En liter mælk i et islandsk supermarked koster henved 130 islandske kroner (à 0,10 DKK), ost mindst 1000 kr pr. kg, en skærekage 300 kr, bybussen i Reykjavik 150 kr pr. tur, en pizza på en restaurant 1200 kr og en BigMac på McDonalds 400 kr (det højeste BigMac-indeks jeg endnu har set). Det er mig en gåde hvordan islændingenes privatøkonomi kan hænge sammen, men faktum er at de endda har råd til at gå i byen i weekenden og drikke sig plørende fulde. Og det er et stolt folkefærd: selv mægtige MacDonalds har måttet bøje sig og sætte f.eks. McOstborgare (cheeseburger) og McFiskborgare (fishburger) på deres menukort.
Vejret deroppe er en saga for sig. Der skulle angiveligt kun kunne forventes gennemsnitligt 3 dage med blå himmel i juli, og når jeg havde sol halvdelen af tiden var det for så vidt mere end man kunne vente. Jeg tog derop på en forlænget weekend fra torsdag den 26/8 til søndag den 29/8, dvs. jeg havde blot 2 fulde dage, og for det
Kerið
den tur kostede kunne jeg nok have fået 2 uger ved Middelhavet.
Men jeg havde ikke 2 uger til rådighed, og man bør jo som nordbo besøge vore frænder på den fjerne lavaø. Af de to dage tilbragte jeg én (fredag) i Reykjavik, og på den anden deltog jeg formedelst 4800 kr i en udflugt til 'The Golden Circle' (eller 'Golden Triangle'): Guldfoss, geysir-området samt Þingvellir. Torsdag aften spadserede jeg en 3 timer lang tur gennem byen i stille småregn, og det regnede stadig da jeg dagen efter om formiddagen besøgt den Botaniske have (Græsargarður) samt den nærliggende husdyrzoo (Húsdyrgarður). Men det klarede op ved middagstid, og sidst på eftermiddagen nåede jeg endda ud at se frilandsmuseet Árbær i godt vejr; derefter startede regnen igen.
Dagen efter var vejrguderne om muligt endnu mere vægelsindede: det regnede da den omtalte tur startede, men da vi var nået til
Gullfoss (med fejlfarvet himmel)
krateret Kerið skinnede solen som besat. Ved Gullfoss skinnede den også det meste af tiden, men som kompensation støvregnede det helt vildt fra vandfaldet. Ved geysirområdet var vejret overskyet og blæsende, - og just her skulle vi tilbringe 1½ time, så selv de langsomste gumledyr kunne få tygget af munden. Så kørte vi ad en snoet og bakket grusvej forbi Laugarvatn til Þingvellirvatn. Undervejs fik vi efter anmodning fra en turdeltager bevilget et kort fotostop, og indenfor 2 minutter efter dette øsregnede det. Der var et yderligere (planlagt) stop kort før selve Þingvellir, i området mellem
Sprække ml. kontinentalpladerne (nær Þingvellir)
kontinentalpladerne. Det var tørvejr, så jeg fik fotograferet nogle pæne sprækker i jorden. Da vi så nåede selve Þingvellir få minutter senere, skyllede regnen ned, så selv Gullfoss godt kunne gå hen og lægge sig. Men selv i regnvejr var stedet magnifikt (det lignede nærmest indkørslen til en korsfarerborg), og jeg havde naturligvis medbragt regntøj. Da vi ved 17-tiden nåede tilbage til Reykjavik, var regnen hørt op igen så jeg kunne tage en sidste spadseretur, men den begyndte igen om natten, og det småregnede næste morgen, da jeg forlod landet.
Det er al ære værd at islændingene kan forblive glade og venlige under de omstændigheder, og det er endnu mere mærkeligt at de overlever den lange mørke og våde vinter. Såvidt vides graver de sig ned i jorden om vinteren og spiller skak, - i alt fald ude på landet. I Reykjavik afventer de snarere forårets komme fra deres stamcafé. Herre må vide hvor de får pengene til det fra...
