Tilbage til De Berejstes hjemmeside

                 BURMA I "GAMLE DAGE"

September 1986

af Anette Sode & Paul-Erik Jensen

Vi havde på det tidspunkt rejst rundt som hårdtprøvede rygsæks rejsende i Vestasien i 6 mdr. og Sydøstasien i 2 mdr. (af en sammenlagt tur på 15 mdr.), og ville selvfølgelig også gerne besøg det lukkede land, Burma.

I 1985 blev landet besøgt af ca. 300.000 turister, heraf 1/3 rygsæksrejsende.

Det var tilladt at besøge landet i op til 7 dage, og man skulle officielt have et visum til landet før der kunne købes flybillet til Rangoon, da fly hertil var den eneste tilladte grænsekrydsnings mulighed.

I praksis endte vores historie med at ambassaden ikke ville udstede visum, før vi havde vores flybillet hos Burma Airways, og vi fik derefter visummet på ambassaden i Bangkok.

Vi fløj med en Fokker F 28, som var yderst lille, overhovedet ingen benplads imellem sæderne, men servicen var høj med servering af sandwicher, sandkage, sodavand samt kaffe, på en flyvetur af ca. 1 times varighed. (nøjagtigt det samme fik vi på returen, og det blev faktisk serveret på alle deres afgang, derfor blev selskabet blandt rygsæks rejsende blot kaldt ”sandwich selskabet”.)


Maskinen var overfyldt med lokale spidser, som havde været i Bangkok for at julehandle, og som hjemførte alverdens luksusvare, inkl. store fjernsyn.

Vi til gengæld havde blot en let pakket rygsæk med: foruden vores tøj var det vigtige handelsvarer, som var 2 flasker Johnny Walker Red Label, og 2 kartoner 555 cigaretter til at handle med på det sorte marked. Det kostede os blot US$ 28 i alt at købe, og det blev senere solgt på gaden i Rangoon til det, som officielt svarer til US$ 185!!

I Burma kørte man med 2 kurser på valuta, den officielle som var US$ 1=7 Kyat, og den uofficielle var US$ 1= 30-35 Kyat. Landets valuta Kyat var på seddel beløb lydende 1, 5, 10, 25, 35 og 75 Kyat.

I 1986 kunne man kun besøge følgende steder: Rangoon, (med lidt held Pegu), Thanzi, Pagan, Inle Lake, Mandalay og Maymyo.

Tourist Burma var dannet for at hjælpe, og især, kontrollere turisterne. Der var mange papirer vi skulle udfylde hos dem ved indrejse; først en blanket til indførsel af kameraer og radioer, så en penge blanket til at skrive alle officielle beløb ind til dækning af transport og hotel, som skulle stemples hvert sted, hvor vi overnattede og købte transport, en valuta veksle blanket og til slut en oversigt blanket af det hele! Det tog alene 25 min. arbejde i lufthavnen ved ankomsten.

Vi var heldige at slippe med ca. 5 min. ved afrejsen, da personalet var kommet under tidspres, men vi fik dog lidt tekst på alle blanketterne på turen rundt i Burma. Vi var tvunget til at veksle et mindre beløb, officielt så det svarede til de officielle beløb påført på blanketterne til hoteller og transport – resten blev finansieret af de sorte penge vi fik ind ved salg af whisky og cigaretter.

Så det blev en BILLIG uges ophold. (i alt under US$ 100 for 2 personer i 1 uge)

Det var omstændigt at købe togbilletter på den tid. Tourist Burma lavede først en reservation til os. På togbillet kontoret fik vi udleveret en regning, som skulle betales ved kassen og derefter retur med kvitteringen for at få udleveret vores billetter. Til gengæld var Tourist Burma flinke til at opbevare vores rygsæk på deres kontorer ved behov for dette. Generelt forsøgte vi at undgå officielle beløb.

Vi mødte undervejs nogle få lokale personer som hjalp med os med transport, men da nogle kontakter var nævnt i ”Lonely Planet” bogen om Burma havde de fået søgelyset på sig fra regeringen af, så de turde ikke køre for os, så der burde Tony Wheeler nok have tænkt sig lidt mere om, da sådanne oplysninger sikkerhedsmæssigt kan være problematiske i sådanne lande, ofte er bedst at få fra mund-til-mund metoden.

Da vi rejste rundt undgik vi så vidt muligt at blive ankomst registreret og det gav os til alt held ingen problemer ved politi checkposterne, som vi især mødte på turen fra Mandalay til Maymyo. Vores chauffører tog også nogle gange små omveje for at forbigå checkpoints.

- - - - -

Men hvordan oplevede vi så landet? Vi husker det som en dejlig tur med flot natur, spændende kultur, et meget flinkt folkefærd, samt nogle utrolige nysgerrige mennesker, som spurgte ind til vores kultur eller blot skulle betragte Anettes blonde hår og blå øjne.

Landet var præget af nøjsomhed, fattigdom og hårdt arbejde, samt hård kontrol omkring pengesager over for turister. Der var ikke mange penge i omløb, og ofte når vi så på souvenirs, ville de handlende heller bytte varer, så som T-shirts med os, i stedet for at få kontanter.

Det sorte marked var især i Maymyo stort og der kom mange smuglervarer igennem her fra den nordlige del af landet, inkl. narkotika.

Vi blev her (i Maymyo) ofte advaret imod politi stikkere af de lokale handlende, som hjalp os så godt de kunne med at undgå dem, også 2 hestedrosker hvor kuskene var narkotika forhandlere advarede de os imod.

Transport systemet var ikke særligt godt, så det var svært at komme rundt uden for byerne, hvilket naturligvis passede Tourist Burma godt. Vi lejede dog cykler, cykeltaxier og hestedrosker/vogne til dagsudflugter i lokalområdet, foruden at vi fik brugt fødderne godt.

Vores rejse bragte os med nattog på hårde træbænke fra den snavsede by Rangoon op nordpå til Mandalay.

I toget blev vi nærmest overfaldet af sælgere med mad, drikkevarer, snacks, og endda bogudlejning, og larmen fra stationerne undervejs mindede os om Indien. På Mandalay station mødte vi en ung fyr, som hjalp os uden om den officielle ankomstregistrering og fik os videre til Maymyo med jeep.

Jeepen blev læsset med 4 personer på forsædet og 7 på bagsædet, plus bagagen bagpå så den gamle bil masede sig de 67 km opad bjerget i en smuk natur, hvor gule blomster træer og julestjerne træer stod i fuld flor.

Efter 1 times kørsel blev der pause for jeepen med indhold ved landsbyen 21 Miles, hvor Anette talte med den lokale lærer og hun fik prøvet den lokale krigsmaling, som er en mudderblanding med barkekstrakt som forhindrer huden i at udtørre i den kraftige sol, og fik tillige en bøtte af det foræret til den videre tur. (Det blev dog aldrig brugt).

Vi ankom til den gamle engelske hillstation Maymyo, som bare er et pragtfuldt sted. Vi lejede cykler på vejen op til et hotel ”Candacraig” eller som det nu også hed ”Goverment Rest House”, som var bygget i 1906 af teaktræ og et flot sted bygget i kolonial stil, som lå ca. 20 min. gåtid fra markedet af. Så vi kom ikke ud at køre med de flotte hestedrosker, som byen ellers er kendt for, men fik på cyklerne set adskillige boligkvarterer, som vi nok ikke ellers havde fået set.

De lokale advarede os overalt imod politi stikkere – så vi holdt fingrene fra al handel på det sorte marked.

Vi måtte sove tæt i den kolde nat, men i en rigtig seng, da de tynde tæpper ikke hjalp meget her i nattekulden. Desværre skulle vi af sted tidligt næste morgen, stedet var ellers ideelt til 1 uges hygge.

- - - - -

Vi kom med en Datsun pickup retur til Mandalay i fuld fart – nu gik det nemlig nedad!

Vi tog på rundtur i Mandalay by, da ingen ville tage os rundt til de omliggende byer, pga. angst for regeringens sanktioner.

Vi blev fragtet rundt i en af de specielle cykel rickshawer, hvor man sidder 2 ved siden af hinanden, men 1 ser fremad, den anden bagud!

Der er mange pagoder og templer at se på i området, vi vil blot fremhæve Mandalay Hill, som er en bakke, hvorpå der er bygget templer på toppen. For at komme derop går man under flotte trætage ad lange trapper, minus fodtøj, og passerer undervejs mange handelsboder af forskellig art, samt de mange fotokulisser, hvor man kan få taget et ”professionelt” billede af sig selv i f.eks. en hængegynge i skoven. Anette fik lagt sit horoskop i et palmeblad, og vi må i dag, 2003, konstatere at hun ikke har opfyldt/fået opfyldt nogle af punkterne i hendes livsforløb.

Hvis man ville handle smukke ting, var det ved Mahamuni pagoden, hvor en lang entre indeholder utallige boder med gyldne ting og sager, alle fremstillet i Burma.


Vi valgte at tage flodbåden fra Mandalay ned af Irrawaddy River til Pagan. Sov på båden i en ”luksuskahyt” på gulvet, som vi delte med 4 andre rygsæksrejsende samt en lokal familie på 4 personer, med afgang kl. 06.00 næste morgen.

Den lokale familie delte deres morgenmad med os alle; kogt ris i bambus + chili til at dyppe i, samt kaffe.

Faderen var regeringsansat og talte godt engelsk, og skulle forflyttes ned fra nord til syd Burma.

På et tidspunkt ville Paul-Erik feje gulvet, men blev efter et par sekunder afvæbnet af en totalt chokeret burmesisk familie – da det GØR MAN IKKE som mand – så det job fik datteren lov til at udføre.

Ellers oplevede vi en pragtfuld sejlads, med god snak og interessant sceneri langs med flodbredden med landsbyer, folk og handelsliv.

Overalt hvor vi viste os på båden, blev vi overbegloet af de lokale, ligeså hver gang vi lag til ved diverse landsbyer ved flodbredden, de var helt klart ikke vant til at se turister.

På færgen var der en lille restaurant, hvor vi kunne købe lækker kage og smagløs kaffe. Det skal også lige nævnes, at der ikke var mange kvadrat cm ledig gulvplads på båden, da den var godt pakket med handelsvare og mennesker, derfor var vi ekstra glade for vores ”luksuskahyt”.

Båden lå ved kaj i Pakkako om natten, da det er for farligt at sejle om natten, da man ikke kan se sandbankerne, som flytter sig uafbrudt. Her valgte vi alle at blive på båden frem for at gå ind i byen for at få lidt at spise.

Paul-Erik ville dog en lille tur i land for at strække benene, og den lokale mand vi delte kahyt med, ville med, han fandt dog først, fra sin bagage, en langløbet seksløber, da han som han selv sagde, han kendte ikke byen og dens indbyggere og ville ikke risikere noget.

Det viser ligesom at der er en vis ustabilitet i landet!

Vi tog endnu en nat på det hårde trægulv.

Næste morgen sejlede vi videre, vi kunne været gået i land i Nyang-00, og kørt derfra til landsbyen Pagan, men vi valgte alle 6 at blive sat af ved flodbredden, 1½ times sejlads længere ned af floden, hvor der blot blev smidt en smal planke ud fra båden af, så vi kunne gå i land, på en total nøgen flodbred, hvor der intet var at se, vi fik blot at vide at vi skulle gå op over den lille bakke og holde til højre, så ville vi være der i løbet af 15 min.

I byen blev vi atter tvunget til at henvende os til Tourist Burma, da ingen hotelejere turde give os et værelse uden om dem, da de for nyligt havde lukket et hotel af den grund, og derfor var de nu alle bange for at det også skulle ske for dem. Startede med et hårdt tiltrængt bad på ”Sithu Guest House” og derefter sen morgenmad. Vi lejede en hestevogn til dagens tur rundt i dette fantastiske område, som er kendt som det 1000 pagoders område. Vi fik dog undervejs transport problemer efter 1½ times tid, da vores hoppe var hestegal og nægtede at trække os videre! Efter 20 min. ventetid fik vi en ny vogn som opgav turen sidst på eftermiddagen, da hesten tabte en sko! Da opgav vi, og overgav os igen til fødderne, og brugte dem resten af dagen!

Anette prøvede burmesisk massage om aftenen, Paul-Erik blev så chokeret over at se hvordan hun blev ”mishandlet”, så han skulle ikke risikere noget. Det var en stor kraftig dame, mindst 100 kg, som masserede hende, ved bl.a. at knække alle hendes fingre bagover, og gennembanke hendes ryg og ben, men hun slap dog fra varige skader.

En enkelt pagoda var oplyst om aftenen til ære for os turister, ellers var aftenens underholdning ½ times dukketeater.

Næste dag fik vi set endnu flere pagoder og flotte udsigter fra toppen af disse, Besøgte laquerware fabrik og syntes i øvrigt at området virkede noget turist præget med krav om, uautoriserede, fotoafgifter på de mest kendte pagoder, samt meget nærgående sælgere i visse områder – en noget anderledes stemning end de andre steder vi havde besøgt her i landet.

De lokale var nøje overvåget af Tourist Burma, som kontrollerede alt.


En officiel Tourist Burma pickup, meget nedslidt og i dårlig stand, klarede transporten for os 17 rygsæks rejsende + 3 lokale + chaufføren og bagagen fra Pagan til Thanzi. Igen betalt med officielle penge. Efter denne tur, forstod vi bedre sætningen, pakket som sild i en tønde!

Der var mange politi kontroller undervejs på ruten, som tog 4 timer at køre, på en meget ujævn vej, så Paul-Erik fik rystet en nyresten løs, og blev ramt af nyrestens smerter kort tid derefter.

Vi blev igen nødt til at købe officielle billetter til toget, kunne kun få til 2. klasse denne gang, som ingen siddepladser havde, kun gulvpladser, så Paul-Erik forsvandt kort efter ind i 1. klasses vognen, hvor det lykkedes han at få klemt sig ned på gulvet over 2 rækker sæder, for at få bare lidt ro til sin nyresten. Lidt senere lykkedes det for Anette efter lidt søgen at finde Paul-Erik på 1. klasse, og konduktøren fik medlidenhed med hende, så hun fik lov til at blive hos gemalen. Det var her rart at have hjælp fra andre rejsende som passede på bagagen, mens Anette passede Paul-Erik. Sygdom er nok den værste fjende som rejsende.

Vi mødte en tysk rejsende i toget, som var i Burma for 6. gang på 10 år, og dette var hans værste besøg, med hensyn til politi/militær kontroller.

- - - - -

Næste morgen ankom vi til Rangoon og Paul-Erik havde i nattens løb fået det bedre. Så vi fik besøgt landets største og flotteste seværdighed, ”Shwedagon Pagoda”, for os danskere bedre kendt som det gyldne tempel. Det er bare så ubeskriveligt flot og fredfyldt, skal opleves!

Kom om eftermiddagen igen ud til lufthavnen, denne gang betalt med sorte penge i taxa. Vi fik skiftet til rent tøj før indcheckningen, så går rejse formaliteterne altid nemmere i næste land…

Før vi var igennem til indcheckningen, skulle vi forbi 5 skranker for at aflevere blanketter, og utroligt nok kom vi som nogle af meget få hurtigt igennem uden papir gennemgang.

Vi fik en fly forsinkelse på 3 timer før vi kunne sige farvel til Burma, og forhåbentligvis en dag på gensyn.

En uge fuld af fysisk hårde betingelser, med blot 2 nætter i en rigtig seng, men med mange indtryk af et land rigt på kultur og natur, men også stenhård kontrol af turister og indbyggere.

Desværre nåede vi ikke Inle Lake, da vi havde en aftale med et vennepar fra Danmark som kom til Bangkok dagen efter vores Burma tur, desværre, da vi ved indrejse til Burma, pga. overbookning på vores fly retur til Bangkok, fik tilbudt 3 ekstra dage i Burma, som vi måtte afslå.

- - - - -

Anette Sode medl. nr.90
Paul-Erik Jensen medl.nr.91


Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside