Peru-Bolivia-New York, august 1998

Mig og pigerne i gruppen (ved Macchu Picchu)

San Antonio, Lima

Limeñoer i zoo

Denne rejse bestilte jeg hos Albatros i København, men der indgik to ugers rundtur arrangeret af det canadiske firma GAP ('Great Adventure People'), der selv havde arrangeret sig med adskillige lokale entreprenører i Peru og Bolivia. Turen til Sydamerika gik via Zürich og New York, angiveligt fordi der var udsolgt på de direkte fly fra Europa.

Det første sted jeg besøgte i Peru havde et rigt dyreliv, mange stier og et broget folkeliv, - men alligevel så jeg ikke én decideret turist. Det drejer sig naturligvis om Limas zoologiske have i Parque de las Leyendas. Jeg var der på en søndag, og åbenbart drager cirka én million ud af byens fem-seks millioner indbyggere til zoo om søndagen for at spadsere rundt og snakke mens dyrene ser på dem.

Cuzco: udsigt fra Corihuasi

Sejlads på Urubamba-floden

Cykletur fra Chincerro til Urubamba

Jeg fløj efter 2 dage i Lima videre til Cuzco, hvor GAP-gruppen blev samlet, og hvor turleder Kevin ventede på os. Jeg var heldig med gruppen. Der var en kanadier, et australsk par, to rapkæftede piger fra Skotland, tre stk. fra England samt en nordengelsk familie, og vi havde en glimrende omgangstone. Og så kastede de sig med krum hals ud i løjerne. Allerede dagen efter ankomsten til Cuzco (i 3.300 m højde) var der en 6 timers cykeltur fra Chincerro til Urubamba, hvorfra vi blev transporteret i minibus til Ollantaytambo for overnatning. Kun 2 personer kørte med minibussen fra Cuzco. Dagen efter var der white-water-rafting om formiddagen, og kun undertegnede foretrak at blive på landjorden (jeg kan ikke fordrage at blive våd). Derefter fulgte spadsereturen til Macchu Picchu ad Inkastien, med 3 overnatninger undervejs.

Med udtrykket spadseretur sigtes bl.a. til at vi havde bærere med, der bar vore telte, soveposer og maden. Maden var dog noget vegetarisk ruskomsnusk, så jeg levede overvejende af bananer, popcorn og inka cola (senere, efter tilbagekomsten til Cuzco, vendte jeg tilbage til bøf, pizza og inka cola). Alligevel var jeg den eneste i hele selskabet, der efter spadsereturen ikke havde haft bæsyge, bræksyge, højdesyge eller det hele på én gang. Det fattede vores turleder ikke: jeg var den mest usunde deltager han nogensinde havde haft på inkastien, og det var mod alle regler at jeg ikke blev syg ligesom alle de andre. Jeg forklarede ham tålmodigt at det måtte skyldes sukkeret i inka cola'en og mit lave forbrug af alt det der usunde kaninfoder.

Efter tilbagekomsten til Cuzco havde vi et par fredelige dage (som nogle af os brugte til en

Hiram Bingham-vejen til Macchu Picchu

Macchu Picchu

Det lille tog til Macchu Picchu

Inkastien: Puyupatamarca

Inkastien: 3. pas

Inkastien

Tiahuanaco

udflugt til bl.a. Pisaq og Chincherro), hvorefter vi skulle med toget til Juliaca. Turen skulle have varet 8-9 timer, men endte med at vare 19½ time. Kort før rutens højeste sted (efter 190 km, 4.300 m) bliver toget delt, fordi en eller anden tumpe i det peruvianske jernbanevæsen har købt diesellokomotiver der er for svage til at trække det hele op ad bakken (de tidligere brugte damplokomotiver kunne derimod klare turen!). Alligevel gik lokomotivet i stykker, da vi skulle op, - og så meget inka cola havde jeg alligevel ikke drukket. Der blev så sendt et andet, men det kunne ikke klare opgaven, og så måtte vi vente på et tredje, der omsider fik os hevet op til første halvdel af toget, der havde holdt og ventet på os oppe på toppen. Vi kom således med nogen forsinkelse til Juliaca, og herfra kørte vi til Puno i minibus. Vi lagde os til at sove ved daggry.

Dagen efter sejlede vi ud på Titicaca-søen til Taquile-øen, hvor vi havde en enkelt træk-og-slip- løs overnatning i en slags indianerherberg. Efter dette fortsatte turen ind i Bolivia via Copacabana til La Paz, hvor man ikke kunne få inka cola, - så der sluttede den fase. Det er næppe noget tilfælde at jeg få turens allersidste dage fik lidt knas med et par tæer på venstre fod. Det var aldrig sket hvis jeg havde fået min daglige dosis inka! I øvrigt sluttede GAP's del af turen i La Paz, dog først efter en tur til Tiahuanaco (hvor de færreste dog deltog, - resten havde akut ruinitis, der tilsyneladende kun kunne kureres med indkøbsture i La

Sejltur på Titicaca-søen

Paz).

Jeg havde imidlertid valgt at tage lidt ekstra tid i Bolivia, og jeg brugte noget af tiden til et besøg i Sucre, den formelle hovedstad. Sucre viste sig at være en meget behagelig, hvidmalet by på lidt over 100.000 indbyggere, hvoraf en stor del er uddannelsessøgende. Jeg havde lidt problemer med tilbageturen til La Paz: dagen før havde jeg kigget indenfor i Aerosur's kontor i byen, og min La Paz-flyvning var da blevet rettet til at skulle gå over Santa Cruz. Da jeg så stod i lufthavnen, var også denne flyvning blevet aflyst, og man foreslog uden at blinke at jeg kunne komme tilbage dagen efter. Men jeg foretrak at hive mine dollarsedler frem og købe en

Sucre: Museo Colonial (Museos Universitarios)	Sucre: Palacio de Gobierno (Højesteret)

La Paz-billet hos konkurrenten LAB (Lloyd Aereo Boliviano) formedelst 64 $.
På hjemvejen tilbage til Europa havde jeg et døgns ophold i New York, og jeg benyttede lejligheden til et gensyn med American Museum of Natural History (hvor den

Udsigt over La Paz

palæontologiske afdeling var nyopstillet siden mit sidste besøg i 1989). Efter dette trillede jeg ned til Coney Island og beså New Yorks Akvarium igen for første gang siden 1989, og jeg sluttede af med at spadsere rundt et par udvalgte steder på Manhattan. Det var en udmærket afslutning på turen.

En feries vellykkethed kan måles på antallet af besigtigede seværdigheder. Men den kan også vurderes ud fra antallet af fotografier man får taget. Jeg tog 8 ruller à knap 40 billeder på denne tur, hvilket var personlig rekord.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside