The big train ride

Af Arne Runge

Det Historiske museum ved den Røde Plads, Moskva

It's time, high time, sagde den russiske tsar Alexander den tredje i 1886 og indledte med disse ord arbejdet på et af den moderne verdens vidundere, den transsibiriske jernbane fra Moskva til Vladivostok ved Stillehavskysten. Jernbanen stod færdigbygget i 1904, og fylder altså 100 år i år

Med den transsibiriske jernbane fra Moskva via Mongoliet til Beijing i Kina og tilbage til Moskva. På tommelfingeren ad Silkevejen via Kasakhstan og Sibirien. Den 9.289 km lange rejse fra Moskva til stillehavskysten, som tager syv dage i næsten non-stop-tog, er den længste single-service jernbanerejse i verden. Eller sagt med Eric Newby ord: The Trans-Siberian is the big train ride. All the rest are peanuts.

Der findes faktisk tre forskellige muligheder med jernbanen. Den helt rigtige er vel nok Moskva-Vladivostok, men de to andre fra Moskva til Beijing, den ene via Mongoliet, den anden via Manchuriet, er nu heller ikke til at kimse af. Jeg valgte den transmongolske. Jeg ville nødigt køre lige forbi Mongoliet uden at se dette mystiske Genghis Khan land indefra.

Lenin,Putin, Marx og Nikolaj II

Jeg stødte på to danske rejsefæller inden afgangen. De hed Jens og Birgit, var fra Århus og havde tre armbåndsure på. "Go' daw do". Birgits viste dansk tid, Jørgens viste på den ene arm lokal tid og på anden arm Moskva tid. Det er nemlig sådan i Rusland, at alle toge og langdistance busser kører efter Moskvatid. Jens og Birgit havde fuldstændig tjek på rejseprogrammet. Sådan da. Jeg fik altid lige et praj, før vi ankom til en station. Så er toiletterne nemlig lukket Og det er jo ikke så rart, når man nu lige skal. Et tyve minutters stop udløser en halv time uden toilet.

Der var morgenmad kl. 07.00, da vi forlod Moskva. Da vi kom til Irkutsk, var der morgenmad kl. 12.00 lokal tid, som jo var det samme som 07.00 Moskvatid. I Vladivostok bliver morgenmaden serveret kl. 16.00. Hvis du er forvirret, så er du ikke den eneste. Men det var lige før, at Jens og Birgits tre armbåndsure bare gjorde tingene endnu mere forvirrende. Godt vi kun har en tidszone i Danmark, ellers havde Birgit formodentlig også haft to ure. Et med Københavnertid og et med lokal jysk malketid.

Der var mange andre danskere med toget, og langt de fleste skulle til Beijing. Nogle tog hele turen i et stræk, mens andre afbrød rejsen, de fleste i Irkutsk og Ulan Bator, hovedstaden i Mongoliet. Jeg havde købt togrejsen fra Moskva til Ulan Bator, samt de to gange visa til Rusland og Mongoliet gennem Pinguin Rejser i København. Med to stop i Rusland. Første stop i Perm, som tidligere var en af de byer, der var forbudt at besøge for udlændinge. Perm, som egentlig er en ret kedelig by, blev til en af de store oplevelser, da jeg var så heldig at blive tilbudt et "volunteer job" på en skole for gadebørn.

Restaurationsvognen er et 24 timers værtshus, med masser af mad øl, sprut og villige damer.

Der er mange gadebørn i Rusland. Nogle er forældreløse, andre er stukket af hjemmefra på grund af alkoholiske forældre, som udnytter og tæver børnene. De slår sig så sammen i grupper og bor i kloakkerne, hvor de drømmer sig væk ved at sniffe lim. Men der er udenlandske kræfter i gang med at hjælpe børnene til en bedre tilværelse. Rusland har ikke selv økonomi til det. Sue og Coffey fra Irland havde lovet en irsk organisation at hjælpe til i to uger, og da jeg hørte det, tilbød jeg straks at bruge mine tre dage i Perm til også at give en hånd med. Der var ikke aftalt på forhånd, hvordan vi kunne hjælpe. Så vi startede med bare at snakke med ungerne og lære dem lidt engelsk. Det var børn, som ikke var vant til at få kærlighed, så de var næsten målløse over at vi "gad" sådan bare at være sammen med dem og fortælle om en verden udenfor Perm, hvor børn havde rettigheder, fik lommepenge og gik i biografen, uden at skulle yde noget for det.

Tog mod Irkutsk

Jeg havde vekslet en halvtredser til småpenge i Kastrup før afrejsen, så alle fik en krone og en femogtyveøre med en historie om, at kongen i Danmark, der havde en kongekrone og to ører, havde bestemt, at sådan skulle vores penge hedde. Kroner og ører. Det var de meget benovede over. Næste dag besluttede vi at male skolen. En amerikaner havde doneret et beløb til maling, så vi gik bare i gang. To dage efter var hele skolen nymalet. Børnene var ikke meget for at hjælpe til, de ville hellere snakke. De fik faktisk lært en masse engelske ord, og vi fik lært mange russiske. Jeg tog en masse billeder, som jeg har lovet at sende dem. Jeg lægger nok også en hundredekroneseddel i kuverten til smøger. De røg nemlig hele banden, selv de yngste som bare var omkring syv år. De havde også alle som en sniffet lim, det sås tydeligt på deres ansigter. Men de var alle stoppet, påstod de. Det er jeg nu nok ikke så sikker på. Der var også et klaver på skolen, så de fik også et par irske folkeviser som Sue og Coffey sang, mens jeg akkompagnerede. Det tog også kegler.

I toget fra Perm til Irkutsk kom jeg i kupé med et andet dansk par, Jørgen og Ingrid, på min egen alder. Jeg fortalte, at jeg var københavner, og de sagde, at de var fra Vordingborg. Men jeg kender udmærket København, fortalte Ingrid, jeg er nemlig vokset op i Sydhavnen. Jamen, det er jeg jo også, svarede jeg, hvor i Sydhavnen boede du? På Offenbachsvej, svarede hun. Kender du den. Det kan du tro, at jeg gør, svarede jeg, på Offenbachsvej nummer 13 boede faktisk min allerførste kæreste. "Hvad hed hun", spurgte Ingrid. "Hun hed Majken og hendes forældre var svenskere. Jeg har faktisk opkaldt en af mine tre døtre efter hende", fortalte jeg. "Hun boede ikke i nummer tretten", svarede Ingrid, "hun boede i nummer 11. Det er nemlig min storesøster". Jeg kunne godt huske, at der var en lille snotunge vi altid måtte jage ud af Majkens værelse, når vi skulle kramme. Snotungen var altså Ingrid. Ups. Verden er fandeme lille engang imellem. Majken, min første store kærlighed, boede nu i Amerika og var gift med en jyde. Go' daw do. Jeg fik hendes e-mail adresse og lovede at sende hende et par ord.

Jeg blev meget overrasket over Moskva. Det må da for pokker være verdens smukkeste hovedstad. I hvert fald hvad angår den gamle by. De mest imponerende russisk ortodokse kirker med løgformede kupler, omkranset af små cafeer i Rasputin stil. Kreml og den røde plads - som slet ikke er rød. Det er Kreml, der er rød. Tykke affarvede blondine-babuskaer i deres små boder. Det hele omkranset af floder med en million-rubel-udsigt over byen fra de smukkeste gamle broer. Rød front.

Men der var noget mystisk ved russerne. De så ikke glade ud. De havde stenansigter. De så meget alvorlige ud, næsten skræmmende. Mange af dem var døvstumme. De overhørte fuldstændig, hvad jeg sagde til dem. Der var også mange, der var skeløjede. Når man gik hen til disken i en bar og bestilte en øl, kikkede de på ens sidemand, mens de serverede øllet. Eller når man spurgte om vej til toilettet, kikkede de på et sted udenfor ens synsvinkel, og pegede skævt hen imod en dør. De drejede ikke hovedet en centimeter, når jeg høfligt sagde "spasiba, bolshoi spasiba". Der skulle list til at få den til at smile. Jeg prøvede nogle små tricks, der før har virket i Asien. Jeg fangede deres øjne. Når de var skeløjede, gik jeg hen hvor de kikkede, og kikkede dem lige i øjnene og sagde "Dania", jeg er fra Danmark. Kak dela? Hvordan går det? Det hjalp. Så kunne de fleste ikke holde masken mere. Men der var nu en del, der kunne. De er dæleme skrappe til at holde masken de Ivanivanowitser. Der var godt nok en, der skubbede mig ud af en dør, så jeg var lige ved at ryge på røven. Det var en portier på et gæstehus, som åbenbart var lukket. Jeg var ellers meget høflig, da jeg spurgte på næsten fejlfrit russisk, som jeg havde øvet mig på i flyet. "Dobre utra, menya zavut Arne – ya iz Dania – ya ishchu apshchezhytie", sagde jeg. "God morgen, jeg hedder Arne og kommer fra Danmark. Jeg leder efter et youth hostel". Han svarede en hel masse på russisk. Jeg forstod ikke et ord, så jeg gentog mine russiske fraser fra frasebogen. Men han var sgu' hverken døvstum eller skeløjet. Han kikkede mig lige i øjnene og gentog, nu endnu højere, hvad han lige havde sagt. Det betød formodentlig, jamen for helvede, kan du ikke forstå russisk, mand. "Jeg siger dig jo, at der er lukket fra den første september og det er den anden i dag. Vi lukkede i går. Kan du ikke fatte det". Da jeg skulle til at spørge ham, om der var et andet Gæstehus i nærheden, gik han helt amok og skubbede mig ud af døren. Det var lige før, jeg klarede at blive stående på fødderne og ikke faldt på røven med min store rygsæk.

Simon fra Ukraine spiller harmonika

Jeg mødte for øvrigt Præsident Putin på den røde plads. Han sad og spillede kort med Lenin, Karl Max og Zhar Nicholas den anden. "Dobre utra", sagde jeg høfligt. "Kak dela". De kikkede på mig og svarede, "ti dollar". Det de mente, var, at det kostede ti dollar at få lov at tage et foto sammen med eliten af Rusland. Så kunne man sætte sig imellem dem og få en ven til at tage et foto. Jeg gik over på den anden side af pladsen og tog et foto med zoom. For selvfølgelig ville jeg have et billede af nogle af mine store idoler med hjem. Men jeg ville sgu' ikke give ti dollar for det, hvis jeg kunne undgå det. Rød front.

Alle stoppede i Irkutsk, hovedstaden i Sibirien. Så det gjorde jeg også. Jeg havde mødt Mark, en engelsk journalist, i toget. Han havde solgt sit hus og sin bil og ville nu ud og se verden et par år. Han kunne godt lide øl. Det kunne jeg også, så vi fulgtes ad. Vi havde kun to dages stop her, så vi besluttede at tage den første ude ved kysten af Baikal Lake. I bussen mødte vi Erik og Miguela fra Jävle i Sverige. Ved busstationen i Listvyanka stod der en russer og tilbød os to værelser i hans villa med Sauna. Vi tog med ham i hans bil, og han viste os værelserne. Det ene var et ganske normalt soveværelse, det andet var en dagligstue med to senge, en pejs og et piano. Gæt, hvem der fik værelset med piano. Til gengæld spillede jeg lidt Tchaikovsky i b-mol, Du gamla du fria og Rule Britannia for dem. Det var de meget imponerede over.

Nede ved søen mødte vi en russisk familie, der var på picnicweekend. De boede til daglig inde i Irkutsk, men de havde noget familie, der boede her. Dem besøgte de en gang i mellem. Og så var der fest. De var allerede i gang med voortka'en, sådan udtales det på russisk. Voortka. Og selvfølgelig måtte vi drikke et glas med dem. Det blev til mange flasker og varede til den lyse morgen. Så kan de fandeme grine, russerne. Når der kommer voortka på bordet, så forsvinder stenansigterne sporløst. Og de kommer ikke tilbage, så længe der er voortka i flaskerne.

Stenansigter kan ikke lide vodka. De kan heller ikke lide musik. En af russerne, Simon, som faktisk var ukrainer, hvilket han var meget stolt af, havde sin harmonika med. Og han kunne spille. Hele repertoiret. Alle de gamle sørgelige, smukke, russiske sange, som altid er skrevet i mol. Følsomme sange om livets genvordigheder. Nu var der voortka på bordet, så nu kom både smilene og tårerne frem. Det var virkelig gribende, nu led vi med de sørgmodige russere. Vi grinede med dem og vi græd med dem og vi drak voortka med dem. Det var blevet lyst og hanerne galede, da vi vaklede tilbage til vores villa med Pejs, Sauna og Piano.

Hovedstaden i Mongoliet hedder Ulan Bator, og de er lige så stolte af Genghis Khan, som vi er af H. C. Andersen. Måske endda mere. Alt rører sig om Genghis Khan. Jeg boede på Genghis Khan Guesthouse. Vi drak Genghis Khan øl, røg Genghis Khan cigaretter og der var billede af Genghis Khan på pengesedlerne. Efter en uge tog jeg med Genghis Khan Expressen til grænsebyen Zamun Ude. Han var nu også noget særligt, ham der Genghis Khan, kejser af verdens største rige. Stadig aldrig overgået. Fra Beijing til Polen, så langt strakte hans rige sig. Elleve tidszoner. Solen gik aldrig ned over Genghis Khans rige. Jeg blev i byen en uge, mens jeg ventede på mit visum til Kina. Man kunne godt få det på to dage, hvis man gad betale dobbelt pris. Det gad jeg altså ikke, så jeg ventede en uge og lærte Ulan Bator og byens små listige steder vældig godt at kende.

Ulan Bator: gæret hoppe mælk. i en læderpose på væggen

En af mine stamcafeer var en Ger, eller yurt som tyrkerne kalder dem. Et rundt telt. De havde en specialitet: Gæret hoppemælk. Den hang i en læderpose på væggen, og alle der gik forbi gav den lige et puf. Så hoppe-mælken kunne bevæge sig, mens den gærede. Når den var færdiggæret, blev den hældt på store blå olie- og fisketønder. Man tog så en skål på en liters penge fra tønden. Femoghalvfjerds øre. Det smagte ikke særlig godt, nærmest som sur kærnemælk. Jeg har aldrig kunnet fordrage kærnemælk. Men jeg tvang mig til at vænne mig til det. Og det lykkedes. Nastovia.

"Zhongguo - wo ai ni", betyder: Kina, jeg elsker dig. Og det gør jeg. Jeg elsker Kina. Jeg har jo fået den mærkelige idé, at jeg vil se hele verden, før jeg dør. Hvis jeg dør.

Derfor har jeg ikke tid til at tage tilbage til et land, jeg har været i. Men Kina. Da jeg var her sidste år sagde jeg, for første gang i mange år. "Kina, jeg kommer tilbage". Og det løfte har jeg nu holdt. Jeg var dårligt kommet over grænsen til Kina, landet i midten, før folk begyndte at råbe efter mig. Ni hao, how are you, spise her eller med hjem. Det var ligesom at komme hjem efter de store dybe oplevelser i Rusland, Sibirien og Mongoliet. Stenansigternes land.

Men hvordan hænger det nu egentlig sammen? Man kan godt forstå, at man i det nordlige Asien, altså Sibirien, Rusland og Mongoliet, har stenansigter. Men også Kasakhstan og Finland skal passe lidt på, at ikke stenmanden kommer efter dem. Det tidligere Sovjetunionen har lidt under et kommunistisk diktatur i næsten 80 år. Hvor ingen turde sige, hvad de mente, og hvor man slet ikke turde vise følelser for noget som helst. Alle var mistænksomme mod andre. Udover det er de fleste ludfattige, og vejret er endnu værre end her i Lorte-Danmark. Ingen sol, ingen blomster. Det bliver eddermame koldt om natten, når solen går ned og jeg havde kun sommertøj med.

Men hvad så med Kina? Her er de da også ludfattige, de fleste. De har endda stadig et kommunistisk diktatur. Eller er det nu et højrediktatur? De har i hvert fald ikke helt forstået den der med menneskerettighederne. Men de har et bedre klima. Det kan godt nok blive koldt om vinteren i det nordlige Kina, men Kina strækker sig jo helt ned til Vietnam. Så de har meget mere sol. Og så har kineserne noget udefinerligt. Kinesere smiler altid. Både når de er glade, og når de er sure. Man smiler for at lade som om alt er ok. Hvis man bliver genert skrupgriner man. Jo værre det hele er, jo mere griner man. Ho, ho, ho. Man skulle tro, de havde røget et eller andet spændende. De ryger jo meget. Stort set alle kinesere ryger. Og de drikker. Jeg ved ikke rigtigt, hvad det er de putter i, men cigaretterne smager som lynkinesere og vodkaen smager som aftershave. Nu er det jo svært at læse kinesisk, så måske er det mig, der bare køber det forkerte, fordi jeg er så pissenærig. Hvem ved, måske er det virkelig lynkinesere og aftershave. Men jeg elsker Kina. I can't help it.

The Great Wall – og en køn kineserpige med det klassiske kinasmil.

Silkevejen, eller silkevejene, for der en nemlig flere forskellige, udgik alle fra Xi'an eller Ch'ang, som byen hed dengang. Det var silke, det drejede sig om. Pludselig var der dukket et mærkeligt nyt stof op på markedet i Venedig, eller Venezia, som byen hed dengang. Kinesisk silke.

I over tusinde år var Silkevejene hovedfærdselsåren mellem Kina og resten af verden. Transportmidlet var æsler, yakokser og kameler. Turen gik gennem dale og bjergpas, over ørken, steppe og sneklædte bjerge. Og gennem ødemark, hvor der var opsat røde og grønne flag, så man ikke farede vild, når sandvejen var forsvundet på grund af sand- eller snestorm. Det var meget få, der gik hele vejen fra Xi'an til Venedig. De fleste gik et stykke af vejen og fik så byttet de ting, de medbragte, med varer fra de nye riger. Men i hvert fald en mand gjorde det. Marco Polo. Fra Venezia sejlede han til Syrien. Derfra gik det via Tabris til Mashad og via Afghanistan til Bukhara, Samarkand Tasjkent Bishkek, Kasgar, Urumqi og Xi'an.

Hvis man virkelig vil "do the Silk road" fra Venedig til Xi'an, så skal det tilrettelægges. Eller også skal man have ubegrænset tid. Og penge. For udover meget uro i områderne, der berører Silkevejen, er der de irriterende visa, og især de lande, der forlanger invitationer, forøger ventetid og lænser pengepungen. Men det kan helt bestemt lade sig gøre. Måske engang imellem med lidt hjælp fra et rejsebureau.

Jeg har drømt om den Silkevej i årevis, men det blev altid til bare en lille bid af denne enormt lange vej. Denne gang startede jeg i Beijing. Så The Great Wall. Derfra rejste jeg til Xi'an og kikkede på Terra-cotta-soldaterne. Lige uden for bymuren i Xi'an lå en plads med skulpturer af kamelkaravaner. Denne plads påstås at være begyndelsesstedet til Silkevejen. Her lå samlingscentralen for varer, blandt andet silke, der skulle vestpå. Her ventede alle kamelerne og æslerne og yakokserne på at blive lastet. Herfra udgik al forbindelsen mellem Kina og Venezia. Jeg blev næsten helt religiøs, da jeg læste skiltet – "Startpoint of the Silk road". Jeg lagde mig ned og kyssede jorden. Halleluja!

Alle vil til Xi’an og alle skal af sted igen et par dage senere. Det er svært at få fat i en togbillet både til og fra Xi’an. Sidste år var der ti dages ventetid på en hard sleeper til Shanghai. Så jeg måtte tage en hard seat. I år hang jeg fast tre dage længere end forventet. Ingen hard seat denne gang. Jeg skulle til Urumqi hele ude vestpå i Kina. Faktisk er Urumqi den by i hele verden der ligger længst fra havet. Tre dages togrejse med køjeseng på anden klasse. Jeg var stadig ikke blevet træt af togrejser. Man kan ryge. Og der er restaurations vogn hvor man møder medpassagererne. Det er næsten lige som at være på værtshus i tre dage. Og kan man bare gå ind og knalde brikker når man har spist eller måske fået for mange voortkaer. Hard seat er bestemt også en enorm oplevelse, men tre dage er vist lige i overkanten.

Det var fuldmåne. Der var fuldmåneparty på Xi’an Youth Hostel. Vi spiste mooncake og drak grøn moon the. TV var tilstede. De ville lave en reportage om fuldmåneparty og ville naturligvis også filme lang næserne når vi forsøgte at deltage i festlighederne. Jeg vandt en billet til øl i natklubben senere, ved at oplæse et digt på kinesisk. Det var skrevet på kinesisk, men med ”pinyin” bogstaver. Så det var jo bare lige at læse op ligesom fra en frasebog. Men hold da kæft hvor de grinede. Kineserne. TV holdet var ved at tabe kameraet og vi måtte tage det om tre gange. Sidste gang ku jeg ikke holde masken mere og vi døde allesammen af grin.

Xian: Starten på Silkevejen

Da jeg havde sat mig ned igen kom receptionisten pludselig hen til vores bord med en pengekat i hånden. Er det ikke din, spurgte hun. Nej da, svarede jeg. Min pengekat har jeg jo inde på maven. Den tager jeg aldrig af. Jeg sover med den om natten. Så den skal jeg slås ned for at miste. Jeg mærkede lige efter. Bum. Den var der ikke, vi lukkede pengekatten op og der lå mit pas. Fuck. Hun fortalte at en kineser, som kendte mig og kaldte mig bedstefar, havde indleveret den i receptionen. Intet manglede. Alt var der. Mit pas, min retur flybillet fra Moskva, mit gule vaccinations kort, mit visakort mine Memorycard med alle mine fotos, mit nikotin tyggegummi til emergency. Og alle mine rejsechecks og kontanter.

Jeg sad helt stille ligesom i chok. Jeg havde hængt den på en knage inde i shoverrummet lige hvor jeg dushede. Lige foran mine øjne. Da jeg gik ud og klædte mig på, kunne jeg jo ikke se pengekatten og glemte den. Altså hvad kan man lære af det. Man skal putte katten ned i bukselommen og tage bukserne med i bad. Og så kan man lære, at der stadig findes ærlige mennesker i verden. Kineseren hed Ku. Han var studerende i en anden by og havde ferie. Den brugte han til at besøge et par venner i Xi’an og bo på et internationalt Youth Hostel for at praktisere engelsk. Så han var bestemt ikke rig. Jeg sad og tænkte på hvordan jeg kunne takke ham. Penge er jo en svær måde. Så jeg inviterede ham på dinner. Det ville han meget gerne, men han kunne ikke forstå hvorfor jeg ville betale. Ja men det er jo fordi jeg er så glad for at du fandt min pengekat. Ja, men det er da bare helt naturligt at aflevere noget man finder. Ikke sandt. Jeg tog en halv kylling med pommes frites, mens han bare ville have en skål med nudelsuppe. Kinesere er glade og nøjsomme folk, og så er de ærlige. Jeg elsker Kina.

Toget til Urumqi fulgte simpelthen Silkevejen. Gennem ørken, over steppe, i bjerge og dale, langs jord og mudderveje og engang imellem asfalteret veje et kort stykke. Der var flere lastbiler end kameler. Det er stadig silkevejen. Det er bare andre ting der bliver transporteret i dag. I Urumqi fik jeg mit visum til Kasakhstan. Jeg havde mødt en fransk pige i toget og vi tog sammen op på ambassaden for at søge visa til Kasakhstan. Først skal man betale ti yuan i entrance for at komme ind på ambassaden. Her skal man udfylde den normale blanket og aflevere den med et foto. Do you want transit or Tourist visa, spurgte Kasakhstaneren med et alvorligt stenansigt. Jeg vil godt vide hvor længe et transit visa gælder, spurgte Nicole. Do you want transit or Tourist visa, spurgte han igen. Jamen hvor længe gælder et transitvisa gentog hun. Jeg stoppede hende og sagde, two tourist visa please. På hotellet havde de fortalt om en englænder der osse havde haft for mange spørgsmål, som til sidst havde fået svaret. For you no visa. Da jeg fortalte hende det forstod hun hvorfor jeg pludselig overtog kommandoen.

Og så var der jo osse det, at hun var kvinde og meget yngre end mig og ikke havde tørklæde på. Folk her er muslimer. Så man skal ikke provokere for meget. Det er dem der har magten. When in Rome - som englænderne siger.

Kashgar

Min plan var nu at tage toget til Kasgar. Få lavet et visum til Kyrgyzstan og så tage med bus over bjergpasset fra Kasgar til Bishkek. Men nej. For det første var der ingen Kyrgyzstan konsulat i byen og man kunne ikke som Guide bogen ellers sagde, komme ind uden visa og blive der i tre dage, før man skulle registrere sig. Og jeg behøvede jo bare tre dage i Bishkek og så videre til Almaty lige over grænsen til Kasakhstan.

Men nej. Og så fik jeg faktisk at vide senere at passet faktisk var lukket den første oktober og jeg var der den tiende. Well, for ikke at skulle tilbage til Urumqi. Jeg vil fremad, ikke tilbage. Tog jeg en hard sleeper til Kuqa og efter et par dage, en sovebus til Yining ved grænsen til Kasakhstan Nu var jeg sku’ ved at være træt af toge og busser, så jeg besluttede mig til at lifte op igennem Kasakhstan mod Sibirien.

Efter paskontrollen gik jeg rundt på parkerings pladsen og kikkede efter emner. Måske en lastbil, helst med en europæer jeg kunne snakke med. Pludselig hørte jeg en fyr tale amerikansk. Det var en høj ung fyr som stod ved en Chevrolet 4wd og snakkede med en kinesisk tolder. Ni hao – Hello, sagde jeg til ham. Where are you from. Han hed Martin og var fra Alaska. Han havde efterladt bilen her på grænsen for en måned siden, da han kom fra Kasakhstan og ikke kunne få den ind i Kina. Han var så fløjet til Taiwan hvor han var i gang med et stort skulptur projekt sammen med et par finske arkitekter. Nu var han kommet tilbage fra Taiwan, for at køre bilen tilbage til Helsinki, hvor de var kommet fra med.. Kan jeg få et lift mod Almaty, spurgte jeg. Of Course, svarede han, jeg har bare et problem med tolderne. De vil have halvtreds yuan per dag, for hver dag billen har stået her. Tohundrede dollar. Han havde kun hundrede dollar på sig, lige nok til diesel, til at komme til Almaty, hvor han ville få sendt penge gennem western Union. Han tilbød sit digital kamera som betaling, men det ville de tre toldere ikke have. Dollar, sagde de, to hundrede dollar. Vi går hjem om en time og kommer først tilbage mandag. Det var lørdag. Jeg tilbød Martin at låne pengene af mig. Thank you, you saved my ass, sagde han og vi blev venner for livet.

Kazakstan: Vi overnattede to gange midt i "no where" blandt vilde kameler

Det blev midnat før vi nåede Almaty. Vi besluttede at sove i bilen. Der var langt til mandag hvor ambassaden åbnede. Så vi fortsatte mod nord, mod den nye hovedstad Astana. Der er 1500 kilometer gennem ørkenen op til Astana. Vi overnattede to gange i ørkenen, midt i ”no where” blandt vilde kameler som var så nysgerrig at de kom hen og kikkede ind af vinduerne når vi sov. Martin var 34 år, to meter høj på nær en centimeter og brugte nummer ni og fyrre i sko. Han var uddannet svejser, men var ved siden af en dygtig skulptør. Han lavede jern skulpturer.

Han blev pludselig berømt i Alaska efter en udstilling. Han blev en slags Alaskas Robert Jacobsen. På denne udstilling mødte han to finske arkitekter, som tilbød ham samarbejde. De havde store fonde i ryggen, som sponserede deres udstillinger. Martin tog med dem til København og lave nogle modeller i jern af Projekt Københavns havn. Han boede i tre uger på triangelen. To hundrede meter fra Kirsteinsgade. Verden er lille engang i mellem. Mens han boede i København ringede hans kone pludselig fra Alaska og bad om skilsmisse. Hun var blevet forelsket i hans bedste ven. Martins to finske venner kunne godt se han hang lidt med skuffen og tilbød ham efter København, at rejse med til Finland og blive deres partner. Nu skinnede solen igen. Martin oplevede de danske piger ved Sortedamssøen. Nu var det der med konen forsvundet. I dag var den første dag i hans nye liv. Et liv i frihed. Hvorfor gøre en pige ulykkelig, når man kan gøre tusinde lykkelige. Efter ti måneder i Finland med mange udstillinger fik de nu en opgave på Taiwan. De fik sponsoreret en Chevrolet 4 wd en motorcykel og nogle filmkameraer, mod at optage rejsen gennem Rusland, Sibirien, Kasakhstan og Kina til Hongkong, hvor de ville få sejlet bilen over til Taiwan.

De nåede bare aldrig så langt. Da de kom til grænsen fra Kasakhstan til Kina, gik alt i stykker. Kineserne sagde nej. De kunne ikke få lov at køre igennem Kina. Resultatet blev at de efterlod bilen på grænsen under opsyn af toldmyndighederne. Så fløj de via Hongkong til Taiwan og gik i gang med at lave en udstilling om rejsen. Men den skide bil stod jo helt alene på grænsen mellem Kina og Kasakhstan, så da Martin var færdig med hans arbejde, blev han sendt af sted med fly til Kina for at køre bilen tilbage til Helsinki. Det var her jeg mødte ham og da han hørte jeg skulle til Moskva, tilbød han at tage mig med hele vejen. Han ville komme igennem Moskva på vej til Helsinki. Det sagde jeg ja til, under forudsætning at vi var der et par dage før den tredve, datoen på min flybillet og også dagen datoen hvor mit visum udløb. Der var stadig tretten dage tilbage, så der var jo masser af tid.

Vi nåede hovedstaden Astana tirsdag morgen og kørte straks til den russiske ambassade. Martin skulle have visum til Rusland. Vi stillede os i køen, men kl. tolv blev porten låst. Ikke flere ind den dag. Jeg havde dobbelt entrance og flybillet fra Moskva, så mine papirer var i orden. Men Martin skulle have Visa til Rusland og det er jo lidt kompliceret. Man skal have en invitation. Vi fandt to rejsebureauer og bad om hjælp. Men nej, turist og transit visa, det havde de slet ikke tjek på. De kunne skaffe et business visa på godt en uges tid. Men det kunne vi jo ikke bruge til noget. Martin havde lovet at køre bilen til Helsinki og flyve tilbage til Taiwan så hurtigt som muligt. Men jeg havde jo fast deadline. Der var stadig ti dage til flyet fra Moskva. Vi forsøgte Internettet og fandt et russisk rejsebureau i Moskva, der for fem og fyrre dollar, betalt med visakort, ville maile en invitation. Martin havde ingen visakort, men det havde jeg, så jeg måtte igen hjælpe til. You saved my ass again, sagde Martin. Han havde to tusinde dollar i kontanter, men ingen visakort. En time senere kom mailen med invitationen. Vi fik den printet ud, og håbede på det bedste.

Næste morgen stod Martin tidligt op og tog af sted til ambassaden. Mens jeg pakkede og tjekkede ud. Han kom tilbage en time senere. Han kunne ikke finde sine pas billeder. Jeg tog med ham for at finde en fotoautomat. Der var sgu’ ingen fotoautomater. Vi besluttede at gennemrode bilen en gang til. Og bum, jeg fandt sørme billederne i en mappe Martin havde kikket i flere gange. Af sted til ambassaden. Da vi nåede frem kunne vi læse på et skilt, at ambassaden var lukket onsdag. Samme aften kom der fire kasakhstanske businessmen til jernbanehotellet hvor vi boede. De havde et par feriedage og nu skulle der drikkes. Vi drak med og havde en rigtig kosak aften, der var bare det at vi først vågnede klokken ti næste morgen. Igen for sent til at komme ind på ambassaden. Fredag morgen stod vi så rigtig tidligt op og kom en time før ambassaden åbnede. Jeps. Invitationen blev godkendt. Et hundrede og tyve dollar og visaet ville være klar mandag eftermiddag.

Vi blev efterhånden venner med vagterne på den russiske ambassade i Astana, så ofte som vi kom der.

Ambassade manden kikket på alle papirerne til bilen. Da han så Martins kørekort, opdagede han at det var udløbet i februar måned. Det anede Martin ikke. Not my problem, sagde han, men du kan godt risikere problemer på checkposterne i Rusland. Vi tjekkede ind på jernbanehotellet igen, igen. Da vi fortalte at mandag var det helt sikkert med visaet, sagde de, ja men mandag en national holyday i Kasakhstan. Alt er lukket. Åh, nej. Lad os håbe det ikke gjaldt Rusland og deres ambassade. Og lad os håbe Martins kørekort ikke giver problemer.

Mandag tjekkede vi ud igen og kl. seksten fik vi så det eftertragtede visa. Vi kørte med det samme og nåede grænsen til Rusland klokken to om natten. Det lykkedes efter tre timer og lidt bestikkelse at komme ud af Kasakhstan og ind i Rusland. Vi havde glemt at registrere os i Kasakhstan. Og det skal man hvis man bliver der over fem dage. Vi havde på grund af visa problemer været der i 7 dage. Det kom til at koste tre cd’er fra Martins pladesamling, plus tredive dollar, for at komme ind i Rusland. Forsikring på motorcyklen i bagagerummet. Uden kvittering, ligesom på den kinesiske grænse.

Martin som var for lang til bagsædet, sov på forsædet som kunne lægges næsten helt ned. Jeg var nøjagtig lige så lang som bagsædet, heldigvis. Fed soveplads. Fem timer senere fortsatte vi mod Ural bjergene. Landskabet var umådelig trist og ensformigt. Og så var det overskyet og pissekoldt. Vi kørte og kørte og kørte, mens Martin stirrede tomt ud i luften. Men der var mange små glæder. Der lå over hundrede cd’er i bilen. Martins ynglings sanger var Jonny Cash. Det er osse en af mine, så den cd, i øvrigt den sidste han indspillede lige før han døde sidste år, den kørte konstant. Og så kunne jeg jo lige-så-godt snuppe mig en lille en, når nu jeg bare skulle sidde og sidde. Så det gjorde jeg, hele vejen. Der er zero tolerance med sprutkørsel i alle tidligere sovjetstater, så Martin røg bare nogle smøger og spiste noget chokolade. Mens jeg tjekkede forskellen på kasakhstansk og russisk vodka.

Moskva er hermed kåret som en af verdens smukkeste hovedstæder.

Det blev koldere og koldere. Jeg tror ikke de er så forfærdelige høje, Uralbjergene der skiller Europa fra Asien, men det var nat og det var koldt og det sneede. På toppen, gav vi op. Det var for farligt at køre videre. Vi overnattede i bilen og næste morgen så det hele slet ikke så svært ud endda. Jeg ville nok have betakket mig for at køre, men Martin der bor i Finland og kommer fra Alaska, var vant til sne. Så kan pløjede sig bare gennem med fuld fart. Nu var det jo heller ikke en Lada, som de fleste andre private biler. Nedturen varede en time, så var vi tilbage på steppen. Et par gange om dagen stoppede vi på en af de små lastbil-chauffør-cafeer og spiste lidt Borch, sammen med de andre chauffører. Dobre den, kak dela. Vi øvede os i russisk mens vi kørte, så når vi stoppede vidste vi nøjagtig hvad vi ville bestille. På russisk. Problemet var bare at de ikke altid havde det vi bad om. Så kom spisekortet frem På russisk. Så kikkede vi lidt på priserne og pegede bare på et eller andet. En gang var Martin sikker på at han bestilte spejlæg og pølser. Han fik suppe og gulerodssalat.

Sent fredag aften, 8 timer før mit fly gik og mit visa udløb, kørte vi ind i Moskva. Jeg var der for to måneder siden og vidste hvor der lå et Youth Hostel. Men jeg kunne kun finde det fra Metrostationen. Men vi var i bil og Moskva er en stor by. Det tog os over tre timer at finde den metrostation som hotellet lå i nærheden af. Til gengæld fik jeg set Moskva by night. Et utroligt smukt syn. Kreml og alle de smukke russisk katolske kirker var oplyst af projektører. Jeg kårer hermed Moskva til Verdens smukkeste hovedstad. Vi fik et velfortjent bad og sov i en rigtig seng. Og vi delte en flaske voortka. Denne gang var Martin med. Næste morgen ved daggry stak Martin videre mod Helsinki og jeg tog flyet tilbage til Wonderful Copenhagen.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside