Noget om de caribiske øer
- at rejse er ikke kun at leve – det er osse at vide.
af Arne Runge
Hvis vi opdeler de caraibiske, osse kaldet de vestindiske øer, i underregioner, får vi bl.a. det som vi kalder De store Antiller, som består af fire øer Cuba, Jamaica, Hispaniola og Puerto Rico. Cuba, Jamaica og Puerto Rico er hver især en selvstændig stat, mens Hispaniola består af to selvstændige stater, Haiti og den dominikanske republik. De små Antiller, er den lange perlerække af øer der, som en smuk halvmåne, ligger i en bue fra sydspidsen af Florida, ned til Venezuela i det nordlige Sydamerika. Ordet Antiller kommer i øvrigt fra navnet på det mytologiske land der blev kaldt Atlantis.
De små Antiller kan vi så igen opdele i De britiske Antiller, øerne som har en engelsk kolonihistorie, og hvor man stadig har engelsk som officielt hovedsprog. Antigua & Barbuda, Trinidad & Tobago, Grenada, St. Lucia, St. Vincent, Dominica og Barbados. Disse tidligere engelske kolonier, er nu osse blevet selvstændige stater, men er stadig medlem af det britiske Commonwealth, ligesom Canada, Australien og Ny Zealand.
De franske Antiller, som ikke er selvstændige, men stadig under fransk flag, består af Martinique, Guadeloupe, St. Barthelemy og den nordlige del af St. Martin. Nogen medregner osse Haiti, som blev en selvstændig stat i 1804, til de franske Antiller.
De hollandske vestindiske øer, er de såkaldte Abc-øer – Aruba, Bonaire og Curacao – som ikke er selvstændige stater, men stadig er under hollandsk flag, og St. Eustatius, Saba og den sydlige halvdel af St. Maarten, som alle ligger i den nordligste del af de små Antiller.
Amerikanske besiddelser inkluderer Puerto Rico og de amerikanske, tidligere Dansk-vestindiske Jomfruøer, nu kaldet Virgin Islands, St. Croix, St. Thomas og St. Jan.
Nogle bøger beskriver osse øerne Bahamas, Turk og Caicos Islands, som ligger nord for Cuba og øst for Florida, som caribiske øer og andre inkluderer endda, i det de kalder Caribien, landene som ligger op til det caribiske hav. De fleste lande i Mellemamerika og republikkerne i det nordlige Sydamerika.
De små Antiller, bliver ofte, af både engelsk- og fransktalende beboere, opdelt i the Leeward- og the Windward Islands. Skillelinien er Dominikaner-passagen mellem øerne Goudeloupe og Dominica. De nordlige er Leeward og de sydlige Windward. Teknisk set befinder der sig hundreder af mellem- og sydamerikanske øer i Caribien, men de bliver af de fleste betragtet som en del af Latinamerika i stedet for Caribien.
Fra Cape San Antonio på vest Cuba, via Hispaniola, Puerto Rico, The Virgin Islands og de små Antiller til Sydamerikas nordkyst er der 3.500 kilometer og øernes areal er tilsammen 238.000 kvadrat kilometer. Nogen lunde det samme som Storbritannien.
Er du forvirret, eller er det bare mig da syns det hele er lidt kringlet. Men for nu at gøre det helt spooky. De øer som engelsk- og franskmændene kalder for Windward, kalder hollænderne for Leeward, for så at kalde sine egne Abc-øer for Windward. Got it?
En enkelt kuriøs detalje: A-øen Aruba har faktisk ikke samme formelle status som B og C –øerne, Bonaire og Curaçao (eller de nordlige øer): øen var ved at løsrive sig i starten af 60erne, men fortrød, og som en rest fra denne situation hører Aruba formelt direkte under moderlandet hjemme, mens resten af de nederlandske besiddelser betragtes som en helhed, der samlet hører under Nederlandene. Og en anden sjov historie. Hollænderne og franskmændene ankom samtidig til øen St. Martin. De delte øen ved at en hollænder gik den ene vej og en franskmand, den anden vej rundt om øen. Der hvor de mødtes lavede man grænsen. Han var vist lidt langsom ham franskmanden. St. Lucia ligger inde med en rekord. Den blev erobret tretten gange af franskmændene, inden den endelig forblev under britisk flag og hovedstaden er nedbrændt otte gange, siden sin grundlæggelse.
Trinidad – har verdens smukkeste piger, et ”Speakers Corner” som i London og verdens grimmeste sø
Jeg har prøvet mange smukke flyrejser og denne hørte bestemt til de smukkeste. Vi var på vej fra Caracas, hovedstaden i Venezuela til Port of Spain, hovedstaden på Trinidad i et lille grønt militær farvet tysk bygget propel fly. Flyet fløj lavt henover de venezuelanske øer Tortuga og Margarita. Derefter hen over den lange tynde halvø der strækker sig fra hovedlandet næsten helt ud til Trinidad. Vi fløj så lavt at man tydeligt kunne se indianerne, med kulørte fjer i nakken og deres lange flitsbuer og giftige pile, snige sig rundt mellem mangroverne. Fantasien manglede bestemt ikke. Da vi et øjeblik senere landede i Piaco, den internationale airport i Port of Spain på Trinidad, vågnede jeg pludselig op til en meget virkelig verden.
Hold da op hvor er der blevet meget kontrol i lufthavnene efter 11 september. Man føler sig nærmest som en forbryder, når man skal stå med hænderne oppe og krops visiteres. De stjal min nye lighter, da jeg gik ombord i flyet. Hvad har du i lommen. Min lighter. Tak for det, mange tak og så ned i en affaldskurv. Lightere må man ikke mere have med i flyet, når man flyver med BWIA. Godt jeg havde ladet Ronsonnen blive hjemme. Der var to ældre damer med i kørestole, de måtte pænt op af stolene og stå foroverbøjet med hænderne op ad væggen, mens de og deres kørestole blev krops visiteret. Welcome to Trinidad & Tobago, stod der på væggen, velkommen til Trinidad og Tobago.
Tolderen var en hun. Hun var meget smuk, som hun stod der foran mig i sin hvide uniform. Hun var neger, men med et langt, smukt indisk hår, lange ben, store spidse bryster og skæve kinesiske katteøjne. Desværre havde jeg ikke noget at deklarere. Befolkningen på Trinidad er blandede. Godt blandede. En blanding af negere, indere og kinesere, tilsat et stænk af franskmænd, syrere og englændere. Pigerne var nogen af de smukkeste jeg nogensinde havde set.
Spanierne var de første på øen, men fik aldrig ret meget ud af den. De søgte efter guld og da de blev klar over at det ikke fandtes i nævneværdige mængder på Trinidad, mistede de interessen. Nogle hundrede mænd blev tilbage på en flådebase, Port of Spain, den senere hovedstad. På resten af øen regerede de krigeriske vilde menneske ædende caribiere.
Øen blev så i begyndelsen af 1800 tallet erobret af englænderne og har siden været under britisk flag. Ganske kort efter blev slaveriet ophævet og mange af slaverne flyttede fra farmene og startede for sig selv. Øen kom til at mangle arbejdskraft. Først importerede man arbejdere fra Madeira og De kanariske øer. Senere kom mange tusinde Kinesere. De bandt sig til at arbejde ti år på plantagerne, hvis ejere derefter var forpligtet til at give dem et stykke jord, eller en billet tilbage til Kina. De fik kun halvt så meget i løn som negerne fik og så godt som ingen kinesere ønskede at vende hjem efter kontrakternes udløb. De slog sig ned som butiksejere og sendte senere bud efter deres slægtninge. Det var meget brugt blandt kinesere at have sorte konkubiner, så de har virkelig sat deres fingeraftryk midt i ansigtet på mange sorte. De skæve øjne og den lysere hud. Interessante ser de ud, negere med kineser øjne.
Da kineserne forsvandt fra farmene, kom man til at mangle arbejdskraft igen og denne gang blev det Indien man hentede folk fra. Mange folk. Indere er dem der er næst flest af i dag efter negerne. Det gik hverken værre eller bedre end med kineserne. Så snart kontrakten udløb gav de sig til at dyrke ris og grøntsager for sig selv. Så man manglede stadig arbejdskraft på sukker farmene. Nu kom turen til Syrien og det hele gentog sig igen. Hvor der var den mindste åbning i muren mellem to kinesiske butikker, åbnede syrerne en bod og mange negere købte hos dem, fordi de i modsætning til kineserne solgte på kredit. Til lidt dyrere priser selvfølgelig.
De rigeste, fineste, på øen er franskmændene. De har blandet sig mindre med de farvede og mange er stadig næsten hvide af udseende og mange nedstammer endda fra den samme gamle franske adelsfamilie – familien De Verteuiles. Ikke ret langt under franskmændene står kineserne, hvoraf mange er blevet rigtig rige. Og de har en god farve og ukrøllet hår. To ting der tæller næsten lige så meget som penge, på de her kanter.
Efter kineserne kommer de bedrestillede negere. Der er opstået en farvet overklasse som mest består af embedsmænd, sagførere, læger og politikere. De betragter sig selv som finere end syrerne og inderne, som står nogenlunde på samme linie. Nederst står så den store farvede underklasse, som er yderst blandet. De fornægter deres afrikanske herkomst og efterligner de hvide. De undgår solen for ikke at blive for mørke og de går til frisøren og får trukket negerkrøllerne ud, så de får glat hår. Det ligner hentehår og ser fuldstændig vanvittigt ud. Man vurderer en mand efter udseende på hans kone. Hun skal helst være lysere end ham selv. Men rigtig racisme så jeg ikke. Det virkede som alle respekterer alle. Alle har jo trods alt en eller anden lille mislyd. Ikke sandt.
Jeg checkede ind på et lille herberge midt i centrum og gik ud for at opleve og måske tage nogle fotos med mit nye Canon kamera. Byen er en heksekedel og kan godt virke lidt skræmmende de første minutter, man pludselig står midt imellem alle disse mørke, fremmede mennesker, der taler et sprog man ikke forstår. De talte godt nok engelsk, men en slags Tarzan engelsk med en meget mærkelig accent. Det tog mig flere dage før jeg begyndte at fatte hvad de snakkede om. De talte Caribien english. Og det var de tilsyneladende stolte over.
På busstationen var der placeret et stort skilt der advarede mod lommetyve og overfald. Pas på stod der – du bevæger dig her på eget ansvar. I den første butik jeg gik ind i, stod der et skilt der sagde ”yuh break – yuh pay” så det var om at gå forsigtig og ikke røre for meget ved varerne. Der var skilte allevegne. Advarsler, oplysninger og reklamer. På Woodford pladsen midt i byen, stod der et skilt der fortalte er her er Woodford square street university. En neger med indiske træk i halvtredserne var i gang med at holde et foredrag om USA. The bad, the bolt and the beautiful, var temaet. Han havde svært ved at få lov at forklare, alle afbrød. Alle talte i munden på hinanden. Den der talte højst vandt diskussionerne. Min sidemand præsenterede sig som Ærkebiskop. Men jeg har aldrig været ærkebiskop, det er bare et øgenavn man har givet mig. Jeg er gammel skolelærer og ved en hel del om religion, fortalte han. Næsten alle er gamle mænd og alle havde øgenavne. Jeg blev rigtig gode venner med ærkebiskoppen og da vi mødtes igen dagen efter til at andet foredrag forærede jeg ham min T-shirts, påtrykt et par vise ord og underskrevet af H.C. Andersen. – at rejse er at leve. Den blev han så glad for at han forærede mig to flotte Trinidad T-shirts. Den ene med reklame for steel-bands, olietønde musik, den anden med reklame for Woodford Square gadeuniversitet, med øgenavnene på de mest kendte talere, inklusiv ærkebiskoppen, trykt på bagsiden.
Verdens grimmeste sø
Jeg havde hørt om en mærkelig sø, en asfalt sø og besluttede at tage jeg bussen sydpå, for at se denne mærkelige asfaltsø - The Pitch Lake - i virkeligheden. For tre måneder siden besøgte jeg verdens smukkeste sø, Atitlansøen I Guatemala, men denne sø - aldrig har jeg set en sø så grim. Denne sø må bestemt være verdens grimmeste sø. Man skal i hvert fald lede længe for at finde et tristere syn. Den kulsorte halv stivnede beg, er en tyk flydende masse, næsten som sirup. Med en rynket elefant-skind-lignende overfladen Nogen steder kan man gå på søen, men andre steder vil man synke i. Så det er en god ide at betale en guide for at gå med sig rundt. Et avisudklip på væggen i guidernes kontor, viste en avisartikel med et foto, der fortalte om en franskmand, som hellere ville gå rundt selv, end at betale en guide. Han sank i til brystet og det var kun lige at guiderne fik han holdt oppe til brandvæsenet kom og reddede manden op. Han lignede de fugle man ser i TV blive hjulpet op af havet efter et olieudslip. Fy for den lede. Jeg betalte en guide, og mens vi gik rundt på søen, de rigtige steder naturligvis, der hvor man ikke sank i, fortalte hun mig søens historie.
Fribytteren Sir Walther Raleigh var den første der nævnte eksistensen af en asfaltsø på øen. På et af sine caribiske togter tætnede han sine skibe med beg herfra. Han skrev at beget kunne tåle varmen og ikke smeltede selv om solen stod på. Senere har denne 47 hektarer store og 90 meter dybe sø af halvstivnet beg, forsynet alverdens landeveje med asfalt. I regntiden er det meste af området dækket af vand, så jeg var heldig at være her i tørketiden, hvor det var den rene sorte asfalt der lå øverst. Asfalten er i sig selv et smukt kulsort ibenholts farvet materiale, men at fylde den i en sø midt ude i naturen, det går slet ikke. Det ser helt forkert ud.
Legenden fortæller, at for mange år siden begravede guderne en hel stamme af Chaima indianere for at vove at spise hellige kolibrier, som indehold sjælene af deres forfædre. På stedet hvor hele deres landsby sank ned i undergrunden, udbrød der en flydende masse af sort beg, som med tiden blev til en sø. Søen er stadig, så mange år efter at man begyndte at tappe den for asfalt, en uudtømmelig indtægtskilde for landet. Og Trinidads største besynderlighed.
Trinidad er den sydligste ø overhovedet i Caribien, den ligger kun 11 km fra Venezuelas fastland. De oprindelige beboere kaldte øen Forieri, som betyder kolibriens land. Da Columbus i 1492 opdagede Vestindien og troede han fundet en kortere vej til Orienten, kaldte han øerne ”Las Indias” og de indfødte for ”Indias”. Senere da man indså at det ikke var de samme øer som lå i Sydøstasien, blev de kaldt de vestindiske øer, for at skelne dem fra Ostindien. I dag betragter de fleste lokale beboere kun de ikke spanske ”non-hispanic” øer i Caribien for The West Indies, Vestindien.
På nær Haiti, som er et af verdens fattigste lande, er Caribiens økonomi stort set som Portugal og Grækenlands, men det er stadig et tredjeverdens land, dog hævet over mange lande i Afrika og Asien. Bahamas er det rigeste, og har ca. 54 % af USA’s nationalprodukt pr. indbygger.
Tobak var den første ”cash crop” i Vestindien. I dag er det kun Cuba og den dominikanske republik der dyrker tobak til eksport. Jamaica og Puerto Rico dyrker den osse stadig, men kun til eget forbrug. Kaffe var engang den vigtigste eksport på de store Antiller, men de kunne ikke konkurrerer med Colombia, Brasilien og Venezuela, så i dag dyrkes det kun til hjemmemarkedet. Og det er god rigtig god kaffe, skulle jeg hilse og sige.
Marihuana blev introduceret i 1850, af asiatiske indere, som en hellig plante. Det et til gengæld i dag en milliard-dollar-industri. Hvor man i Asien ryger det i chillum, bliver det her mest brugt i cigaretter - joints, og er mest associeret med Rastafari miljøet, som bruger det i deres religion. Det er mest udbredt på Jamaica, men findes overalt i fjerne egne i hele Caribien.
I dag er det ananas, kokosnødder og citrusfrugter, man eksporterer. Trinidad er den eneste oliestat i Caribien og naturgas udgør 80% af landets eksport. Men turisme er efterhånden hovedindtægten, i de fleste af landene i og omkring det caribiske hav.
Tobago – en dansk dykkerskole og verdens korteste flyrejse
Det tog en time at køre til lufthavnen og to timer at checke ind, men kun femten minutter at flyve fra Port of Spain på Trinidad, til Crown Point Airport på øen Tobago. Det er første gang jeg ikke har drukket kaffe på et fly. Jeg nåede ikke engang at spænde sikkerhedsselen. Det var der slet ikke tid til. Jeg hang bogstaveligt talt ud af vinduet. Det var det samme lille, gamle, militærgrønne propelfly, der fløj mig til Trinidad og de samme stewardesser. Hello Sir – how are you. Jamen, jeg havde det jo bare fint.
Tobago ligger kun 30 km nordøst for Trinidad. Columbus kaldte den cigar formede Tobago, for Bella Forma. Tobago var simpelthen caribiernes ord for tobak. Hvis nogen ø fortjener betegnelsen bounty-land, er det Tobago. Kilometer vis af kridhvide strande med svejende palmer, er øens varemærke. Lige så pulserende Port of Spain er, lige så rolig er Tobago. Og turistbrochurer fastholder stædigt at det var her på øen Robinson Crusoe strandede. I følge mange guider findes hans hule stadig, og de viser den gerne frem. Altså hulen.
Ifølge Lonely planet var Jacob’s Guest House i Scarborough sagen for en Budget-traveler. Og det var det bestemt. Et lille familiehotel med otte værelser, en opholds-TV-stue, varmt vand i bruseren og et lille køkken til fælles brug. Der manglede intet. Så kunne jeg selv lave mig en kop kaffe. Folk drikker ikke meget kaffe her på øerne. En hurtig kop om morgenen, på en af de få cafeer der sælger kaffe og så er det umuligt at opdrive kaffe resten af dagen. Med mindre man er til MacDonald. Jeg drak tre kopper i rad og så gik jeg ud for at opleve Tobago.
Efter en lang gåtur, opad en sej bakke, en times tid fra centrum af Scarborough, trådte jeg ind på Fort King George. Waw - sikke et view. Jeg stillede mig mellem to af de store kanoner der spejder ud over havet efter fremmede skibe. Der har været mange søslag lige her. Lige her hvor jeg står lige nu.
Bygningen af Fort King George blev påbegyndt af briterne i 1779 for at beskytte byen. De tabte den alligevel og fra 1786 var det franskmændene, der byggede videre. 1793 blev øen igen igen britisk. 1801 blev den pludselig fransk igen og fra 1802 igen britisk. Hold da op sikken masse søslag. For ikke at tale om alle røverne, fribytterne og piraterne, dem med træben og klap for øjet. Det her var den rene sørøverfilm. Jeg gik på en anden måde, da jeg gik ned ad igen. Nærmest sådan som Errol Flynn.
Han hed Tom. Tom Benda. Han var fra sydhavnen ligesom jeg og på min alder. Han var sejlet herover på et sejlskib. Hundrede kroner om dagen havde han betalt for turen, så var han med som gast. Så kunne han bare stå af når han ville. Og det havde han gjort for et par dage siden. Nu ventede han på sin kone. Hun skulle komme over de sidste fjorten dage af hans ”et-års-verdens-om-sejling” Han glædede sig enormt til at se sin kone og til at komme hjem til Danmark. De sidste dage havde han brugt til at tage dykkercertifikat. Han skulle op til prøve i dag klokken tolv, og nu var klokken ni. Han sad og ventede på bussen fra Scarborough til Charlotteville på nordkysten, lige så langt væk man overhovedet kan komme på øen. Han havde fuldskæg og briller. Han lignede en skolelærer og det var han osse Jeg sad lige ved siden af ham og ventede på den samme bus.
Where are you from, spurgte jeg. I am from Denmark, svarede han. Hvad faen taler vi så engelsk for, sagde jeg, og så gik vi over til dansk. Han havde været inde til byen for at hæve penge på sit visa kort, der var ingen banker i Charlotteville. Han skulle betale restbeløbet på sit dykkerkursus, når han nu om et par timer, forhåbentlig, havde bestået prøven. Hvis jeg havde lyst kunne jeg jo komme med, så kunne vi snakke bagefter. Jeg gik med til prøven.
Dykkerskolen var ejet af to danskere Bjarne og Anne. Alting er jo tilfældigheder. Bjarne havde en kammerat, som havde en kammerat, som engang havde været på Tobago og dykke. Og nu var de her, og havde været her i elleve år. Her midt i Paradis og så snakkede de alligevel om at tage tilbage til Danmark. Det bliver vist lidt af en omvæltning.
Tom bestod, hold op hvor var han glad. Det havde til tider været ret hård, at sejle med som gast på en sejlskib, i så mange dage og med mennesker man ikke kendte før man tog af sted, fortalte han. Jeg fløj til London, og så gik det for halvfulde sejl, som gast på et sejlskib, i Columbus fodspor, mod Caribien. Vía Porto, Gran Canaria, Gomera, Kap Verde øerne, Barbados, Beguir, Trinidad, Grenada, Carriacou, Union Island, til Tobago. Her hvor vi var lige nu. Skibet han sejlede med hed Scheherazade, det var hende med de gode eventyr fra 1001 nats eventyr. Men denne tur havde desværre ikke været et godt eventyr. Forsikrede han.
Vi gik op for at se udsigten fra hans lejlighed. Han havde lejet en såkaldt studie lejlighed på en bjergtop, med en million-dollar-udsigt. Lejlighederne lå forskudt op ad bjergsiden og hver havde et geografisk navn. Tom boede i Frankfurt. Neden under i Odense boede osse danskere. Hans og Grete hed de. Hans kaldte Grete for rivejernet, en oversættelse af Grete fra engelsk. Det engelske ord grater, som udtales næsten som Grethe, betyder rivejern på dansk, fik jeg at vide. Så fik jeg lært det. Der er sikkert ikke mange andre danskere, ud over mig og Hans og Grete, der ved at et rivejern på engelsk, hedder Grete.
Tom og jeg havde en utrolig masse at snakke om. Som det at tage fri fra jobbet og rejse verden rundt. Vi udvekslede livshistorier i flere timer. Når danskere møder hinanden i udlandet er de som regel på bølgelængde lige med det samme. Selv svenskerne bliver ”næsten” halvdanskere, når man ikke har set, eller talt med en hvid mand i et par måneder. Charlotteville er et af verdens smukkeste steder, et sted for sejlere, dykkere og strandfolk. Ellers sker der ikke meget i den lille fiskerby. Klokken 20.00 sover byen. Go’nat Olga. Sweet dreams.
Jeg kørte tilbage med en deletaxi. Vi var kun tre i bilen, to unge negertøser og mig. Chaufføren var rastafari. Han sad og røg joints og drak Guinness øl, mens han kørte bjergkørsel, med over hundrede kilometer i timen. Det tog kun halvt så lang tid at komme tilbage til Scarborough, som det tog at køre herop. Men jeg var sgu’ lidt nervøs. Hvis jeg skal være helt ærlig. Men sjovt var det. Pigerne hvinede og gav øl undervejs, rastafarien sang no woman no cry og jeg sad bare og var helt hvid i ansigtet. Men det kunne de jo heldigvis ikke se.
Grenada – smuk som et stjerneskud, masser af muskatnødder, The Salvation Army og lille sorte Charece
Vi kom svævende ind over Point Salines. Piloten havde gasset så langt ned at vi bare svævede de sidste 500 meter ind over det grønne caribiske hav og ind på landingsbanen på sydspidsen af øen. Point Salines. Der er smukke sandstrande på begge sider af landingsbanen. Det ser ret øde ud. Lige uden for vinduet, ved den østlige ende af landingsbanen, kan vi se St. George’s Medical school, en privatskole for udenlandske studenter. Det var her Ronald Reagan brugte sikkerheden for studenterne, i dette lille american-running-facility, som en undskyldning til at invadere landet efter militærkuppet i 1983.
Jeg tog bussen til Lagoon Road. Grenada er den smukkeste ø jeg nogensinde har set. Grenada er smuk som et stjerneskud. Det er næsten lige meget hvor man befinder sig – kik dig om og du har en million-dollar-udsigt. Nøjagtig som guide bøgerne påstår. Der er ingen billige hoteller på Grenada. Ingen Backpacker-Hostel. Jeg checkede ind i en lille studio med alt hvad jeg havde brug for. Stue med amerikansk køkken, soveværelse med stor dobbeltseng og badeværelse med koldt og varmt vand. En lille drømmelejlighed med en million-dollar- udsigt. Og prisen – 25 US$ - 175 kroner. Langt over mit sædvanlige budget. Men det er nu osse sjovt at lege millionær engang imellem, selv om budgettet får en ordentlig lussing. Jeg vaskede tøj, gik i varmt bad, lavede kaffe og faldt i dyb søvn. Ingen go’ nat bajer, selv om det var lørdag aften.
Ved daggry var jeg klar igen, og gik på opdagelse i St. George, hovedstaden på Grenada. Ikke et øje nogen steder. Helt dødt overalt. Det var søndag, og alt er lukket om søndagen. Om søndagen går man i kirke. Så hvis jeg ville se nogen mennesker, måtte jeg gå i kirke. Jeg gik efter musikken og endte i frelserens hær. Det var i hvert tilfælde ikke det værste sted jeg kunne ende. De modtog mig med åbne arme, som en gammel ven. Welcome to Salvation Army, Welcome to Grenada. Kaptajn Robert sang for, hans kone Juliet sang andenstemme, dansede og slog takt med sin tamburin, og deres to drenge Dalton på ti og Odilio på seks år spillede på Keyboard og trommer. Først troede jeg det var et elektroniske trommer, Odilio var så lille at han forsvandt bag trommerne. Hold da op hvor kunne den familie synge og spille.
Jeg faldt I snak med en sort dame midt I trediverne som var sammen med sin ti årige datter. Miss Sherry, som moderen, hed inviterede mig til at bo de næste fire dage i hendes ringe bolig. Det var et paradis med en, nå ja da, en million-dollar-udsigt.
Miss Sherry var sort, der var ikke andre racer at spore i hendes udseende. En lidt alvorlig, forsigtig og elskværdig dame, sidst i trediverne. Jeg fik stueetagen i hendes hus. Resten af familien Miss Sherry, hendes to døtre og hendes bror, boede på første sal. En Doberman var lænket til indgangsdøren, så dér kom der ingen fremmed ind. Heller ikke mig. Den var ved at æde mig den satans køter. Når jeg kom hjem om eftermiddagen, trak de lidt i kæden, så jeg kunne komme ind af døren. Men der var ikke mange centimeter at løbe på. Det var ederma’me farligt. Vi blev aldrig helt venner. Og dog, der var en eftermiddag hvor jeg havde spist tørfisk nede i havnen. Jeg havde taget hoved og hale med hjem, i håb om at møde en kat på vejen. Men der er vist ikke mange katte, på Grenada. Jeg mødte i hvert fald ingen. Så da jeg
kom hjem smed jeg fiskeresterne hen til Dobermanden. Den åd dem sgu’ og bagefter logrede den fan’me med halen. Vi var venner. Det var godtnok overstået næste morgen. Det vil sige jeg var stadig venner, men Dobermanden havde glemt det og var få centimeter fra at snuppe en bid af mine hvide griselår. Apropos hvide griselår. Det siges at Caribierne, de indianere der boede på øerne da Columbus ankom, var kannibaler og spiste de hvide de fangede. De troede de var en slags svin. De havde jo samme farve.
Datteren Sharéce, på ti år, fik sin klasse 4.a, til at holde dansk uge. Vi læste sammen, samtlige hendes skolebøger. Det er de bedste guide bøger jeg nogensinde har læst. Grenadas historie og geografi, skrevet på engelsk, for 4. klasse. Lige mit niveau. Og sikken historie. Jeg læste hele historiebogen samme nat og faldt over caribiernes tragiske skæbne - selvmord i stedet for at ende i slaveri.
Næste morgen tog jeg bussen til byen Sauter og gik op til toppen af Leapers Hill – springernes bakke. Jeg gik helt ud til klippens kant. Der var langt ned. Havet var meget uroligt og knaldede bølgerne med voldsom kraft ind i klipperne. Det hele virkede en smule skræmmende. Et stort skilt på engelsk fortalte den tragiske historie om caribiernes endeligt. Da de til sidst så sig slået, og omringet af spaniolerne ude ved klippen, valgte de at kaste sig i døden, frem for at blive slaver og måske spist af spaniolerne. En del nåede at flygte til St. Vincent og det er i dag den eneste ø, hvor der stadig lever indianere af Caribierstammen. Om aftenen læste vi videre i historiebogen og valget faldt på nutmeg – muskatnød.
Dagen efter tog jeg bussen op til havne- og fiskerbyen Glenville, som samtidig skulle være udskibnings havnen for nutmeg-eksporten, for at se lidt på det der muskat-nødde-fænomen. Og det første jeg så var en lastbil fuld af nutmeg sække. Den hold og spærrede, så folk dårligt kunne komme ud af bussen. Der lå nogle løse muskat nødder på gaden. Jeg puttede et par stykker i lommen, som souvenir.
Muskatnødde træet stammer egentlig fra Indien Det blev introduceret kommercielt af hollænderne i midten af 1800 tallet og trivedes så godt at Grenada i dag producerer en tredjedel af verdens muskatnød. Et velduftende evig-grønt træ med skindende blanke blade og små gule blomster. Træet producerer to forskellige krydderier. Muskatnød og Mace, på dansk scepter, eller muskatblomme. Træets gule frugter, pericarperne, indeholder nøden. Muskatnød bruges til at give smag til brød og kager, til drinks, saucer og til konserves. Macen bruges som krydderi og i kosmetik. Pericarpen bruges i nutmeg sirup. Alt fra træet bruges. En mægtig industri for Grenada. Jeg smagte på en af nødderne i bussen på vejen tilbage til St. George. Puha – den var godtnok krydret.
Alle ser TV her, det kører konstant i alle cafeer og småbutikker. Der er VM i Kricket. Jeg kender ikke reglerne, for mig har det altid været en slags rundbold, det som drengene spiller i skolen. Altså en børne sport. Men jeg slap jo ikke for at blive begejstret samme med The West Indies . som deres hold hed. De vestindiske lande der spiller kricket, havde slået sig sammen og stillede med kun et enkelt hold, holdet hed The West Indies. Det gik nu ikke så godt for dem. Desværre.
På en lille bjergtop midt i St. George lige ud til Carnage bugten, ligger byens hospital. Lige op ad King George fortet. Grækerne gik meget op i en sund sjæl i et sundt legeme, derfor byggede de altid hospitaler i et natur skønne områder. Aldrig har jeg set et hospital med så smuk en udsigt. Man så direkte ned i en sørøverfilm. En lille pirat bugt med et par store træ sejlskibe på reden. Og billedet skiftede dagligt. Good moooorning, Grenada.
Der var en lille plads udenfor hospitalet, under nogle træer, hvor en sød gammel dame solgte kolde drikkevarer. Jeg satte mig ned på en af bænkene og kom hurtigt i snak med en af hospitalets sikkerhedsvagter.
Premierminister, siden 1995, dr. Keith Mitchell er en ”bad gay” fortalte han mig. Han er en omvendt Robin Hood, tar fra de fattige og gir til de rige. Ved sidste valg lod han T-shirts påtrykke – ”stem på mig” og forærede dem til befolkningen, som så stemte på ham. Smart, very smart. Og nu har han gjort sig til diktator. Shit.
Grenada blev, sammen med øerne Carriacou og Petit Martinique, en selvstændig stat i 1974 og den første stats minister, Erik Gairy. Hans regime brugte hemmeligt politi til at få kritikere til at holde kæft. Ofte ved hjælp af en gruppe som blev kaldt ”the mongoose gang”. De angreb brutalt kritikere af styret, samtidig med at de røvede private for deres værdier. Gairy, som først var en demokratisk valgt statsminister, blev en diktator.
13 marts 1979, ved daggry, skiftede billedet endnu engang. En flok oprørere, støttet af oppositions partiet New Jewel Movement, ledede et helt blodløst cup. Maurice Bishop blev premierminister. Han genindførte hurtigt basale menneskerettigheder og lovede at løse landets økonomiske problemer.
Bishop byggede skoler og lægekliniker og fik Cuba til at bygge Grenadas internationale lufthavn, Point Salines. Men ved et nyt statskup i 1983 blev Bishop arresteret og sat i husarrest. Der opstod den største protestmarch nogensinde i Grenada Det blev en folkeprotest som tvang ham fri. Derefter marcherede de sammen til Fort King George. Militæret dræbte fyrre mennesker, deriblandt Bishop, der sammen med flere af sine folk blev taget til fange og simpelthen henrettet – skudt - her på fortet. Lige her hvor jeg sad.
Så var det at superman vågnede op. På med uniformen og af sted for at frelse verden. Det var cowboyeren, præsident Reagan der, i form af the US forces, sendte supermanden, som hurtigt dræbte 70 cubanere og 170 grenadiner, og derefter genoprettede fred og ro. Endnu atten blev dræbt da han ved en fejltagelse bombede øens mental hospital. Amerikanerne blev på øen i to år.
14 mennesker blev dømt til hængning for mordet på Maurice Bishop. Dommen blev senere omstødt til livsfarligt fængsel. De har nu siddet i tyve år og har jævnlig udgangstilladelse. De får lov at mødes med deres pårørende lige udenfor fortet, ved indgangen til hospitalet, et par hundrede meter fra deres fængselscelle Men udenfor fortet. De mødes så her, med deres pårørende, på denne lille plads, med damen der sælger kolde drikke, lige her ved siden af mig. Og der sad faktisk to af dem lige over for mig. De kikkede på mig.
Jeg havde købt en iskold pepsi og sat mig ned på en af bænkene. Damen, en sort pæn dame i fyrrerne, ved siden af mig præsenterede sig som miss et eller andet, og spurgte hvor jeg kom fra. Jeg fortalte om Danmark og hun fortalte lidt om sig selv og sit land.
Hun var jurist og hendes mand var noget indefor politiet. Vi snakkede om løst og fast og kom osse ind på politik. De to mænd i lyseblå skjorter og mørkeblå bukser, der sad på bænken lige overfor os, fortalte hun, var to af de fjorten der først skulle hænges, men siden fik livsvarigt fængsel, efter kup forsøget og mordet på Bishop. Hun var stolt af at man her gav udgangstilladelse, efter så mange år. Og uden kæde og kugle om benet som i USA. Kun deres ID-kort på brystet røbede deres triste skæbne.
Det var søreme en mærkelig følelse. Her sad jeg, verdens frieste mand, overfor to mænd som var glade for at de ikke blev hængt, men kun blev dømt til at blive i cellen på Fort George, resten af deres liv. Resten af deres liv. Jeg tror knapt de var fyldt 50 år, så de kan jo risikere at skulle sidde 50 år til. Det var sgu’ da værre end at blive hængt, hvis jeg skulle dømme. De så osse lidt triste ud i ansigterne. Det var der osse to store mænd med små skaldede hoveder og med buler under jakkerne og ID-kort på brystet, der gjorde. Det var vagterne. De sad på bænken lige bag mig. Jeg sad altså midt mellem to dødsdømte mordere og politiet. Lige midt imellem.
På halvvejen oppe ad bakken hvor jeg boede hos Miss Sherry, lå en lille plads med en købmand og en halv snes rastafarier, som bare sad her og snakkede og ellers levede et rent liv i overensstemmelse med deres religion. De røg visdommens urt – marihuana, der her kaldes ganja - som en del af deres religion. Og mente at alt der er, altid har været og altid vil være, fortiden og fremtiden var inde i dem. De tigger ikke, de ryger ikke tobak, de drikker ikke alkohol, de spiser hverken salt eller svinekød og medlemmerne lader sig aldrig klippe. De vasker sig vist heller ikke. Håret samler de i en stor knude, som de dækker med en strikkehue. Ofte mangefarvet.
Ras Tafari er en religiøs sekt, der er udbredt på alle caribiske øerne, men mest på Jamaica, hvor den egentlig stammer fra. Ras Tafari, som Etiopiens kejser hed, inden han blev kronet, er ifølge rastafarierne guds reinkarnation og de skæggede brødres fader. Engang i den fjerne fortids havde de imidlertid forsyndet sig mod ham og som straf havde han sendt dem i landflygtighed, som slaver over det store hav til en ny verden. Amerika.
Deres første profet, var en lægprædikant på Jamaica i 1920erne, som var inspireret af Etiopiens kejser Haile Selassi. Han samlede en stor menighed i Kingston. Vi vil hjem til Afrika – ikke som nåde, men som vores ret, prædikede han. Gud er sort, det stod der osse i den første bibel. Men den er blevet omskrevet og forfalsket af en hvid mand, Kong James den første af England. Til sidst havde han prøvet at flyve til Afrika - fra en høj bygning og var endt på et galehus. Rastafari brødrene har en egen værdighed, som ikke er almindelig blandt negrene I Vestindien. I Afrika håber de at finde den sjæl, som den sorte mand mistede, da han blev revet løs fra sin kultur. De lever i grupper, de har dræbt flere mennesker og de kan ikke lide hvide, havde jeg læst mig til.
Det passede fint med et hvil på vejen op, så jeg standsede her hver gang jeg var på vej hjem. Vi blev faktisk rigtig gode venner, selv om jeg var hvid og havde mange, lange og store tanker og filosofier, om livet i almindelighed og Grenada, Mr. Bush og USA i særdeleshed, som vi delte, på Caribbean-english, over et par joints.
Alle ville sige farvel til mig da jeg rejste fra øen. Miss Sherry, naboerne, rastafarianerne og dobermanden der gøede samtidigt med at den logrede med halen. Den vidste hverken ud eller ind. Det gjorde jeg sgu’ heller ikke. Hold da kæft hvor er det svært at sige farvel til mennesker, man er blevet så gode venner med. Og som man næsten ved med sikkerhed, at man aldrig skal se igen. Lille Charéce tog min hånd og fulgte mig ned til bussen. Jeg fik et kram og to negerkys. Et på hver kind.
Antigua - Admiral Nelson og Misses Gwendolyn Tonge - Antigua's Kirsten Hüttemeyer, som er still going strong – very strong.
Jeg ser efterhånden ikke så godt uden briller. Det gir mig lidt problemer engang imellem, nogen gange lidt pinlige, men osse mange sjove oplevelser, som da jeg kom forbi Misses Tonge’s hus på hovedgaden i udkanten af hovedstaden St. John. Gaden, eller vejen kommer den vel til at blive, fortsætter til lufthavnen via den lille landsby Pigottsville. Lige før landsbyen ligger hotel Pigottsville, ejet af familien Pigott. På værelse nummer ni på første sal med - en-million – nej, ikke mere om dyre udsigter, selv om det måske er det sidste jeg vil glemme ved øerne her i Caribien. Og så er de faktisk gratis, altså udsigterne. De findes overalt på samtlige øer.
Jeg var på vej hjem til hotellet da jeg inde på verandaen i et smukt hus, med haven fuld af blomster, pludselig så en ældre mand sidde og ryge pibe. Vi piberygere har altid noget at snakke om. Så jeg hilste på manden og han hilste igen. Jeg spurgte om jeg måtte komme ind og sludre et par minutter. Selvfølgelig måtte jeg det.
Brillerne, eller de manglende briller, havde igen sat mig i en underlig situation. Det var ikke en mand der røg pibe, men en gammel dame, der suttede på sin tommefinger. Der stod jeg så med min ynglings pibe i munden og måtte forklare lidt om mit svigtende syn. Vi skrubgrinte begge og i løbet af de næste par timer var vi blevet venner for livet.
Hun inviterede på juice med is og senere på five-o’clock tea, med sandkage. Hun havde så mange talenter, at hvis jeg nogensinde havde haft den tanke, hvad jeg selvfølgelig ikke havde, at sorte mennesker var mere dovne og mindre intelligente end hvide, blev det nu definitivt gjort til skamme. Misses Gwendolyn Tonge var tidligere senator. Hun havde studeret på de bedste universiteter i England og USA. Selv om hun var en ældre dame, sad hun aldrig stille ret lang tid af gangen. Kun den times tid jeg spillede klaver for hende, holdt hun helt kæft.
Hun var den første jeg mødte på øerne, der havde besøgt Danmark. I 1979 var hun inviteret med til en kvindekongres i København og havde stor respekt for dette lille velstående land. Hun holdt taler. Alle vegne. På skoler, i kirker og til pressen. Der kom et bud med en stor buket blomster, mens jeg sad der, som tak for et foredrag hun havde holdt dagen før, på en skole. Hun var rådgiver for sundhedsministeren og hun havde et ugentligt, halv times TV program hvor hun, a la Kirsten Hüttemeyer, fortalte ungdommen, om at bruge de rigtige råvarer, at økonomisere og hvis muligt have en baghave, hvor man selv kunne dyrke sine grøntsager. Og i øvrigt stole på Vorherre. Så kunne det i hvert fald ikke gå helt galt. Der manglede kun beskyttelses ærmerne.
Under kolonitiden var stort set alle Leeward øerne sukkerproducenter. Men i 1960erne, da sukkerprisen faldt dramatisk, blev det næsten droppet og ti år efter var stort set alle sukkerrørene forsvundet fra markerne. Gu’ ske lov har de stadig nok til rommen. Og den er god, god og billig, kan jeg fortælle. I dag sætter de fleste deres lid til turisme. Antigua & Barbuda er et rigmandseventyr, fuld af luksus resorts, intime gæstehuse, gourmet restauranter og strandbarer. Det hele drejer sig om vandsport, om sejling og om dykning. Det har udviklet sig til en familie-ferie-destination for rige canadier og nordamerikanere, med et hav af smukke strande. De indfødte producer stort set intet. Næsten alle madvarer er importeret. Supermarkederne var fulde af varer fra bl.a. Danmark og England, men osse fra lande så fjerne som Filippinerne, Japan og Thailand. Og de var dyre. Dyrere end i Danmark. Alt var dyrt på Antigua. Jeg følte mig lidt svigtet. Hvor var alle de andre backpackere. Dem der var på et budget, li’som jeg. Der var ingen. Hej Palle.
Jeg havde aldrig hørt om at der fandtes en Ø der hed Antigua og som endda var et selvstændigt land. Jeg vidste intet om øen udover at det var en af de nordligste i de små Antiller. Jeg gik på turistkontoret og læste brochurer om landet. Det hele virkede ret kedeligt. Nå man kunne jo altid tage rundt og fotografere nogle million-dollar-udsigts-billeder. English Harbour skulle være specielt pittoristisk.
Det var den bestemt osse. En lille piratbugt med småhoteller og resorts i mange-penge-klassen. Jeg satte mig på bænken, ved busstoppestedet jeg lige var ankommet til og faldt straks i snak med et finsk par. På finsk. Jeg er så heldig at jeg i mine unge dage fik lært nok finsk til en kort samtale om vind, vejr, øl og fisse. Det har åbnet mange døre. Hun var skolelærerinde og han var landmand. De var rigtige finner. De havde kun fjorten dages ferie og ville prøve lidt luksus. Så de havde slået sig ned på the cobber and lumber store Hotel. Til 325 US dollar per nat. Faktisk var det en to værelses lejlighed med køkken, bad og soveværelse forneden og bad og soveværelse ovenpå. Begge etager med udsigt ned til English Harbour. Det kostede fem dollar, 35 kroner at komme ind på hotelområdet, men jeg var finnernes gæst og en slags VIP. Den finske landmand var min guide. Det var deres sidste dag. De vidste alt om English Harbour.
Området var den tidligere base for den engelske marine. Som ung tilbragte, den senere så berømte, admiral Nelson flere år af sit liv som kadet her på flådebasen. Mange år senere besøgte han igen øen, denne gang som admiral. Det er øen, og specielt English Harbour, meget stolt over. De gamle lader til opbevaring af kobber, tømmer og madvarer. Bagerbutikken og andre butikker for mandskabet. Sømændenes messer og sovesale. Alt var blevet smukt restaureret og lavet om til hoteller og restauranter og står nu som et af de mest interessante historiske monumenter i Vestindien. I havnen lå de smukkeste motoryachter og sejlskibe. Havnen er blevet et af verdens mest attraktive yacht centre, og er netop nu et ”hot spot” med hensyn til natteliv. Museet havde en lille fin samling af maritime ting fra Nelson perioden. Sekstanter, piber, landkort med forklaringer og en model af et af Nelsons skibe. Og så en helvedes masse billeder af Sir Nelson himself. Indgangen var inkluderet i de fem dollar man betalte for at komme ind på området. Hvis altså man betalte for at komme ind og ikke var VIP-guest. Jeg hjalp finnerne med at pakke og drikke de sidste bajere de havde i køleskabet. Vi tog sammen bussen nordpå til St. John.
Familien Pigott som ejede hotel Pigottsville, var temmelig velhavende. Det havde de ikke altid været. Datteren Hughette Pigott, fortalte mig om sin fars bedstefar, som var taget til Colon i Panama for at arbejde som daglejer ved bygningen af Panamakanalen. Efter et år indså han at de kunne overleve, men heller ikke ret meget mere. Han sendte derfor sin ældste søn tilbage til Antigua, hvor han kom på en bording-skole for at ”blive til noget”. Det blev han. Han lærte at skrive og læse og sendte mange breve til Colon til sin famille, men fik aldrig svar. Hans familie i Colon kunne, som de fleste andre, i Colon, ikke læse og skrive. Han fandt aldrig ud af om de havde modtaget brevene og mistede kontakten med familien, som det jo var meningen han skulle hjælpe, når han var ”blevet til noget”. Men så for få år siden var Hugh begyndt at søge efter sin mistede familie i Panama. Hun havde fundet en familie som hed Piggot, formodentlig en omskrivning af Pigott og var sikker på at nu begyndte de at dukke op igen. Hun var meget stolt og glad over at det var lykkedes og håbede at kunne tage derover en dag. Og eventuelt hjælpe sin mistede familie tilbage til øen.
Søndag var min sidste dag på øen og som på de foregående søndage, var alt lukket. Men kirkerne var fulde. Klokken otte gik jeg til messe i den romerskkatolske katedral. Alle havde deres fine søndagstøj på. De sad delt op i kliker, familier, og så nærmest ud som om de var kommet for at blive set på. Hvad de nok osse var. Det var smukt, meget smukt, men stille som i en dansk kirke. Altså røvekedeligt. Et par kordrenge gik rund med røgelse, så jeg tændte osse min pibe og blæste lidt røg rundt i lokalet. Det blev hurtigt stoppet. Folk så truende på mig, så jeg skyndte at putte piben i lommen igen. Fem minutter senere skred jeg. Nu gik jeg efter musikken. Og stod pludselig i indgangen til Frelserens hær.
Welcome stranger. Jeg blev budt på et glas juice og hjulpet hen til en plads på en af de forreste rækker. Ved siden af mig sad en officer i sin flotte hvide uniform. Hun hed Misses Eileen og var Major i hæren. Hun kendte udmærket kaptajnægteparret Ewad fra Grenada. Hun var oprindelig fra Jamaica, lige som familien Ewad. Vi havde fælles venner. Vi fik en ordentlig snak om Frelserens hær, som jo eksisterer i stort set hele verden. Hun spurgte mig flere gange om jeg var frelst, og jeg var jo forbandet nød til at sige ja. Det var jeg ikke og blev det heller ikke. Men et møde i Frelserens hær, især her på disse kanter, er bestem lidt af en oplevelse. Der var otte mand i orkestret. De spillede gospelmusik og alle dansede og sang med. Et kor af unge sindssygt smukke, sorte, uniformsklædte nattergale, sang andenstemme og raslede med deres tamburiner. Det var den rene musical. Jeg skrålede osse med, jeg kendte de fleste af sangene. Er der nogen der har fødselsdag, spurgte kaptajnen fra talerstolen. Der var en lille pige der fyldte syv år. Så gik orkestret og korpigerne i gang og vi sang alle med på Happy Birthday to you. May the good lord bless you, may the good lord bless you, may the god lord bless youuuuuuuu - may the good lord bless you. Orkestret fortsatte med en anden sang, og vi gik alle rundt i kirken og gav hinanden hånden. Hellooow, how are you, my friend. Jeg fik hilst og givet hånd til hele banden. Altså om søndagen går man i kirke. Og det kan, mærkeligt nok, men bestemt osse være en stor oplevelse, især hvis det er frelsere og frelserinder der synger for. Jeg blev ikke frelst, men jeg sang hele vejen ud til lufthavnen.
Barbados - værre end Mallorca, men værre på en helt anden måde - og så er der osse rødbede benede.
Der gik bus fra lufthavnen ind til Centrum. Det var gode tegn. På Grenada og Antigua var busser bandlyste i hele lufthavns området. De skide rige turister, kan jo bare tage en taxi. Til overpris. Altid til overpris, når man ankommer og ikke ved noget som helst om landet. Som regel koster taxien det halve fra byen til lufthavnen, som fra lufthavnen til byen. Hvis man ikke er så heldig at opdage, at der faktisk går bus, der var bare ingen der vil fortælle dig det. Hverken taxichaufførerne, eller turistinformationen som lever af kommission fra chaufførerne og de dyrere hoteller. Der findes ikke turistinfo for backpackere. No where. Ambassader, konsulater, lufthavne, taxichauffører og turist informationer, betragter os som fjender. Som en slags femte kolonne. Vi søger billigere og spændende transportmuligheder og gæstehuse. De steder gir ikke kommission og er derfor ikke interessante for dem. Kun for os backpackere. Folk der lever af turisme er nogle røvere og banditter.
Jeg havde kun to dage og to en halv nat på Barbados, så jeg gad ikke bruge mange timer på at finde et billigt overnatningssted. Jeg besluttede mig til at flytte ind på Angel House – englehuset - på Bay Street, til femogtyve dollar per nat. Det billigste sted ifølge lonely planet.
Ved busstoppestedet lige overfor taxirækken, mødte jeg en sød negerdame, som havde en datter der boede i Stockholm. Vi fik en ordentlig snak om Skandinavien og Barbados, mens vi ventede på bussen. Hun kendte godt Bay street, men den var lang, meget lang den street og man har ikke numre på husene her. Så Angel House kunne ligge mange steder. Hun spurgte alle der stod ved stoppestedet, men ingen kendte englehuset. Alle kender Hilton og Sheraton, men de små listige og billige steder er ikke så kendte. Hvis min mand ikke havde været så jaloux, kunne du sagtens have boet hos os. Men du kender mænd, de får så let forkerte tanker. Det måtte jeg jo indrømme, jeg var osse lige ved at få forkerte tanker. Hun så jo rigtig godt ud, negerdamen. Så det var nok bedre jeg flyttede ind på et gæstehus, når nu hendes mand så let fik forkerte tanker. Buschaufføren havde en ide om hvor gæstehuset lå, så jeg blev faktisk sat af det rigtige sted.
Ejeren af Englehuset var en heks. En satans grådig heks. Men stedet var egentlig ganske udmærket, selv om det var gammelt og lidt nedslidt. Jeg fik værelse på første sal med balkon ud til hovedgaden. Lige over hovedgaden lå stranden. Kilometervis af hvid sandstrand. Vild ferie luksus.
På sin anden rejse sejlede Columbus forbi, uden at opdage øen, så det blev portugiserne der var de første som slog sig ned her på den ubeboede Ø. Portugiserne kaldte øen for Barbados, efter øens mange figentræer, hvis rødder ligner skæg. Los Barbados betyder – de skæggede på portugisisk. Hundrede år senere blev øen koloniseret af briterne som styrede øen de næste 340 år. Indtil Barbados blev en selvstændig stat i 1966. En gruppe hollændere bragte sukkerrørsplanter med sig fra Brasilien og landet blev hurtigt domineret af store plantagebrug. Dyrkningen af sukkerrør viste sig hurtigt at være en indbringende forretning og man indførte negerslaver fra Afrika, fortrinsvis fra Guinea-kysten. Slaverne blev generelt betragtet som ikke-mennesker uden sprog, behov og egen kultur. De var billig arbejdskraft og fik kun det allermest nødvendige.
Barbados er en af Storbritanniens ældste kolonier og de mange år under engelsk styre har givet den et præg af moderlandet. Her er ingen tropisk vildskab, alt på den flade ø, der kun er lidt større end Langeland, er ordentlig og tæmmet. Barbados er kedelig, det minder for meget om England. Folk står i køer, i lange snorlige rækker.
Jeg havde læst at der her på øen, udover efterkommere af slaverne, osse fandtes efterkommere af en gruppe hvide straffefanger, der kom hertil på Cromwells tid. De blev kaldt for ”redlegs” – de rødbenede fordi deres hud blev skoldet, når de var i marken. I hundrede år levede de under samme forhold som negerslaverne.
I begyndelsen af 1600-tallet var mange fattige hvide kommet til Barbados som ”bondsmen” dvs. at de havde bundet sig at arbejde et vist antal år, som regel ti, af deres liv for en billet til øen. Her ville de når kontrakten udløb få et lille stykke jord, eller en billet tilbage til Europa. På det tidspunkt levede den engelske underklasse under særlig fortvivlede forhold, med stor arbejdsløshed. Udtrykket go to Barbados betød på dette tidspunkt det same som, go to hell. Crownwell benyttede øen som en affaldsplads. Genstridige skotter og irlænder blev forvist hertil, røvere, ligesom mordere og prostituerede. Alligevel tog mange tusinde, udover dem der blev dømt til det, af sted til den nye verden. Ved ankomsten var de fleste blevet videresolgt på auktion, til forarmede godsejere, der ikke havde råd til at købe negerslaver. En sort kostede dobbelt så meget, og arbejdede meget mere. Kapløb mellem friheden og døden. Mange stak af fra herremanden og levede gemt i skovene. Som fredløse. Flere gange var der tale om at føre en udryddelseskrig imod dem. Der var mange flere negere end hvide på øen og efter to negeropstande, blev det besluttet at herremænd skulle stille en hvid soldat til rådighed, for hver ti hektarer de ejede. Men slog så to fluer med et smæk. De fik jord til låns og arbejdede for herremanden, som nu kunne stille de hvide soldater til rådighed.
Ved slaveriets ophævelse blev de rødbenede fritaget for hoveriarbejde og fik stemmeret. Men der var stor fattigdom, de havde stadig alt for lidt jord, til at kunne forsørge sig selv og sin familie. Så ved siden af måtte de arbejde på plantagerne. De tidligere negerslavers forbandelse hvilede osse over de rødbenede.
Karl Eskelund besøgte Barbados i 1962 og skrev om de rødbenede. Dem ville jeg osse gerne møde og gik i gang med lidt research.
Der boede en sort dame på Englehuset. Hun var lige vendt tilbage fra Canada, hvor hun havde boet i mange år. Sjovt nok i Quebec provinsen hvor man taler fransk. Hun var nu hjemme fordi en slægtning lige var død og hun tænkte faktisk på at blive her. Hun var aldrig helt faldet til i Canada. Folk var for alt for materialistiske. De glemte at leve. Men hun måtte indrømme, at det heller ikke gik for godt her på Barbados. Folk var blevet så grådige, sagde hun. Alt rørte sig om dollars, amerikanske dollars. Her var blevet dyrt, svinedyrt, og folk her havde osse forandret sig. De havde heller ikke tid til at leve. Næ, det var nu bedre i gamle dage. Dengang vi var fattige, sagde hun. Den syntes jeg, at jeg havde hørt før. Den lader vi lige stå et øjeblik.
Hun vidste meget om Barbados, ikke det der var sket i sidste uge, men hvad der var sket i gamle dage, da hun var barn. Jo, der var nogle hvide mennesker som blev kaldt - redlegs – hun kendte ikke nogen personligt, men hun vidste at der boede nogen i St. John’s Parish. De var vist nok meget fattige, mente hun. Jeg gik ned til busstationen og bad om en billet til St. John, men de ville vide hvilken by i St. Johns amt. Selvfølgelig, jeg troede at St. John var en by. De vidste ikke noget om nogen rødbenede, påstod de.
I en lille bod på markedet bag busstationen sad Mister Gonzales og lavede kite flights – drager. Han sad hele dagen og snittede pinde, satte dem sammen, trak papir henover pindene og vups – en håndlavet papirdrage. I sær i påsken var der gang i salget. Han vidste noget om de rødbenede. Han havde faktisk læst en artikel om de rødbenede i avisen her til morgen. Han lovede mig at tage avisen med ind til markedet dagen efter, hvis hans kone ikke havde smidt den ud. Han fortalte at de rødbenede var kommet som slaver, nøjagtig som negerne. De var blevet dømt til at leve som slaver på Barbados. De var stadig meget fattige og der boede nogen i Martin Bay, oppe i st. John’s parish.
Martin Bay var et øde sted. Jeg blev sat af bussen midt i ingenmandsland. Her var intet. Langt mellem de små huse. Det her var jungle. Jeg befandt mig midt i junglen, men igen, igen igen, igen, med en million-dollar-udsigt, ud over havet. Det var sgu’ lige meget hvor i helvede man befandt sig på de her øer, så var der udsigt til havet. Fatamorgana eller ej, jeg gik ind på en lille hul-i-væggen cafe og bad om en kop kaffe. Den ku’ han ikke klare. Alt andet, men ikke kaffe. Mærkeligt så svært det er at få kaffe her i Caribien. Meget mærkeligt. Men hvis jeg ville snakke med en rødben – kunne jeg prøve Mister Anthony King, i det gule hus, forenden af vejen langs kysten, fortalte han.
Goddag mister King, må jeg komme op og tale med dem et øjeblik, spurgte jeg. Han sad på sin veranda og snakkede med en kammerat. Han så skulende på mig og spurgte hvem der havde sendt mig, for han var ederma’me træt af at blive kaldt redleg, interviewet og fotograferet af europæiske sidegade-journalister. Well Mister King, sagde jeg. Min onkel, som hed Karl Eskelund, besøgte deres ø for halvtreds år siden og fortalte i sin dagbog om the redlegs - de rødbenede. Jeg rejste nu i min onkels fodspor og ville meget gerne se de steder og møde de mennesker han havde mødt. Do you know what redlegs means, spurgte han. Det er det samme som at sige nigger, til en neger. Det er et skældsord. Don’t call me a redleg. Got it. Jeg havde fanget den. Han fortalte om et fransk fotograf og journalist par, der havde lovet ham penge, når artiklen udkom. Hans søn havde set artiklen. Den var udkommet i et dyrt fransk magasin, med billeder af ham og hans familie. Men han havde aldrig modtaget en øre. Han havde blå øjne, himmelblå, der var ikke meget hår tilbage, så det var svært at vurdere. hvor lyshåret han havde været, men den lyserøde hud var ikke til at tage fejl af, han var en rødben. En rigtig rødbede-rødben.
Vi blev hurtigt gode venner – vi grinte sammen – men glem alt om foto sagde han, I promised myself, never more fotos. I don’t like to be cheated. Hans kone kom ud på verandaen en gang I mellem og grinte med. Hun var lyshåret, rigtig lyshåret og havde de samme blå øjne som hendes mand. Der havde ikke været noget neger-fejltrin i hendes familie. Det var helt sikkert. Hun var osse en rødben. Mr. King fyldte firs om kort tid. Hans kone var ti år yngre. Han havde ti børn og tretten børnebørn. Alle var hvide gift. Ingen misfarver her. Rød front. Han kunne ikke fordrage niggerne. De kan intet. De værste er politikerne, sagførerne og præsterne. Det duer niggerne sgu’ ikke til, prøv at se på Haiti. De kan ikke en skid de sorte niggere og alligevel ser de ned på os. De var måske fattige, vores forfædre, da de ankom til øen for et par hundrede år siden, men der er mange der har klaret sig godt, skal du vide. Men ungdommen har store problemer, sagde han. Det er kokainen og ganjaens skyld. De gider ikke arbejde, sidder hele dagen og drømmer. Welfare kalder de det. Welfare er noget lort. Punktum. Han fortalte at han selv ejede træhuset han og familien boede i. Han havde grise og høns og to små hundehvalpe og han dyrkede kartofler, søde kartofler og bananer og kokosnødder. Han manglede intet og det var bestemt osse gået mange andre rødbenede rigtig godt, forsikrede han. Men han inviterede sgu’ aldrig på kaffe, den rødbenede nærigrøv.
Mr. King holdt op med at ryge for tredive år siden. Han lagde dem fra det en øjeblik til det andet. Mr. King var en stædig mand. En pligtopfyldende mand. Og en gudfrygtig mand. Men ryg endelig, sagde han , mig generer det ikke. Pludselig opdagede jeg, at han sad og sniffede til min røg. Hva faen mister King, sagde jeg, kan du li røgen. Ved du hvad, jeg bryder mig normalt ikke om røg, men den lugter sgu’ dam-good din tobak. Jeg lod ham lugte til pakken med Amphora, min yndlingstobak. Den har givet kegler mange gange den tobak. Selv hysteriske antirygerkællinger, må engang imellem gi op og tilstå at den tobak, den lugter altså bare godt - sålænge der ikke er ild i den. Den er simpelthen et hollandsk mesterstykke, super velduftende, med en lille snert af frugtblomst-duft. Når jeg fylder fem og firs, begynder jeg måske at ryge igen. Bare de sidste år af mit liv, sagde han, og viste mig sine blå, stædige, men alligevel meget undersøgende øjne.
Da jeg tog afsked var jeg lige ved at spørge for sidste gang om jeg måtte fotografere ham og hans kone, men det lå li’som i luften at det skulle jeg ikke. Så jeg tog et billede af hans hus. Med hans tilladelse, selvfølgelig. Men Mr. King og hans rødbederødbenede kone, dem fik jeg ikke noget billede af.
Næste morgen, på min sidste dag, gik jeg ned på markedet for at besøge min ven Gonzales, dragemanden, for at fortælle om mødet med Mister King. Han havde avisen med, men det var kun et ganske kort svar, på en andens tidligere indlæg. Underskriveren skrev at han var enig i at de rødbenede havde været lige så meget slaver som de sorte og var blevet lige så dårligt behandlet. Det var jo sådan set osse, hvad jeg var kommet til. Señor Gonzales var portugiser, hvordan var de så kommet ind i billedet.
I Señor Gonzales bedstemors hus, hun blev ethundrede og et år gammel, måtte der kun tales portugisisk. Det var det tidligste han huskede. Han var 81 år, gammel, jeg kommer pludselig til at tænke på at de fleste mennesker jeg møder er på den alder. Nå, men han vidste at der engang havde været en bølge af indvandrer fra Portugal. Hans egen lille dragebiks her på markedet var kun til tidsfordriv, fortalte han. Bare det kan løbe rundt med huslejen på 100 Barbados dollar - 350 kroner – og lysregningen. Så havde han jo noget at lave. Men før havde der været gang i butikken. Hans kone og tre ansatte havde i årevis siddet hver dag og lavet og solgt Kite flights. Da var han en holden mand. Nu måtte han betale for al medicin, hospitalsindlæggelse og læge hjælp. Han havde ikke haft forsikring, fordi han var selvstændig. Ellers er det obligatorisk her på øen, at man selv må tegne sygeforsikring. Ingen sygeforsikring – ingen sygehjælp. Ingen arme – ingen småkager.
Han havde lige betalt 12.000 tusinde kroner for at blive opereret i maven plus 15.000 for bedøvelse, for at sove som han kaldte det, og nu skulle han ind igen. Denne gang med det ene øje som ikke så, så godt mere. Det ville koste næsten tyve tusinde plus bedøvelse. Han var sur. Men han må jo have haft nogen penge på kistebunden, mister Gonzales. Ellers kunne han jo ikke have betalt for operationerne. Jeg prøvede at fortælle ham om fordelene, oplevelserne, ved ikke at se så godt mere. Den forstod han slet ikke. Hans øjne var skabt til at bygge drager. Pinde, papir og klister.
Portugiserne havde osse forsøgt at bevare racen. En slags apartheid, kan man vel kalde det. Alle Gonzales syv børn var gift her på øen, med portugisere. Sådan var det. Men de har bare glemt sproget. Adeus, señor Gonzales. Hasta la vista – røven fuld af klister.
Jeg tog lufthavnsbussen, og da jeg var i god tid stod jeg ikke af i lufthavnen, men kørte med til bussens endestation. Byen hed Sam Lord’s Castle. Der var et castle, men der var ingen by. Der var et resort. Et mægtigt område ned til stranden. Der boede kun amerikanere og canadier. De havde alle – a la dansk folkeferie – lejet en feriehytte. Hytten var på et par hundrede kvadratmeter og møbleret med antikke engelske møbler. Der var tennisbane og swimmingpool til hver hytte. Og alle havde, da de lå på en skråning, et flere-million-dollar-wiev. De var ret billige, 7900 dollars per dag. De fleste lejede på ugebasis. Til samme dagspris. Der var intet at spare. Ingen fattigrøve her. Vi betaler bare hvad det koster. Penge er et grimt ord her på disse kanter. Det er ikke noget man snakker om, det er bare noget man har. Og Arne backpacker holdt bare sin kæft.
Mr. King spurgte mig, da jeg fortalte, at jeg havde været på flere af øerne. Hvilken jeg bedst kunne li. Jeg kunne egentlig ikke li nogen af dem, og mindst Barbados, men det kunne jeg jo ikke så godt sige, Så jeg trak lidt på det, og sagde jeg har oplevet så utroligt meget på en måned, så jeg aner hverken ud eller ind. Der går et stykke tid, før jeg får sat det på plads i mit hoved. Det har jeg forsøgt at gøre ved hjælp af denne artikel. Men stadig – I don’t Know – ikke endnu, i hvert tilfælde.
En ting. De britiske Antiller – Grenada, Antigua og Barbados er smukke som stjerneskud, fyldt med one-million-dollar-wievs, endeløse bounty strande, kokospalmer,
milliard-dollar-yachter, rige mennesker af begge køn og familier, der leger rige en uges tid. Kort og godt – ikke alene rasende dyrt, men osse lidt intetsigende, faktisk røvekedeligt. Men hvis man er lidt udadvendt og snakker med folk, kan man møde de mest spændende mennesker, hver især med nogle helt fantastiske historier. Så hvis denne artikel ender med at blive til en bog, vil den blive dedikeret til mine nye caribiske venner. I kronologisk rækkefølge.
Fra Trinidad, Jessica, neger skønheden, ærkebiskoppen og professoren på Woodford Gadeuniversitet. Fra Tobago - Tom Benda, fra sydhavnen og nu Charlotteville, Rastafari-chaufføren, der røg en joints, drak en Guinness øl og sang ”no-woman-no-cry”, mens han kørte bjergkørsel, med hundrede kilometer i timen. Fra Grenada, Miss Sherry og lille søde Charece, Kaptajn Robert Ewad og fru Juliet, Dalton på 10 og Odilo på 6, og rastafarierne på rygepladsen i St. George. Fra Antigua, Misses Gwen Tonge, Antigua’s Kirsten Hyttemeyer, Miss Pigott på hotellet i Pigottsville, og de finske turister i English Harbour. Fra Barbados, rødbenede Mister Arthur King, fra Martin Bay og Señor Gonzales, fra markedet i Bridgetown. Mange tak, til jer alle sammen. Mange tak for de gode historier. Knus.
God made you, little nigger; he made you in the night. He made you in a hurry, and forgot to make you white . . .
Arne Runge
Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside
