En rejse til Iran kort tid efter jordskælvet i Bam giver efterrystelser i både krop og sind.
Min sidemand afleverede et brev til mig og pegede på en smuk ung pige med blåt tørklæde lidt længere tilbage i bussen. Jeg havde bemærket de fem piger, der stod på bussen i Rafsanjan. Specielt hende med det blå tørklæde. De andre havde sorte tørklæder på. Alle kvinder har tørklæde på i Iran. Også turisterne. Jeg læste brevet. Jeg vil meget gerne vide, hvor du kommer fra, hvad dit job er og hvad du laver i Iran? Hilsen Somayeh.
Jeg skrev et langt brev, hvor jeg fortalte, at jeg kom fra Danmark, at jeg ikke var turist, men en "backpacker" som rejste rundt i Iran og forsøgte at lære noget om hendes land. Jeg fortalte, at jeg var amatør-rejseskribent og fra Danmark, hvor jeg levede af at spille klaver, når jeg ikke rejste verden rundt. Og at jeg i øvrigt gerne ville vide, hvorfor hun havde et blåt tørklæde på, når alle de andre havde et sort. Jeg fik sidemanden til at række det videre tilbage i bussen, hvor det gik fra hånd til hånd, indtil pigen med det blå tørklæde fik det. Jeg kunne se, at hun blev glad. Det var ikke særlig kønt skrevet, fordi bussens hoppede. Hun måtte flere gange spørge pigen ved siden af, som også havde taget ordbogen frem fra tasken. En times tid senere kom der svar.
Kære Arne, stod der, jeg kunne ikke helt læse din håndskrift, men jeg forstod dog en del af det. Som jeg fortalte i det første brev, studerer jeg engelsk på et universitet i Rafsanjan. Vi er fem piger, alle engelskstuderende, som er med bussen. Vi bor sammen i en sovesal på universitetet. Nu er det ferie og vi rejser tilbage til vores hjemby, for at fejre det nye år - No Ruz. Jeg tror ikke du er helt familiær med EJD, No Ruz completely og derfor vil jeg fortælle dig om det. Lige før No Ruz, ved slutningen af denne måned (den 9. marts), tager alle tilbage til deres egen landsby. Det er tid til at gøre rent i huset. Og derefter, den første dag i måneden, Farvardin (den 20. marts), sætter vi os ved et bord, hvor vi har lagt syv ting, der begynder med S. En af tingene er et æble, som på Farsi hedder seeb. Det næste er somagh, seke, senjet, samanso, seer og den sidste er sombel, som er navnet på en blomst. Vi placerer også et spejl og sable (hvede som gror inden i en container og er grøn), to eller tre fi sk i en container med vand og en hellig bog. Den første dag i Farvardin sidder vi rundt om dette bord, og på et bestemt tidspunkt, som i år er sat til klokken 10.18.37. (20. march 2004), begynder det nye år. Det er næsten ligesom jeres Christmas.
Derefter går vi på besøg i vores slægtninges huse og de besøger vores. Indtil 13th i Farvardin, som er naturens dag. Da går alle iranere, alene eller med familie, ud om morgenen og tilbringer dagen i for eksempel skoven, en park eller i sin have og går så tilbage ved dagens slutning. Men den 14th i Farvardin er alt slut, vores ferie kommer til en ende og vi skal tilbage til det ordinære liv. Jeg tror, at med mit brev, er du næsten er blevet familiær med en af vores skikke, som du vil opleve om få dage. Jeg håber et meget godt og succesfuld liv for dig og din familie og jeg ønsker dig succes på din rejse i Iran. PS – I Iran må man selv vælge farven på sit Chagat (tørklæde). Bare man har et på. Jeg kan bedst lide lyseblåt.
Det kan jeg i hvert fald også, tænkte jeg, mens jeg spekulerede på, om jeg stadig havde min lyseblå tophue derhjemme i vinterskuffen.
Jeg var egentlig på vej til Cuba, da jeg pludselig fik et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Teheran med Kish Airlines 780,- kroner. Ups. Og så fik man på toppen en gratis flybillet fra Teheran til Kish Island. Jeg slog til med det samme.
De tog ikke visakort, kun kontanter, så jeg måtte over i banken på den anden side af Vester Farimagsgade og hæve på mit visakort. Men så var linien også ligesom lagt. Iran var ikke et plastickort-land.
Stort set alle jeg mødte ville væk fra Iran. Hvordan kommer man til Danmark eller Vesten, spurgte de. Først skal du have et pas, så går du på den danske ambassade og får et turistvisum, forklarede jeg. Så køber du en flybillet.. Men det var nu ikke så let endda. Det viste sig, at man som mand først kunne få et pas, når man havde udstået sin militærtjeneste, og når man søgte visum til Vesten, skulle man deponere 5.000 dollar som en slags sikkerhed for, at folk vendte tilbage til Iran. Det var jo bare ikke lige det, de ville. De ville søge arbejde og blive i Vesten. De ville væk fra det islamiske diktatur. Og rejste de ikke tilbage når visumet udløb, ville de formodentlig blive sendt tilbage, når politiet fangede dem 5.000 dollars fattigere. Hvor mange kunne i øvrigt skaffe de 5.000 dollar, når man havde en dagløn på
ti kroner, som er normalt i Iran for folk uden uddannelse. En skolelærer tjener omkring 1.500 kroner om måneden. Og det skal siges, at mange iranere er højtuddannede, og mange af dem, jeg mødte, gik på high school.
Jeg checkede ind på Mosaferhone Mashhad i Teheran. De fleste backpackere i Iran er japanere, sådan var det osse på dette gæstehus. Og pigerne havde tørklæder på. Også inde på hotellet efter krav fra bossen. Bossen var nu ellers ikke særlig religiøs, men han havde været ude for at måtte betale "bribe" til to betjente, der overraskede en japansk kvinde uden tørklæde i receptionen. To hundrede dollars måtte han betale for at dysse sagen ned. Ellers var hotellet blevet lukket. Receptionisten blev for nylig overrasket af et par betjente, da han gav nakkemassage til en træt, men fuldt påklædt japansk pige, der sad i receptionen. Han havde ikke nogen penge at ordne sagen med. Retten idømte ham to måneders fængsel, fyrre piskeslag og fire måneders by-forvisning til byen Yazd, hvor jeg senere
besøgte ham.
Efter fem dage i Teheran tog jeg imod den gratis billet, Kish Airlines havde tilbudt mig til Kish Island. Halvanden times fl yrejse senere landede jeg på en lille taxfree paradis-ø i den persiske golf. Men Kish Island var en dårlig oplevelse. Der blev regnet i Dinarer, Emiratiske Dinarer, og det billigste hotelværelse var omregnet til normale penge - 32 dollar. Øen var fuld af turister, der handlede taxfree. Bestemt ikke noget for mig, så efter et par timer tog jeg med en lille speedbåd over til Bandar-e Charak på fastlandet. Der var ingen hoteller i nærheden, men der holdt en skolelærer i sin pirattaxi, der kørte mig og fem andre til den lidt større
by, Bandar-e Lenge. Her fl yttede jeg ind på Hotel Amir. Fra temperaturen i Teheran på 16 grader var temperaturen nu steget til 45 grader. Det var pludselig blevet sommer. Og folk levede, som man gør om sommeren – udendørs og på de små tehuse. Men ingen talte engelsk, så jeg knoklede med at lære nogle vigtige ord på farsi, som faktisk var et temmelig let sprog. Og alfabetet var arabisk – som jeg lærte for mange år siden, da jeg arbejdede som våbenhandler i Marokko.
I Bandar-e Abbas var alle mosaferhone – gæstehuse – fuldbookede. Det sagde de i hvert fald. Så jeg måtte bide i det sure æble og checke priser på hotellerne. De lå
Hjemme hos Mr. Hussein – middag på gulvet
på omkring 150.000 real – godt 100 danske kroner. Det var lige i overkanten, så jeg forsøgte at prutte prisen ned. Der stod en ung fyr i receptionen, en annoncesælger, som talte lidt engelsk. Han lyttede med, og jeg fortalte ham om de fulde gæstehuse. Var det på grund af No Ruz – nytåret – spurgte jeg
Nej, svarede han, de er slet ikke fulde. Jeg går med dig tilbage og prøver at snakke med dem. Kom, jeg hedder Hussein. Han havde ret - gæstehusene var
ikke fulde, men de turde ikke leje værelser ud til vesterlændinge. De var bange for, at en af pakistanerne eller afghanistanerne som boede på gæstehusene, ville
stjæle noget fra de rige folk vestfra, hvilket ville give for mange problemer med politiet. Så derfor nødløgnen om, at der var fuldt. Hvis du vil, kan du overnatte
hos mig, sagde han pludselig. Naturligvis ville jeg gerne det. Ikke bare for at spare pengene, men også for at se, hvordan en iransk familie boede. Hvad med din kone, spurgte jeg, nu bliver hun vel ikke sur. Han kikkede uforstående på mig. Muslimske koner bliver ikke sure – de gør, hvad der bliver sagt. Nå, ja, tænkte jeg, det manglede vel bare. Ikke sandt.
Der var ingen sure miner, tværtimod. Hans kone var noget af det sødeste. Hun syntes, det var meget spændende at høre om, hvordan vi levede i Vesten. Hun havde, ligesom manden og alle andre jeg mødte, en drøm om at komme bort fra Iran. Desværre kunne hun ikke meget engelsk, men hun havde en ordbog, som vi brugte fl ittigt. Hun var et år yngre end sin mand og havde det samme job som ham – annoncesælger for en lokal avis.
Der var kun to møbler i deres hjem. En lille kommode og et køleskab. Alt foregik på gulvet - hold da kæft hvor fik jeg ondt i benene! Da vi skulle sove, blev tre rullemadrasser rullet ud. I samme rum. Men jeg så hende aldrig uden tørklæde. Vi snakkede om jordskælvet i Bam og jeg spurgte, om det mon var muligt at besøge byen. Om han troede, at der var nogen mosaferhoner, jeg kunne bo på. Der er bestemt hverken mosaferhoner eller hoteller - kun ruiner, sagde han. Men du finder helt sikkert et telt, du kan overnatte i. Næste morgen tog vi en pirattaxi til busstationen, fem kilometer uden for byen, hvor jeg købte en busbillet til Bam og sagde farvel til Hussein.
Bam - 71 dage efter jordskælvet
Klokken var fem om morgenen. Jeg havde lige været ude og tisse og var ved at lægge mig igen på min rullemadras i teltet, da alt begyndte at ryste under mig. Det varede et øjeblik, før jeg indså, at det var et jordskælv. Det var ikke som en eksplosion, hvilket jeg havde forestillet mig. Det var som at stå ovenpå en togstation, eller måske nærmere som at stå oven på en elektrisk rystepudser. Jeg havde for første gang i mit liv oplevet et jordskælv. Did you notice, spurgte Mr. Akhbar. Han lå på madrassen ved siden af mig. Yes, svarede jeg, et jordskælv. Et "after shake", rettede han mig. De kommer hele tiden. Men vi bor i telt og har jo ikke mere at miste – så… I løbet af 12 sekunder blev en hel by udraderet - 70.000 mennesker omkom. Jeg gik rundt blandt ruinerne, dybt chokeret. Alle hilste og sagde hello, de vidste, at vi - udlændingene - var her for at hjælpe dem. Alle inviterede på te i deres telte.
Jeg boede på Mr. Akbars tourist guesthouse, som før var et populært sted for backpackere, men nu er en ruinhob med et par telte. Den 26. december 2003 klokken fem om morgenen blev oasebyen Bam ramt af et altødelæggende jordskælv. Nu to måneder senere går tusinder af overlevende stadig rundt i en zombi-lignende tilstand og leder efter ejendele i ruinerne. Deres tab står malet i ansigterne på dem. Udmattelsen og fortvivlelsen er enorm. Lige nu kan man sige, at det er de følelsesmæssige efterskælv, der dominerer hos de overlevende. De døde er begravet, nu gælder det en fremtid, som synes helt uoverskuelig. Så selvom det første arbejde med at redde folk, behandle de sårede og give de hjemløse et telt at bo i er overstået, er der lang, lang vej endnu for befolkningen i Bam og området omkring.
Men midt i ødelæggelserne og al gruen har der også været mirakler. Der blev fundet overlevende i ruinerne mange dage efter jordskælvet. Børn blev født på
nødhjælpshospitalerne, og et bryllup fandt sted midt i ruinerne. Mange lande har samlet ind for at hjælpe Bam. Fra et land så fjernt som Grønland, hvor det grønlandske Røde Kors indsamlede 165.000 kr. til ofrene.Tusinder af mennesker mistede deres nærmeste. De lever i frygt for nye efterskælv, og den voldsomme oplevelse fra katastrofen og sorgen over at miste familiemedlemmer giver store følelsesmæssige problemer for både børn og voksne..
Folk smilede til mig, men jeg kunne mærke sorgen. Ingen kunne komme i gang med genopbygningen af deres huse - de havde ingen penge, næsten alle havde mistet deres jobs og det var som om de ikke vidste, hvor de skulle ende og hvor de skulle begynde. Kun kvinderne havde deres daglige dont - lave mad, vaske op
og vaske tøj. Børnene havde det til gengæld rigtig godt - ruinbyen var én stor legeplads for dem. De legede ufortrødent og uvidende oven på døde slægtninge, som
stadig lå begravet under ruinerne. Folk viste mig certifi kater - dødsattester med navne på deres døde slægtninge, ofte stod der - still in the soil (stadig i jorden).
Mr. Razul var taxichauffør. Vi kørte rundt i byen og samlede kunder op. Gamle og tilskadekomne kørte gratis. Kun de, der havde penge, betalte. En krone per kunde for at blive kørt et par stoppesteder langs hovedgaden, hvor vi kørte frem og tilbage og samlede folk op og satte dem af, nøjagtig som en bus.
Der var ingen Hamam, badehuse, tilbage, så vi badede alle i floden. Der kom tre nye backpackers til Mr. Akhbars guesthouse, som nu var en lille campingplads midt i
ruinerne af det tidligere gæstehus. De var alle japanere, så vi talte en blanding af japansk og engelsk. Samtidig knoklede jeg med at lære farsi. Det gik hurtigt fremad. Folk grinede for ikke at græde og vi snakkede om, at det var sommerferie og at vi alle sammen var på camping. En hel by var lavet om til campingplads midt i ruinerne. Men folk var trætte af at bo i telte. Man havde lovet dem containere, men de få der var kommet blev brugt af myndighederne til kontorer og skole.
Der boede elleve backpackere på gæstehuset den skæbnesvangre morgen, da jordskælvet skete. Det rystede en by på tredive kilometer i diameter fuldstændig til sandkager. Hele Mr. Akhbars familie overlevede mirakuløst, som en af de få familier i byen, der næsten klarede frisag. Én turist og en lille dreng, der var på besøg hos Mr. Akhbar, omkom, da gæstehuset styrtede sammen. Turisten var en engelsk backpacker. Den lille dreng var søn af en ven til Mr. Akhbar. Han ville så gerne prøve at sove i sovesalen sammen med de sjove mennesker med store rygsække, der kom fra fjerne lande. Ingen boede i huse i hele byen. Alle boede i telte. Kom ind
og drik the, sagde de når jeg gik forbi, alle ville snakke, men meget få talte andet af farsi. Jeg havde nu været i Iran i 14 dage og havde lært nok til at klare en lille samtale på arabisk. Hvad hedder du, hvor kommer du fra, hvor er din kone, hvor mange børn har du, hvor mange af dem er drenge? Hvad er dit job, hvad laver du her i Iran og hvad er din religion? Jeg forstod det hele og kunne også svare på det. Og så havde jeg endda lært to ord ud over de omtalte, nemlig at jeg var bedstefar og havde to børnebørn. Den tog kegler – hver gang.
Mustafa talte kun ganske lidt engelsk, så da vi havde overstået de indledende faser på farsi, hvor det viste sig at min familie faktisk var større end hans, selv om jeg for nylig var blevet forældreløs, gik vi over til finger- og kropssprog. Gæt og grimasser. Mustafa var på arbejde som udendørs nattevagt den morgen jordskælvet skete. Hans kone og tre børn lå hjemme og sov. De omkom alle fire.
Mr. Akhba, chefen for Akhbar tourist guesthouse, var pensioneret engelsklærer. Han vidste en hel del og fortalte gerne. Men en gang imellem, når vi snakkede, forsvandt han ind i sig selv. Ind i en anden verden. Han fortalte bl.a., at det eneste internetsted i byen var på UN-campen, som var sat op til kommunikation med omverden. Jeg gik ind og præsenterede mig som journalist ved det danske rejsemagasin Globen. Yes, sir, du skal lige lade dig registre. Jeg gav ham mit pas, og fem minutter efter var jeg udstyret med et ID kort, med titlen Journalist - et pressekort. Ups. Men det var på farsi, så det virker nok ikke til adgang i presseloger til fodboldkampe i Danmark. Well, man kan jo altid prøve, her gav det bl.a. adgang til gratis internet på UN campen.
Alis taxi – i Bam behøvede man ikke kørekort
Der mangler ikke tehuse i Bam. Byen er et stort thehus. Kom ind og drik te – kom ind og drik te. Mr. Ali kikkede interesseret på mit pressekort. Det er min taxi, der står derovre, sagde han og pegede på en taxi. Jeg skal lige afl evere disse breve, så kører vi hjem til mig og drikker te. Posthuset var en container sat op af røde halvmåne. Min onkel døde ved jordskælvet og efterlod taxien. Nu er det min og min svoger, der kører rundt og tjener lidt penge. Jeg går på high school om dagen. Jeg er 16 år og har ikke engang kørekort, men jeg kører fint, fortæller knægten, der tog fri for skolen i to dage for at lege min privatchauffør. Han kørte fint forlæns, men han havde meget svært ved at bakke.
Han ville ikke høre tale om penge, jeg var hans gæst. Da jeg spurgte ham, om der var mange, der var omkommet i hans familie, begyndte han at remse op. Tre onkler,
to tanter, en søster og faren. Jeg fortrød, at jeg havde spurgt. Halvdelen af hans familie var omkommet. Hans mor passede nu søsterens to børn, sammen med sine egne, hvoraf to var yngre end Ali. Der kom te og mad på bordet, da vi satte os ud i “haven”, der var en slags byggelegeplads. Opiumspiben kom frem, men jeg afslog. Havde det bare været hash, sagde jeg. Fem minutter efter var der osse hash på menuen. Og det var rygeren. Rigtig fed kulsort regnormeblødt afghaner. The real stuff. Hamdulillah. Whisky, spurgte Ali. Nej tak, jeg tror, jeg venter, til jeg kommer tilbage til Danmark. Er der ikke noget med piskeslag? Ikke i Bam forsikrede Alis
onkel mig, politiet ser gennem fingre med alt. De betragter det som en slags medicin mod chok og depressioner. Du kan få det alle vegne. Jeg havde nok i hashen. Man har vel karakter.
Ali kørte mig rundt i byen. Vi besøgte flere af hans tilbageblevne familiemedlemmer. Han fortalte, at flere af hans onkler boede i Teheran. Han havde en meget stor familie. Men omkring fyrre, næsten halvdelen, var omkommet. Hans onkler var rige, alle sammen. Det var dem, der betalte hans high school. De havde også lige købt en PC af en død nabo til ham. De var en slags hjælpere, når folk havde problemer, forklarede Ali. De kunne hjælpe alle med alt. Mafia, tænkte jeg, men jeg sagde intet. Folk fatter ikke noget som helst om jordskælv og hvordan sådan noget kan ske og bliver ved med at spørge hvorfor, hvorfor? Så der går mange rygter om, hvordan det kan være sket. Flere og flere taler om en iransk underjordisk atomprøvesprængning midt i ørkenen. Der ligger stadig en gammel ruinby, som er 2000 år gammel, så det har ikke før været et jordskælvsområde. Da jeg spurgte Mr. Akhbar om, hvad mad og overnatning kostede, sagde han: "it’s up to you”, så jeg betalte
selvfølgelig bare, hvad det kostede før jordskælvet, selv om man nu boede i telt og maden var ret simpel. Han havde brug for penge til at få det hele bygget op igen.
Jeg mødte også kvinder. Mange kvinder. Søstre, mødre, kusiner, døtre og niecer til alle de mænd jeg mødte. Alle havde store familier, selv om halvdelen af familien ofte var omkommet. Kvinderne var ligeledes meget interesseret i Danmark, så de få, oftest mænd, der kunne noget engelsk, oversatte. Men kvinderne fik ikke hele historien. Mændene var nemlig meget interesseret i at vide alt om danske kvinder og vores frie sexliv. Så jeg gav dem nogle drabelige historier om sex på skoletoiletter
og om nøgne piger, der spiller volleyball på strandene. Det var de meget imponerede over. Mændene, altså. Men det oversatte de helt sikkert ikke til kvinderne
