Et besøg i dronning Tamaras huleby (Georgien)

Tekst og foto: Niels JL Iversen

Jeg foretog en mindre smuttur til Ukraine, Georgien, Azerbaijan og Armenien i 2000. Der ligger en kortfattet rejsebeskrivelse på klubbens hjemmeside, men den episode der omtales nedenfor strejfes kun periferisk.

Den georgiske del af turen var arrangeret af et rejsebureau i Tbilisi ('Georgica'), og jeg havde selv foreslået at rejseplanen kom til at omfatte et hulekloster ved navn Vardzia (nær grænsen til Tyrkiet). Deres ærbødige luksusturist blev transporteret rundt i firehjulstrækker med en tysktalende chauffør/guide Sosso, og noget af turen havde vi en trainee siddende på bagsædet - en nydelig ung dame ved navn Nino.

Turen til Vardzia

Vi sad altså nu i en lille landsby ved navn Bakuriani, hvor vi havde indtaget det opulente morgenmåltid og gjorde klar til dagens udflugt. Vi skulle køre over byen, sagde min privatchauffør. Nå, hvorfor det? spurgte jeg. Vel, den anden vej er ikke helt så god, sagde han.

Her skal det lige indskydes, at vejene i alt fald i år 2000 var temmelig dårlige i Georgien. Så når en georgier sagde, at en vej ikke var særlig god, så mente han egentlig at den lignede et kilometerlangt bombekrater.


Hovedlandevejen gennem Bakuriani	Nino vandrende rundt i fæstningsruinen Khertvisi

Vi kørte altså til Akhaltsikhe og drejede her til venstre. Så fulgte vi floden Mtkvari til vort første stop ved borgruinen Khertvisi, som har en historie, der rækker mindst 2200 år tilbage. Kirken stammer fra 985, et tårn fra Tamaras regeringstid - hende kommer vi tilbage til - og hovedparten af murene fra 1354. Alt i alt et imponerende kompleks, som vi betegnende nok havde helt for os selv. Så vidt jeg husker, var der end ikke et billetkontor.

Det er sandsynligt, at vi holdt frokostpause et eller andet sted, men jeg mindes intet om dette - jeg rejser ikke for at spise, men for at se ting.

Tamaras klosterby

Turen fortsatte til Vardzia, der ligger indhugget i et bjerg midt i en ødemark. Her var der ganske vist et billetsalg, en vagt og en lokal guide, men ellers ikke en sjæl. Hvilket jeg havde det helt fint med. Stedet blev bygget under Georgi III som fæstning, men udbygget til en klosterby med angiveligt 50.000 indbyggere under hans datter Tamara. Hvis der er nogen, der ikke lige huske hende, så lad mig opfriske et par detaljer fra Georgiens bevægede historie.

Landet blev kristnet i 330 under kong Marian III - efter forslag fra nationalhelgeninden Nino, der kom vappende på sine små bare futter fra Tyrkiet (så nu ved vi hvor Nino fik sit navn fra). I byer som Mtskheta og Tbilisi finder man stadig fungerende kirker fra denne periode.

Men så kom araberne. I det 11. århundrede havde det seldsjukkiske rige en svaghedstid, og David IV Aghmadshenebeli ('byggeren') fik genetableret et selvstændigt Georgien. Knap et århundrede senere regerede Georgi III, der byggede Vardzia. Han havde imidlertid ingen sønner, og i stedet lod han noget usædvanligt datteren Tamara krone som medregent, og hun overtog kronen efter hans død i 1166.


Sosso på vej ned ad en trappe i Vardzia-komplekset.	Den udefra synlige del af Vardzia-ruinerne.

Udsigt fra Vardzia.	En gang med fresker

Dele af adelen (de såkaldte azaurer) og de øverste kirkeledere syntes dog, at hun i det mindste skulle have en ægtemand, og de valgte Yuri, søn af den myrdede russiske konge Andrei Bogoljubskovo. Han var for så vidt en effektiv soldat, men bildte sig ind, at han også skulle regere landet. Det syntes Tamara bestemt ikke, men først efter en længere magtkamp og et par belejlige dødsfald fik hun ham verfet ud.

I stedet giftede hun sig med en lokal mand, David Soslan, som hun var mere på bølgelængde med. Hendes resterende levetid regnes som Georgiens absolutte guldalder, og fra denne tid stammer altså Vardzia.

Vardzia er som nævnt et hulekloster, dvs. en by med kirker, gange, forrådskamre og boligrum, udhugget inde i et bjerg ved navn Erusheli. Et jordskælv i 1283 fik dog dele af bjergsiden til at falde sammen, så man nu fra dalen kan se en smagsprøve på det mylder af gange og sale, der befinder sig indenfor. Der er også en fin udsigt ned til Mtkvari-floden, og for turisten er der tale om en absolut produktforbedring.

Men stedet blev ikke bygget til turister, men som befæstning mod de muslimske riger mod syd. Selv om Georgien havde genvundet sin frihed, lurede faren stadig, og faktisk plyndrede den persiske shah Vardzia i 1551 for alt af værdi. Men da havde mongolske angreb nordfra for længst afbrudt den korte georgiske guldalder. Og senere kom russerne som bekendt.

Turen tilbage fra Vardzia

Efter besigtigelsen af Vardzia viste jeg Sosso et kort i Lonely Planets guide til de tre Kaukasus-lande. Det viste, at vejen tilbage til Bakuriani via Tskhra-Tskaro-passet kun var en tredjedel af turen via Akhaltsikhe, og det var kun strækningen lige før Bakuriani, der var stiplet. Vi var jo nu midt på eftermiddagen, så jeg kunne se at han var fristet. Og så endte det med at vi bestemte os til at gøre forsøget.

Hen imod passet blev der færre og færre huse, og der blev dermed der også færre at spørge om vej. Problemet er naturligvis, at vejskilte i Georgien ikke blot ikke hang på træerne, men helt manglede. De veje vi kørte på blev samtidig smallere og smallere og mere og mere hullede, og på et tidspunkt kørte firehjulstrækkeren simpelthen ned i et hul, og dér blev den.

Sosso havde heldigvis sin mobiltelefon, så han kontaktede sit firma, og heldigvis var der et andet hold i rimelig nærhed af vort formodede opholdssted. Så gik der et par timer, hvor man kunne se Nino kæmpe med panikken, mens Sosso vadede rundt og prøvede at se ud som om situationen var under kontrol. Jeg foreslog ham at prøve at få opklaret, hvor et sæt højspændingsledninger ved vejen førte hen, men det mente han ikke var nødvendigt.

Det næste hold besøgende på vej op til Vardzia.

Efter ca. tre timer så vi en fårehyrde vandre af sted med sine får nogle hundrede meter borte, og ved at kontakte ham lykkedes det at få opklaret, at vi var langt fra den vej vi skulle være på - vi var på en grussti, der førte op til en nedlagt russisk lyttepost ved navn Fysika. Med de sidste rester af batteriet på mobiltelefonen lykkedes det Sosso at kommunikere dette til kollegerne.

Men det løste jo ikke problemet, nemlig at vores bil befandt sig nede i et hul. Og vi havde ikke en skovl. Heldigvis dukkede der en lastbil med et læs tømmer op i aftendæmringen, og den fik hevet os op på jævn grund igen. Mit væsentligste bidrag til operationen var at snakke engelsk med en pige i lastbilen, som gerne ville have lidt sprogtræning - noget for noget!

Og kort efter dukkede kollegerne fra Georgica op - 4 timer efter at vi var strandet og længe efter solnedgang. Vi trillede derefter i kortege tilbage til Bakuriani og indtog vort lettere forsinkede aftensmåltid.

Resten af turen fulgte Sosso strikte de forslag til køreruter, som kom fra indenlandske kilder. Nino måtte vi desværre aflevere til den anden gruppe et par dage senere, men det var vist planlagt fra starten. Og jeg fik lært en del om de betingelser folk i dette ludfattige, men spændende land lever under.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside