Mit næste eventyr har jeg drømt om i meget lang tid. Flere gange har jeg været på vej, men der er altid gået noget galt i sidste øjeblik. I foråret 2002 var jeg så sikker på, at rejsen endelig kunne gennemføres. Alt var klart, turen var planlagt i mindste detalje, der var penge nok på kontoen, min lejlighed var udlejet, og jobbet sagt op. Men så blev jeg gift! Så nej, jeg kom ikke af sted, men nu prøver jeg igen i år, og denne gang skal det lykkes!
Hvad er det så for en rejse jeg har ventet på så længe? Første gang jeg hørte om Appalachian Trail var på en vandretur i New Zealand, hvor jeg mødte en fyr fra Hawaii, som jeg slog følge med. Om aften fortalte vi røverhistorier fra vores mange rejser, og så var det at Wes fortalte, at han planlage at gå verdens længste vandretur, The Appalachian Trail, som løber 3500 km. parallelt med USAs østkyst.
Jeg synes straks at det lød meget spændende, og besluttede at jeg også en dag ville gå turen. Det var i 1989, og siden har Wes, som jeg har holdt forbindelsen med siden, gået turen 3 1/2 gang. Men jeg har endnu ikke selv gået så meget som en meter, og det er jo så småt ved at blive pinligt. Men i år kan jeg ikke se at der skulle komme noget i vejen, ud over at ham, jeg skulle have gået med, er sprunget fra pga. økonomien. Men så må man jo gøre det alene.
The Appalachian Trail blev færdigbygget i 1937, men de første mange år var den dårligt afmærket og ikke særligt benyttet. Det var først i 1948, da Avery Mayson som den første gik hele turen på en sæson, at der kom mere opmærksomhed om AT. I dag er der over 3 millioner mennesker om året, som benytter stien. De fleste går bare et par timer eller en weekend på de mest populære steder, men i det tidlige forår er der hvert år ca. 2000 vandrere, som starter fra Springer Mountain i Georgia for at gå hele vejen til Mount Katadin i Maine i løbet af sommeren. Kun ca. 200 gennemfører, og siden 1948 er der kun omkring 7.000 mennesker der har lavet en såkaldt ”Thru-hike”, altså gået hele turen på en sæson. Der er endnu ingen danskere, der har gået hele AT, så jeg håber meget på at jeg kan blive den første! Langt de fleste starter fra syd, for så kan man følge med foråret nordpå, og så ender man oppe i New England om efteråret, til naturens helt store farveshow. Kun 5 % af alle ”thru-hikers” vandrer fra Maine og sydpå. Forklaringen på det er, at man starter så sent, da man jo er nødt til at vente på foråret, og det bliver svært at nå færdig inden jagtsæsonen begynder i oktober, og hvem gider løbe rundt i skoven i skydegale Amerika, i jagtsæsonen?
AT er gratis at benytte, og man skal ikke have nogle form for tilladelse, ikke engang for at overnatte i de 240 hytter, som ligger spredt hele vejen med en dagsmarch imellem. Det er dog ikke min plan at bruge disse hytter, da de ofte er optaget. Jeg tager telt med, og kan på den måde også selv bestemme hvor og hvornår, jeg vil slå lejr.
En kloning af den skeløjede banjo-boy i "Deliverance" – her ved sit bjælkehus i Tennessee, tæt ved AT
Da stien skulle være af rimelig god kvalitet, og særdeles godt afmærket, regner jeg med en gennemsnits fart på 23 km. pr. dag. Hvis jeg kan holde det, vil det tage mig 4½ måned at slæbe mig selv og min 15-20 kg. tunge rygsæk op til Maine. Men det er naturligvis ikke muligt at gå hver dag, så jeg har lagt 2 uger til som overliggerdage, og derudover en måned i reserve, hvis det skulle gå helt galt. Da jeg jo ikke skal bruge penge på overnatning eller transport, bliver det en meget billig rejse. Den eneste udgift, ud over flybilletten, er til mad, som man køber i de små byer, AT løber gennem eller tæt på med ca. 5-10 dages mellemrum. Alt i alt regner jeg med at eventyret vil koste mig 30.000 kr. Heraf 5.000 til fly, 20.000 til mad og de sidste 5.000 er til film, udstyr og andre udgifter i byerne. Gennem de sidste 2 år har jeg så købt vandreudstyr for 16.000 kr. Det har faktisk været meget sjovt at finde det rette udstyr. Det er vigtigt at det er meget let, men samtidigt skal det også være stærkt, da det skal bruges i bjergene i alt slags vejr. Hver gang, der har været mulighed for det, er jeg taget til Sverige for at teste udstyret.
Appalachian Trail er nu blevet fredet som et ”National Scenic Trail”, så det kan bevares for eftertiden. AT bliver også kaldt for den grønne korridor, da langt størstedelen af turen går gennem tæt skov, kun en lille del løber over trægrænsen og 1 % på bilvej de få steder, hvor man krydser gennem en af de små byer.
På den lange vej mod nord vandrer man gennem to National Parker (Great Smoky og Shenandoah), 16 State Forests og besøger 14 stater. Desuden kommer man forbi flere historiske steder, fra borgerkrigen. Ud over at det bliver en kæmpe natur oplevelse, bliver det også en stor fysisk/psykisk udfordring. Kan jeg overhovedet holde ud at gå så langt? Bliver jeg kugleskør af at bo ude i skoven i flere måneder? Eller bliver jeg ædt af en bjørn? Eller de mange myg?
Men det er jo derfor, det bliver kaldt et eventyr, og jeg ved ikke om det lykkes! Men jeg synes at jeg har forberedt mig så godt som muligt, og er indstillet på at fortsætte, også selv om det til tider bliver surt. Så jeg er rimelig sikker på at jeg vil sidde på toppen af Mt. Katadin, en gang i september, efter at have gået hver eneste meter af verdens længste vandretur, The Appalachian Trail.
