Tilbage til De Berejstes hjemmeside

Arizona, Louisiana mm., oktober 1995


Jeg havde på mine første besøg i USA udelukkende benyttet offentlige transportmidler, bl.a. fordi mit kørekort havde ligget brak siden halvfjerdserne. Midt i halvfemserne gravede jeg det ud af støvdyngerne og genoptog min anvendelse af de der dimser med runde hjul under.
Papago Zoo, Phoenix

En vellykket biltur i Nordnorge havde givet mig blod på tanden: jeg øjnede nu en chance for at få set Grand Canyon og andre af de store seværdigheder i det indre USA, som man nemmest kommer til i bil. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg koblede to uger i ørkenstaterne med én uge i Louisiana, - i praksis kom det til at virke som to adskilte ferier, holdt i forlængelse af hinanden (og så indledte jeg endda turen med et smut til Skåne).

Da jeg kom til Kastrup, eksisterede 'min' flyafgang slet og ret ikke. Det viste sig at jeg var blevet ombooket til det følgende fly, og denne løsning indebar at jeg kunne nøjes med ét flyskifte (i Atlanta). Men det ku' de jo godt have fortalt mig. Da jeg steg ud i Phoenix, var det ved at blive mørkt. Jeg anede ikke hvor jeg skulle bo, og mit kendskab til 6-cylindrede sorte biler med automatgear var rent teoretisk. Men jeg kørte fornuftigvis østpå ad van Buren Boulevard, og rent tilfældigt så jeg et Motel 6-skilt i vejkanten. Da jeg vidste det var en billig motelkæde, kørte jeg derind. Det blev ikke sidste gang.

Næste dag beså jeg så den Zoologiske have, den Botaniske Have (med verdens største kaktussamling) samt brandbilmuseet Hall of Flame, - alle tre ligger i eller ved Papago Park.
Grand Canyon
Det var gloende hedt, - omkring 40° celsius (men derovre bruger de Fahrenheit, og dem var der 90 af). På tredjedagen ville jeg nordpå via Interstate 10, der passerer syd om van Buren, men mit bykort var ikke helt ajour. Faktisk endte jeg i en
Hall of Flame
fjern forstad ved navn Scottsdale, men fandt herfra over til Interstate 10. Resten af turen gik efter planen. Jeg drejede fra mod Dead Horse Ranch og op mod Sedona, der er en lille by med fine supermarkeder midt i en hel masse røde klipper befolket af New Age-tilhængere og myrer. Herfra gik turen gennem Red Creek Canyon til Flagstaff, hvor jeg inden solnedgang nåede både at se Museum of Northern Arizona og et meteorkrater 45 miles øst for byen.

Det blev en kold nat: der var rimfrost på bilen om morgenen. Jeg kørte op til Grand Canyon, der virkelig er alt de pæne ord værd som man har siger om den. Der var endda god sigtbarhed (25 miles), - det sker ellers tiere og tiere at smoggen fra Los Angeles driver ind over stedet. Overnatning ved selve kløften er dyr, så jeg fortsatte om eftermiddagen til byen Page, der oprindelig er bygget til de arbejdere der byggede dæmningen over Glen Canyon. Normalt burde overnatning her ikke være noget problem, men der var tilfældigvis ballonfestival. Så jeg endte med at leje et helt rækkehus hos EconoLodge formedelst 73 $.
Bryce Canyon


Den følgende dag kørte jeg via Kanab til Bryce Canyon, der egentlig er en forvitret lyserød bjergryg. Natten tilbragte jeg i Doug's Country Inn, hvor der for en gangs skyld ikke stod en Bibel, men tværtimod en stribe Mormons bøger på adskillige sprog. Videre gik færden gennem nationalparken Capitol Reef til næste overnatningssted Moab, der ligger klods op og ned af nationalparken Arches, hvor moder Natur har moret sig med at bore kæmpemæssige huller i klipperne. I de mest ekstreme tilfælde dannes der herved en tynd bro, som før eller senere skvatter ned. Det er foresten forbudt at stå under broer der er lige ved at skvatte ned, - Nationalpark-myndighederne ønsker ikke at komme i kløerne på den hyperaktive amerikanske advokatstand.

Næste strækning forløb gennem et næsten mennesketomt område. Fra benzinstationen i la Sal til den næste i Naturita var der ca. 80 miles, hvor jeg ikke så en anden bil, endsige en butik. Vejen gik videre langs San Miguel-floden op til Ridgeway, hvor man støder til San Juan Skyway. Denne vej fører gennem nogle af de flotteste partier af den sydlige ende af Rocky Mountains, med det højeste punkt i ca 3,3 kilometers højde. Man kan dog godt komme endnu højere op, endda uden at forlade sin bil: amerikanerne har bygget en asfalteret vej til toppen af det 4 km høje Pike's Peak. Men der var jeg ikke, - derimod passerede jeg Silverton. Fra Silverton til Durango er der en museumsjernbane, og lige inden Durango var jeg så heldig at komme til at køre side om side med toget, så jeg kunne tage et snapshot ud gennem den åbne siderude. Billedet blev rimeligt, omstændighederne taget i betragtning.

Toget til Durango
Dinoer, Albuquerque
I Durango overnattede jeg på Spanish Trails, lige tværs over for et døgnåbent supermarked (hvor jeg købte ind kl. 3 om natten). Næste morgen krydsede jeg ind i New Mexico til Chamas, hvor man også har en veteranjernbane til benefice for turisterne; herfra videre til Taos (mindes nogen TV-serien McCloud ?) og Santa Fé, hovedstaden i New Mexico. Navnet mindes man vel mest for jernbanelinjen af samme navn. Der kører stadig tog, men færre og færre medtager passagerer. Santa Fé virker i øvrigt meget mexicansk, men der er flere penge i omløb. Jeg beså et par kirker, guvernørpaladset samt et kunstmuseum.

Turen gik tidligt næste morgen til Albuquerque, hvor der tilfældigvis var ballonfestival. Jeg beså først par museer og derefter Rio Grande Zoo. Her var der en uhyrlig masse mennesker, men de var vist mere kommet for at spise spareribs end for at se på dyrene. Formodentlig var det gæster fra ballonfestivalen. Jeg sluttede dagen af med at se byens Atombombemuseum og kørte siden sydpå.

Næste større stop var Tucson i Arizona, hvor der ikke var ét eneste supermarked i centrum, og knap nok en butik i det hele taget. Al handel var samlet i butikscentre i forstæderne. Dette er en almindelig tendens i USA, men er mest udpræget i de store indlandsbyer, hvor enhver med penge på lommen har en bil, og hvor man har god plads til parkeringspladser. Jeg besøgte nogle museer og den zoologiske have i Reid Park, men ellers gik turen op på Kitt Peak for at se på et astronomisk antal hvide observatorier.
Natural Bridge, Tonto
Jeg havde et par dage til overs inden jeg skulle flyve videre til Louisiana. Jeg besøgte i løbet af disse bl.a. Tonto Natural Bridge, som jeg fandt nærmest ved et tilfælde. Der var først en uskyldigt udseende sti. Derefter kunne man kante sig forbi et vandfald og ned ad en våd skrænt og gennem en kløft med et vandløb, hvor jeg hoppede fra sten til sten i selskab med et par sympatiske amerikanere. Til sidst skulle vi ned ad en spejlglat klippe, med fare for at skvatte 10 meter ned i en sø. Egentlig var det nok ikke meningen vi skulle gå der, men da vi så kom til 'naturbroen', så vi et flot syn: et spinkelt tæppe af vand, som solen strålede igennem. Heldigvis fik jeg det fotograferet, så jeg kan genopfriske mindet.

Omegnen af New Orleans
Den sidste uge af turen tilbragte jeg mestendels i Louisiana, med en afstikker til Florida. Som antydet var det lige ved at virke som et antiklimaks ovenpå de fantastiske naturscenerier jeg havde oplevet i løbet af de første to uger. Og det er egentlig en skam, for Louisiana er et særdeles seværdigt sted på sin egen måde. Hovedbyen New Orleans ligger i Mississippi-flodens udstrakte delta, og motorvejene rundt om byen svæver på stylter over sumpene. Over Lake Pontchartrain nord for byen fører en 24 miles lang søjlebro, - angiveligt verdens længste over ubrudt vand.

I øvrigt går indbyggerne i Louisiana for at være tossede. New Orleans' mordrate er en af de højeste i USA, vejene er hullede, og politikerne stinkende korrupte. Ved det sidste guvernørvalg inden denne tur havde vælgerne valget mellem en Ku Klux Klan-type og en fordrukken storspiller og svindler, der allerede én gang var smidt ud af sit embede. Modstræbende valgte de svindleren. Men New Orleans er skam en interessant by: Der er en god zoologisk have ude vestpå i Audubon park, og inde i centrum har man dels et formidabelt flot akvarium, dels hele det Franske Kvarter med dets rige kulturelle traditioner.

Sump, Bellingrath Gardens
Pudsigt nok var Louisiana kun fransk i 4 år. Længe var det spansk, og det var dårligt nok blevet fransk før Jefferson købte hele baduljen af Napoleon, der havde mere end nok at se til i Europa. Den fransktalende befolkning kom mestendels fra Canada (efter englændernes erobring af Québec). Deres sprog holdt sig længe ude i sumpene, men selv her er det nu stort set uddødt, - jeg spurgte flere steder, men fandt ingen der talte det længere. Til gengæld har den franske påvirkning efterladt sig varige spor i bl.a. madlavningen, - og måske også i New Orleans' exuberante Mardi Gras-festligheder, som man har et helt museum for i bydelen Rivertown.

Da jeg første gang skulle overnatte i New Orleans, var der fuldt optaget de første 3 steder. Så havnede jeg et sted hvor der var pornofilm på den eneste ordentlige kanal i fjernsynet, og hvor et antal personer af adskillige køn afholdt et orgie i værelset ved siden af. Det følte jeg mig ikke tryg ved, så jeg forlod stedet og fandt omsider et rart sted, Breaux's motel, i betryggende afstand fra storbyens fordærv. Her blev jeg et par nætter, fulgt af et smut rundt i Louisiana og turen ad kystvejen langs den Mexicanske Golf til Pensacola i Florida. Toppunktet på denne del af turen var et besøg i de fortræffelige Bellingrath Gardens sydvest for Mobile i Alabama.

... mere er der vel ikke at sige om den ting.


Niels J.L. Iversen
Sidst opdateret 11/05-99

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside