Bare navnet Tibet giver en følelse af, at dette er noget specielt.
Vores oplevelse med det kinesiske militær under køreturen fra
Shigatse til Lhasa gav os da også en noget anderledes vinkel på
en ellers normal turisttur.
Vi voksne har tidligere besøgt Nepal to
gange og oplevet flygtede Tibetanere i
Kathmandu med deres yaksmør i teen
og deres nysgerrighed og samtidig en
underliggende frygt/mistænksomhed,
så stor har skuffelsen været hver gang,
da grænsen lukkede imellem de to områder
og vi ikke kunne nå vores ønskemål
Lhasa.
Her i 2005 bød chancen sig igen, da vi
ville besøge Kina under vores orlovsrejse
med børnene, og da vi nu kom fra Kina,
måtte vi forfølge vores drøm fra 1986.
Bureaukratiet var ikke blevet mindre, så
vi kom på vores egen pakketur til Lhasa
og omegn i seks dage igennem vores
kinesiske selskab, som fik indrejsetilladelserne
til os derude, og vi søgte efter
aftale et almindeligt visum til Kina her i
Danmark, uden forespørgsel på Tibet.
Levede det så op til vores drømme? JA,
men vi må erkende, at det nok have været
noget mere uspoleret af turismen tilbage
i 80’erne. Til gengæld fik vi et andet
kulturmøde, da vi medbragte to piger i
alderen 8 og 10. Så historien herfra er
især set med børnenes øjne.
Familien foran Potala-paladset iLhasa
Vi blev modtaget i lufthavnen af en kinesisk
guide på 24 år, Justin fra Shanghai,
som skulle være i Tibet i to år for at tjene
penge. Han var straks et hit hos pigerne.
Vores chauffør var en ældre lille tibetaner
Pupu, som i årevis førhen havde kørt
i området for regeringen. Desværre talte
han ikke engelsk, men det gjorde ikke
noget for børnene, som har samme udgangspunkt.
Børnene fulgte Pupu tæt i hælene og gik
meget op i at gå rigtig rundt i templerne
samt træde OVER dørtrinene. Derudover
elskede de at se hans ofring af yaksmør
i de store grydekar, da Pupu altid medbragte
en termoflaske med flydende
smør. De lange ofringstørklæder hang
han også ved vejofringssteder, hvilket var
vigtigt for en god tur. Børnene fandt det
spændende at dreje på de mange bederuller
og gå under hylderne med buddhistiske
skriftruller i templet, hvorved man
lærer Buddhas lære på en nem måde. De
mange billeder, figurer og farver i templerne
appellerede meget til børn, som går
meget op i deres billedmæssige historie.
Kun en ting brød de sig ikke om - det var
lugten fra osende røgelsespinde. Så de
kom hurtigt med den konklusion, at det
var kedeligt at gå i kirke i Danmark, men
sjovt at besøge et buddhistisk tempel. At
templet så også fungerer som en form
for skole, det var de ikke rigtigt bevidste
om.
De mange pilgrimme i Lhasa, som et
utal af gange kastede sig i bøn i fuld
kropslængde uden for Potala Palads og
Jokhang Temple, fascinerede dem, og vores
yngste datter optrådte da også med
dette kunststykke ved hjemkomsten, da
hun skulle forklare om sine oplevelser
overfor venner og familie. Men det irriterede
hende, at der ikke var regler for
HVOR mange gange det skulle gøres for
at være rigtigt!
Selve religionens budskaber gik de ikke
op i, men de daglige ritualer virkede naturlige
nok for dem. Dog kom snakken
om liv og død automatisk på turen.
Vi boede et stenkast fra Barkhor Square
på et dejligt hotel ”Shangbala Hotel”, så
vores fysiske rammer var rigtig gode. Vi
tog adskillige gåture i de smalle gader
med mange boder, og børnene fik selv
lov til at forhandle ved deres indkøb af
smykker, hvilket de syntes var en sjov
sport. At de så til gengæld selv blev et tilløbsstykke,
det tog de i stiv arm. Mange
pilgrimme var ofte nødt til at afbryde deres
bøn for at kigge nærmere på disse to
piger, som nogle gange var tæt på deres
egen højde, og især den yngstes lange
blonde kraftige hår vakte stor beundring.
Vi så endda en mand gå ind i andre personer,
fordi han var så travlt optaget af
at kigge på pigerne, at han ikke så, hvor
han gik! På et tidspunkt fulgte en gammel
dame dybt fascineret efter dem i en halv
time og afsluttede dette med at give den
yngste pige et religiøst armbånd i gave,
som hun trofast bar, ”for mor, man kan jo
ikke skuffe damen, hvis hun nu ser mig
igen!”.
Senere inde i Jokhang Temple fik begge
piger religiøse halskæder af en ældre
dame, mens mindst halvtreds andre nysgerrige
folk stimlede sammen omkring
os. De hænger halskæderne ved et af
altrene i måske flere måneder og ridser
stenen imod Buddhafigurerne, før de
hjembringes som lykkeamuletter. Pigerne
værdsætter i høj grad denne gestus, og
disse ting er dyrebare minder fra turen
- ”Tænk, at de vil ønske os et lykkeligt liv
- og de kender os jo ikke engang!”
Pigerne hilste noget genert på børnene,
vi mødte, og syntes de var så snavsede,
at de helst ikke ville røre dem fysisk. Da
de hilste på en baby på en mors arm og
opdagede, at han havde hul i buksebagdelen,
var de noget chokerede over synet!
”Det er altså for klamt” sagde den ældste
og bibeholdt dette synspunkt trods forklaringen
om, hvorfor man gjorde det fra
hendes mors side af.
En anden ubehagelig oplevelse var tiggerne
i gaderne, som er svært emne
både som barn og voksen at forholde
sig til. Især en hel tiggerfamilie foran
vores favoritrestaurant - ”Restaurant
Snowland” - var børnene direkte angste
for, da børnene greb fat i deres tøj. De
oplevede også, at en sur tibetansk tiggerdame
spyttede på Justin, hvilket de
var noget skræmte af.
Når man befinder sig i fokus af andres
nysgerrighed - og tibetanere lægger absolut
ikke skjul på deres - er det rart at
have nogle fristeder som hotelværelset
og bilen. Det irriterede pigerne, hvis folk
helst ville bryde deres usynlige grænselinie
ved bilens ydre flader, når vi stoppede
op til pause. Så vi var godt tilfreds med at
have eget transportmiddel på turen.
Vi voksne havde glædet os til besøget
i Potala Palads, og vi blev absolut ikke
skuffede. Det er en oplevelse at vandre
opad stier og trapper til toppen af paladset,
hvor Dalai Lama boede førhen, paladset
står ret uberørt. At man bliver lidt
forpustet under opstigningen, da iltmætningen
ligger på 68% her i 3650 meters
højde, bevirker blot, at der holdes pauser
med udsigt til byen med floden og bjergene.
Kineserne restaurerer tempelområderne,
da det er gode turistmål, og vi fik da også
entrebilletter i form af små CD-rom’er.
Jo, der sker noget i Kina i disse år. Justin
oplyste, at flere byer i Tibet blev sponsoreret
af andre rige kinesiske storbyer,
Shanghai er f.eks. sponsor for Shigatse.
En ting, der endnu ikke er restaureret, er
WC-rummet på Potala Palads, som var ret
så ulækkert, med nogle faldhuller i gulvet
i fællesrum med diverse efterladenskaber
langs kanterne, så børnene kunne
absolut godt vente med deres besøg!
Kar med yakoksefedt
At deltage i en organiseret tur indbefatter
altid besøg på fabrikker med gode muligheder
for at handle. Så vi kom selvfølgelig
på tæppefabrik her i Lhasa, men da vi
gerne ville finde et tæppe, var det absolut
fint med os. Børnene fulgte med i hele
fremstillingsprocessen og syntes det var
spændende - men at man fyrede op i ovnen
med yakoksemøg, det var en oplysning,
de ikke kunne forstå. De der ulækre
pandekager, som lugtede fælt, var lidt af
en mundfuld at skulle opleve for to typiske
storbybørn, som er vant til, at vi blot
drejer på hanen derhjemme. Det afholdt
dem dog ikke for, da det kvindelige shoppinggen
blev aktiveret, at gennemsøge
stakke af tæpper for at finde det helt rigtige.
Valget faldt på et meditationstæppe
med jord- og himmelsymbolerne på, som
nu ligger som minde i stuen.
Vi var på tur til Shigatse og nød en ufattelig
smuk og skyfri solskinsdag med
20–22 grader på køreturen over Kampala
Pass, langs Yamdok Tso Lake forbi Karola
Glacier og et dæmningsanlæg til Gyantse
by med Palchoi Monestery. Vi oplevede
golde områder og yderst frodige grønne
dale med gule marker med kunstvandingssystemer.
Masser af får og yakokser
med lidt køer og heste iblandt på markerne.
I søen mange fisk, andefugle og
lappedykkere foruden småfugle på hele
køreturen. Det hele krydret med udsigt
til højde sneklædte bjergtoppe og gletschere.
Vi kørte igennem små landsbyer,
hvor yak-brændselskagerne ligger
til tørre overalt på stenhegnene. Vejen
er nogle gange ret så ujævn at køre på,
men kineserne er i gang med at udbedre
vejsystemet overalt.
Vores bil var til gengæld gennemstøvet
pga. et hul i bilens bund, så vi følte dagen
var tilbragt i støvstorm trods lukkede
bilruder. Men da vi boede på luksushotel
”Shigatse Hotel”, blev støvet vasket af,
og drikkevarer klarede den indre tørhed
ganske godt.
Shigatse ligger i 4330 meters højde, hvor
vi besøgte Zhashenlunbu Temple. Vi afventede
om morgenen, at templet åbnede
døren til den store bronze Buddha figur
på 30 meters højde, sammen med de
lokale munke og troende tibetanere, foruden
en lille gruppe franske turister. Som
altid stor nysgerrighed omkring pigerne.
Da vi når inden for, stopper alle munkene
op midt i deres messende bøn for blot at
stirre på børnene, hvilket pigerne ikke
engang bemærker, da de følger Pupu lige
i hælene for at se ham ofre yaksmør og
gå runden omkring statuen!
Vores køretur retur til Lhasa blev dog en
oplevelsesrig tur. Vi fulgte Yaluzangbufloden
en times kørsel, hvorefter vi skulle
dreje over på jordvej imod Lhasa, men fik
en mulighed for at fortsætte via den nyanlagte
vej langs floden, som var lukket
for trafik på nuværende tidspunkt. Pupu
fik mast sig bag to regeringsbiler gennem
vejafspærringen, hvor vagten allerede
havde set vores papirer i kontrolbygningen.
Vi kunne dog se, at vagten så alt
andet end glad ud nu, da han opdagede
os turister på bagsædet. Dette glemte vi
dog hurtigt, da bilen fløj ud over en nyanlagt
vejbane uden afstribninger og vejværn,
så humøret var højt hos alle. Pupu
sørgede for at holde sig i baghjulet på de
to biler, der kørte til, også på de mindre
ufærdige sektioner af vejen.
Børn incl. Tanita
Pludselig mødte vi så en arbejdsbrigade
med mange asfaltlastbiler på vejen, og
længere fremme asfaltmaskinen, som
spærrede for al trafik. Vi blev ledt ud i
vejkanten og parkeret uden mulighed for
andet end at afvente, at de blev færdige
med at asfaltere og vejen kølet af i mindst
en time, før vi atter kunne køre på den!
Ja, vi satte os lidt irriterede ud i solen og
kikkede lidt på floden og arbejdet, mens
vores lunchbokse blev åbnet og indholdet
spist stille og roligt. Børnene kravlede
ind i bilen igen, da solen varmede
for meget i den ret vindstille dal, og fandt
deres gameboys frem til spillehygge. Vi
udleverede vores overskydende mad til
vores følgesvende i de to andre biler, det
kan vel aldrig skade ens situation at være
flink.
Så med ét dukker 8-10 kinesiske soldater
råbende og skrigende op ved vores biler!
Både vores ”naboer” og guide/chauffør
kommer i skænderier med disse, og pludselig
ser vi vores chauffør slået i jorden,
tilsyneladende uden grund. Kort herefter
ankommer en fedladen overlegen chef,
som havde dollartegn skrevet i øjnene.
Forløbet herfra er råben, skrigen og diskussion,
så Anette kravler ind i bilen til
børnene, som sidder skræmte derinde.
Bildøren flås op, og bilnøglen tages af en
soldat. Det samme sker i de to andre biler.
Alle soldater forlader derefter stedet
med de fleste kinesere halsende efter
sig, inklusiv vores guide og chauffør.
Noget fortabte sad vi så der midt i ingenting,
med total uvidenhed om det videre
forløb, hvor børnene græd lidt og var
bange. Vi havde to liter drikkevand og en
bil at søge skygge i, og så satte vi os ellers
til at vente!
Baiju-templet og pigerne
Vi hilste på alle vejarbejderne, da deres
asfaltmaskine langsomt kørte forbi vores
bil - det er virkeligt snavset og varmt at
arbejde der. Teamet bestod af kvinder og
mænd. Nogle lokale beboere passerede
os og stod med næsen imod bilruden for
at se på børnene, som blot ville være
i fred og ro. Så kom de andre to bilers
personer retur efter to timer med deres
bilnøgler og kørte videre! Suk, og vi sad
her endnu, og humøret dalede til nulpunktet!
En halv time senere kunne vi se
vores chauffør komme småløbende ned
af vejen imod os - og håbet om at komme
videre blussede op.
Pupu var ret ophidset og forklarede med
arme og ben noget om, at guiden var et
fjols, og der havde måttet betales
bestikkelse. Han havde dog nøglen med, og
snart ankom Justin i et roligere tempo.
Spændingen for, om bilen kom uskadt op
af afløbsrenden og ud på vejen, gjorde,
at vi alle holdt vejret - og i andet forsøg
lykkedes det igen at blive kørende.
HURRA.
Justin forklarede os, at vi - men ikke
Pupu - havde papirerne i orden (han var
tibetaner og ikke kineser) til at befinde
sig her, derfor havde militæret jagtet
os, og de indhentede os desværre. Han
måtte betalte 1000 RMB (cirka 800 kr.)
i bestikkelse for at få os ud, med besked
om, at vi ikke måtte køre på vejen! Så
ved den første sidevej, som blot var et
oksespor, kørte vi fra og fortsatte ud i
det blå, alt imens Justin og Pupu diskuterede/
skændtes en hel del! Hvad den rigtige
sandhed var, opgav vi at finde ud af
- bare vi kom videre!
Turen på grusvej kom til at vare fire timer,
hvor vi i starten blot fandt dette
spor og arbejdede os stille og roligt imod
en landsby og blev guidet videre af lokale
til en by, hvor Pupu igen var nogenlunde
stedkendt. Det blev en lang dag for familien
på bagsædet, men hvor var det en
flot og interessant tur igennem små landbrugsbyer,
langs floder og dårlig vej op
over et højt pas med udsigt til snetoppe
og stepper med masser af små jordegern.
Pludselig indtræf dagens uheld nr. to -
fronthjælmen blæste op, og vi lavede en
katastrofeopbremsning! Pupu forsøgte at
binde den fast med et reb, og det holdt da
også et tidsrum, før hjælmen igen røg op,
med en ny opbremsning til følge. Denne
gang holdt bindingen længere tid, og vi
bad en LANG bøn om guderne nåde, så vi
kunne nå Lhasa før vores afgang til lufthavnen
tidligt næste morgen. Guderne
må have hørt os, for den nu ret langsomkørende
bil nåede frem til asfalten igen
og passerede forbi den nye jernbanelinie.
De nu kun cirka firs kilometer retur til
Lhasa ad god vej tog ingen tid.
Vi kastede den godt støvede bagage ind
på hotellet og fik lidt vand i hovedet.
Spiste gratis mad på bureauets regning
om aftenen, som kompensation for dagens
strabadser. Så vi sov godt den sidste
nat i Lhasa, før vi tidligt næste morgen
blev kørt til lufthavnen af en træt chauffør
i en endnu ikke repareret bil, som dog
var helt ren igen. Kort før lufthavnen var
der sket et trafikuheld med personskader,
så vi kom trods alt godt igennem vores
ophold her på ”Verdens tag”.
Vi brugte et lokalt CITS rejsebureau
til at tage os rundt på en 15
dage lang tur til Beijing/Xian/
Chengdu/Lhasa, og det var en
god og velorganiseret tur.
Adressen er www.chinahighlights.
com, og selv om de mest
gør i luksushoteller, skal man
blot bede dem om at skaffe budgethoteller,
vi fik nogle gode og
centralt beliggende trestjernede
hoteller.
Prisen for 15 dages rundrejse, inklusive
fem flyveture og to hotelværelser
med morgenmad, samt
lunch de fleste dage, al transport
i egen bil (chauffør og guide), og
alle entreer, beløb sig til cirka
40.000 kr.
