.90$ i Californien. Så er det at man skal kigge på sparemulighederne.

Jeg overnattede ikke i Dallas selv, men i en mindre by Arlington midt mellem Fort Worth og Dallas. I virkeligheden er der tale om én sammenhængende kæmpeby, og den har endda et halvofficielt navn: Metroplex.Og når jeg valgte at placere to nætter her, var det så for at se den verdensberømte (og hårrejsende dyre) temapark Six Flags 100 meter derfra? Selvfølgelig ikke, jeg var der på den 4. juli, uafhængighedsdagen, og jeg var der for at se Texas' angiveligt største "Fourth of July"-parade. Og den var faktisk ret stor, - det tog to timer at få hele karavanen forbi. Og det var såmænd ret belærende at se tilskuerne rejse sig og tage hatten af, når afdelinger af hæren eller flåden eller politiet passerede forbi, eller når nogen spillede "God Bless America", eller hvad det nu er den hedder. Det er som bekendt Texas, der har katapulteret to stk. Bush ind i det Hvide Hus.

Kyst syd for Carmel, California

Senere samme dag besøgte jeg Fort Worths zoologiske have, hvor batteriet i mit kamera uden varsel opgav ånden, inden zoomen var trukket ind. Fordi 4. juli er en helligdag, lykkedes det først næste dag at skaffe et nyt batteri i en fotoforretning. Mens jeg var her, begyndte det at skylle ned. Og du fredsens hvor det regnede! Jeg afventede i bilen, mens det værste drev over, men da jeg så begyndte at køre, var der så dybe søer på vejene, at det slog helt hen over bilen, når jeg kørte gennem dem. Men bygen drev over, og det var smukt solskin igen, da jeg nåede hen til Fort Worth for at se nogle museer i det Kulturelle kvarter, heriblandt det spøjse Cowgirl-museum. Her var der sektioner om skuespillerinder fra Western-genren og om generationer af rodeokvinder, men også om ganske almindelige barske nybyggerkoner på prærien. Derudover indeholder kvarteret adskillige kunstmuseer og et naturhistorisk museum med Omnimax og det hele.

Natural Bridge Wildlife Ranch (TX): Mendesantiloper

I de følgende dage passerede jeg Waco, Austin, og San Antonio og så de dertil hørende zoologiske haver plus et antal museer, - som for eksempel det i Waco der hed "Texas Rangers Museum and Hall of Fame". Texas Rangers har jo i film og på skrift fået lidt mytisk skær, men de findes skam og er nu en speciel enhed indenfor politiet. Her på museet kan man blandt tusindvis af våben og hædrende omtaler af hedengangne rangere følge det meste af Texas' historie, set gennem ordensmagtens øjne. Lige bortset fra at at det der med ordensmagten i perioder blev lidt uldent, fordi man af forskellige grunde måtte rekruttere blandt de forhåndenværende rødder rundt omkring i de små byer. Museet stiller endog spørgsmålstegn ved nogle af de populære myter, som f.eks. den om engang der udbrød optøjer i en mindre by. Man sendte bud efter hjælp hos rangerne, men der ankom kun én ranger. Da man spurgte ham hvor resten blev af, rettede han lidt på hatten og svarede "You have only got one riot, haven't you?".

Birch Aquarium, La Jolla: Tangskov

Efter en uge i Texas fortsatte jeg til California, hvor Alamo udstyrede mig med en middelstor kridhvid Malibu. Jeg havde indlogeret mig på Motel 6 nær lufthavnen, og samme dag som jeg var ankommet, trillede jeg til zoo i udkanten af midtbyen. Men næste dag valgte jeg at tage noget så eksotisk som en bybus ind til centrum. San Francisco er ellers ikke dårligt forsynet med offentlig transport, - man har et rimeligt omfattende system af busser og sporvogne og de bekendte kædebaner til at flytte folk rundt indenfor bygrænsen, og man har jernbanesystemet BART samt lokale rutebilselskaber til at få folk til og fra de andre byer i det såkaldte Bay area. Men i USA er det altid lidt suspekt ikke at have en bil. Så har man nok heller ikke kreditkort, og så sidder man nok på et gadehjørne og fixer, mens ens unger render rundt og begår kriminalitet, og man går såmænd nok ikke engang i kirke om søndagen. Så er det jo godt at vide, at man HAR en bil, men blot som en god patriotisk energirigtig samfundsborger midlertidigt undlader at bruge den. Selv i Frisco.

Flod gennem Yosemite Valley

Bortet fra det, så har byen to akvarier. Den ene, der er bygget siden jeg var der i 89, hedder Aquarium of the Bay og ligger nede ved Pier 39, som er en pendant til Dyrehavsbakken, dog uden rutschebaner. Det andet plejer at ligge i Golden Gate Park (der intet har at gøre med broen af samme navn), men indtil tidligst 2008 er deres bygning der under totalrenovation, og i mellemtiden er de flyttet ind i en karréejendom i Houston Street, syd for Market Street, og det er såmænd blevet ret vellykket. Mens jeg var der, var der en særudstilling om chokoladens kulturhistorie, - desværre uden smagsprøver.

Med alt det vand der flyder rundt ud for Californien, kan det ikke undre, at der ligger en rad af akvarier op langs kysten. Nede i nærheden af San Diego, i forstaden la Jolla, finder man Birch Aquarium, som hører under den oceanografiske forskningsinstitution Scripps. Ved San Diego ligger også Sea World, som jeg kunne have besøgt, men ikke til en adgangpris på 51$. Ved Long Beach (en strand ved Los Angeles) ligger yderligere et akvarium, som jeg ikke nåede, men jeg FIK set det akvarium i Monterey, som jeg havde stået og glanet på i 89. Billetprisen var nu nået op på 21$, men i det mindste var der kommet en ny fløj på siden dengang. Hovedattraktionen er en kæmpetank med meterhøje gule tangplanter, men bortset fra det er næsten alt vedrørende de nærliggende farvande at finde et eller andet sted i dette monsterakvarium.

San Diego Zoo: panda

Californien har også en perlerad af zoologiske haver, og blandt dem bør man naturligvis i første række nævne den i San Diego, som jeg i årevis har braldret op om som verdens bedste. Nu kunne jeg så få undersøgt sagen nøjere, og jo, det er nok stadig den bedste - og i alt fald en af de største. Men andre zoologiske haver har efterhånden indhentet San Diego for så vidt angår måden at præsentere dyrene, og risikoen er nu at folkene bag San Diego finder på mere og mere pjat for at skille sig ud, så de efterhånden ender som rene temaparker med uhyrlige entrépriser og dyreholdet relegeret til en sekundær rolle. Et afskrækkende eksempel finder man i Floridas Busch Gardens, hvor entréprisen har nået 56$. Samme niveau ligger de forskellige Sea World'er på, og just derfor undlod jeg at besøge dem både i San Antonio og i San Diego. San Diego Zoo har taget et væsentligt skridt ned ad slidsken mod fortabelsen ved at foranstalte koncerter oppe ved indgangen og nede ved cafeteriaet i den centrale dal. Men trods disse ildevarslende tegn kan jeg stadig ikke se, hvem jeg ellers skulle give titlen som verdens bedste zoo.

Noget af det sidste jeg foretog mig på den aktuelle tur var et besøg i Yosemite National park, der vistnok var den allerførste af slagsen, oprettet med Teddy Roosevelts egen underskrift. Yosemite ligger oppe i Sierra Nevada-bjergene, og derfor er der nogenlunde overkommelige temperaturer, men for at komme dertil fra kysten passerer man først nogle lave kystbjerge og derefter en flad slette, der om sommeren bliver gloende varm. Jeg overnattede i verdens absolutte rosin-hovedstad Fresno, mest for at komme horderne af besøgende fra San Francisco og Los Angeles i forkøbet, - af en eller anden grund skal næsten alle se Yosemite Valley med de fleste af vandfaldene og vandrestierne, så på weekender i sommerperioden er man nødt til at rationere adgangen. Jeg ville derfor gerne frem til parken så tidligt som muligt, og det lykkedes da også. Men vi kom væk fra Fresno: her var der i følge den uforlignelige Weather Channel 104° F, svarende til et par og fyrre celcius. På tilbagevejen fra Yosemite overnattede jeg i Modesto og gjorde senere ophold i bl.a. Californiens hovedstad Sacramento. Her så jeg et termometer vise 110° F, og mit termometer i bilen erklærede sig enigt. Det svarer til 44° C og er bare for meget, - det var næsten lige ved at jeg måtte tage min frakke af for at have det behageligt. Men selvfølgelig er der altid nogen, der skal blære sig: nede i Needles ved Death Valley var der ifølge den herlige Weather Channel 124° F i skyggen , - og der er vist ikke ret meget skygge dernede. Så er det at man skønner på at have en bil med airconditioning.

Tekst og foto: Niels JL Iversen

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside