Der er lang vej fra Addis Ababa til Asmara

Tekst og fotos: Arne Runge

Etiopien er et fattigt land, der var mange handikappede og mange mennesker i Addis Ababa, der sov på gaden

Tidligt om morgenen, onsdag den fjerde februar 2009, lettede Lufthansaflyet LH 6219 fra lufthavnen i København, med kurs mod Addis Abeba, hovedstaden i Etiopien. Ombord sad DBK-medlem nummer 097, Arne Runge. Han var på vej til Afrika for at begynde en kort rejse fra Addis Ababa i Etiopien til Asmara i Eritrea, hvorfra han ville rejse tilbage til København fire uger senere. Han havde ingen planer, bare at opleve livet on-the-road, at rejse for at rejse og nyde de oplevelser, han faldt over undervejs. Det var bare at tage et par busser nordpå, step by step, så var han i Asmara. Men hvad der skulle have været en lille nem rejse, fra ét land til et andet, endte med at blive lidt af et mareridt. Afrika er flere steder i krig, og mange grænseovergange er simpelthen lukkede, blandt andet grænsen mellem Etiopien og Eritrea. Og så tager ting jo tid, og i Afrika tager ting ofte lang tid.

På vejen til Addis landede flyet i Khartoum, hovedstaden i Sudan, hvor en del af passagererne stod af. Jeg havde forsøgt at arrangere et stopover på et par dage i Khartoum, men det viste sig at præsidenten havde besluttet, at så længe han var præsident, kunne ingen danskere, på grund af Mohammed-tegningerne, få udstedt visum til Sudan. Det var første forhindring, men der skulle komme mange flere. Det viste sig, at der også var problemer i Etiopien. Der var igen udbrudt grænsestridigheder med Eritrea, grænseovergangen var lukket, der var ingen ambassade hvor man kunne få visum til Eritrea, og der var heller ingen fly mellem de to lande. Via Sudan var det, på grund af præsidenten vrede mod Danmark, umuligt, men via Djibouti skulle der være en chance, fik jeg at vide. Der skete bare det, at få dage efter jeg var landet i Addis, udbrød der grænsestridigheder mellem Djibouti og Eritrea. Så nu kunne man heller ikke komme videre fra Djibouti til Eritrea. Ups!

This is Afrika

Ud over lukkede grænser og manglende ambassader, hvor man kunne få visum, var det bestemt heller ikke let at rejse rundt i landene på Afrikas horn. Vejene var nogle steder så dårlige, at jeg i timevis sad og hoppede op og ned i busserne, først hovedet op i taget, så røven ned på sædet, så jeg havde konstant ondt i hoved og røv. Selv på de få gode veje var vi så mange i busserne, og sæderne var så dårlige, at det bestemt ikke gav en pause i lidelserne. Når jeg engang imellem kommenterede tingene, sagde folk grinende med deres store, flotte hvide negertænder: ”Man, this is Afrika!”

Etiopien - et tvivlsomt demokrati

Etiopien er det eneste land i Afrika, der aldrig har været koloni. Men i 1933 blev landet besat af Italien, som før anden verdenskrig havde magten i de to nabolande, Somalia og Eritrea, og ønskede at udvide Italiensk Østafrika. Landet var derefter besat indtil 1941, hvor krigslykken vendte for Mussolini. Herefter blev Eritrea et britisk protektorat, og tyve år senere overdraget til Etiopien, indtil Eritrea, efter tredve års frihedskrig, blev selvstændig i 1993. Ved valget i 2005 blev tusindvis arresteret, og toogtyve civile ubevæbnede dræbt. Etiopien er et yderst tvivlsomt demokrati. Samtidig begyndte nye grænsestridigheder med Eritrea, som stadig ikke er løst.

Præsterne gik rundt i deres fine præstetøj med store messing kors og tiggede penge som de senere på aftenen brugte til honningvin, på de små ydmyge udskænkningssteder.

Addis Abeba havde det hele, på nær en Eritrea-ambassade

Der var luddere, lommetyve og tiggere, og der var masser af fattige, der sov på gaden. Der var æsel- og kameltransport i gaderne mellem Ladaerne, og der var masser af billige hoteller. Addis Abeba havde det hele. Jeg boede i Piazza, på hotel Wutma i dobbeltværelse med bad, til en halvtredser per nat, minibusser rundt i byen kostede en krone og gik hele vejen ud til lufthavnen. En kop the på en restaurant kostede halvtreds øre, så priserne passede mig fint. Men der var koldt om natten, Addis Abeba ligger 2.400 meter over havet. Til gengæld var solen om dagen ualmindelig skarp. Den var så skarp, at jeg blev solskoldet i panden, på næsen og på øreflipperne, så den første uge måtte jeg gå rundt med min vinter-ski-hue, som jeg heldigvis havde med. Folk var meget religiøse, de fleste ortodokse koptere. Præsterne gik rundt i deres fine præstetøj med store messingkors og tiggede penge, som de senere på aftenen brugte til honningvin på de små ydmyge udskænkningssteder. Jeg ved det, for jeg var der selv.

På Hotel Wutma mødte jeg Hyo, som var født i Korea, men vokset op i Holland. Han fortalte, at han var på vej til Somaliland og lige havde fået visum. Jeg havde ikke regnet med, at man fortiden kunne få visum til Somalia, så det var en glædelig overraskelse. Nu havde jeg altså valget mellem at komme sydpå og se tallerken-negrene eller at rejse østpå til Somaliland og forsøge at komme videre mod Eritrea. Jeg valgte Somaliland.

Jeg fik uden problemer visum til Etiopien, da jeg landede i lufthavnen, men så let var det ikke i Eritrea, hvor man skulle have visum på forhånd. Så selv om det lykkedes at finde et fly, skulle jeg først have et visum, så det gjaldt altså også om at finde en Eritrea-ambassade. Jeg fik mine Djibouti- og Somaliavisa i Addis Abeba, men der fandtes ingen Eritrea-ambassader, hverken i Etiopien eller Somaliland, fandt jeg ud af. Til gengæld fandtes der en ambassade i Djibouti, hvis den da ikke var blevet lukket på grund af den politiske situation. Jeg kunne jo ikke rigtig gøre mere her i Etiopien, så efter fem dage rejste jeg østpå mod grænsen til Somaliland. På vejen stoppede jeg i Harar.

I Harar fodrede jeg vilde hyæner med slagteriaffald, fra mund til mund. Jeg havde en lille pind i munden med et stykke kød og hyænerne kom så og snuppede kødet.

Vilde hyæner, khat og hjemmelavet honningvin

Folk i byen Harar, i det østlige Etiopien, havde lavet en aftale med de vilde hyæner, som før i tiden kom ind i byen og spiste katte, hunde og æsler om natten, mens folk sov. Hvis de stoppede med det, havde man fortalt dem, ville de blive fodret af byens indbyggere. Så hver aften, lige efter solnedgang, ventede alle hyænerne uden for byporten. De blev så, ved navne som man havde givet dem, kaldt hen til manden, som fodrede dem med slagteriaffald. Min ven Abdee tog mig med derhen, hvor jeg også fik lov at fodre dem. Fra mund til mund. Jeg havde en lille pind i munden med et stykke kød på, og hyænerne kom så og snuppede kødet. De så meget farlige ud, men alt gik heldigvis godt, og jeg har stadig min næse i behold. ”When in Rome, do as the Romans”, som man siger, så jeg tyggede khat med de lokale hver eneste dag, men mærkede aldrig nogen virkning. Jeg tror ikke virkningen af khat er stærkere end virkningen af koffeinen i kaffe eller Coca Cola. Men ud over khat havde de en hjemmelavet honningvin, som de kaldte Tej, der naturligvis også skulle prøves. Den smagte udmærket, og her var der til gengæld ikke noget i vejen med virkningen. Når jeg gik rundt i byen, havde jeg hele tiden en snes små børn i røven, og de vil alle sammen holde mig i hånden, især de små piger. Så jeg følte mig som en blanding af en pædofil og ny Messias, når jeg gik rundt i byen med en flok børn. Når jeg gik, gik børnene, og når jeg stoppede, stoppede børnene, og når jeg satte mig ned og tændte min pibe, var øjnene ved at trille ud af hovedet på dem.

Somalia - verdens farligste land

Somaliland, den nordlige provins af landet Somalia, som Lonely Planet kalder verdens farligste land, har - de facto - fungeret som en uafhængig stat løsrevet fra resten af Somalia siden 1991, men er endnu ikke anerkendt af FN. Arbejdsarbejdsløsheden er enorm, flere steder op til firs procent. Der var ingen Eritrea-ambassade, og den etiopiske ambassade blev selvmordsbombet få måneder forinden, fik jeg at vide, så man kunne heller ikke få visum og komme tilbage til Etiopien. Der var kun en vej, nordpå til Djibouti.

Den største pengeseddel i Somaliland var på 500 shilling. Den var fyrre ører værd i danske penge. Der var pengevekslere over alt i centrum. Hvis man vekslede hundrede dollars, fik man tolvhundrede og firs pengesedler. Så jeg vekslede kun ti dollars af gangen. Jeg boede på det lille hotel Ceel Sheeck, til to en halv dollar per nat. Det var min nye rejse kammerat Yoshi, en Japaner fra Osaka som lignede Bin Laden, med langt sort skæg, som kunne det der med at finde billige hoteller. Der var fuldt af løsgående geder og får. Jeg fodrede dem med brød, man skal jo være god ved dyrene, mens de lokale kastede sten efter dem. Gederne levede af alt, hvad de kunne finde. Khatblade, bananskræller og papkasser. Ligesom i Etiopien var der æsel og kameltransporter på gaderne mellem de få biler. De fleste forretninger i centrum var tehuse, khatbutikker og pengevekslere. Det måtte være de lokale, der brugte pengevekslere, for mig og Yoshi var de eneste udlændinge i byen. Den sidste dag kom der dog en canadisk backpacker, der hed Mike. Han ville besøge nogle huler, sagde han, og bagefter tage til Djibouti, ligesom mig. Jeg lovede at maile informationer.

Politichefen lignede Peter Schønsted

Jeg boede lige overfor The grand Mosque og blev vækket hver morgen klokken halv fem, når moskeen ved siden af gik i gang med at råbe, at Allah er stor, ud af en kæmpe højttaler fra minareten. Somaliland var et meget muslimsk land. Folk var meget fattige, der var firs procent arbejdsløse i Hargeisa, og der var endnu billigere end i Etiopien. Men i følge loven skulle alle turister, af sikkerhedsmæssige grunde, leje en firehjulstrækker til 250 dollars per dag med politieskorte, hvis de ville rejse udenfor Hargeisa. Og der fandtes, ligesom i Etiopien, ingen ATM'er. Men Gud ske lov fandtes der Western Union, hvis det blev nødvendigt. Et par dage senere mødte jeg Mr. Ramadan,

Der var moneychangere over alt i centrum af Hargeisa. Den største pengeseddel var en femhundred Somaliland shilling. Den var fyrre ører værd i danske penge og for én ti dollarseddel seddel fik man et hundrede og tredve femhundred Somaliland-shilling-sedler

hotelmanageren på Hotel Oriental, som fortalte mig, at der var to muligheder for at komme til Djibouti. Man kunne flyve med Daaloo Air, som havde flybilletter til 140 dollars, eller han kunne arrangere en transport til Djibouti i en delt 4wd, for tredive dollars. Overland var mest spændende, der var bare det, at jeg risikerede at politiet stoppede os ved et checkpoint og at jeg så blev sendt tilbage. Jeg besluttede mig for at tage chancen.

Yoshi rejste nordpå til havnebyen Berbera samme dag i en delt taxi, med samme risiko som mig for at blive sendt tilbage. Hvis det lykkedes, ville han tage en båd fra Berbera til Moka i Yemen. Jeg brugte det meste af tiden de sidste to dage på at søge informationer, og på Lonely Planets website, The Thorn Tree, så jeg, at en pige for nylig havde rejst rundt i Somaliland. Hun havde fået en tilladelse af politimesteren til at køre rundt i delt taxi som de lokale, uden at skulle leje en 4wd med eskorte. Tilladelsen skulle hjælpe hende gennem checkpoints, som der var rigtig mange af her i landet. Fra grænsen til Hargeisa var der otte checkpoints. Så jeg opsøgte politichefen, en rar ældre mand med et fint lille overskæg, som lignede Peter Schønsted, og fik også en tilladelse. Nu følte jeg mig lidt sikrere på, at det gik.

Folk var utrolig flinke og hjælpsomme i Somaliland, som muslimer som regel er, men der var et lille kedeligt problem. Unge drengebander kastede sten efter os. Jeg blev ramt to gange, en gang på øret og en gang på skulderen, og min ven Yoshi blev ramt en gang i ryggen. De voksne var rasende på drengene og forsøgte forgæves at fange dem. Det gør sgu ondt at blive ramt af en knytnævestor sten, men alligevel, det var jo kun børn, som sikkert har set for meget fjernsyn om problemerne i andre lande, som for eksempel Gazastriben i Israel. Så jeg tog det roligt, men Yoshi var edermame sur.

Djibouti - alle hoteller optaget på grund af en afrikansk fredskonference

Djibouti var tidligere en fransk koloni og blev selvstændig 1977. Næsten alle talte fransk, mens meget få talte engelsk. Djibouti har hele tiden forsøgt at holde sig gode venner med sine naboer, men for kort tid siden opstod der alvorlige grænsestridigheder med Eritrea. Grænsen blev lukket, og flyruten Djibouti-Eritrea blev nedlagt. Men ambassaden var gudskelov stadig åben. Der var meget stor arbejdsløshed, og alle tyggede khat, ligesom i Somaliland. Til gengæld var der mere styr på økonomien. En dollar var kun 175 lokale penge værd, hvor den i Somaliland var over sekstusinde. Så der var bedre plads i pungen til sedlerne, og så fandt jeg den eneste ATM på Afrikas horn, som endda gav kontante US-dollars. En af de små solstråler på rejsen. Men der var dyrt i forhold til de andre tre lande på Afrikas Horn, specielt for transport og hoteller. Og en kop te var steget fra 40 øre til to kroner. Ups!

Turen gennem Somaliland tog seksten timer, og jeg sad i bagagerummet sammen med fem tykke neger-business-women og alle deres plasticposer. Vi var sytten personer i 4wd bilen, som var beregnet til fire plus chauffør

Nu ved jeg lidt om, hvordan burhøns har det

Jeg kom gennem Somaliland uden politiproblemer, der var faktisk kun et check-point, og de lod os køre igennem uden at tjekke. Turen tog seksten timer, og jeg sad, for en pris af tredive dollars, i bagagerummet på en 4wd, sammen med fem tykke neger-business-women og alle deres plasticposer. Det var til gengæld lidt af en prøvelse. Vi skubbede alle sammen konstant til hinanden for at få lidt mere plads. Vi var sytten personer i en bil, som var beregnet til fire plus chauffør. Det gør jeg aldrig mere, tror jeg. Seksten timer gennem bjerge, steppe og ørken, på veje som vi i Danmark slet ikke ville kalde veje, det meste af turen om natten. I Djibouti kørte chaufføren alle passagererne til deres bestemmelsessted og forsøgte at finde et hotel til mig. Men alt var optaget på grund af en afrikansk fredskonference, der fortiden blev holdt her i Djibouti City, så til sidst gav han op og der stod jeg så, pissetræt, med håret i postkassen i en fremmed by i et fremmed land, uden lokale penge og uden noget sted at sove.

Når nøden er størst er hjælpen nærmest

Jeg gik ind på et tehus, hvor jeg mødte Hussein, en pensioneret militærmand. Han var på vej til byen Ali Sabeih hundrede kilometer sydpå og foreslog, at jeg tog med ham. Han vidste, at der var et lille billigt hotel, som aldrig var fuldt, og ringede og bookede et værelse til mig. Vi ankom klokken elleve om aftenen, jeg tjekkede ind og gik straks i seng. Klokken halv fem næste morgen stod jeg op igen og tog den første morgenbus tilbage til Djibouti City for at tjekke mulighederne for et visum og en flybillet til Eritrea. Jeg afleverede mit pas på ambassaden og fik at vide, at jeg skulle komme tilbage søndagen efter. De fortalte også, at det eneste fly der gik til Eritrea, var med Yemenia, via Sanaa i Yemen. Jeg tog så hen til Yemenia, som først ville have 600 dollars for en billet, men da jeg fortalte dem, at jeg først skulle rejse ugen efter, og at jeg kun havde brug for en one-way-ticket, kom vi ned på 260 dollars mod forevisning af min videregående billet, fra Asmara. Jeg slog til og fik at vide, at de ville holde billetten til søndag eftermiddag, når jeg havde hentet mit visum, og at de ikke tog mod hverken euro, rejsechecks eller kreditkort, men kun kontante grønne amerikanske dollars. Nu skulle jeg så bare have skaffet nogle dollars, som jeg ikke havde flere af. Det viste sig, at der faktisk fandtes en arabisk bank i Djibouti City, der havde en ATM, den eneste ATM jeg så på hele rejsen, og så gav den cash i både Djibouti Shilling og amerikansk dollars. Pludselig virkede alt meget lettere. Flyet jeg havde booket til torsdag, var det sidste fly der ankom til Asmara, før mit fly hjem afgik mod Frankfurt. Så der var ingen plan B, det skulle simpelthen lykkes at komme med det fly.

Jeg blev otte dage i Ali Sabeih og fik en halv million nye venner. Mike, fra Canada, som jeg mødte den sidste dag i Hargeisa, dukkede pludselig også op i byen. Jeg havde mailet ham og fortalt om mine erfaringer. Han havde haft de samme hotelproblemer i Djibouti City som mig, så derfor var han taget herned. Næste dag tog vi sammen tilbage til Djibouti City for at prøve at ordne vores ting. Jeg fik mit visum til Eritrea og betalte min flybillet til Asmara i amerikansk dollars. Det var værre for Mike, han skulle til Yemen, men kunne kun købe en one-way-billet mod forevisning af en videregående billet fra Sanaa, som han ikke havde. Han fortalte Yemenia, at han ville gå ned på en internetcafe og booke et fly fra Sanaa til Cairo, som var hans bestemmelsessted. Det var nu ikke helt rigtigt, han ville rejse overland til Dubai og derfra flyve med Air Arabia til Cairo. På internet-caféen konstruerede han derfor en falsk videregående billet fra Sanaa til Cairo, efter en original elektronisk billet, han havde fået lov at kopiere af en pige, han havde mødt, og hvor han bare udskiftede hendes navn med sit eget. Han printede billetten ud og viste den til Yemenia. Det lykkedes, Mike fik sin billet og fløj til Sanaa samme aften.

Abernes Planet

Omgivelserne i Ali Sabeih lignede en scene fra filmen Abernes Planet, og det var der en meget naturlig forklaring på. Det var nemlig her, man optog filmen. Søen Lac Abbé, hvor Charles Heston landede i filmen, lå bare nogle få kilometer vestpå. Det var helt oplagt at besøge Lac Abbé, de har bare et transportproblem i Djibouti, udenfor de større byer, ligesom de havde i Somaliland. De få transportmuligheder, der fandtes, gik kun en gang om ugen, og så ville jeg ikke kunne nå tilbage til mit fly. Og at tage turen på tommelfingeren turde jeg slet ikke tænke på. Det ville være en katastrofe ikke at nå flyet.

Eritrea - Afrikas Nordkorea

Da Eritrea i 1993, efter 30 års frihedskrig, igen blev et selvstændigt land, kom det dermed også tilbage på verdenskortet. Men kun fem år senere blussede krigen med Etiopien op igen, og der er stadig jævnligt problemer de to lande imellem. Præsidenten siges at have paranoia, og alle unge mænd, og kvinder uden børn, var soldater seks timer hver dag. Eritrea er i dag et kommunistisk diktatur, og staten har taget kontrol over alle tidligere private firmaer. Der er absolut ingen ytringsfrihed, og ingen lande i verden har så mange fængslede journalister. Alligevel virkede landet på mange måder som langt foran nabolandene på Afrikas Horn. Jeg mødte ingen tiggere, der var ingen arbejdsløse, ingen der sov på gaden og det var forbudt at tygge khat. Alt virkede velorganiseret. Helt anderledes end de andre tre andre lande jeg besøgte på denne tur. Og som er et kommunistisk land, havde Eritrea ikke de samme AIDS-problemer som resten af det religiøse Afrika. På værelset i Pensione Pisa hang der en brugsanvisning med fotos, der viste, hvordan man placerer et kondom på en stor sort negerpik.

Der var statsejede supermarkeder, der mindede en del om det gamle Sovjetunionen, store butikker med meget lille udvalg. Asmara lignede en blanding af Sovjet, Cuba og Italien. Italien, fordi Eritrea var en italiensk koloni i mange år, og rigtig mange talte stadig italiensk. Jeg havde et stort dobbeltværelse på Pensione Pisa, lige over for Katedralen midt i centrum, med udsigt til Katedralen og klokketårnet, til tredive kroner per nat. Og her var det ikke muslimernes råben om, at Allah er stor, der vækkede mig om morgenen, men kristne kirkeklokker, og klokketårnet som slog nogle ordentlige slag hver hele og halve time. Jeg ved sgu snart ikke, hvad der var værst.

Kejser Haile Selassies flotte gamle palads står forladt og fuldstændig gennembombet ,og statuen af kejseren er, ligesom Lenin statuerne i Østeuropa, væltet og smadret

Man skal have en speciel rejsetilladelse, hvis man vil rejse rundt i Eritrea. Så den næste morgen gik jeg op på turistkontoret og bad om en tilladelse til at tage bussen til Massawa. Jeg betalte otte kroner i gebyr og fik tilladelsen få timer senere, så ved middagstid tog jeg bussen til havnebyen Massawa ved kysten til Det Røde Hav. Massawa, som engang var den vigtigste havneby ved Det Røde Hav, er i dag en udbombet og næsten forladt spøgelsesby. Folk forsvinder fra byen, og alt forfalder. Det lignede stadig en krigszone. Kejser Haile Selassies flotte, gamle palads stod forladt og fuldstændig gennembombet, og statuen af kejseren var, ligesom Lenin-statuerne i Østeuropa, væltet og smadret. En trøstesløs spøgelsesby. Men mens jeg gik og fotograferede, mødte jeg Nicole, en fransk sygeplejerske. Hun havde rejst meget, blandt andet med Læger uden Grænser, og havde denne gang, valgt at besøge og bo i Massawa to uger. Hun var vildt begejstret for byen og inviterede mig på mad samme aften for at vise mig, hvor smuk havnefronten var, når den var oplyst. Hun viste mig hele byen, og så var hun rigtig god til at fortælle små gode historier om de ting, vi så. Jeg elsker franske sygeplejersker. Og selvfølgelig var jeg rejseklar onsdag morgen, længe før bussen gik tilbage til Asmara, og jeg nåede flyet, selv om bussen punkterede to gange på vejen.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside