Botswana, Zimbabwe april 2003

Okavango-området, set fra fly mod Moremi

Min første safaritur i Afrika (med 'African Horizons' til Kenya) var baseret på overnatning i fine lodger, og det var givetvis kun det at den lå i starten af det der skulle have været regntid, der holdt den nede i en overkommelig prisklasse. Det var en helt igennem vellykket tur. Min anden safaritur (med 'Drifters' til Sydafrika) var i hovedsagen også baseret på lodges, generelt med maleriske placeringer, men ikke just i luksusklassen. Bortset fra de totalt uacceptable karlekamre vi fik til overnatning i Bloemfontein var overnatningen imidlertid ikke et problem. Den roterende køkkentjeneste var jeg mindre tilfreds med, men det der for alvor forpestede mit forhold til 'Drifters' var den sataniske musikpest i trucken på alle strækninger udenfor nationalparkerne.

Køretur i landrover

Da jeg i 2003 fik lyst til endnu en safaritur, var jeg derfor noget skeptisk overfor formuleringer i retning af "ungdommeligt sindelag" og overfor længere strækninger på landevejen i store trucks med indbygget stereoanlæg. Det jeg fandt frem til var en tur "Botswana Explorer" med Afro Ventures, men købt via Hannibal, der har kontor i Århus. Jeg noterede mig at der blev reklameret med vin til maden, gruppestørrelse max. 7 personer, fly til og fra Okavango, relativt begrænsede kørestrækninger, samt en pris der nok ville holde de mest ungdommelige elementer væk, uden dog at nå de absurde højder som de fleste lodgeture havner på. Tidspunktet var måske ikke ideelt, eftersom regntiden kunne tænkes at strække sig frem til maj, samtidig med at de største dyretætheder ses ved slutningen af tørtiden i november. Men det fik jeg nu ingen problemer med: det regnede ikke en dråbe under mit ophold.

Turen sluttede i Zimbabwe ved Victoria Falls, som jeg altid har haft lyst til at se, - og eftersom den racistiske tyv, morder og marxist Robert Mugabes brutale felttog mod landets hvide landbrugere ikke blot havde tvunget landets befolkning ud i et komplet økonomisk sammenbrud, men også smadret landets turistindustri, var der endda udsigt til at jeg stort set kunne få dem for mig selv. Jeg bestilte i øvrigt to ekstra nætter ved Vic Falls (én havde nu været nok).

Måske mindskedes turiststrømmen også af en anden faktor, nemlig Irakkrigen, der fandt sted netop i april 2003. Inden afrejsen havde jeg fået at vide at der var fuldttegnet, dvs. 7 deltagere på mit hold, men da jeg stod i Maun's internationale lufthavn, var vi kun fire deltagere, - og i øvrigt var der så god plads i South African-flyene fra Zürich til Jo'burg og retur, at jeg begge gange havde et ledigt sæde ved siden af mig, - det gør det meget nemmere at få sovet ud. Var der mon nogle pylrehoveder, der holdt sig hjemme?

Sejltur i mokoro (mine canadiske rejsefæller)

Gruppen bestod i øvrigt af et canadisk ægtepar på bryllupsrejse og en tysk forsikringsmand, Vores faste guide hed Godfrey, og han var tidligere medlem af Botswanas vildtbeskyttelseskorps, hvis metode består i at vade rundt i vildmarken i buldrende mørke for at overraske krybskytter, som derefter enten overgiver sig eller bliver

Elefant vader forbi teltene i Nxabega-lejren, Okavango

skudt. Effektivt og probat, - næppe politisk korrekt, men der skal skarp lud til skurvede hoveder. Men også en hård skole for de involverede i korpset. I øvrigt underholdt han os hver aften med sine planer om at forlade Afro Ventures og oprette et selvstændigt firma, - hele Botswanas turistindustri er p.t. mere eller mindre i hænderne på sydafrikanere, der skummer fløden, og det var han ret træt af.
Turen startede den 2/4 2003. Jeg fløj fra Kastrup til Zürich til Jo'burg til Gaborone til Maun til en lille flyveplads i Okavango nr. 2, - Okavango nr. 1 ligger som bekendt i Odense! Man kunne måske køre fra Maun dertil i den tørreste tørtid, men Okavango er i virkeligheden et stort delta for Okavango-floden, der aldrig når havet, fordi vandet fordamper undervejs. Det var derfor lidt uventet at vi så elefanter, zebraer, giraffer osv. i store mængder. Faktisk tog jeg just efter vores ankomst til lejren Nxabega et par fotos af elefanter, der stod og gloede på vores telt. Senere gik vi rundt og kiggede på giraffer og zebraer mv., for lejren lå ikke i en nationalpark, hvor den slags spadsereture er forbudt. Af samme grund kunne vi lave nattesafarier, hvor man kører rundt i aftenmørket og prøver at fange dyr i lyset fra en kraftig projektør. Der er naturligvis også dyreliv, der direkte er knyttet til vandløbene og sumpene: flodheste, rød lechwe (en lokal antilopeart) samt alskens vandfugle, og vi fik fik en sejltur i kanoer, der blev kaldt mokoroer. Men de originale mokoroer var udhulede træstammer, og det er man altså ved at gå væk fra. Hvilket naturligvis ikke gjorde sejlturen ringere.

Vi havde to nætter i Okavango, hvorefter vi blev afhentet af et taxafly og fløjet til nationalparken Moremi. Her forefandt vi en teltlejr med Godfreys faste hjælpere de næste døgn: kokken Steven og altmuligmanden Bevan. En af de tiltalende sider ved vores rejseform var at vi selv kun skulle rulle vores sengetøj sammen, - teltene klarede personalet. De installerede også et flytbart toilet ved alle lejrpladser, men der var én ting de ikke installerede: vi havde ikke noget hegn om lejrpladserne.

Impalaer, Moremi

Angivelig var vores telte tilstrækkelig beskyttelse om natten, og lejrbålet og vores lygter skulle holde de fleste dyr på passende afstand i aftentimerne. Men udenom herskede dyrene efter mørkets frembrud. Vi sad en aften i Moremi og underholdt os ved bålet, da den canadiske dame sagde at hun syntes hun kunne se noget

rekonstrueret fupbillede af civet, - men sådan så den altså ud!

bevæge sig. Vi rettede et par lommelygter mod det pågældende sted, og voilà: der stod en plettet civet (et rovdyr af mårfamilien), - et sjældent syn eftersom det er et udpræget natdyr. Desværre havde jeg ikke mit kamera parat. Kort efter oplyste Godfrey at vi havde besøg af en hyæne. Vi kunne høre den pusle rundt i omegnen af vore telte, og lige pludselig stod den ved vores trailer med fødevarer. Trods personalets forsøg på at jage den væk nåede den at redde sig en steg, - og heller ikke dette nåede jeg at fotografere. Næsten hver eneste nat kunne vi om aftenen se dyr ved teltene eller bilerne, og hver morgen kunne vi se spor efter nattens gæster, - fra hyæner og løver over antiloper af forskellig art til elefanter. Det tog vi helt roligt. Vi antog at Godfrey og hans to hjælpere ville blive ædt først, eftersom de vadede rundt både senere og tidligere og længere fra lejren end os andre.

Syv løveunger nær Serondela (østlige Chobe)

Vi havde dog en enkelt ubuden gæst i vores lejr nær Chobe-floden, nemlig en puffadder (en berygtet giftslange), der en aften sneg sig ind under den mandlige canadiers stol. Det kostede den desværre livet, selv om det faktisk er forbudt at slå de små søde dyr ihjel i nationalparkerne.

Vi overtrådte også en anden regel, nemlig den om ikke at forlade bilerne. Godfrey valgte nemlig med forkærlighed at placere vores kaffepauser op og ned ad vandløb, i hvilke der flød store fede flodheste rundt. Pointen er imidlertid at flodheste nødigt forlader deres kære vand i dagtimerne. Derimod er det absolut utilrådeligt at genere

Vortesvin, Moremi

dem, når de efter solnedgang er gået på land for at græsse. Og mens vi nu er ved de gode råd: hvis en elefant kommer spænende mod en med blafrende ører, er det - formentlig - et skinangreb. Det er betydeligt mere mistænkeligt, hvis den lægger ørerne bagud mens den nærmer sig. Og især hvis den oven i købet er i musth, hvilket kan ses på konstant urinering og fugtstriber fra kirtler bag øjnene. Hvis man står og kigger en løve ind i øjnene er det bedste man kan gøre angiveligt også ... intet, absolut intet!. Efter en fem-seks timer går den muligvis igen uden at have ædt én.

Man kan i samme forbindelse undre sig over at det regnes for sikkert at sidde i en åben landrover eller landcruiser og glo på f.eks. en flok løver på 3 meters afstand. Men det siges at dyrene opfatter hele bilen med passagerer etc. som ét megadyr, der ikke indgår i deres fødekæde og derfor ikke rager dem.. særligt meget. Men hvorfor glor de så direkte på én?

Leopard med nedlagt impala, Moremi

I Moremi så vi i øvrigt det eneste store kattedyr, som jeg hverken har set i fri natur i Kenya eller i Sydafrika, nemlig en leopard. Den kom slæbende med en netop nedlagt impala, som den havde til hensigt at slæbe op i et træ, så hverken løver eller hyæner kunne hugge byttet fra den. Den hev først impalaen til en lille buskadsbevokset høj, herfra videre til buskadser langs vejen vi kørte på, og herfra videre i retning af nogle træer, hvor vi imidlertid ikke kunne følge den.

Fra Moremi kørte vi til området ved Savute-kanalen i Chobe nationalparks vestlige del, - tildels ad aldeles groteske veje med dybe, vandfyldte mudderhuller. Normalt åbner lodgerne i nationalparkerne først et par uger senere, fordi vejene er så elendige under og efter regntiden, at selv 4hjulstrækkere kommer til kort overfor dem. Men regntiden var som tidligere nævnt overstået for tidligt i 2003, og i øvrigt skulle vi bo i teltlejr, ikke i lodge. Savute-kanalen er et geologisk underligt sted, for den har perioder med masser af vand og andre perioder uden en dråbe vand. P.t. befinder den sig i en tør fase, der startede for 28 år siden. I nærheden finder man et landskab ved navn 'the Marshes', som er oversvømmet under de våde perioder, - men lige nu er det en knastør steppe, oversået med døde træer, som satte sivskoene for 90 år siden, da den forrige tørtid endte. Grunden til ændringerne i vandføringen skulle angiveligt være geologisk ustabilitet i området, der ligger ved udgangspunktet for det der i Østafrika kendes som 'the great Rift'.

Og lige nu var der så knastørt. Men der er stadig en masse dyreliv, omend man sommetider kunne betvivle det efter at have kørt rundt en time uden at se andet end hornravne og impalaer. Blandt andet en masse elefanter, der dog mestendels er hanner. Hunnerne er muligvis for kloge til at blive i et område, der ikke har haft ordentlig vandtilførsel siden engang i halvfjerdsene. Der lever også geparder og vilde hunde, omend vi kun så én gepard og ingen vilde hunde. Man kan til sammenligning nævne at jeg i løbet af mindre end end uge så mindst en snes geparder i og omkring Masai Mara Nationalpark i Kenya. Ikke fordi jeg vil kritisere dyretætheden i det sydlige Afrika, men jeg er temmelig sikker på at den er højere i Østafrika, - om ikke andet, så fordi antallet af gribbe på himlen er langt højere i Østafrika, og de må vel være et udtryk for antallet af vordende ådsler nede på landjorden...

Ægyptiske gæs på Chobefloden

Fra Savute i Chobe-parkens nordvestlige hjørne kørte vi videre til området omkring Serondela i dens nordøstlige hjørne, tæt ved Chobe-floden, som der faktisk er vand i, - masser af vand. Vi foretog her de vanlige køreture, under hvilke vi så sjældenheder såsom Chobe Bushbuck og Puku, begge to antilopearter der stort set kun findes her. De flotte mørke sabelantiloper - som vi også så - er ligeledes karakteristiske for dette område. Vores lejr lå et stykke fra vandet og virkede umiddelbart knastør og støvet, men jeg kunne se betydeligt mere varieret fugleliv her end ved Savute. Grunden til at lejren blev flyttet fra den normale placering lige ned til floden var angiveligt problemer med tyvagtige namibere fra Caprivistriben og bavianer. Landegrænsen giver også andre problemer. På en sejltur på floden fik vi udpeget en

Vic Falls: bilkø ved tom benzintank

superluksuslodge inde i selve Chobe-parken på den botswanesiske side (den eneste lodge i selve parken i dette område). Den har ovre på den namibiske side en filial som egentlig blev oprettet for at aflaste hovedafdelingen, - men hvis gæsterne skal på køretur i Chobe nationalpark, må man ikke bare sejle over floden, - næ, man skal gennem grænsekontrollen en snes kilometer derfra. Og det nytter ikke noget at blive i Namibia, for på den namibiske side er der ingen nationalpark, men kun landbrugsjord. Det siges at gæsterne vægrer sig ved at betale skyhøje priser for at bo i den nævnte filial, og det kan vel næppe undre nogen.

Og så tog vi til sidste destination på turen: Victoria Falls i Zimbabwe. Vi boede på hotel The Kingdom, der er en arkitektonisk monstrøsitet inspireret af ruinerne ved Great Zimbabwe og andre lokale byggeformer. Nærmeste nabo var det betydeligt kønnere - men også dyrere - Great Victoria Falls hotel (ældste bygning i byen bortset fra banegården), som man kunne nå dels via hovedindgangen, dels ad bagvejen via en stump skov mellem hotellerne. Ingen af de to steder så ud til at have den helt store belægning, omend den nok var over hvad jeg havde forventet, - der er åbenbart lidt flere politisk ukorrekte turister end man skulle tro. Ved hovedgaden Livingstone Street er der et akvarium, som blev oprettet i 2001, dvs. efter Mugabes ulovlige uddeling af jord til de såkaldte 'krigsveteraner'. Jeg spurgte en ansat hvordan de dog turde åbne et akvarium under dissse omstændigheder, og han sagde at blot 20 udenlandske besøgende pr. måned à 5 US$ var nok til at betale foderet til fiskene. Han regnede derfor med at akvariet ville overleve krisen.

Det samme gælder ikke nødvendigvis landets befolkning. I supermarkederne står der stadig masser af sæbepulver og dåsemad, men friske landbrugsvarer er næsten forsvundet fra forretningernes hylder. Jeg bemærkede at en liter UHT-mælk stod til 3400 Z$, svarende til ca 30 kroner beregnet efter den officielle kurs på hotellet (770 Z$ pr. US$, - mod 1000-1400 på det sorte marked). Én liter juice lå på 1300-1800 Z$, en dåse sodavand på ca. 700 z$, - dvs. næsten samme niveau som det tilsvarende kvantum indenlandsk spiritus. Og Victoria Falls er temmelig sikkert i en bedre økonomisk situation end resten af landet, dels pga turisterne, dels fordi det er så nemt at komme til indtil flere nabolande. I en sådan økonomi kan det næppe undre at der er problemer med at holde kriminaliteten nede, og hele området sværmede med sikkerhedsvagter, - der var vagter ikke blot ved hotellerne, men også ved næsten alle butikker.

Selve vandfaldene var i øvrigt en stor oplevelse, - man skal blot være forberedt på at blive ret så våd, fordi forstøvet vand fra faldene falder ned over stierne i nationalparken. Og så koster det forresten 20 US$ at komme ind i det naturskabte vandland.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside