Nordamerika slutter med Mexico og Sydamerika begynder ved Panamakanalen. Right. Altså ligger der syv små lande, på den landtange, der forbinder Nordamerika med Sydamerika. Det er dem vi kalder Mellemamerika. De syv såkaldte bananrepublikker.
Iflg. Lademan var bananrepublik en nedsættende betegnelse, for de små mellemamerikanske republikker, hvis hovedindtægt er bananeksport; nu nedsættende om et underudviklet land i almindelighed. Men egentlig stammer ordet bananrepublik fra tiden da Guatemalas regering blev væltet af USA ved et militærkup pga. en uoverensstemmelse mellem United Fruit Compagny (i dag "del monte") og Guatemalas regering.
Guatemala fik en ny, ikke USA-venlig regering, som forsøgte at købe United Fruit Compagny ud af landet på grund af, at de ikke betalte den ejendomsskat, som de var pålagt. Man skulle betale efter hvad ens jord var værd. UFC påstod at deres jord ikke var ret meget værd, og at de derfor ikke skulle betale ret meget i ejendoms skat. Da UFC mente at jorden var så lidt værd, insisterede Guatemalas regering på at købe jorden. Det så UFC som en trussel om nationalisering og fik regeringen i USA til at vælte den guatemalanske regering ved at støtte et nationalt militærkup. Den såkaldte banankrig.
Jeg begyndte min rejse i Mexico City, verdens største by. I hvert fald hvad indbyggere angår. Sådan cirka 30 millioner mennesker forsamlet i én eneste by. Og den er stor den by. Stor, larmende, forurenet, farlig, irriterende og pisse spændende.
Vi var tre gutter der rejste ud og hjem sammen. Men som de tre enere vi er, valgte vi at rejse rundt hver for sig og stå i forbindelse gennem e-mails. Claus ville nordpå for at bestige nogle vulkaner og besøge en aktivist pige han havde mødt på Internettet. Lange-Jens ville bo permanent på en strand ved Stillehavskysten og jeg ville udforske de der syv bananrepublikker.
Fra Mexico city til Puerto Escondido ved stillehavskysten, er der omkring 16 timers breathtaking buskørsel. Gennem jungle over floder, op ad bjerge og ned ad bjerge. Med en fart på bussen der gør at alle sidder med livet i hænderne og be'r til en eller anden gud om at de må overleve dette mareridt. Grunden til at vi overlevede var formodentlig toperne En tope betydet et bump på dansk. Hele Mexico er oversået med toper. Heldigvis. For chaufførerne her i landet har travlt, alt for travlt. Og trafikreglerne er det vist ikke nødvendigt at kende. Et kørekort kan købes for 300 pesos, uden at man skal til prøve. Sådan. Jeg har det fra en meget pålidelig kilde.
Faktisk var jeg ude for lidt af et kultur chok de første par dage i Mexico City. Madmæssigt. Den er godt nok stærk den mexicanske mad. Hold da kæft hvor er den godt nok stærk. Problemet hedder Chili. De putter så meget chili i maden, at den bliver næsten uspiselig for en dansker, der ikke er vant til krydderier. Jeg blev irriteret. Skrub irriteret, over at jeg ikke kunne finde mad uden chili. Well, det lykkedes til sidst, efter at have levet af hot dogs i tre dage. Jeg fandt trickene til at næsten at undgå den satans chili.
Det man spiser overalt hedder tortilla, et rundt, fladt, tyndt, gult, slattent majs brød. Det findes osse i en mørke-grøn-blå variant. Hold da kæft hvor er den ulækker.
Med kød og grøntsager ovenpå hedder det en Tago. De er meget stærke, eller pikante som det hedder her, men jeg blev faktisk helt glad for dem til sidst.
Til gengæld var der ikke noget i vejen med tequilaen, udover at den var uforskammet billig. Og det er jo ikke altid så godt for en viking, der ikke har helt kontrol over de stærke dråber. Dem der kender mig kan næsten tænke sig til hvad der skete. Men ti danske kroner for en liter Tequila, Mescal eller Aquadiente de caña - sukkerrørs-rom - det er sgu da osse for galt, ikke sandt.
Men at sige at Mexico er lig med Tope, tequila, tortilla og tago, er en underdrivelse. Der er mange andre spændende ting. Bl.a. musikken og specielt xylofonen, eller Marindaen, som de kalder den. Fascinerende at høre fire mænd spille falsk, på det samme instrument. Og rytmerne. Man kan simpelthen ikke lade være med at danse, lige meget hvor meget man drikker. Det var derfor jeg endte i Puerto Escondido.
Hun var prøjser, og så rigtig godt ud. Vi dansede næsten hele natten til Marimba folkenes bedøvende, iørefaldende musik. Jeg har et hotel i Puerto Escondido, sagde hun, kommer du ned og besøger mig. Og det gjorde jeg. Vi dansede videre i fem dage.
En aften, da vi ikke dansede, var jeg gået uptown for at møde de lokale, på de små listige, lokale, snuskede, spændende og billige steder. Jeg blev godt tequila kvæstet og da jeg på vejen hjem i min brandert, slingrede af sted, midt ude på Pan American Highway, fordi jeg var bange for at der lå røvere og indianere inde i buskene, blev jeg stoppet af en Van med seks militær policer klædt i sort og med geværet hængende over skulderen. De sprang ned af bilen og mens en holdt mig om brystet, så jeg ikke kunne bevæge armene, forsøgte to andre at fange mine ben, for at bære mig op på ladet. Hold da kæft, nu bli'r jeg sgu kidnappet, tænkte jeg, mens jeg sparkede vildt omkring mig. Jeg skulle ederma'me ikke op på det lad.
Pludselig opgav de, trak min pung op af lommen, tog de 2-300 pesos der var, gav mig pungen tilbage, skubbede mig væk og sagde: Gøv gringo - gøv. Så fik jeg fan'me travlt. Jeg løb hele vejen tilbage til hotellet. Og så militæret, det er da for skrapt.
Næste dag checkede jeg lige mine finanser. Pungen var tom. Jeg "hævede" et par hundrede pesos i pengekatten, muldvarpen, den jeg altid har inde på maven, når den ikke ligger i en safe på hotellet. Den med de ting jeg under ingen omstændigheder må miste. Pas, vaccinationskort, rejsechecks, visakort og kontanter ud over de par hundrede kroner jeg går rundt med i pungen - dem som politiet lige havde stjålet fra mig - og flybilletten. Flybilletten, hvor fa'en var flybilletten. Den var væk. Det havde jeg li'godt aldrig prøver før. Jeg ledte, ledte og ledte. Den var der ikke. Jeg havde mistet min flybillet. Jeg spekulerede som en gal. Havde den ligget i pungen i går aftes eller var jeg ved et uheld kommet til at smide den ud sammen med andre papirer jeg havde smidt væk. Den kunne ikke være blevet stjålet i hotellets safe. Så var der andre ting de hellere villet have stjålet. Always look at the bright side of - jeg fandt nok en løsning. Men det var sgu' træls at have mistet sin flybillet. Det var ederma'me træls.
Jens lejede et værelse frem til 22 December, dagen før vi skulle rejse hjem fra Mexico City. Stillehavskysten med kokospalmer, surfere, billig sprut, solbriller og letpåklædte lysebrune piger. Det var lige Jens. Claus sendte mails om at det nok tog et par uger mere nordpå, men at han ville "fange" mig på et tidspunkt.
Jeg havde en opgave foran mig, så jeg lagde en plan, pakkede grejerne for at rejse sydpå mod Panama. Men altså Mexico er landet hvor man spiser stærk mad, drikker billige, stærke, eksotiske, alkoholiske drikke, danser natten lang til Marimba musik, forelsker sig og får stærke tømmermænd. Jeg har igen, igen bemærket at jo billigere sprut, jo flere tømmermænd. Men Mexico er osse landet hvor man skal passe mere på politiet og militæret end på røverne og banditterne.
For ca. 85.000 år siden opstod der ved en kæmpemæssig vulkansk eksplosion, der ifølge eksperters beregninger må have spredt aske så langt væk som til Miami. Eksplosionen skabte et over 300 meter dybt krater, som med tiden er blevet fyldt med ferskvand.
Titusinder år efter at søen blev dannet, skød tre enorme vulkaner, Atitlán, Tolimán og San Pedro, op af jorden på den sydlige bred. Hvilket skabte den perfekte indramning af naturfænomenet, i dag en perle indkapslet i Guatemalas bjergrige højland Ifølge den afdøde forfatter Aldous Huxley, verdens smukkeste sø.
Hun hed Erica, var fra Canada, læreruddannet og levede af at rejse rundt og arbejde som engelsklærer i Mellemamerika. Hun sad ved siden af mig i bussen og selv om hun talte perfekt engelsk, havde hun sprogproblemer. Hun talte ikke spansk. Hun var på vej til Atitlansøen lige som jeg, men hun for at lære spansk på en skole. Faktisk var vi en gruppe på syv personer der fulgtes ad. Tre norske piger fra Oslo, den enes fyr Antonio, som var Honduraner, men havde boet 16 år i Norge og talte perfekt norsk, en ung, meget uskyldig, engelsk pige der hverken vidste buh eller bæh, Erica og Jeg.
Antonio overtog hurtigt ledelsen. Han var fra de her kanter, havde været ved søen før og talte sproget perfekt. Ved grænsen ud af Mexico, ved grænsen ind i Guatemala og ved busskiftene (vi måtte skifte fem gange) klarede Antonio alt. Vi andre fulgte bare med. De norske piger og jeg efter Antonio, som talte skiftevis spansk og norsk, den engelske pige og Erica i røven på mig, som oversatte til engelsk. Var der nogen der sagde Olsen banden?
Erica kunne osse li' at danse, så vi dansede hver aften til live orkester og happy hour priser på Bombay bar. Om formiddagen badede vi og om eftermiddagen checkede vi sprogskoler. Vi drog op i bjergene til indianermarked i Chichitastenango. Opdagede at spansk ikke hjalp meget hos indianerne som har deres helt egne sprog. Men med smil, grimasser og indianer fagter, lykkedes det os alligevel at lære lidt om deres verden i det, af de mellemamerikanske land med flest indianere. Faktisk er over 50 procent af befolkningen, indfødte indianere. Guatemala er for mig indianernes land. Men osse bananrepublik nummer ét.
Panajachel er den største by ved søen, mens San Pedro er den mest charmerende, og samtidig det billigste sted i Mellemamerika at gå på sprogskole. Jeg efterlod Erica der, men lovede at holde kontakten og ses igen. Fire uger på sprog skole med privatlærer fem timer om dagen og værelse hos en indfødt spansktalende familie. Jeg glædede mig til at møde hende igen og høre hvor meget spansk hun havde lært. Ciao mi amor.
Antigua - er en farlig by. Mange overfald, mange røverier og mange lommetyve. En ung tysker som boede på samme hotel som jeg, havde fået stjålet sine penge og sit pas af en lommetyv i en hønsebus. En hønsebus er betegnelsen for de gamle lokale busser, hvor folk altid har masser af varer og levende dyr med. Flest høns. De er altid stopfyldte, meget spændende og meget billige at køre med. De er så overfyldte, at man ikke mærker hvem der skubber og hvem der er på vej ned i ens lommer eller rygsæk. Alle her kender tilfælde hvor nogen har mistet noget i en af disse busser. På zócaloen, byens torv, mødte jeg en dansk familie som havde fået stjålet visakort, rejsechecks, kamera og fire pas. På en busstation havde farmand sat den lille rygsæk med værdierne foran sig på gulvet, mens han købte busbilletter til næste by. Den var bare væk da han ville tage den på igen. Sådan. Alle familiens værdigenstande væk på to minutter. De var på vej til en ambassade eller konsulat, hvor de kunne få nødpas og hjælp til nyt visakort og nye rejsechecks. Tyskeren nåede at få et tysk nødpas inden jeg rejste videre, så det er sikkert osse lykkedes for danskerne. Når nøden er størst er hjælpen nærmest, ikke sandt. Jeg kom igen til at tænke på min flybillet
Turistpolitiet tilbyder to gange dagligt at ledsage turister op til Cerro, et udsigtspunkt hvorfra man ser hele byen, og en smuk travetur op til toppen. Jeg mødte op kl. 11.00 til den første af de daglige to ture, som den eneste den morgen. Jeg kan komme tilbage kl. 15.00 til næste tur, eller i morgen, sagde jeg, men nej. Bare kom, vi går alligevel turen, selv om der ikke er turister med. For at patruljere og hjælpe hvis andre er gået op selv. De passer på turisterne. De lever jo af dem. Men det samme mønster går igen. Hvor der er mange turister er der mange kriminelle. Og der er mange turister i Antigua.
I hovedstaden Guatemala City - mødte jeg til gengæld hverken indianere eller lyshårede backpackers. Jeg boede på et pensionat som mest var forbeholdt - "vendedores ambulante" - ikke ambulance sælgere, men dem der sælger ting, smykker og medicin på gader og stræder og i busser og toge. Gadesælgerne. Det var en helt anden oplevelse. Jeg gik med dem på arbejde, jeg spiste morgenmad, middagsmad og aftensmad med dem. Jeg røg jointer med dem om aftenen, blev lunatisk med dem og snakkede med dem om drømme og mål. Om Mellemamerika og Verden i almindelighed og om Mr. Bush i særdeleshed. Hvor er den mand dog upopulær i hele den verden jeg kender. Alle de Gringos jeg møder her, siger som noget af det første - det er ikke mig der har stemt på Bush. Men hvem fa'en er det så. Det er blevet meget svært at være amerikaner nu til dags. Israelitterne har det heller ikke for nemt. Jeg prøver at være neutral. Men det har desværre aldrig været min stærke side, det der med diplomatiet. Jeg prøver at undgå at snakke om det. Det er jo heller ikke derfor at jeg er her. Men altså europæere er meget velkomne og amerikanere tåles på grund af de økonomiske fordele. Sådan.
Der er så utroligt meget at se og opleve i Indianernes land, så jeg må simpelthen tilbage. Det har jeg tænkt at gøre på tilbagevejen til Mexico City. Jeg må osse opleve Flores og Pyramiderne i Palenque. Hvis jeg kan nå det. Pludselig føler jeg at tiden løber stærkt. Jeg tager for første gang en Luxusbus. En direkte bus mellem hovedstaden i Guatemala og hovedstaden i El Salvador. Luxusbusserne er en nem løsning, når man har travlt. Men udover det, er de røvkedelige. Ingen snakker sammen, man ser video. Der sker ikke en skid. Jeg kan nu bedst lide hønsebusserne.
Men Summa summarum. Guatemalas kendetegn er simpelthen indianerne. Faktisk minder de mig en hel del om grønlændere. De lever som naturmennesker, fra hånden til munden. Taler et sprog som man ikke kan forstå, med meget, meget lange ord. Mændene drikker sig jævnligt plakatfulde og sover brandert ud midt på gaden. Og så griner de hele tiden og viser stolt de få tænder, de har tilbage i munden. Nøjagtig som grønlænderne i København. Men de er jo osse fra samme race. Ikke sandt.
El Salvador fremkalder straks billeder fra den kaotiske borgerkrig fra 1980 til 1992. Men krigen er overstået for nu ti år siden og dette lille land, halvt så stort som Danmark, gør absolut sit bedste for at lægge afstand til den triste fortid.
Ved en VM kvalifikations kamp i 1969 - slog El Salvador Honduras ud, ved at vinde den afgørende kamp om deltagelse i VM. Der var i forvejen meget friktion de to lande imellem. Tilstanden var spændt og der var alt for mange illegale salvadoraner i Honduras. Det var meget tæt på konflikt og fodboldkampen blev så dråben, der fik bægeret til at flyde over. Honduras invaderede El Salvador og dræbte på få dage over 5.000 mennesker. Det blev heldigvis en meget kortvarig krig - omkring en uges tid. Li'som bare for at vise hvem der var den stærkeste militært. I øvrigt tabte El Salvador alle sine kampe i VM og scorede ikke et eneste mål. Så var det overhovedet værd at komme med til VM. Tja.
Den lokale mønt colon, er ved at uddø. Man kan betale allevegne med både Colones og dollars, men når colonerne når frem til banken, inddrages de. Altså meget snart er det dollars der er gældende mønt i El Salvador. Lidt trist, ikke osse.
Nu skal jeg fortælle dig en go' historie. José Antonio - natportieren på det hotel jeg boede på i San Salvador, inviterede mig med til sin nieces bryllup i en lille landsby - Izalco - i Vest-Salvador. Vi blev inkvarteret hos hans bror, faren til bruden, hvor Antonio havde sit faste værelse, når han var i byen. Kl. seks om eftermiddagen gik vi alle i kirke for at overvære bryllupsceremonien. Hele landsbyen var med. 3-400 mennesker. Vi fandt vores pladser og ved du så hvad der skete.
Efter brudeparret havde givet hinanden ringe på, kastede præsten en lasso om halsen på dem, som et symbol på at de nu var fanget i det hellige ægteskab. Så kom det sædvanlige vrøvl med løftet om at være tro i gode og dårlige tider i mod og medgang, sygdom og nød etc. etc. - og så underskrifterne i kirkebogen, hele tiden med lassoen om halsen.
Derefter gik alle til alters jeg inklusiv. Mest for vinen og et syns skyld. Men der var sgu ingen vin. Til gengæld puttede præsten en stor tør, led oblat i munden på mig. Jeg beholdt den i munden og da jeg kom tilbage til min plads, lagde jeg den i tegnbogen for at senere sætte den i dagbogen. Men en mand bag mig havde set det og sladret til præsten som pludselig - i hans fine hvide, lange, guldbroderet kappe og hue - stod foran mig og spurgte om jeg havde spist oblaten. Selvfølgelig, sagde jeg. Det tror jeg ikke på, sagde han. Sladrehanken stod ved siden af ham og fortalte at jeg havde den i tegnebogen. Lad mig se, sagde præsten, med en meget dyb stemme.
Jeg var nød til at tage den frem, oblaten altså, og fortælle at jeg ville sætte den i min dagbog til minde om brylluppet. Han tog den og spurgte om ikke jeg var katolik. Jeg svarede at jeg var protestant - det lød jo bedre end at sige, at jeg var en "fucking" hedning, som jeg jo egentlig er.
Dette er en meget alvorlig synd, sagde han, og så alvorligt på mig, det må du aldrig nogensinde gøre mere. så gav han mig hånden og gik tilbage til prædikestolen.
Alle i kirken så på os. Nogen meget alvorligt, mens andre forsøgte at skjule et smil. Alt i alt var det temmelig pinligt, men på den anden side en god historie til dagbogen - right. Senere lavede jeg en tegning i dagbogen og skrev, her skulle have siddet en ægte katolsk oblat, men præsten stjal den fandeme fra mig. Desværre.
Well, det fortæller noget om at invitere en fremmed med til familiebryllup og jeg kan fortælle at man bliver modtaget som hædersgæst. Ikke alene kom jeg fra en helt anden verden, Europa, jeg var lyshåret, talte gebrokken spansk og gik anderledes klædt. Og det blev værre endnu.
Jeg har jo ikke festtøj med når jeg rejser, så da Antonio inviterede mig med, måtte jeg indrømme at jeg kun havde rejsetøj med. Sandaler, shorts og T-shirts. No problem, du låner tøj af mig, sagde han. Jeg var godt nok lidt større end ham, men jeg blev iklædt en flot kridhvid smoking, lyserød silkeskjorte og sort slips. Men skoene. Folk er ikke så store i El Salvador og de har forbandede små fødder. Ingen sko var store nok. Og så bruger jeg endda kun størrelse 42. Der var kun mine egne sandaler tilbage. Ingen sagde på noget tidspunkt et ord om min påklædning, men jeg syntes selv den var temmelig pinlig, indtil jeg havde drukket den første flaske tequila. Så syns jeg egentlig at det var meget smart. Smoking, slips og sandaler. Ligesom høj hat og træsko eller stiv pik og laksko. Ikke sandt.
Salvadoranerne er høflige mennesker. De er korrekte og høflige. Og de er gudfrygtige. De opfører sig pænt, går pænt og klæder sig pænt. Som fattige mennesker sig hør og bør. El Salvador er et fattigt land. Men folk er meget høflige. Basta - men de er ikke så gode til fodbold.
León, ved foden af Momotombo vulkanen, var Nicaraguas hovedstad i over 200 år. I dag er landets anden største by et universitets center og rammen om Nicaraguas kulturelle liv.
Hun hed Maria Mercedes. Hun var tandlæge, 39 år, så rigtig godt ud og så var hun enke. Hun forsøgte, med min hjælp, at forandre sin tandlægeklinik til Youth Hostel. Folk tjener ikke mange penge i Nicaragua. Maria tjente som ansat tandlæge på et hospital 2000 Cordoba, noget der svarer til 1000 danske kroner. Om måneden. Hun spurgte hvad jeg tjente i Danmark. Jeg snakkede udenom. Det er meget dyrt at leve i Danmark, så - en el final - har vi nogenlunde det samme. Nok til at overleve, og en biograftur om søndagen. Men hun havde indset at dem der arbejder med turister, tjener meget mere end dem der arbejder med de lokale. Så, hun var i gang med at skifte branche. Der var krudt i hende, så jeg er helt sikker på at det vil lykkes.
Vulkanen Concepción på Isla de Ometepe
Jeg havde mødt en høj mand i bussen. Meget høj, over to meter. Han var lyshåret og så europæisk ud. Han fortalte at han var fra det land i verden med de højeste mennesker, så hjemme følte han sig ikke særlig høj. De fleste var højere end ham, sagde han. Han var fra Montenegro og hed Monty. Vi rejste sammen et par ugers tid. Fra San Salvador, via Choluteca, León, Granada til Øen Ometepe, hvor vi skiltes. Vi var et interessant par for de indfødte. Det var ham der havde hørt om "Klinikken" som skulle være et godt sted. Og det var det. Helt bestemt. Jeg lovede Maria at komme tilbage.
Efter en uge i Leon fulgtes jeg med Monty til Granada. En smuk by med gamle renoverede huse ved kanten af Nicaragua søen. Det her var luksus. Min omgangskreds blev foruden Monty, pensionerede amerikanere. Tidligt pensionerede midaldrende mænd. Akkurat som mig selv. Hvor var det lig de danske kolonier, jeg kendte fra Mallorca, Gran Canaria og Costa del sol. Mange penge - gad ikke lære sproget - de indfødte var primitive - i øvrigt var de her kun for solen og prislejet og fordi Danmark var et lorteland med et dårligt klima og alt for høje skatter. De var her sgu ikke på grund af de indfødte. Der var osse de unge amerikanere. Dem uden penge der levede af de rigere ældre amerikanere. En slags stik-i-rend drenge. Filibustere. De forsøgte til gengæld at lære spansk. Så kunne de noget de rige ikke kunne. De vidste osse en hel del om marihuana og unge lette piger. De havde noget til salg. Jeg sprang de lokale piger over, men jeg prøvede da et par autentiske granada pot-joints.
Og så var der backpackerne. Vi boede på Hospedaje Central. Lige midt i byen. I sovesale. Det er sgu dejligt at komme hinanden ved. Vi delte alt. Mad og drikke, erfaringer i livet, hvor vi var på vej hen og hvad vi havde oplevet indtil nu. Hvordan maven og kærligheden havde det. Nu var et skillepunkt. Pludselig står alt stille. I dag er den første dag i mit nye liv. Herfra udgår alt. Den følelse får jeg hver gang jeg ender i en sovesal på et Youth Hostel. Man bliver en gruppe. Og vi blev en gruppe.
Mig, Monty og fire smukke, unge, checkede tøser. To svenskere, en israeler, og en norsk jente. Det er lige før det bliver lettere med alderen at komme i kontakt med de unge piger. Jeg virker måske lidt mere uskadelig - måske - hvem ved.
Sivan, den lille smukke israelske ekssoldat i den israelske armé, skaffede marihuana. Vi andre røg med. Jeg fandt de små listige steder med lokalbefolkningen om natten. De andre drak med. De to svenske flickas var "jätte-imponeret" og den norske jente så bare godt ud. Rigtig godt ud.
En morgen tog vi alle seks båden til Ometepe. En ø i Nicaragua søen, fire timers sejlads fra Granada. Vi slog os ned i Altagracia der bare ligger som en perle ved kysten på øen, som igen ligger midt i en af verdens største ferskvandssøer. Lago Nicaragua. Det eneste sted i verden med ferskvandshajer. To vulkaner - Mombacho og Madera - med cloud forest og et væld af fugle og med grønne og sorte iguaner og brøleaber - sender røgringe op nu og da, sån bare for at minde os om at de stadig lever. De hviler sig bare.
Nicaragua er det største og måske det fattigste land i Mellemamerika. Det er cirka tre gange så stort som Danmark og fattigdommen er enorm. 50 procent er arbejdsløse. Masser af bevæbnede kriminelle bander kontrollerer regionerne som de kaldes "no-mans-land" og måske værre, masser af ueksploderede miner ligger fortsat spredt rundt om i landet efter borgerkrigen i 80'erne. Floderne vrimler med krokodiller. Landet er hjemsøgt af jordskælv, flodbølger, orkaner og skypumper. Og så er der korruptionen. Alle offentlige myndigheder er korrupte. 72% af befolkningen er under 30 år, 42% under 15. Folk bli'r ikke gamle her i landet. Alligevel er det et paradis og som det paradoks man altid oplever i de fattigste lande, er folk superlykkelige og smiler hele tiden. Så utroligt meget lykkeligere end os i den "rige" verden. Jeg kommer til at tænke på at Onanis milliardærdatter engang sagde: Jeg er så fattig at det eneste jeg ejer er penge. Den lader vi lige stå et øjeblik.
Jeg er imponeret. Dybt imponeret. Sumasumarum. Nicaragua er et imponerende, men totalt ødelagt land. Bananrepublik, ja bestemt, mindst ligeså banansk som Guatemala. Men - que viva Nicaragua - det fortjener de sgu'. Rød front.
Jeg købte en liter cola og for første gang i mit liv - uden for Europa - matte jeg betale pant for flasken. Lidt irriterende, men alligevel skide godt, så man slipper for alle de tomme plastikflasker på gaderne og i naturen. I bussen stod der skrevet bag på sæderne: Det man elsker passer man på - vi elsker Costa Rica derfor kaster vi ikke affald.
Costa Rica er anderledes end de foregående lande Her er rent, folk er pæne i tøjet og ser ud til at have lidt flere penge. Og pigerne ser rasende godt ud.
Der er checkpoints langs landevejen, The Panamerican Highway, de checker for illegale, fattige nicaraguanere som forsøger at komme ind i landet for at arbejde sort. Nordpå er det USA man forsøger at komme ind i. Det er fandens til verden vi lever i.
Men ifølge min sidemand, en af de rasende smukke Costaricanerinder, er der osse meget - men mindre synligt - fattigdom her. Nøjagtigt som i USA verdens rigeste land.
Man kan ikke udstå Nordamerikanere her - Gringos - man tolererer dem på grund af de mange penge de fører ind i landet. De opfører sig som de rige svin de er, forventer uden at spørge, at alle forstår engelsk, forventer ydmyghed af de lokale og taler selv kun engelsk, ingen forsøger at lære spansk. Det gør til gengæld alle europæer inklusiv englændere og Canadiere, som har flag på rygsækkene for ikke at blive forvekslet med amerikanere.
Musikanter på markedet overfor Gran Imperial, San José
Many budget hotels are found west of Calle Central. The areas around the coca-cola bus terminal, Mercado Central and Parque central have reports of occasional thefts and muggings. Keep your eyes open and use taxis at night. Sagde guidebogen.
Jeg boede på Gran Hotel Imperial i San José. Lige ved Coca cola busstationen, der hvor man ikke skal gå ud om aftenen. Et farligt kvarter i følge guide bogen. Jeg gik ud hver aften, men holdt mig til de befolkede gader og alt gik godt.
Ifølge receptionisten på hotellet, er en person der taler to sprog bilingual, en der taler tre sprog trilingual og en der bare taler et sprog Gringo. Den var go' den der, den lader vi lige stå et øjeblik.
Ordet Gringo stammer fra den amerikansk-mexicanske krig for meget længe siden, hvor amerikanerne bar grønne uniformer - og betyder green go (home) så det er uhyre vigtigt ikke at blive taget for at være Gringo. Men det gir jo sig selv når man taler, eller forsøger at tale spansk. Så spørger alle meget interesseret hvor man kommer fra. Meget få kender Danmark, de få der gør det, gør det på grund af fodbold (Peter Smeickel og Laudrup brødrene) og nogle få på grund af Andersen. Til gengæld ved alle noget om vikingerne, osse at de var her 500 år før Columbus. Well, sådan er der så meget - og det er i vært fald ikke en skam at nedstamme fra vikingerne. Tvært imod og heldigvis.
Panama var fra 1739, sammen med Bolivia, Ecuador, Peru og Venezuela en del af Stor-Colombia, men blev den 3 november 1903, med militær hjælp fra USA, et selvstændigt land. USA verdens eneste supermagt får altid sin vilje. Det var panamakanalen det hele drejede sig om. USA's panamakanal. Konstruktionen begyndte i 1904 og tog 10 år. Mere end 75.000 arbejdere blev hentet til udefra for at hjælpe med til at udføre projektet der regnes for det 20. århundredes største ingeniør arbejde. Det første skib sejlede i gennem kanalen den 15 august 1914. Samme år som første verdenskrig brød ud.
Men nu, efter næsten et århundrede, er panamakanalen blevet Panamas kanal. Den 31 december 1999 overdrog USA ved en kæmpeceremoni, panamakanalen til Panama.
Da jeg vågnede den første morgen i Panama City, på ottende sal i hotel Voyager og gik ud på balkonen med min morgenkaffe, for at nyde solopgangen og kikkede ud over byen, var jeg længe i tvivl om jeg drømte, var i New York, Miami eller virkelig i Panama City.
Aldrig i mit liv har jeg set en udsigt over en hovedstad så overvældende, svimlende smuk. En blå, blå, blå himmel. I horisonten stiger solen langsomt op over Panamakanalen, mens sejlbåde, olietankere, containerbåde og krydstogtskibe, langsomt og lydløst glider hen over den turkisfarvet spejlblanke vandoverflade.
Det havde været en lang og til tider anstrengende rejse fra Mexico City langs Stillehavet, med transportmidler så forskellige som på bagsædet af små pickup - lastbiler, hønsebusser og gamle og udslidte amerikanske skolebusser og her til sidst med en luxusbus med aircondition og Robert Dinero som sergent Sunday i "los bozos" på videoen. Og jeg var sikker på at det ville blive en lang, men helt sikkert lige så spændende rejse nordpå til Mexico igen, langs Det caribiske Hav, men, men, men - jeg ville på det tidspunkt ikke et øjeblik have det mindste imod at gøre det engang til og oplevelsen, afslutningen, gaven, kicket - solopgangen over Panama City og Panamakanalen - et af verdens, jeg ved ikke hvor mange undere. Så kunne de for min skyld godt glemme alt om Pyramiderne, Macho Picho, Ankor Wat og den lille lorte havfrue. Jeg var dybt berørt, jeg var overvældet, jeg ved ikke sgu ikke hvad jeg var - det her var fantastisk - it was just amazing man. Sjældent har morgenkaffen smagt så godt som den morgen.
Bagefter tog jeg bussen til Miraflores, den sidste af de fem sluser, der hæver og sænker skibene fem og tredive meter fra de sejler ind i kanalen fra Atlanterhavet, til de forlader kanalen femoghalvfjerds kilometer, fireogtyve timer og firstusinde dollar senere. Jeg blev der hele dagen. Dybt betaget. Dagen efter var det museerne der trak, specielt museet om kanalens historie. Det tog osse en hel dag. Den tredje dag ved daggry tog jeg en dukkert nede i havnen, ved Stillehavet. Klokken ni tog jeg bussen langs kanalen til Colon ved det caribiske hav, Atlanterhavet og her tog jeg en ny dukkert ved middagstid. Jeg havde badet i både Atlanterhavet og Stillehavet samme dag - den lader vi lige stå et øjeblik .
Warning - Colon is a dangerous slum, and if you don't have a pressing reason to come here, do yourself a favour and bypass it. Crime is a serious problem. It is not only possible but likely that you will get mugged, even in broad daylight, and even if you take every precaution. If you must go somewhere in Colon, take a taxi from the bus station; don't walk.
Sådan stod der i guide bogen under Colon. Men jeg havde jo en "pressing reason" så jeg måtte til Colon. Jeg skulle bade i Atlanterhavet og jeg ville se kanalen. Hele kanalen, selv om jeg skulle overfaldes i Colon. Så jeg lagde alle værdier i hotellets safe. Puttede 25 dollar i lommen og tog af sted. En og en halv dollar til bussen til Colon, tyve dollar til toget tilbage til Panama City og resten til mad, røg og drikke. Selv min pibe lod jeg blive tilbage. Så jeg gav mig på vej i shorts, T-shirt, sandaler og fem og tyve dollar. Så ku det da ikke gå helt galt. Skide være med at de slår mig ihjel, men mine penge dem får de sgu ikke. Tænkte jeg.
Busturen var smuk, men vi så ikke meget til kanalen. Den stoppede i hver eneste lille landsby på vejen. Uhyre interessant, men det var jo kanalen jeg ville se. Turen tog tre timer. Tog turen tilbage tog til gengæld kun 55 minutter, men kostede tyve dollar. Men jeg kan love at det var pengene vær. Langs kanalen. Hele kanalen.
Første gang jeg skulle passere en flok niggers i en sidegade i Harlem, New York, var jeg lidt rystet. Men det her var værre. Det var osse negere. De fleste der bor ved den caribiske kyst er negere. Det gælder i alle landene. Slavekysten, moskitokysten, den caribiske kyst. Men negere er jo hverken værre eller bedre end andre farver. De ser sgu bare så skumle ud nogen gange, right. Men det er mest i byerne, i slumbyerne - shanty towns. På landet ser de meget mere fredelige ud. Det er de nok osse. Jeg stod af bussen i Colon og måtte skubbe lidt til at par store sorte drenge for at komme væk fra busstationen. De skulle fan'me ikke tro at jeg var bange og selv om jeg nok var lidt bleg i hovedet, var der ingen der vidste hvorfor. Vi er jo altid blege i ansigterne, os nordfra. Jeg spadserede i gennem hele byen, men jeg gik helst lidt ude på gaden, ikke for nær de mange porte og døre til de faldefærdige huse og altid der hvor der var mange mennesker. Og alligevel havnede jeg på en lille cafe hvor der var tremmer for baren, så ingen kunne nå flaskerne eller tjeneren.
Hun hed Sarah, var et sted i tyverne, havde lange øreringe og så rasende godt ud. Hun var skyld i at jeg ikke fik noget at spise den dag. De tyve dollar til toget hjem, havde jeg lagt i den ene lomme og de resterende tre en halv dollar til mad og drikke i en anden. To bajere koster tre dollar, sagde tjeneren. Der røg middagen, men øllet smagte sgu' godt og det var lidt af en oplevelse, måske en af de lidt tragiske, at høre Sarah fortælle om hendes og de andres liv i Colon. Der var ingen arbejde, folk havde ingen penge, alt forfaldt, ingen havde råd til at vedligeholde noget som helst. Alle gik bare apatisk rundt og håbede på at et eller andet ville dukke op. Sarah levede af at gøre tjenester for mænd. Hun var ludder. Det var købernes marked, kunderne var få og pigerne i Colon var fattige. Hun var en rigtig sød pige og havde for længst indset at jeg ikke var en potentiel kunde. Vi var venner og jeg betalte de to bajere. Ikke fordi jeg købte hverken hende eller hendes tid. Men fordi jeg var den eneste af os der havde tre dollar.
Hun var ligeså interesseret i at høre mig fortælle om Danmark, om havet der frøs til is, så vi kunne gå til Sverige, oven på vandet, at der er mørkt tyve timer og kun lyst fire timer i døgnet og at folk, der ikke går på arbejde, får 1000 dollar hver måned af Dronningen til at leve for. Jeg ærgrede mig pludselig over at jeg ikke havde taget tre dollar mere med. Jeg nåede at bade i havnen før jeg tog toget tilbage og jeg blev ikke overfaldet. Jeg mistede intet. Jeg har nok været pisse heldig.
Sluserne ved Miraflores
Colon er med sine kun 59.000 indbyggere den anden største by i Panama. Den blev skabt i 1850 som den caribiske terminal for Panama Railroad og voksede hurtigt ved at handle med de trans-amerikanske rejsende og senere arbejderne ved det franske kanalforsøg. I 1885 satte en colombianer ild til byen i håb om at starte en revolution. Næsten halvdelen af byen brændte ned og efterlod mere end 10.000 hjemløse. Byen blev genopbygget i fransk arkitektonisk stil som var populær i Frankrig på dette tidspunkt. Mange bygninger fra denne tid eksisterer stadig. Desværre er det meste ved at kolapse, med beboerne som stadig bor i dem.
Panama er på mange måder næsten som USA, men yankee'erne var der jo osse i forbandede mange år. Det er faktisk kun tre år siden kanalen, som var ejet af USA, overgik til Panama. Det var en meget stor dag for verden og især for Panama, naturligvis. Og pengene i Panama, ja det er selvfølgelig US dollar. Ligesom vi europærer snart alle har de samme penge, euroen, har hele Amerika snart US dollar. El Salvador, Panama og Ecuador er allerede gået over til dollar og flere er på vej. En gang til - det er sgu lidt trist - men, hvor er det meget lettere. Man slipper for alt det veksleri, hvor man altid er taberen og så er det nemmere at sammenligne priser.
Missionen var færdig. Jeg havde nået målet Panama Kanalen. Jeg vendte tommen den anden vej og via David, San José, Granada, Managua og Ocotel, befandt jeg mig pludselig i Tegucigalpa, hovedstaden i Honduras. Jeg overnattede en enkelt nat i det sydlige Honduras på vej fra El Salvador til Nicaragua og det var ingen speciel oplevelse. Byen hed Choluteca og var umådelig trist. Men Tegucigalpa. Det var ederma'me anderledes. Jeg havde aldrig hørt navnet før. Hånden på hjertet, vidste du at hovedstaden i Honduras hed Tegucigalpa, nej vel.
Honduras er det andet største af landene. Det består af et bjergrigt, kølig indre, og en lang varm caribisk kystlinie. Næsten 8o% af landet er bjerge. Da Columbus ankom i 1502 kaldte han landet Honduras, som betyder dyb, efter havet som var usædvanligt dybt på nordkysten. I 1913 var 66% af al landets eksport bananer, kontrolleret af USA. Og osse her måtte man igennem en banankrig. Denne gang sendte USA marinen. Og igen vandt USA. I dag eksporteres mere kaffe end bananer og EU er den største aftager. Omkring 65% af honduranske eksport produkter ender i EU. Men det er stadigt et af de fattigste bananlande.
Dette land er utroligt smukt, fyldt med grønne bjerge. Landevejene snor sig i hårnålesving mellem de mest pittoreske landsbyer. I stedet for at tage langdistance busser, rejser jeg fra landsby til landsby, med lokale hønsebusser. Gamle, gule, udslidte, beskidte, nordamerikanske skolebusser. Interessant, bortset fra at man konstant har ondt i roven af de dårlige træsæder. Men hva' fa'en, hjemme i Danmark har alle mennesker ondt i røven over et eller andet. Ikke sandt.
Der var ingen turister i Tegucigalpa. Selv om der var mange gæster på hotellet. Det var lokale forretningsfolk og missionærere. Der er mange missionærere i Mellemamerika. De missionerer på gader og stræder og i busser og toge. De fleste er vist en slag "religionssyge" lidt halvtossede. De tilhører som regel en eller anden evangelisk sekt. Jehovas vidner, syvende dags adventister, mormoner, mennonitter og pinsemisionæer ses overalt i alle republikkerne. Men hvide turister og backpackers var der ingen af.
Jeg fandt et torv hvor byens bumser og hjemløse drak morgenkaffe og spiste morgen-bønne-brød. Varm, rigtig go' stærk, sort kaffe og et aflangt, blødt rundstykke, hvedebrød med frijoles, maste sorte bønner. Det var noget man vågnede op af. Der var mange fattige. Bumser, arbejdsløse og hjemløse. Honduras virker på mig som det fattigste af landene. Derfor er det også meget billigt at rejse og opholde sig her. Det mindede mig ofte om Haiti, hvor jeg var forrige år. Fattige mennesker med en utrolig stærk overlevelsestrang. Det er let at hæve kontanter på visa, men meget svært at få vekslet en rejsecheck. Det viser osse at de udlændinge der kommer her er forretningsfolk. Der er ingen backpackers.
Det var der til gengæld da jeg nåede Omoa på den caribiske kyst. I denne lille flække var der hele to backpacker hoteller. Jeg rejste i fire dage for at nå hertil, uden at møde en eneste hvid mand. Der kan man se hvad en guidebog kan gøre. Det var nemlig et par få ord fra en pige, som engang kom forbi og blev der i tre uger, der fik alle os andre til at komme og slå os ned et stykke tid. Nogen i tre uger. Et lille stykke paradis. En uge senere sagde jeg pænt farvel til Honduras tog via Corinte over grænsen til Guatemala og slog mig ned i den lille havneby Livingston. Det var en rigtig turist og backpacker by. På den første bar jeg gik ind, sad Erica.
Como estas, what took you so long, sagde hun, og vi grinede begge. Hun var blevet helt god til at tale spansk. Det er sådan man lettest lærer et sprog. Gå på skole i landet hvor de taler sproget, bo hos en familie mens du går på skolen, rejs så rundt et par måneder for at praktisere og vupti så taler man et nyt sprog. Comprendes. Vi dansede i fire dage, så trak landevejen igen. Tiden løb og der manglede et land i regnskabet. Belize.
Good morning mister, anything to declare. Det var første gang jeg hørte en tolder tale engelsk. Belize var en helt anden verden end resten af Mellemamerika. De talte engelsk. Det vil sige når de talte til mig, indbyrdes talte de kreol, som egentlig bare er en slags broken english, dårligt engelsk, med en mystisk accent. Det var næsten umuligt at forstå. Atmosfæren var en blanding af England og Caribien. Interessant efter alle de Spansk caribiske steder. Jeg rejste langs kysten og via Punta Gorda og Hopkins nåede til den gamle hovedstad Belize City.
Belize, det tidligere Britisk Honduras, er hjemsted for flere garifuna stammer, osse kaldet sorte caribier. De tæller omkring 10% af befolkningen og er af både indiansk og afrikansk afstamning. De ser mere afrikansk end indiansk ud, men de taler et sprog mere indiansk end afrikansk og osse deres enestående kultur forbinder aspekter fra begge folk.
Hun hed Marcela var kulsort, af garifuna stammen, 28 år og så ret godt ud. Hun sad overfor mig i bussen mod Belize City. Jeg var stadigvæk lidt oppe at køre efter afskeden med mine nye Belize-venner i Hopkins aftenen før og hun var osse i strålende humør. Vi kom hurtigt i snak og da bussen stoppede, for lunch break, satte vi os sammen og delte en kylling og en halv flaske caribisk brandy. Hun tilbød at jeg kunne bo hos hende i Belize og det syntes jeg var en hel fin ide.
Belize er en meget farverig by og især slumkvarteret på den anden side af floden, hvor der stort set kun boede negere, var lige min stil. Der var ingen vinduer i skuret hvor hun boede. Kun nogle brædder slået på der hvor vinduerne havde været. Alle kunne stikke en hånd ind igennem brædderne og lukke døren op indefra.
Hun viste mig rundt i kvarteret hvor hun boede. Præsenterede mig for sine venner, som alle var honduranske indvandre af Garifuna stammen. På hjemvejen hentede vi Justin, hendes to årlige søn hos dagplejemoren, købte ind af mad og drikkevarer, gik hjem og låste døren indefra. Vi lagde nøglen hen på køkkenbordet, så den ikke kunne nås, hvis nogen stak hånden ind gennem brædderne. Det var nødvendigt sagde hun. Det var et farligt kvarter, når solen var gået ned. Hun var rigtig god til at lave mad, så jeg spiste næste hvad jeg plejer at spise på en uge. Vi, Marcela og jeg, talte spansk sammen. Justin talte en blanding af Kreol, spansk og Garifuna.
Jeg fattede ikke meget af hvad han sagde, så jeg talte bare dansk til ham. Vi blev perlevenner. Han hang på mig hele tiden. Han havde aldrig set en lyshåret mand før. Og så er der jo osse den gamle historie, som jeg har prøvet så mange gange før. Enlige mødres børn er konstant på jagt efter en far, og overfalder enhver ny mand der viser interesse for moren. Hello son, how are you. Jeg havde pludselig fået både kæreste og søn. Halleluja.
Det var svært, men til sidst lykkedes det at få knægten til at sove. Marcela miksede en fed og jeg satte mig over til hende i sofaen. Hun fortalte at hun var danserinde og havde sin egen gruppe af trommeslagere. Hun var proforma gift med en mand fra Belize for at få arbejds- og opholdstilladelse. Der var mange flere penge at tjene her end i Honduras. Men hun ville videre. Til staterne eller måske Europa. Det var der jeg kom ind i billedet. Kan jeg ikke komme med dig til Danmark, spurgte hun. Det er meget svært, måtte jeg fortælle hende. Måske kunne hun få visum til at besøge mig i tre måneder. Derefter kunne hun kun blive i Danmark hvis hun blev gift med en dansker, fortalte jeg. Kan vi så ikke bare gifte os, spurgte hun, som om det var det mindste af det. Well, sagde jeg, vi kender jo slet ikke hinanden, endnu. Men det kom vi til.
Da jeg mødte hende i bussen kom hun fra en anden by lidt sydligere end Hopkins, hvor hun netop havde været med til at indspille en CD. Hun sang. Hun havde indspillet flere før den og viste mig sin samling. Jeg valgte en og satte den på CD afspilleren, mens hun miksede en ny Belize-joint. Jeg har glemt hvad rytmen hed, men den var hurtig, meget hurtig. Al musik i Caribien er hurtig. Hun rejste sig op og dansede for mig. Hun ku' det der med underlivet. Jeg kom straks til at tænke på Tina Turner når hun synger "I'm a privat dancer". Nu havde jeg li'som fået min egen private danser. En rigtig lyslevende professionel negerinde danser. Wow. Hun kunne slet ikke holde op igen, hun elskede at danse. Der var 30 grader celsius og efter et par joints og et par store brandyer rendt sveden af hende, så jeg foreslog hende at tage noget af det varme tøj af. Det gjorde hun mens smilte og fortsatte med at danse og her sad jeg så med en brandy i den ene hånd, en joint i den anden og en nøgen danserinde foran mig. Ja men, bedstemor, hvorfor har du sådan nogle store øjne.
Næste morgen gik jeg med hende på arbejde. De sad der allerede, hendes gruppe, da vi kom ned til havnen hvor krydstogtskibene lægger til og få minutter efter genlød hele havnen af caribiske rytmer, mens Marcela dansede og sang. Ren akustik - ingen elektricitet. Hun havde en meget gennemtrængende stemme og behøvede ingen mikrofon og gruppen, seks kulsorte, langhårede, halvnøgne garifunamænd, med hver sin tromme. Det var flot, meget flot. Amerikanerne dansede ned af lejderen på krydstogtskibene og vi ved jo alle at amerikanere elsker at give drikkepenge. Det var dét dansegruppen levede af. Alle de tykke amerikaner damer dansede med. Marcela var professionel hun fik alle til at danse og dansede gerne med de mænd der turde. Og pingeling - alle smed dollar sedler i den store tønde hvorpå der var skrevet. We play for tips. Amerikanere elsker at give drikkepenge.
Marcela fik sin del af pengene, 18 dollar, ikke så dårligt her på disse breddegrader. Så nu var det hendes der ville invitere på aftensmad på en fin restaurant. Hun sørgede for at jeg fik prøvet alt det hun var stolt af. Også det lokale øl Lighthouse lager - which have helped ugly men getting laid since 1865. Vi turede hele aftenen rundt i slumkvarteret og jeg vidste hun passede på mig. Aldrig følte jeg mig som en rig turist. Tværtimod. Hendes mange venner blev mine venner. Jeg fik ikke lov at betale noget som helst den aften. Alle havde tjent penge i dag og det skulle fejres. Jeg var blandt venner og hun var min private guide. Senere hjemme i knaldhytten dansede hun igen for mig. Jeg dansede med.
Tænk hvis hun kunne danse for mig hver aften hjemme i Kirsteinsgade. Så kunne jeg invitere alle vennerne. Vi kunne sidde der med hvert vores glas og hver sin Christianer-joint og bare nyde min "private danserinde" direkte importeret fra Caribien. Man har vel lov at drømme.
Næste dag havde hun fri for arbejde. Ikke fordi hun ville have fri, men der kom kun krydstogt skibe tre gange om ugen. Så vi gik på sightseeing. Marcela mig og aben, som var stolt over sin nye "far" med det lyse hår og jeg der var stolt over at have ham som "søn" . Han slap ikke min hånd hele dagen. Marcela var lykkelig over at vi gik så godt i spænd, knægten og jeg - hvis man ta'r ungen ved hånden, ta'r man moren ved hjertet - Alt i alt tre dages lykke.
Tiden løb næste morgen fulgte Marcela og Justin mig til busterminalen. Hun havde tårer i øjnene, Justin grinede og forstod ingenting og jeg vidste hverken ud eller ind. Kun at jeg måtte videre, hvor svært det end var. Jeg lovede at holde kontakten, men giftes, nej det er ikke helt min stil, men måske ville jeg komme tilbage en dag.
Via Flores, Sayaxche og Bethel, nåede jeg til Palenque i Mexico. Der var stadig elleve dage til hjemrejsen fra Mexico city og jeg havde besøgt alle syv republikker. Så nu kunne jeg ta' det lidt med ro. Jeg købte en flaske rom og en liter cola blandede tingrene sammen og satte mig på en bænk på zócaloen og nød de dråber som jeg aldrig har råd til at drikke hjemme, mens jeg studerede livet, og tænkte store tanker. Pludselig går der en lyshåret backpacker forbi mig. Det var Claus. Jeg havde ingen anelse om at han var her i byen, men han viste fra mine mails at jeg var på de her kanter.
Jeg havde endnu ikke set en eneste ruin på turen. Jeg plejer at undgå dem. Jeg har fået nok af gamle sten som rejseleder for Tjæreborg i blandt andet Grækenland, Israel og Tunesien. Men Claus ville ud og se pyramider og jeg tog med. De var nu flotte de gamle pyramider. Claus legede bjergbestiger, mens jeg blev nede på jorden og plejede mine tømmermænd fra dagen i forvejen. Hvis jeg ikke havde mødt Claus, ville jeg være rejst hjem uden at have set en eneste ruin. Det er jo næsten osse for dårligt.
Fra Palenque tog vi sammen til San Cristóbal de las casas for at besøge Kim, en dansker som havde et Youth Hostel her. Byens bedste. Han havde faktisk to hoteller. Et her og et i Oaxaca. De hed begge Hostel Magic. Vi kendte Kim fra København og han blev ellevild da vi kom. Inviterede os til middag i hans villa, vildsvin og spinatsuppe og præsenterede stolt sin smukke mexicanske kone og to små mulat piger. Faktisk aftalte vi halvt om halt at komme tilbage og starte endnu et Magic Youth Hostel sammen til efteråret. Måske i Veracruz. Han var meget interesseret i at lave en kæde af Magic-hoteller spredt over Mexico. Kim havde selv været backpacker og viste nøjagtig hvordan backpackers ville bo og hvordan man fiskede gæster på busstationen. De gik godt begge hans hoteller. Så det er jo ikke hver dag man fik sådan en chance.
Vi tog sammen med Kim og hans lille familie til Veracruz. Boede hos hans svoger og drømte om udvidelse af hans hotelimperium. Men en ting er drømme en anden virkeligheden. Så jeg tænker stadig. Men spændende er det jo. Hvem ved måske. Jeg ringede til KLM og fortalte at jeg ville gerne konfirmere min hjemrejse, men at jeg havde mistet min billet. No problem, sagde de. Kom ind på vores kontor i lufthavnen i god tid før afgang, så udsteder vi en ny mod 75 dollars. Jeg åndede lettet op. Så kom jeg da hjem igen.
Lange Jens sad og ventede på os i lufthavnen og vi rejste sammen hjem til København nøjagtig som aftalt. Det viste sig at jeg havde glemt min flybillet i indchecknings skranken i Kastrup da jeg rejste ud. Så det var ikke nødvendigt at lave en ny. Værsgo' mister her er din billet. Go' rejse hjem og tak for denne gang. Alle havde vi overlevet uden de store problemer og med rygsækken fuld af minder og gode historier, landede vi juleaften i Kastrup, hvor Maria stod og tog imod mig.
Hvis jeg skulle uddele bananer for den mest bananske af bananrepublikkerne, som jeg oplevede det, ville det nok blive: Nicaragua syv bananer. Guatemala seks bananer. Honduras fem bananer. El Salvador fire bananer. Costa Rica tre bananer. Panama to bananer og så må Belize nødvendigvis have den sidste. Den lader vi lige stå et øjeblik.
og hvad kostede det så:
Flybillet dkr. 5.776,- forsikring dkr.1.787,- brugt i Mexico dkr. 8.250,- altså totalt kostede turen Dkr.15.813,-
