I 1999 & 2000 var jeg med på tre ture til Hviderusland eller Belarus, som de selv kalder deres land. Vi var en hel
konvoj med otte store trucks. Organisationen, som står bag transporterne, er baptistkirken, men chaufførerne som
kører, er "alle mulige" slags folk.
Vi var to chauffører på hver truck, så når den ene kørte, hvilede den anden. Rent sikkerhedsmæssigt var det også rart at være en hel del folk, da det var en mindre formue, vi kørte rundt med. Sådan en sættevogn har en værdi på cirka halvanden million kroner. En tur starter med, at vi kører hen og henter alle trækkerne. Dernæst går turen hen for at få fat i en trailer. De kan stå alle mulige steder i Danmark, da der er forskellige opsamlingscentraler. Når vi har fået koblet trækker og trailer sammen, så har vi en sættevogn. Så starter puslespillet med at få fyldt de forskellige ting og sager i de rigtige trailere. Det er ret vigtigt, at det som kommer i trailerne stemmer overens med toldpapirerne, ellers bliver det endnu vanskeligere ved de forskellige grænseovergange. Opsamlingen foregår over hele Danmark.
Læsning fra »hovedlageret« i Ejstrupholm.
Jeg vil fortælle lidt, om den første tur jeg var med på. Vi startede hos Kingo Karlsen, en nedbryderkonge i Silkeborg. Der skulle vi have fat i 50 brugte toiletter og håndvaske plus en hel del brugt kabel. De havde en truck at læsse med, så det var rimeligt hurtigt overstået. Så var det Esbjergs tur. Her skulle vi ned på havnen og læsse 10 tons mel. Her var der heldigvis også en truck. Næste stop var en skole i Esbjerg. Her gjaldt det brugte skolestole og borde. Skolen havde desværre ingen truck stående, hvad det nok er de færreste skoler der har, så her måtte vi i
gang med manuelt arbejde. Efter en god nats søvn var det tid til at få læsset det sidste. Det er utroligt, hvad der er plads til i sådan en trailer!
Vi kørte ud til en gård nær Ejstrupholm, hvor der var et opsamlings- og lagerpladssted for de ting, der var samlet sammen siden sidste tur. Her fik vi "efterfyldt" med sække med brugt tøj. I de otte trailere havde vi i alt 3421 sække med. Da vi var færdige med det, var det så bare at hjælpe de andre biler med at blive læsset færdig.
Hen på eftermiddagen var alle klar og der blev fløjtet afgang. Vi kørte nu ikke så langt før første stop. Det var ved en kro i Sønderjylland hvor vi skulle ha` "det sidste måltid". Det er blevet en tradition, at vi skal have en god flæskesteg med "hele svineriet" inden strabadserne på landevejen. Så var det ved at være alvor, og ”Der Autobahn” kaldte. Først skulle vi dog igennem
tolden og til Tyskland. Det var nu intet problem og tog nok højst en time. Her kom vores første lange stræk, hvor vi kørte helt til den polske grænse. Her er det rart at være to chauffører, så man kan skiftes til at køre. Man kan godt blive ret træt af sådan et "nightshift", men det er nu også hyggeligt at køre om natten og se den lige så stille blive til morgen.
Sættevognene linet op på p-plads i Polen.
Det er lidt vanskeligere at komme ind i Polen, selvom vi kun kører transit. De har svært ved at forstå, at vi kommer med otte sættevogne fyldt med "goodies" og det vil vi bare forære væk til Belarus. Lizzy som er koordinator og chef for hele foretagendet må rundt til en masse forskellige kontorer og få diverse stempler og papirer ordnet. Det bliver klaret på fire timer denne gang.
Alle Chaufførerne samlet til fødselsdagsfest for en af chaufførerne i Polen.
Imens kan vi chauffører så få ordnet vores morgentoilette og få spist morgenmad. Vi har køleskab i hver bil og dermed dejlig frisk koldt mad med. Nå, men vi må på den igen. De polske veje kalder. De er ikke lige gode alle steder. Der er faktisk en hel del "spurrillen" (sporkøring). Det kan godt være ret ubehageligt at køre i med 25 tons på nakken, så man skal være ret koncentreret. "Fordelen" er, at vi skal til Poznan og Warszawa for at holde i kø, så her kan vi slappe af og tage det roligt.
Efter cirka 1500 kilometer nærmer vi os Belarus. Det er her, det plejer at tage længst tid i tolden. Så her er gang i diverse væddemål om, hvor lang tid det vil tage. I god tid før vi skal af sted har Lizzy sendt alle toldpapirer til hviderusserne, trods det kommer som et chok for dem, hver gang vi kommer. Hun skal rundt til tolv-fjorten kontorer vel og mærke i den rigtige rækkefølge. Kø er der selvfølgelig af og til, og når man så når frem til lugen, kan det være, at personalet skal til frokost, eller at toldproceduren er flyttet siden sidst. Denne gang tog det 10 timer at få papirnusseriet i orden. Nogle gange har der holdt 3-400 lastbiler i kø. Vi er heldige, da vi kommer med humanitærhjælp, så vi så bliver rykket frem i køen.
Der læsses igen fra "hovedlageret".
Efter toethalvt døgn er vi så kommet frem. Alle varerne skal læsses ind i et lager. Her kommer den lokale baptistkirke og hjælper med en masse folk, så her kan vi bare sætte os ned og se folk arbejde. Vi er nu lidt på sightseeing i den nærmeste by, hvor der bl.a. er indkøb af Babuskaer. Når alle varerne skal ind på lageret, kommer tolderne og checker, om alt stemmer med papirerne. Så bliver der sat en stor hængelås på lageret, og cirka 2-3 uger efter vi er kommet hjem, må Lizzy af sted igen og gennemgå lageret med tolderne endnu engang, før varerne bliver frigivet til uddeling. Uddelingen foregår med hjælp fra den lokale baptistkirke, som finder de værdigt trængende.
Vi plejer at have godt to døgn, hvor vi besøger forskellige baptistsamfund, inden turen igen går mod Danmark. Vi besøgte et hospital, hvor vi selv uddelte tøjbamser og slik til børnene.
Børnene kunne næsten ikke tro deres egne øjne med al den overflod.
Turen i Belarus slutter altid med, at vi er til gudstjeneste i Brest. Her er kirken proppet med mennesker, og til slut er det tid til uddeling af tøjdyr og slik. Efter gudstjenesten er det så tid at vende snuden hjem mod Danmark. Det tager gerne et par døgn at køre hjem. Herefter er det bare at få afl everet trailer og trækker det rigtige sted og så komme hjem under dynen og få udhvilet efter en begivenhedsrig uge.
