Tilbage til De Berejstes hjemmeside

      På velbevogtet besøg i Nordkorea
Tekst og foto: Paul-Erik Jensen og Anette Sode

Hjertet bankede, og koldsveden begyndte at brede sig, da en officer med kolde øjne stirrede mig ind i ansigtet og bagefter kiggede omhyggeligt på mit pasbillede og billedet på mit idkort, så rystede han let på hovedet og sagde noget på koreansk til min guide.

Hurtigt forstod jeg, at disse papirer ikke kunne passe sammen, fordi billederne var forskellige. Ups, hvor følelsen af at være blevet gammel hurtigt ramte mig, for pasbilledet var ca. 8 år gammelt og viste en dame i en lidt lettere vægttilstand end min nuværende. Til mit store held gik guiden overbevist officeren om, at der var tale om den samme person trods aldersforskellen i billederne. Så medlem nr. 90 af De berejstes Klub, Anette Hartvig Sode, fik det eftertragtede indrejsestempel på det nordkoreanske id-kort efter at have ventet i række nr. 4, som nr. 28 på den aktuelle indrejseliste over dagens turister. Den øvrige familie kom igennem hurtigt som nr.29-31, da deres billeder var identiske på alle papirer.

På grænsen (i Sydkorea)
At vi nu var i kontakt med et anderledes samfund gik op for os allerede ved grænsen. Alle var organiseret i rækker og geledder, for at indrejseprocessen skulle forløbe hurtigt, da alle skulle følges ad i en buskonvoj. Fra kaos til række og geled Ved grænseposten i Sydkorea gik vi igennem kontrollen i uorganiseret orden. I Nordkorea blev vi under teltdug stillet op i geledder med passagerne fra dagens 19 busser placeret i to rækker ud for hver grænseofficers skranke, som befandt sig i en træbarak, og i hver række blev alle sat op i nummerorden efter en checkliste, som myndighederne på forhånd havde godkendt personerne på.

Vores ting blev gennemlyst, og fotografiapparater blev manuelt gennemgået og checket for linsens zoomstørrelse, som højst måtte være 140 mm. Vi kom ud af slusen i et stort fællesområde under teltdug, og blev straks overfaldet af højtstående nysgerrige officerer iklædt sort jakkesæt, som skulle se vores id-kort og især spørge os, hvor vi kom fra, for derefter af ønske os rigtig hjertelig velkommen til landet.

Herefter fik vi hver udleveret en halv liter drikkevand på flaske af stedets udklædte plysbjørn, som er maskot for dette turistprojekt, og gennet videre ud til vores bus. Inde i bussen oplevede vi militæret i aktion; samlet kom alle militærfolk iklædt deres brune uniform, der inkluderede stor bredskygget kasket gående strækmarch ned imellem busserne, som holdt i to rækker på landevejen. Der blev sat opsynspersoner langs strækningen, hvorefter officerer parvis løb på skift til de forskellige busser for at checke, at der ikke var uønskede personer ombord.

Også bagagerummet under bussen blev igen efterset med samme formål. Da alt blev klarmeldt, stod soldaterne opstillet ved siden af vejen, og nu kom alle grænseofficererne ud for at vinke farvel til konvojen, som anførtes af en meget hurtigt kørende militærjeep og med en anden jeep som bagtrop.

Men lad os tage et tilbageblik på, hvorledes vi var nået så langt som til Nordkorea, før I får nogle flere beskrivelser.

Der er meget langt til Nordkorea

Det er en lang og besværlig proces at få adgang til Nordkorea. Fra vores første kontakt med en rejseagent i Seoul, til den endelige bekræftelse/ voucher blev overrakt, gik faktisk to måneder.

Hele ideen med et 3 dages sidetrip til Nordkorea fra Seoul kom, da Anette på en fridag sad og kedede sig og surfede rundt på diverse hjemmesider fra Sydkorea. Pludseligt faldt hun over en hjemmeside med links til Nordkorea. Dette snakkede vi om i et par dage, så sendte Paul-Erik en mail til det of.cielle turistinformationsbureau i Seoul og fik her oplyst navne på tre agenter, som arrangerer ture til Nordkorea . Desværre havde ingen af dem nogen hjemmeside, kun deres telefonnumre var oplyst. Desperat forsøgte han sig nok en gang, og efter nogle dage fik vi oplyst en e-mail adresse på en fjerde rejseagent, som vi så sendte en mail til. Der gik yderligere fire dage, så kom der et svar på vores forespørgsel og en hjemmesideadresse, og så var vi endelig kørende.

Hotellet
Vores kontaktperson, Annie Choi, som er specialist i ture til Nordkorea, oplyste, at vi sagtens kunne booke en tredagestur hos dem. De skulle som det første have oplyst vores pasnumre, (heldigvis havde vi få dage forinden fået lavet egne pas til vores piger). Vi fik oplyst tre overnatningsmuligheder og valgt det billigste: To dobbeltværelser i et hotel, hvilket var væsentligt billigere end et familierum. Så gik der tre dage, hvorefter vi blev bedt om at bekræfte vores pasnumre med kopier af vores pas, som vi fik scannet ind på vores pc og sendt af sted som e-mail. Vi blev også allerede her præsenteret for regningen for denne tredagestur, inckl. shuttlebus tur/retur til grænsen ved Guemgangsan Condo, som er beliggende helt ude ved kysten på Sydkoreas nordøstlige landeside. Yderligere en uge senere skulle vi så oplyse alt om vores arbejde, arbejdsgiver, dennes adresse og telefonnummer, og vores egen fuldstændige adresse. Ca. to uger senere (tre uger efter at pengene var afsendt fra Danmark) fik vi bekræftelse på, at pengeoverførslen var i orden. Prisen lå på ca.8.000 kr for os fire.

Mange sære spørgsmål

Fem dage senere skulle de så have en forklaring på, hvad SV i vores adresse betød, og udbad sig fuldstændige oplysninger om pigernes skole, hvilken klasse de går i, og skolens adresse. Desuden ville de have en nærmere beskrivelse af vores jobfunktioner. Så gik der tre uger, før vi fik en foreløbig bekræftelse på, at vi var booket på turen. Halvanden uge senere - blot to dage før vores afrejse, fik vi at vide at vores voucher stadigvæk var undervejs fra Nordkorea, da vores hotelovernatninger muligvis vil blive ændret. Samtidig fik vi at vide, hvor vi skal mødes med Annie for at få vores billetter til bussen og øvrige oplysninger.

Dagen efter, dagen før vores afrejse, fik vi endelig den bekræftende voucher fra Annie, som sagde, at bureauet i Nordkorea havde opgraderet os til et familierum, værdi $ 150, naturligvis uden ekstraomkostninger for os. Det havde hun aldrig tidligere oplevet. Vi kan forestille os, at grunden var, at vi er vesterlændinge, som man ønskede skulle have et godt indtryk af landet.

> Blot fem timer før vi skulle med toget, kom en sidste e-mail fra Seoul med nogle små ændringer i afgangs- og mødetidspunktet med Annie i Seoul. Efter fem dage i Seoul skulle vi så af sted til Nordkorea. Vi måtte stå op allerede kl. 06.45 for at få pakket det sidste til vores tur og få afleveret et par rygsække til opbevaring på vores hostel, indtil vi kom tilbage tre dage senere.

> Vi gik hen til den nærliggende metrostation, og med et enkelt skifte undervejs nåede vi frem til den aftalte metrostation medbringende en stor og en lille rygsæk.

Og endelig afsted

Vi ventede blot et par minutter, så kom vores kontaktperson, Annie Choi, og gav os de sidste små informationer og de nødvendige rejsedokumenter inkl. et lokal kort på koreansk. Hun havde ikke selv besøgt området, men håbede, at hendes far, som var født i området, kunne komme afsted til næste år. Prisen for turen er høj for almindelige mennesker i Sydkorea, og tilladelsen utrolig svær at få.

Efter yderligere ca. 15 minutters ventetid kom vi af sted kl. 09.15 med vores forbindelsesbus til Nordkorea. Den bragte os igennem et smukt bjerglandskab. I bussen havde vi fået følgeselskab af en franskmand, ellers bestod selskabet udelukkende af asiatere, de fleste fra Sydkorea.

Efter ca. fem timers kørsel stoppede vi en times tid ca. 12-13 km. fra grænsen til Nordkorea. Her ankom vores sydkoreanske guide, som skulle følge os ind i Nordkorea. Hun fortalte os en masse praktiske ting omkring turen, altsammen på koreansk, så vi måtte gætte os til det meste.

Bl.a. måtte vi ikke medbringe en kameralinse på over 140 mm, ejheller elektronisk udstyr som mobiltelefoner. Alt blev indsamlet af guiden og afleveret til opbevaring. At guiden ikke var begejstret for os, var tydeligt, da vi ”hvide” turister kan være svære at styre og især at holde styr på deres kameraer. Hvilke konsekvenser, det kan have for guiden, hvis vi ikke opførte os korrekt i Nordkorea, fik vi ikke opklaret. Efter gennemgangen fik vi alle udlevet et ”hundetegn”, et plasticomslag på ca. 10x20 cm, hvori vi fik vores rejsedokumenter, busbilletter, og hvori vores pas også skulle opbevares. Dette skulle vi bære om halsen hele tiden, mens vi var i Nordkorea, eneste fristed for dette var på selve hotelværelset.

Langt om længe kørte vi op til grænseovergangen ved byen Hwajinpo, hvor man har nogle meget flotte og brede sandstrande, desværre spækket med miner og pigtråd, så ingen har glæde af området.

Kort før grænsen var der mulighed for at besøge Goseong Unification Tower, hvorfra man i kikkerter kan ser ind over grænseområdet, hvilket ikke havde interesse for os, da vi jo skulle ind i området. Vi ventede en times tid på, at grænseovergangen skulle åbne, så passerede vi den sydkoreanske grænsekontrol og måtte igen vente 45 min. i bussen, inden buskonvojen .k lov at køre igennem ingenmandsland til Nordkorea.

Her fik vi følge af en tysker, så vi nu var i alt seks vesterlændinge samlet om en guide, der taler en smule engelsk.

Et reservat for turister

Dermed kom vi så endelig ind i dette aflukkede land og i et nyt område set fra klubbens side af. Fysisk består det afspærrede turistområde af et turistcenter med restauranter og toldfrie butikker samt et cirkus og en købmandsbutik. Dertil kommer varme kildebade og hoteller i yderkanten af området. I øjeblikket bygges der flere overnatningsmuligheder og restauranter. Al transport foregår med busser, som kører i faste ruter, og på forhånd er de godkendte steder, hvor man må færdes, udpeget og kraftigt bevogtet. Alle stier og veje er bevogtet, og resten er lukket af med høje pigtrådshegn.
Vores engelsktalende nordkoreanske guide med den obligatoriske røde pin med landsfaderen Kim Il Sung

Guiderne skulle nok få én fortalt, om det var tilladt at fotografere i de forskellige retninger. Vi var i stand til at se tanks og artilleri langs vejene og store huler boret ind i naturlige klipper, måske depoter for udstyr. Mod øst var der mod kysten store rismarker, som så ud til at have dårligere vækst end i Sydkorea, og mod vest var der høje smukke bjerge imod vest. De lokale boliger så spartanske ud, og skønt der var elledninger til husene, så vi ikke lys i dem om aftenen - al strømmen gik åbenbart til turistområderne. En jernbanelinie førte til området, men vi observerede kun ét tog i døgnet.

Opholdet startede med en cirkusforestilling, som vi i sidste øjeblik nåede frem til. Vi blev placeret allerbagerst i salen på ekstra plastikstole. Vi så et flot akrobatshow med billeder og levende musik tilsat, så det blev en helhedsoplevelse med stærke politiske isæt. Derefter spiste vi aftensmad i en restaurant fra en tagselv buffet med koreanske retter. Personalet var ivrige efter at bringe frisk mælk og andre lokale lækkerier til vores piger - som desværre er kræsne og derfor gik direkte i krig med dessertbordets udvalg af kager.

Det var efter mørkets frembrud, da vi blev kørt ned til vores hotel - som flød totalt oplyst i havnen under stærk militærbevogtning. Der var anlagt et fint fortov langs kajen, hvor vi må gå tur, men uden kamera.

I lobbyen blev vi modtaget af tre syngende piger. Indkvarteringen var en familiekahyt, skabt ved at sammenlægge fire enkeltværelser. Der var udsigt over vandet til den lokale by, som henlå i totalt mørke hver aften. Der boede ca.20.000 mennesker i området, fik vi oplyst.

Næste morgen stod vi op til en morgenmadsbuffet bestående af fisk, tang og blæksprutter, men blev reddet på målstregen af lidt toastbrød og cornflakes med juice og kaffe til.

Med 700 på vandretur


 
 
Alle turister køres til turistbyen for at kunne købe lunchkuponer og udvælge dagens tur. Hele familien nød den yderst smukke morgen med klart solskinsvejr og valgte at tage på den lette bjergtur på ”Guryongyeon trail”. Vi fik selskab af ca. 700 andre personer, som skulle starte ad stien samtidigt. Hurtigt blev feltet delt i smågrupper af de enkeltes gåhastighed. Turen gik ad en fin sti, der var nem at gå på. Der var en halv snes broer og ståltrapper op til højdepunktet, som var vendepunktet på turen.

Distancen var 5-6 km hver vej igennem skov langs floden med udsigt til bjergsiderne. Undervejs var der ”guideområder”, som fortalte om stederne på koreansk! (Der var også en del guider (vagter) undervejs, som hurtigt fik ledt os ind på rette vej, hvis vi skulle finde på at træde uden for den rette vej, og der stod adskillige påskrifter på klipperne.
Børnene Tanita og Alina sammen med Paul-Erik på Guryongyeon trail

Små poster med mulighed for at købe drikkevarer af de lokale var der også tænkt på. Vores lille familie fik stor opmærksomhed fra alle lokale og andre turister, så vi blev beværtet med frisk frugt og chokolade samt vand på turen. Til gengæld blev vores id-kort studeret grundigt, og pigerne måtte stille op til fotografering.

Den smukke natur gjorde det til en dejlig vandretur i disse bjerge, der rummer diamanter. Dem så vi dog ikke noget til, for de sidder som lilla krystaller på indersiden af hulrummene i klippen.

Tilbage i turistbyen kiggede på sceneopbygning og fik oplyst, at der skulle være et show, fordi man fejrede turist nr. en million, siden stedet åbnede for et par år siden. Så der går penge ind på denne konto. Vi nåede desværre ikke at se showet, som foregik på vores afrejsedag, kun opvarmningen fra musikerne og andre kulturelle indslag i form af dansegrupper og kampsport.

På tredjedagen valgte pigerne en tur i kystområdet. Buskonvojen skulle derfor passere jernbanelinjen. Problemet med manglende biloverkørsel på skinnelegemet løste man ved at skovle en masse jord op omkring skinnerne, så de tunge busser kunne passere. Det skulle så fjernes igen før aftentogets passage. Vejen førte os direkte forbi de små boliger, som så mennesketomme ud her om formiddagen. De eneste mennesker, vi så var en masse soldater og militærlastbiler ved alle sideveje langs ruten. Ved to skoler undervejs så vi børn, der legede i deres frikvarter, alle iklædt skoleuniform med rødt halstørklæde. Guiden udtrykte stolthed over, at børn skulle gå i skole.

På markerne så vi en eneste traktor, ellers foregik arbejdet med okse og muskelkraft. De voksne var ofte iklædt mørkeblå dragt a la Maotøj. De var i færd med at plante ris ud i de oversvømmede marker. Ingen kiggede top, når bussen kørte forbi, men bøjede i stedet hovedet ned og så mod jorden. På sidevejenes udkørsler stod vagter med små røde flag og holdt al gående trak tilbage, når busserne passerede. Ejheller her fik vi en reaktion fra disse personer. Gad vide, hvad de tænker, når de busserne med alle disse velklædte fremmede? Vi så nogle få nye maskiner stå i et depot ved vejen, måske pumper til vand? Måske købt for nogle af de penge, som vi turister lægger i området?

Omkring to km før kystlinien passerede vi en grænsepost med to sæt tre meter høje pigtrådshegn placeret på hver side af en fem meter bar stribe jord, skarpt bevogtet af militær på begge sider af porten ind mod landsbyen. Soldaterne stod ret, og kun øjnene fulgte os, da bussen kører forbi med to ivrigt vinkende børn i ruden.


Kystlinien lignede den bornholmske klippekyst og indbød til en kort gåtur i morgendisen ad nyanlagte stier. Vandet var rent og klart, så vi nemt kunne se de sorte søpindsvin og rød/sorte spættede søstjerner foruden store hvide muslingeskaller og små snegle. Vegetationen ligner den danske. Til vores store overraskelse lå der en lille robåd ved stranden. Vi ville gerne vide, om børnene fra landsbyen nogensinde fik lov at besøge området, men kunne ikke få svar på vores spørgsmål.

Bagefter kørte vi ind i landet ad samme vej for at besøge et søområde, hvor der lå nogle templer og en restaurant. Her var der mulighed for at købe toldfrie varer og nogle få lokale småting. Vores guide, der kunne en smule engelsk, fortalte lidt om den historiske baggrund for stedet.

Alle guiderne udviste stor nysgerrighed over for pigerne, men desværre ville ingen af dem fotograferes. De bar alle et lille emblem med billedet af landsfaderen Kim Il-Sung på brystet, og de udviste megen menneskelig varme og stolthed.

Paul-Erik på egen hånd

Mens pigerne sammen med mor var taget til kysten tog Paul-Erik på en trekkingtur i bjergene, denne gang på det, man her kaldte for Manmulsang course. Det var en tur til to bjergtoppe, Chunsondae og Mangyangdae, som ligger med en afstand af omkring en km i fugleflugtslinie.

Turen op til den første top, Chunsondae, gik en god del af vejen op ad jerntrapper, da terrænet er for stejlt til, at hovedparten af gruppen, som var ældre sydkoreanere, kunne klare turen. Her var en fantastisk flot udsigt til alle sider med masser af bjergtoppe, træklædte skråninger og dramatiske klippeformationer.

Undervejs til næste bjergtop var Paul-Erik ved at få problemer, idet han gik for hurtigt til og derfor kom foran guiderne/vagterne. Han blev råbt an og måtte pænt vente, til to mand nåede op til ham. Herefter gik turen videre opad i så rask tempo, at den ene guide måtte opgive at følge med. Ledsaget af ”kun” en guide nåede Paul-Erik toppen. Heroppe stod der en guide/vagt, han kunne tilmed en lille smule engelsk, og Paul-Erik fik lidt oplysninger om bjergområdet.

Efter 15-20 min. gik det retur, underligt nok uden guide/vagt denne gang, så der havde faktisk været mulighed for at lave afstikkere undervejs. Paul-Erik afholdt sig dog klogeligt fra dette. Han kom hurtigt ned til busholdepladsen igen, og nåede med den første bus tilbage til turistområdet.

Selv om Paul-Erik denne dag gik alene, fik han dog masser af opmærksomhed, spørgsmål og lækkerier fra de øvrige, sydkoreanske, turister, hvilket overraskede ham lidt, da det dagen før især var pigerne, som havde vakt folks opmærksomhed. Tilbage på turiststedet blev familien genforenet ca. 20 min. senere. Her var så ca. 1½ times ventetid, inden vi atter skulle med buskonvojen tilbage til Sydkorea. Ventetiden blev fordrevet med at kigge og høre på lydprøverne til aftenen dyre megashow til turisternes ære, penge, der utvivlsomt kunne have været brugt meget bedre til at afhjælpe lokalbefolkningens problemer.

Politisk ukorrekt, men interessant

Selv om det er politisk ukorrekt at støtte det totalitære styre i Nordkorea, var det en utrolig interessant tur, og vi kan kun håbe på, at lokalbefolkningens liv vil blive lidt bedre, når de dagligt ser, hvordan fremmede folk lever og har det. Mon ikke det efterhånden vil gå op for dem, at de lever på en løgn.
Vores 4 id-kort som skulle bæres om halsen under hele opholdet, og det var altså rimeligt irriterende

Busturen tilbage gik igen i hurtig fart, undervejs så vi adskillige steder grupper af raketbatterier på lastbiler og tanks, som alle stod under halmtage i flyverskjul, hvilket minder os om, at de to Korea’er rent teknisk faktisk er i krig med hinanden. Denne gang kom vi meget hurtigt igennem den nordkoreanske grænsekontrol, vi skulle blot aflevere vores eneste fysiske bevis, vores midlertidige adgangspas til Nordkorea. Vi fik ikke så meget som et stempel i passet, men heldigvis havde vi taget billeder af passérsedlerne på hotellet, så vi trods alt har et minde om dem derhjemme. Også ved den sydkoreanske kontrol gik hurtigt, og så var vi tilbage i Sydkorea kørte efter en kort ventetid retur til Seoul.

Denne tredagestur var blot et kort sidetrip på vores to måneder lange rejse med vores piger på otte og ti år, der bragte os fra Seoul over Nordkorea, videre til Japan og Kina, og herfra med den transmongolske og transsibiriske jernbane hjem igen fra Beijing til Skt. Petersborg, med stop i Ulaan Baataar, Irkutsk, Perm og Moskva.

Skulle der være nogen, som er interesseret i denne Nordkoreatur, der fås som en-, to eller tredagestur, med mulighed for forlængelse (hvilket dog ikke kan betale sig, da man kun kan bevæge sig rundt i meget begrænset omfang, enten bjergvandring eller i den aflukkede turistby), så kan man få informationer via info@hodotour.com og deres hjemmeside www.tour2korea.com Klik her på sightseeing, så finder man turene til Nordkorea.



Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside



www.tour2korea.com