Der var ikke mange turister i Bangladesh, hvilket landets turistorganisation ligefrem havde ophøjet til landets slogan.
Jeg rejste en gang ind i Bangladesh via grænseovergangen nær Calcutta. Med et visum i passet fra det bangladeshiske konsulat i Calcutta rejste jeg med gamle hjuldampere op ad floderne, gennem jungler beboet af bengalske tigre, og endte til sidst i hovedstaden Dhaka. Her boede jeg i otte dage, den tid det tog at få et visum til Burma. Jeg have været heldig på hele rejsen fra Karachi i Pakistan overland via Indien, Nepal og Bhutan til Bangladesh og troede næsten, at jeg kunne gå på vandet. Det var næsten lige ved at blive for kedeligt. Men den sidste dag om morgenen, da jeg skulle flyve til Burma, vendte lykken et kort øjeblik. Lufthavnsmyndighederne ville ikke lade mig rejse ud af landet fra Dhaka. De ville have, at jeg skulle rejse tilbage til grænseovergangen ved Calcutta for at kunne forlade landet. Min flybillet var værdiløs. Men der var også en anden mulighed, sagde de.
Der var ikke mange turister i Bangladesh. Så der var altid tyve børn i røven på mig, som bare ville se, hvordan en turist så ud. Det havde de aldrig set før. En lille skolepige kom hen til mig og spurgte forsigtig på perfekt engelsk: ”Er du en turist?” ”Ja”, svarede jeg smilende, hvorefter pigen viskede: ”Hvad er en turist?” ”En turist er sådan én mand eller en dame, der rejser rundt til andre lande og ser, hvordan folk bor, og hvad de spiser, og om de går i kirke eller moské”, hviskede jeg tilbage. ”Hvorfor”, spurgte hun, og så helt forskrækket ud. Så var det li'som om jeg manglede ord. Det har jeg sørme også tit spurgt mig selv om - uden at få svar. Mange børn kom løbende efter mig med et stykke papir og en kuglepen og bad om min autograf. ”Elvis Presley”, skrev jeg, og alle blev glade.
Efter Bangladesh ville jeg videre til Burma og fik, efter store prøvelser, et tre ugers visum på den burmesiske ambassade i Dhaka mod forevisning af en flybillet fra Dhaka via Yangon til Bangkok. Så langt, så godt, men den morgen jeg skulle flyve fra lufthavnen i Dhaka til Yangon, var det lige ved at gå helt galt. ”Når du er kommet ind i Bangladesh via Calcutta”, fortalte paspolitimanden mig, ”skal du ud af landet samme vej”. ”Det forstår du vel?” Han kunne nok se jeg blev lidt chokeret og fortsatte.
”Jeg er meget ked af det på dine vegne. Det bliver dyrt, meget dyrt, kan jeg godt se. Du har mistet din flybillet og du skal hele vejen tilbage til Calcutta. Og du skal også købe en ny flybillet”. Han led med mig og han så meget ked ud af det. Jeg var helt bange for, at han skulle begynde at græde. ”Sådan er reglerne desværre”, sagde han. Men jeg var nok alligevel den, der var mest ked af det. Hold da kæft hvor var jeg ked af det. ”Men det kan måske ordnes”, sagde han pludselig. Og nu smilte han sgu. Så smilede jeg også. Så smilede vi begge to. ”Wait here”, sagde han, ”så henter jeg lige min overordnede”. Jeg var egentlig meget i tvivl, om det virkelig var rigtigt, at man skulle rejse ud samme vej, som man var kommet ind. Men måske var det rigtigt, og så hellere betale nogle penge end at skulle hele vejen tilbage til Calcutta. Og købe ny flybillet. Hans overordnede smilede også til mig, så jeg tænkte, at nu går det nok heldigvis alligevel. ”Hvor mange penge har du”, spurgte han. Jeg tømte mine lommer og viste mine kontanter. Ti dollars i småpenge og fem og tyve taga, en krones penge, i den lokale mønt. ”Jeg havde tænkt mig femtenhundrede dollar”, sagde han. ”Det er jo småpenge i forhold til, hvad det vil koste dig, hvis du ikke kommer med flyet”. Jeg fortalte ham, at jeg havde et kreditkort, men at der ikke var så mange penge på det, så vi endte på hundrede dollar. Og så smilede vi igen, mens vi gik hen til banken. Men banken var ikke åbnet endnu, den åbnede først klokken syv, ti minutter efter mit fly afgik. Han kikkede opgivende på mig. Så gik vi hen til skranken igen. Han bad om de ti dollars jeg havde og gav mit et udrejsestempel. Denne gang smilede han ikke. Jeg fandt aldrig ud af, om de plattede mig, men ti dollars for en god historie, det er sgu da billigt, ikke sandt?
