Tilbage til De Berejstes hjemmeside

            Østersøen Rundt

Tekst og foto: Bente og Preben Knudsen

I sommeren 2005 var vi en tur Østersøen rundt i seks uger. ”Vi” er Daniel 10 år og Majken 8 år, Anders 5 år, Benjamin 3 år, vores Toyota Hi-Ace 19 år, og os to gamle Bente og Preben.

Vi valgte at køre syd om, og allerede første dag nåede vi et stykke ind i Polen. Nærmere bestemt Chaplinek, som vi havde besøgt i 2004. Her vidste vi, at de havde en campingplads. Et fint sted lige uden for byen nede ved søen. De havde oven i købet fået lavet en helt ny toiletbygning, så det var helt ærgerligt, at vi
kun skulle være der en nat. De sidste otte år vi har været af sted har vi haft en gammel campingvogn, men den var blevet for ringe selv for os, så i stedet havde vi fået købt et telt. Det gik helt fint med at få slået teltet op her den første dag, og vi sov glimrende om natten.

Efter en god gang morgenmad pakkede vi teltet sammen og fortsatte østpå. Vejene var fine og trafikken var ”light”, så det gik bare deruda’. Vi fortsatte til det Mazuriske søområde (cirka hundrede kilometer fra Litauen), som er Polens svar på Silkeborgs søområde. Vi kørte rundt i byen Mikolaiki for at finde en campingplads, og vi fandt også et skilt som viste, at her var der camping. Skiltet stod uden for et ganske almindeligt hus, som ikke så ud til at have noget som helst med camping at gøre. Men vi prøvede at ringe på, og jo, de havde skam camping, vi skulle bare køre ”bagom”, så manden hoppede ind i vores bil, så var han guide, og vi endte da også omme i deres baghave, som så var campingplads. Den mindste campingplads vi har set, men et meget hyggeligt sted. Det med at stedet var ligesom Silkeborgs søområde viste sig at være ganske rigtigt. Her var skove, søer, bakker, sejlbåde og turister samt en masse cafeer og madsteder. Forskellen var så, at priserne kun var en tredjedel af Silkeborg. Børnene havde fået hundrede kroner af deres bedsteforældre til is, og her var Polen jo det helt rigtige sted at handle is, for en is med en kugle kostede halvanden krone. Så de kunne hver få en seksten sytten stykker.

En dag lavede vi en udflugt fra Mikolaiki op til en lille by tæt ved den russiske grænse. Det var en rigtig storkeby. Der var en tolv-fjorten huse og gårde, og der var nok cirka halvtreds storke i byen. Vi talte storke på hele turen og nåede op på over tusinde. En anden dag var vi ude at se ulveskansen, som var Hitlers hovedkvarter under store dele af
Korshøjen
anden verdenskrig. Det var her, at en gruppe officerer prøvede at lave et attentat mod Hitler, som så mislykkedes. Bunkerne er op til otte meter tykke, men mange er blevet ødelagt delvist af tyskerne selv i januar 1945 inden ruserne kom. Vi syntes for øvrigt det må have været et mærkeligt sted at have haft hovedkvarter, for mens vi var der var der så mange myg, at de var ved at drive os til vanvid.

Efter en uge i Mikolaiki var det tid at komme videre til Litauen. Vi havde bestemt, at vi ville tage til Kaunas, som er den andenstørste by og som ligger centralt placeret i forhold til at se Litauen. Men tænk sig, det var ikke muligt at finde en campingplads i Litauens andenstørste by. Så besluttede vi at køre mod Vilnius, og i byen Trakai femten kilometer fra Vilnius fandt vi en campingplads. Her fik vi prøvet vores telt af for alvor. Historien er, at jeg havde besluttet at lave pandekager på vores medbragte gasblus. Pludselig kom der flere og flere sorte skyer, og de første dråber begyndte at falde, men jeg trak bare ind i teltet og fortsatte pandekagebagningen, mens resten af familien satte sig ind i bilen. Det blev dog værre, og det blæste op og der begyndte at falde store grene ned på bilen. Jeg sad inde i teltet med mine pandekager, og vandet begyndte at stige, så jeg måtte have gasblusset klodset op. Vandet steg så meget, at jeg var ved at blive bekymret for, om det ville komme ind i vores sovekabiner, men vandet stoppede få millimeter fra kanten, så vores soveposer og andet udstyr slap for at blive vådt. Men jeg fik da bagt pandekagerne færdig og sprang ind i bilen og serverede. Og vores telt holdt tæt og blev godkendt.

I Vilnius så vi KGBs tidligere hovedkvarter og var nede i fangekælderen under bygningen. Ikke noget rart sted at havne med diverse torturinstrumenter og eneceller. Men vi måtte videre mod Letland. På vejen gjorde vi et stop i Siauliai i det nordlige Litauen. Her findes korshøjen, som er et sted med hundredtusindvis af kors i alle størrelser. Ingen ved hvordan det startede med at folk tog herud og satte et kors op. Men under sovjettiden udviklede det sig til, at det blev en protest mod Sovjet. Stedet blev da også ryddet to gange af russerne, men begge gange kom korsene tilbage igen. Nu om dage tager nygifte brudepar ud og sætter et kors op. Paven har besøgt stedet, og da han gjorde det, blev der bygget en lille kirke på stedet. Imponerende sted, men måske lidt smagløst. På vejen videre mod Letland fik vi en blaffer op. En ældre kone, som snakkede og snakkede, på sit sprog altså. Vi forstod ikke en lyd, men det var hun nu ligeglad med.

Vi fik uden problemer krydset grænsen til Letland og skulle se, om vi kunne finde et dansk-lettisk ægtepar, som vi havde fået adressen på af nogle af vores venner i Danmark. Det lykkedes, og vi kunne sige goddag til Jørgen og Eva. Hun havde været au-pair i Danmark, og der havde de truffet hinanden. De havde så valgt at bosætte sig nær Cesis, hvor de havde renoveret et gammelt hus med sauna og storke i haven. De har boet der i ti år. I starten var han leder af en fabrik som lavede havehegn og havde godt hundrede ansatte, men det blev for bøvlet, og i stedet har de startet eget firma, hvor de hjælper bønderne med at søge EU-tilskud. Det at have eget firma er nu heller ikke helt let. En almindelig telefonforbindelse har de ikke, da der intet telefonkabel er, og en internetforbindelse er heller ikke eksisterende, så der må de tage ind på deres kontor i Riga.

Efter tre dage hos Eva og Jørgen og tre dage ved havet i Letland valgte vi at køre til Estland. Her slog vi lejr cirka midt i Estland i byen Viljandi. En søndag vi gik på torvet så vi, at der var et motionsløb i byen. Det kunne Daniel og undertegnede godt tænke os at prøve, så vi betalte vores startgebyr på fem kroner og fik vores startnummer på brystet. Løbet var et erindringsløb for en løber, som havde været med til OL i 1920! Vi skulle løbe godt fire kilometer, og vi startede ud med blå blink og en politibil i front. Det var nu ikke bare motionister, som vi løb sammen med, jeg vil nærmere kalde dem supermotionister, men vi fik os da slæbt i mål (placeringen snakker vi ikke om). Efter løbet fik vi hver et flot diplom, og Daniel fik en CD. Ja hvad får man ikke for fem kroner.

Vi fortsatte vores tur og kørte til Tallinn. Stedet hvor Dannebrog dalede ned i 1219. Tallinn er en flot by, men der er godt nok mange turister. Faktisk det sted på hele turen vi så flest. Vi skulle sejle fra Tallinn til Helsinki tidligt om
morgenen, så vi besluttede at overnatte på havnen. Vi slog vores bord og stole op og fik lavet noget spaghetti og fik børstet vores tænder, og så gik vi ellers ”i bil”. Børnene ligger lige som i en seng, mens vi voksne lægger forsæderne ned, og så prøver vi at sove der. Det er såmænd ok, men man vågner jo nogle gange i løbet af sådan en nat.

Om morgenen kørte vi ombord på færgen og krydsede den finske bugt. Da vi før har været i Helsinki, kørte vi straks videre til Turku i det sydvestligste Finland. Her skulle vi mødes med min søster, som er finsk gift. De har også fire børn, så der var rigtig nogle at lege med. De bor i Danmark, men var på ferie i Finland. Vi var med dem i Mumiland, som er en forlystelsespark, hvor mumitroldene ”går frit omkring”. Der er også skuespil med dem. Vi var på værksted med Toyotaen, da den havde fået en underlig lyd. Det viste sig at være galt med kardankrydset. Sådant et havde de ikke på lager, så de bestilte et hjem fra Belgien. Så i vores japanske, dansk indregisrerede bil fik vi på et finsk værksted monteret et kardankryds, som kom fra Belgien. Det er da globalt.

Næste stop på turen var Mariahamn på Ålandsøerne. Og Ålandsøerne er bare natur for alle pengene. Mellem mange af øerne går der små færger, som er helt gratis. Nogle steder skal man ringe til færgemanden, og så kommer han springende og sejler en over. Så manglede vi kun turen gennem Sverige, inden vi igen kunne sætte foden på dansk grund. Vi gjorde et par stop i Sverige. I Granna på (østsiden af Vättern) så vi, hvordan de lavede polkagrise, som er en slags slikkepinde, og det var jo et hit for børnene. Endelig prøvede vi at køre på skinnecykler øst for Malmø på en nedlagt jernbanestrækning mellem Bjørnstorp og Vipperød.

På turen kørte vi 6.000 km, og den kostede for os alle seks 23.000 kroner alt inklusive.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside