Tekst: Arne Runge
Foto: Arne Runge, Per Allan Jensen, Niels Iversen og Søren Padkjær
Sydøstasien har så mange højdepunkter, at det er vanskeligt at vide, hvor man skal ende og hvor man skal begynde. Der er skyhøje bjerge, dybe jungler, gamle templer og travle byer. Der er bountystrande og der er tryllebindende ritualer, og så bor der nogle af verdens venligste mennesker. Sydøstasien har det hele. Faktisk er der ingen steder i verden, hvor man kan rejse gennem en sådan mangfoldighed af kulturer og geografi med en sådan lethed. Og så er det et af de sikreste rejseområder i verden. De fleste berejste har allerede været flere gange i Sydøstasien, men er du ung og skal til at starte dit backpackerliv, så start med at flyve til Bangkok og tag det derfra. Du får oplevelser der forandrer dig for altid, så du er ikke den samme gamle Polledreng, når du kommer hjem. Du er blevet oplyst, som Buddhisterne siger. En rundrejse i Sydøstasien er nutidens dannelsesrejse.
Bangkok
De såkaldte ladyboys, smukke piger med lidt for store fødder, er et kendt fænomen i hele Sydøstasien.(AR)
Bangkok, hovedstaden i Thailand, er simpelthen hovedstaden i Sydøstasien, det er det letteste og billigste sted at flyve til, og som backpacker er der kun et sted at bo i Bangkok og det er på Kaosan Road, gaden der aldrig sover. Her ligger et hav af små hostels, barer, fastfoodsteder og internetcaféer. Der er tusindvis af backpackere fra hele verden samlet i en gade, der er mindre end Istedgade i København. Der er dømt party. Om aftenen klæder de lokale unge piger sig ud og tager læbestift og højhælede sko på, og de vil alle sammen gerne have en hvid kæreste med en stor næse. Men pas på hvis du er fuld - det er ikke alt der skinner der er guld, en del af pigerne, oftest de smukkeste, har lidt for store fødder. Der er venner alle vegne, i Bangkok er du kun alene når du selv vil.
Jeg har lavet flere rundrejser fra Bangkok, og på denne tur havde jeg besluttet mig for at besøge Cambodja, Vietnam og Laos. I receptionen på mit hostel hang der et skilt om daglige busafgange til Siem Reap i Cambodja. Jeg havde ingen anelse om, hvor Siem Reap lå, eller at der i denne by lå et berømt gammel tempelområde som hed Angkor Wat, hvortil folk kom fra hele verden kun med det ene formål, at se Angkor Wat, et af denne verdens syv vidundere. Jeg var helt blank, da jeg tog af sted, og tænkte bare på at opleve hvad der nu måtte dukke op undervejs.
Landevej i Cambodia (SP)
Cambodja har verdens mest hullede landeveje
Der var vildt kaos ved Poipet, grænsen mellem Thailand og Cambodja. Chaufføren fra vores flotte airconditionerede bus satte vores rygsække af midt på landevejen og sagde farvel. Farvel, råbte vi, skal vi ikke til Siem Reap. Jo, råbte han tilbage, der er videre transport på den anden side af grænsen. Vi havde betalt for transport helt til Siem Reap i Cambodja, og flere troede, at vi var blevet snydt. Men man skulle bare selv gå over grænsen og vise pas. Der var betalt for den videre transport på den anden side af grænsen, hvor der holdt en flok ramponerede gamle japanske arbejdspickupper. Det var den videre transport. Der var ingen sæder bag på ladet, men ikke desto mindre blev der plads til tolv backpackerere med rygsække.
Det tog godt otte timer at køre de hundrede og halvtreds kilometer, og halvvejen kørte vi ad den bombede og minesprængte hovedlandevej. De huller der var så store, at der kunne ligge en bil nede i dem, kørte vi uden om. De mindre huller kørte vi igennem. Hold kæft hvor fik jeg ondt i røven. Ofte var markerne bedre at køre på end hovedvejen, så det gjorde vi en stor del af vejen. Det er godt nok lidt af en chance at køre ind på markerne. Der ligger stadig landminer, men vi skulle helst være fremme før mørkets frembrud, så vi ikke blev overfaldet af nogle af de mange bevæbnede landevejsrøverbander, fortalte chaufføren. Det var alligevel nået at blive mørkt, da vi blev sat af på Hotel Sunway i Seam Reap, men vi klarede den, selv om vi lignede en flok krigsinvalider, da vi gik ind i receptionen på det lille hotel chaufføren anbefalede.
Gratis tøjvask og happy smoke
Det var mere det, at hostellet lå lidt for langt fra centrum, end prisen på fyrre kroner for et dobbeltværelse med bad, der var grunden til at jeg og min nye rejsekammerat Pierre fra Belgien tænkte på at finde noget mere interessant. Vi talte fransk sammen, så hotelejeren ikke kunne forstå hvad vi talte om. og da han troede det var prisen vi diskuterede, kom det gode tilbud. Jamen prisen er inklusiv gratis tøjvask og free happy smoke, sagde han og pegede på en stor papkasse fuld af marihuana midt på gulvet. Vi kikkede smilende på hinanden og slog til. Og så var vores tøj jo osse blevet godt støvet på pickupturen. Så alt i alt var det et tilbud vi ikke kunne sige nej til.
Jeg fik aldrig set Angkor Wat
De andre backpackere som boede her, var meget happy. De fleste havde satset på bare at blive et par dage i Siem Reap for at se Angkor Wat, men flere havde været her i ugevis. Når man kom ind i restauranten om morgenen, kom der øjeblikkelig en joint sejlende forbi, jointene cirkulerede rundt om det store fællesbord, og alle røg med. Så der gik aldrig mange minutter, før jeg osse blev happy, og det var jeg så resten
af dagen. Der kom hele tiden en ny joint sejlende forbi. Så sad vi og fortalte røverhistorier hele dagen og følte os enormt happige. Om aftenen var der videofilm. Man kunne selv vælge filmen, og alle ville se Killing Fields, som jo handler om Cambodja. Og der var altid en ny backpacker, der også lige skulle se den. Så jeg så den samme film hver aften i fem dage, og den bliver jo ikke dårlige af, at man har nydt en joint. Efter at have set Killing Fields og været happy i fem dage, sagde jeg pludselig nej tak til den morgenjoint jeg blev tilbudt. Jeg rejser til Phnom Penh, der går en pickup om en halv time, og hvis jeg ryger med nu, kommer jeg aldrig af sted, svarede jeg. Jamen du fik jo ikke set Angkor Wat, svarede de.
Phnom Penh
Jeg havde stadig ondt i røven, da jeg satte mig op bag på pickuppen mod Phnom Penh for at gennemføre endnu ti timers kørsel på verdens mest hullede landevej. Og jeg var helt ødelagt, da de læssede mig af ved et Guesthouse i Phnom Penh. Her var der heldigvis ingen free happy smoke, men indgangen til gæstehuset var altid fuld af motorcykeltaxiknægte med lommerne fulde. Så alle var alligevel meget happige.
Gæstehuset lå lige ud til Boeng Kak Søen, og en bro førte ud til restauranten, som lå på en stor tømmerflåde. Der sad mindst tredve happige backpackers og røg happy smoke og så videofilm døgnet rundt. Killing fields, Deer Hunter, First blood og Pearl Harbour. Her havde de fleste osse boet i ugevis. Det var varmt, meget varmt, fyrre grader i skyggen og vindstille. Man var simpelthen nødt til at sidde helt stille foran en ventilator for at overleve. Man behøvede heller ikke andet. Hotellet vaskede vores tøj og serverede mad og drikke døgnet rundt, og de arrangerede al transport videre til den næste destination. Busserne stoppede lige uden for døren, og de ordnede selvfølgelig osse visum, for dem som ville videre til andre lande. De ordnede faktisk mit visum til Vietnam tre dollar billigere end jeg skulle have betalt, hvis jeg havde haft kræfter til selv at bevæge mig op på ambassaden.
Det er jo også alt for farligt at bevæge sig ud i samfundet, blev vi enige om, når vi havde røget og var meget bevidsthedsudvidede. Der er fuldt af pistolbevæbnede landevejsrøvere og røde khmerer. Landet flyder med våben ovenpå de mange krige landet har været igennem. Markerne og grøftekanterne er fulde af store, farlige, giftige, lange, grønne slanger. Og så ligger der landminer overalt. Det er mere sikkert at opholde sig i badebukser på et gæstehus, der ligger og vugger på en tømmerflåde i en smuk sø, med masser af ice-coffee, gode videofilm, og en ventilator der sender en let brise hen over det hele. Det var vi meget enige om. Jeg hørte i hvert fald aldrig om nogen, der havde været ude for ulykker. I Ho Chi Minh købte jeg en åben busbillet med stop i flere byer undervejs, op gennem landet til hovedstaden Hanoi. I bussen mødte jeg Maria, en sød spansk pige, som jeg rejste sammen med et par uger. Hver gang vi kom til den næste af byerne på den åbne billet, stoppede bussen ved et budget hotel. Når man ville videre gav man bare receptionen besked, og næste morgen hold bussen klar til afgang til næste by. Det var næsten for nemt.
Trafikmylder i det centrale Hanoi (PAJ)
En dag i Hanoi
Der var varmt i Hanoi. Allerede ved femtiden stod solen og bragede ind gennem vinduet. Vi vågnede badet i sved, selvom ventilatoren kørte på højeste hastighed. Termometret havde allerede passeret tredive grader. Vi stod mindst ti minutter under den kolde bruser, men få minutter senere rendte den salte sved igen ned ad ansigtet.
Vi skyndte os ud af hotellet og ind på den nærmeste cafe med aircondition og fik en stor kop Ice Coffee med masser af Ice. Til morgenmad, fik vi lysebrune biller, som knaste mellem tænderne, og blødkogte befrugtede hønseæg med et lille sort foster indeni. Ude på gaden var vietnameserne allerede i fuldt sving med dagens gøremål. Pludselig åbnede himlen sine sluser. Regnen væltede ned i tykke tove. Vi var midt i regntiden, og temperaturen faldt et par grader. Vietnameserne tog deres regnponchoer på og arbejdede videre. Ti minutter senere holdt regnen op igen, lige så pludselig som den begyndte. På markedet drak vi et par fadøl med isterninger. De skulle drikkes hurtigt, før isklumperne smeltede. Der var alle slags dyr til salg på markedet, alt der kan gå, kan spises i Vietnam. Biller og kakerlakker i tusindvis kravlede forvirret rundt i store gryder. Frøer på størrelse med kattekillinger, var lige som kyllinger, ænder og duer bundet sammen i bundter. Lydene fra dyrene blandede sig med motorcyklernes evindelige dytten og vietnamesernes højrøstede snakken i et toneleje, der ligger et par oktaver højere end vores vestlige sprogleje. Lugten mindede mere om kloak end om køkken. Vi dinerede på en lokal restaurant, siddende på små babystole. Hønseæggestokke og hundepik. Maria rødmede da hun opdagede, at hun var i gang med at spise pikhovedet.
Stilhed i Laos (SP)
Om aftenen gik vi i operaen. De sang falset på vietnamesisk, iklædt smukke farvestrålende dragter og parykker. Vi fattede ikke en skid. Jeg bildte Maria ind, at det var Madame Butterfly og forklarede hviskende handlingen. Hun nikkede og troede på mig og hvem ved, måske var det Madame Butterfly. Et par dage senere rejste Maria tilbage til Spanien og jeg fortsatte alene til Laos.
Laos, pludselig blev alt stille
Fra at blive behandlet som superstar i Vietnam og Cambodja, blev jeg nu nærmest ignoreret. Folk var meget stille, de næsten hviskede til hinanden. Der var kun få biler og det var uforskammet at bruge bilhorn, fik jeg at vide. Der var ingen musik på caféerne. Nothing but silence.
Før var det sjovt at prøve at spise hønseæggestokke og hundepikke, frøer og skrubtudser, men nu havde jeg fået nok. Her var ingen spisekort. og maden så meget utiltalende ud. Gu´ ved hvad jeg spiste. Jeg har i alt fald set firben, salamandere, slanger, hunde, rotter og mus på markedet. Ingen talte andet end laotisk. Det eneste rigtig sjove var, at en liter fem og fyrre procent risbrændevin kun kostede fire kroner. Det var til gengæld skide sjovt. Jeg drak en liter om dagen, spædede den op i colaen, kaffen, theen og maden, for at dræbe bakterierne, som jeg var sikker på var i alt jeg drak og spiste. Jeg gik rundt og grinte til alle jeg mødte, men kun børnene grinte tilbage. De voksne holdt sig for munden og turde ikke grine. De har sgu' ikke meget humor her i Laos, tænkte jeg, mon det var kommunismens skyld, eller mon det stadig var krigens traumer. Laos var det land der led mest under Vietnamkrigen.
Tilbage i Thailand
Danish bake(ry) (NI)
Jeg kom gående ned af hovedgaden i Nong Kay, den første by på den thailandske side af grænsen til Laos. Jeg gik og kikkede på facaderne for at finde et gæstehus. Pludselig stod der Danish Bakery over en café. Indenfor sad der en flok højrøstede danskere. De drak mere Mekong whisky end de spiste dansk wienerbrød. Jeg satte mig ned ved deres bord og de fortalte mig, at de var fastboende danskere i Thailand. Jeg kom i snak med Sven og Bent, som begge var gift med thailandske piger og boede i hver sin lille landsby femhundrede kilometer sydpå. På grund af visumreglerne i Thailand måtte de tage til Laos hver tredje måned for at få ny opholdstilladelse. De overnattede så her i Nong Kai og legede 'når katten er ude', nu de var væk fra konerne, eller kaloriebomberne, som de kaldte dem. Jeg legede 'når katten er ude' med dem et par dage, puh ha - det var sgu' hårdt, og da de kørte sydpå, sad jeg på bagsædet af bilen. Den første uge boede jeg hos Sven og hans kaloriebombe.
Gade i Bangkok (SP)
Sven var landsbyens rigeste mand. Daglønnen i området lå på seksogtyve danske kroner, og Sven fik sekstusinde kroner sendt ned fra sit bistandskontor i Danmark hver måned. Så han var bare rig. Vi slappede af, hørte 60'er musik og drak de syv flasker Mekong whisky, som Sven havde smuglet med over grænsen fra Laos. En gang imellem tog vi knallerterne op til købmanden og snuppede en elefantbajer, lavet på licens her i Thailand. Den var kommet til at hedde Chang Beer, men elefanterne på etiketterne var der, så den var god nok.
Bent var osse landsbyens rigeste mand. Han boede hundrede kilometer sydligere end Sven, i landsbyen Charrat. Bent havde sejlet hele sit liv, og nu var han kaptajn på et dansk skib. Hans thailandske kone havde sejlet som kok på skibet, indtil skipperen løb med hende. Hold kæft hvor var hun god til at lave sovs og kartofler, det var som at komme i himlen efter to måneder med ris. Jeg tog fem kilo på de syv dage jeg boede hos dem. Bent kørte mig rundt i sin 4-hjuls trækker og viste mig de smukkeste steder. Vi besøgte blandt andet ruinerne i Pimai og Nationalparken Aob Luang. Efter besøget hos Bent tog jeg toget til Kanchanaburi, som ligger godt hundrede kilometer vest for Bangkok og fortsatte med dødstoget over River Kwai broen.
Broen over River Kwai
Broen Death Railway Bridge, blev verdensberømt med filmen Bridge on River Kwai og spænder over Khwae Yai floden, en biflod til Mae Klong floden, et par kilometer nord for Kanchanaburi. Broen, som blev bygget af allierede krigsfanger under anden verdenskrig, var en lille men strategisk del af dødsjernbanen til Burma og var i brug i tyve måneder, indtil de allierede bombede den i nittenhundredefemogfyrre.
Turen, som blev kaldt for dødsruten, var det den smukkeste, farligste og mest interessante togtur jeg nogensinde havde prøvet. I samfulde fem timer kravlede toget langs med floder, gennem bjergtunneller, over skrøbelige simple træbroer, på spor konstrueret på betonpiller, langs bjergsiden hundrede meter over floden. Vi passerede Hell fire pass og den berygtede bro hen over floden Kwai, en kopi som blev bygget efter den originale blev bombet. Heldigvis var det tilladt at ryge i de thailandske toge, ellers havde jeg bestemt fået op til flere hjerteanfald af skræk.
Da jeg om aftenen kom tilbage fra dødsruten, og nærmede mig hotellet ad en lille junglesti, hørte jeg musik der kom inde fra gæstehuset. Musik jeg kendte. Det var den der, tjener jeg vil ha' mere øl, eller som den hedder på engelsk, The River Kwai March. Gæt så hvilken film der var på videoen den aften. Endnu en følsom erfaring på livets landevej i Sydøstasiens dejligste land Thailand.
