Saint-Pierre et Miquelon, en fransk udpost i Atlanten
Erling Nyvold
I lang tid havde jeg planlagt en tur til det østlige Canada, så det ville være helt praktisk at besøge Saint-Pierre et Miquelon i samme omgang. Dels ville det være et nyt territorium for mig, men det ville jo også være sjovt at være den første fra DBK, der satte sine fødder der.
Først noget om øerne, for det er altså en øgruppe. Denne består af otte større og mindre øer. Den største er Miquelon, som egentlig er en sammensmeltning med sanddyner af tre øer, Langlade, Miquelon og Le Cap. Rundt om øerne ligger ca. 800 skibsvrag og det siges at disse har hjulpet til at opbygge sanddynerne. Miquelon er ca. 213 km2 stor. Den næststørste ø og befolkningsmæssige den største er Saint-Pierre, ca. 25 km.
Tilsammen fylder øerne ca. 242 km2 med 6750 indbyggere. Øgruppen ligger ca. 25 km syd for NewFoundland. Grunden til at Saint-Pierre med byen af samme navn er blevet en hovedø er at man her finder en naturlig havn.
Øernes "moderne" historie går tilbage til det 15. århundrede, hvor fiskere fra Normandiet, Bretagne og Baskerlandet brugte øerne som opholdssted under det store torskefiskeri. Officielt blev øerne opdaget af portugiseren Fagundes d. 21. Oktober
1520. Han kaldte øerne "De 11.000 jomfruers øer". Franskmanden Jacques Cartier besøgte Saint-Pierre i juni 1536 og gav øen det nuværende navn og startede den franske periode.
Saint-Pierre et Miquelon er en del af den franske republik og Frankrigs ældste oversøiske territorium. Samtidig er de den sidste rest af det franske Nordamerika. Øerne har ført en omtumlet tilværelse i strid mellem Frankrig og England og først i 1825 blev de endelig franske.
Indbyggerne på Saint-Pierre stammer overvejende fra Bretagne, Normandiet og Baskerlandet, medens Miquelons indbyggere er af Acadisk oprindelse. Disse kom som flygtninge sidst i det 18. århundrede. Indtil 1992 var torskefiskeri den vigtigste indtægtskilde, men da dette blev stoppet, prøver man nu at dreje eksistensgrundlaget i retning af turisme, offshoreaktiviteter og diverse serviceerhverv.
En ny stor lufthavn som kan tage store jetfly, er lige taget i brug og der planlægges at bygge casinoer for at lokke turister til. En stor opblomstring i øernes handelsliv skete under den amerikanske forbudstid i tyverne, da Canada ikke kunne eksportere alkohol direkte til USA. I stedet for eksporteredes det til Saint-Pierre et Miquelon, og hvor de amerikanske smuglere så hentede sine varer. For den som er filatelistisk interesseret udgiver øerne hvert år en række smukke frimærker. I øvrigt benyttes franske franc på øerne.
Tilbage til min egen rejse. Jeg ankom sidst i marts 2001 med fly fra St. John´s på NewFoundland. Fly er den eneste mulighed for at komme til øerne om vinteren. Det lokale flyselskab "Air Saint-Pierre", flyver for øvrigt også til Sydney, Halifax og Montreal i Canada. Saint-Pierre har en række hoteller og pensionater og jeg havde hjemmefra valgt at bo på hotel Robert, som skulle være det ældste. Dette viste sig at være et hyggeligt, ikke for stort hotel, lige ved havnen, men desværre med restauranten lukket om vinteren. Det var nu ikke noget stort problem for byen har flere gode og billige og mindre billige spisesteder. Man spiser fransk og man spiser GODT. Sproget er selvfølgelig fransk, men engelsk er heller ikke noget problem. Som sagt kom jeg med fly, men fra april til november kan man sejle fra Fortune på NewFoundland med hurtigbåd på ca. 5 kvarter.
Sidst i marts er det stadigvæk vinter på øerne og Saint-Pierre var da også godt dækket med sne mellem husene, men foråret var på vej. På en spadseretur gennem byen kan man tydelig se, at det er en vinterby. Husene, som er bygget af træ og malet i nogen efter danske forhold skrigende farver, har alle et lille udbyg ved indgangsdøren som vindfang, når vinterstormen raser.
Jeg selv tilbragte stor del af tiden i Saint-Pierre med at gå byen tynd og fotografere de utallige varianter af arkitektur. På et tidspunkt endte jeg på den franske kirkegård, som nok er meget anderledes end de danske. Øernes historie er jo tæt forbundet med havet og på mange af gravstederne, som var store som små huse, var der installeret koøjer som på et skib, så jeg forestiller mig at der kunne de døde sømænd sidde og kigge udover havet. Bliver man træt af at gå, findes der rigeligt med værtshuse.
Hotel Robert har forresten en lille, men sjov udstilling med billeder og genstande fra forbudstidens aktiviteter.
Hvis man besøger Saint-Pierre om sommeren, bør man besøge øen l´Isle Aux Marins, som ligger 10 min. bådtur fra havnen. Båden sejler desværre ikke om vinteren. Øen viser den oprindelige bebyggelse og er nærmest et stort museum.
Jeg kom nu alligevel ud at sejle idet det heldigvis var lige den dag båden sejlede til Miquelon By på øen Miquelon. Turen gik med det stolte skib "Maria Galanta", som for øvrigt også sejler til NewFoundland. Med over 30 knobs fart strøg vi langs øerne og fra havet får man rigtig indtryk af at øen består af flere øer. De lave sanddyner som forbinder øerne kan man slet ikke se på afstand, så det er måske ikke så mærkeligt at mange skibe er strandet i årenes løb.
Miquelon by er noget mindre end Saint-Pierre og bærer præg af at være mere velordnet. Den er nu i alle tilfælde et besøg værd. Efter Miquelon, som man for øvrigt også kan besøge med fly fra Saint-Pierre var det tid til at fortsætte min canadiske rejse og jeg forlod øen i snevejr tilbage til St. John´s.
Generelt vil det nok være bedre at besøge øerne om sommeren. Jeg kan dog trygt anbefale et besøg, og hvis nogle ønsker oplysninger, er jeg til rådighed. Øerne har for øvrigt en hjemmeside på www.stpierreetmiquelon.com.
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside