Tekst: Arne Runge, Fotos: Arne Runge og Jakob Øster
Der er mange slyngelstater i verden, rigtig mange, men hvis vi ikke skal dømme landene på deres regering og politik, så bliver det pludselig svært. For er der overhovedet nogen lande, hvor det er befolkningen, der er slynglerne? Normalt ville jeg sige nej. Men jeg havde engang en oplevelse i Botswana, der fik mig til at kalde landet for en fucking slyngelstat. Det var tiden, hvor der stadig var apartheid, så de kunne ikke lide hvide mennesker i Botswana, men alligevel, prøv lige at høre, hvad der skete i Botswana på min tre-måneders Afrika-rundrejse i 1992.
Toget fra Bulawayo i Zimbabwe mod Gaborone, hovedstaden i Botswana, afgik præcis klokken tretten tredive. Vi havde kun betalt for anden klasse, men var så heldige at få tildelt en første-klasses-kupe. Der var for mange, der havde købt billet til anden klasse, og derfor skulle et par stykker flyttes gratis hen på første, og det blev så os, mig og min lillebror Preben. Sikkert på grund af hudfarven. Der var nemlig en slags omvendt racisme i Afrika. Som hvid blev man for det meste behandlet med den største respekt. Og ved siden af var afrikanere uhyre venlige mod gæster. Så det kom helt bag på os, at vi blev så dårligt behandlet i Botswana, som vi blev. Well, her sad vi så, rene og nyvaskede i en førsteklasses to-mands-kupe, med håndvask, et lille skrivebord med lampe, aircondition, spejl, medicinskab, knager til at hænge vores tøj på og lås i døren. Vi havde det som blommen i tredive æg, men glæden varede ikke så længe.
Det bankede på døren, og udenfor stod der en tjener med en vogn fyldt med spise- og drikkevarer og spurgte, om vi havde lyst til at nyde noget. Det havde vi bestemt. Vi bestilte et par sandwich og to kopper kaffe og spurgte samtidig høfligt, om vi kunne betale i amerikanske dollar, hvad vi var sikre på, vi kunne, men høflighed koster jo ingenting. Men der tog vi grueligt fejl. Han modtog kun Pula, botswanianske penge. Vi måtte pænt aflevere vores sandwich og kaffen. Bare jeg dog havde nået at tage en bid af sandwichen og en tår af kaffen, tænkte jeg, så kunne han vel dårligt have afslået at tage imod dollar. Men der var vand i hanen på håndvasken, og vi havde smøger i lommen, så vi var ikke helt lost.
Da vi passerede grænsen til Botswana, kom paspolitiet og tolderne rundt i toget. Vi viste vores pas og sagde, at vi ikke havde noget at fortolde. ”Hvor skal I bo i Gaborone”, blev vi spurgt. Det vidste vi ikke, vi havde jo aldrig været der før. ”Der skal stå en adresse på indrejsepapirerne”, svarede pasbetjenten alvorligt. ”Vi skal bo på et Youth Hostel”, prøvede jeg. ”Hvad er et Youth Hostel?”, spurgte han. ”Det er et slags billigt hotel”, svarede jeg. ”Der findes ingen billige hoteller i Botswana”, svarede han, meget uvenligt. Så var linjen jo ligesom lagt. Han skrev Hotel Gaborone på sedlen, og gik videre uden at sige et ord mere.
Der var vildt gang i den på anden og tredje klasse, og jeg gik ind og prøvede på at deltage lidt i festlighederne. ”Hej”, sagde jeg til den første jeg mødte, ”findes der en restaurant eller en kiosk?”. Jeg fik at vide, at der lå både en kiosk og en bar længere fremme i toget. Jeg prøvede først kiosken og derefter baren, med samme resultat, de tog kun imod pula. Så prøvede jeg at spørge vores medpassagerer, om der var en eller anden, der kunne veksle en dollar eller to. Det var der ingen, der havde lyst til. I de andre lande, vi hidtil havde besøgt på vores Afrikarejse, havde folk været ualmindeligt flinke og hjælpsomme, og alle havde været endog meget interesseret i at veksle dollar. Så her sad vi på første-klasse i vores luksus-kupe og drak vand og røvekedede os, mens resten af togets passagerer festede. Øv!
Klokken fem næste morgen vågnede vi, dødsultne og kaffetørstige. Uden for vores kupé kunne vi lugte frisklavet kaffe. Vi kom til at grine, mens vi sad og drak vand. ”Det her er lige som at være i spjældet”, sagde Preben, der mangler kun brødet. Nu var det efterhånden svært at se det sjove i situationen. ”Bare vi snart er fremme”, sagde jeg for at stoppe hans madsnak. ”Det er ikke sikkert, at det hjælper meget”, sagde Preben, ”det er lørdag i dag, så bankerne har garanteret lukket”. ”Åh nej, sagde jeg” og tabte fuldstændigt modet.
Klokken ni stoppede toget i Gaborone. Vi tog rygsækkene på og skyndte os ud for at finde en bank. ”Undskyld, Mister”, spurgte jeg den første mand jeg mødte, men han svarede mig slet ikke, kikkede blot lige ud og gik videre. Det gentog sig flere gange. Hvor var folk dog sure her i landet. Vi følte os bestemt ikke særligt velkomne.
Endelig fandt vi en bank der var åben. Gu'ske lov. Vi vekslede nogle dollars og skyndte os hen på den nærmeste cafe for at få noget morgenmad og en kop kaffe. Vi fik et spisekort hver. ”Har du set priserne”, spurgte jeg Preben. ”Ja, det kan du tro jeg har”, svarede han, ”hold da kæft, hvor er her dyrt”. ”Skal vi finde et andet sted?”. ”Nej, koste hvad det koste vil, sagde jeg, nu skal vi fan'me have noget at spise”.
Vi brugte en mindre formue på morgenmaden, som ikke engang smagte godt. Men vi blev da mætte. Bagefter gik vi en tur rundt i byen. Da vi havde set lidt på priserne, fandt vi ud af, at det var lige dyrt alle vegne. Og folk var ikke til at komme i kontakt med. Alle syntes at have nok i sig selv. Vi blev enige om, at her i landet ville vi slet ikke være, så vi gik hen til busstationen for at høre, hvornår der gik en bus sydpå til grænsen til Sydafrika. Det gjorde der et par timer senere. Vi købte to billetter og satte os til at vente i det trods alt dejlige solskinsvejr. Om nogle timer ville vi være på vej væk fra det her forrykte land. ”Goodbye Botswana, og jeres forpulede pula. Hasta la nunca”.
Sent på eftermiddagen, lørdag, ankom vi til grænsen til Sydafrika. ”De forlader nu Botswana”, stod der på et stort skilt. Og det gjorde vi så. Heldigvis. Udrejsepapirerne var hurtigt udfyldt og så igennem ingenmandsland. Der var vel omkring en kilometer at spadsere. Vi gik som to soldater. En to, en to, mens vi sang: "Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træer". Vi var helt opstemte, da vi gik ind til pas-politiet på den sydafrikanske del af grænsen.
”Good afternoon”, sagde den smukke unge kvindelige pasbetjent, smilende. ”Welcome to South Africa”. ”Mange tak”, sagde vi og smilede tilbage. Hun bladede vores pas igennem, og så kom chokket. ”I har ingen visa”, sagde hun. ”Skal man have visum, når man kommer fra Danmark”, spurgte vi forskrækket, ”kan man så ikke bare købe et?”. ”Jo”, sagde hun, ”det kan man sagtens, bare ikke her”. ”I er nødt til at tage tilbage til Gaborone. Der ligger en sydafrikansk ambassade, der udsteder visa”. ”Hva' med Uffemanden”, sagde jeg, ”han har jo lige været hernede og lavet gode forhold til præsident de Clerk, jeg har selv set det på fjernsynet”. ”De stod og kyssede hinanden, mens de lovede at samarbejde”. Vi lignede to masaier, da vi langsomt spadserede tilbage til Botswanas grænsepost, vores ører hang helt nede på skulderen.
Det var blevet mørkt, og vi i havde allerede indstillet os på at skulle sove i bushen den nat, da en flot Toyota limousine kom kørende. Han stoppede, åbnede døren og gjorde tegn til, at vi skulle stige ind. Humøret steg et par grader. Joseph Matsheng hed vores redningsmand, og han skulle til Gaborone. Det var ikke kun for at være flink, at han tog os med, han havde også et problem. Hans bil var ved at løbe tør for benzin, og han havde ingen kontanter på sig, fortalte han, så hvis vi havde nogle pula til et par liter benzin, var situationen reddet for os alle tre. Preben havde gu'ske lov stadig en tyve-pula-seddel og betalte de tolv pula for benzinen.
Køreturen tog fire timer, så vi fik en ordentlig sludder undervejs. Han fortalte den ene fantastiske historie efter den anden. Blandt andet fortalte han om en bestemt stamme, der blev holdt som kvæg, eller måske nærmere som slaver. De havde aldrig gået i skole og kunne hverken læse eller skrive, så de kendte intet til deres rettigheder. De troede simpelt hen, at de var født til det liv, og det var der andre stammer, der levede højt på. Regeringen forsøgte at tvinge dem til at gå i skole, men stammen forstod ikke, at det var for at hjælpe dem, så de flygtede over hals og hoved, så snart en regeringsansat nærmede sig deres samfund.
Botswana blev en selvstændig stat i 1966. Før den tid var landet et engelsk protektorat, styret fra Sydafrika. Landets grænser var blevet sat af englænderne, uden hensyntagen til de forskellige stammer i landet. Så derfor var de fire stammer, som landet består af, blevet skilt og levede på begge sider af grænsen. Mr. Matsheng havde således halvdelen af sin familie boende i Sydafrika. Mr. Matsheng kendte et baptisthus, Lolwapa Lodge, som lejede værelser ud, og kørte os derhen. ”Jeg ved ikke, hvad det koster”, sagde han, ”men selv om det er dyrt, så tag det endeligt”. ”The hotel prices will kill you”.
Det kostede hundrede og tredive pula, godt fire hundrede kroner, det var fan'me dyrt, men hoteller var meget dyre, havde Mr. Matsheng fortalt, og udenfor var det regntid, så vi blev nok nødt til at bide i det sure æble og tage imod tilbuddet. Vi fortalte, at vi kun havde amerikanske dollars og fik lov til at vente med at betale, til vi havde været i banken næste morgen.
Det var søndag. Alle forretninger var lukket. I de andre afrikanske lande vi havde besøgt, lukkede forretningerne ikke, fordi det var søndag. Men Botswana havde åbenbart et velstandsproblem ligesom Danmark. Gud, hvor kunne sådan en søndag være kedelig. Gaderne var mennesketomme. Men dagen skulle jo slås ihjel. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle komme ud for en dag, der skulle slås ihjel, når jeg var ude at rejse. Normalt var hver eneste dag så spændingsfyldt, at man sprang ud af sengen, når man vågnede for at se, hvad den nye dag indeholdt af glæder og oplevelser. Men en søndag i Botswana lignede en af de arbejdsløses søndage i København, som John Mogensen sang om. Trist. Vi fandt en Kentucky Fried Chicken, der var åben. Her satte vi os ind og myrdede et par timer. Vores våben var otte pula, som svarede til 24 danske kroner. Vi skulle faktisk ikke "bare" myrde et par timer, vi håbede også på, at en løsning på vores overnatningsproblem ville dukke op. Der var kun sorte mennesker herinde og næsten bare unge mennesker, ligesom på en burgerbar et hvilket som helst sted i Danmark. De havde alle nok i sig selv, sad to og to og nød deres burgere, pommes frites og coca colaer.
De næste par timer gik vi rundt i byen på må og få og kiggede efter et sted at overnatte. Vi satte os på en bænk lige uden for en biograf og blev enige om, at her var det rimeligt sikkert at sidde og sove i nat. Hvis det viste sig at være ulovligt, og politiet eller nogle vagtmænd skulle jage os væk, kunne vi bare sige, at vi var på vej hjem til Lolwapa Lodge og begynde at gå derud af. Vi kunne så bare gå hele natten og lade som om, vi var på vej hjem. Hellere dét end at betale fire hundrede kroner for at sove. Vi skulle helst være på ambassaden præcis klokken otte, når den åbnede, og håbede stadig på at kunne få vores visa samme dag.
Klokken 23 lukkede biografen. Folk gik hurtigt hver til sit, men en gruppe på fire unge mennesker blev stående og snakkede. Der var kun nogle få meter hen til vores bænk, og pludselig gik det op for mig, at de talte dansk. Jeg skyndte mig hen til dem og fortalte, at vi osse var fra Danmark og om vores overnatningsproblem. Det viste sig, at de boede i Botswana og arbejdede for Danida.
Ejnar og Karen Marie var ulandsfrivillige og reddede os fra at skulle sove på en bænk, da de tilbød os at overnatte i Danidas gæstehus i Gaborone.
”Vi har et gæstehus, hvor vi ulandsfrivillige kan overnatte, når vi er i Gaborone”, fortalte de. ”Det koster fire og tyve pula per nat”, så hvis vi havde lyst, og det havde vi bestemt, kunne vi godt overnatte der. Vi fortalte dem, at vi kun havde amerikanske dollar, men at vi ville gå i banken og på ambassaden, når de åbnede i morgen tidligt, og så komme ind på deres kontor i Gaborone og betale for overnatningen. Det var helt i orden, sagde de, og hvis der ville gå nogle dage med vores visa, kunne vi bare blive boende i gæstehuset.
Næste morgen, præcis klokken otte, trådte vi ind på den sydafrikanske ambassade. ”Good morning”, sagde vi og fortalte, at vi ønskede at få udstedt to visa til Sydafrika. Vi fik et par blanketter, som vi udfyldte og afleverede sammen med vores pas og spurgte samtidig, om det var muligt at få vores visa allerede i dag. ”Vi skal normalt bruge 48 timer til at udstede visa, men prøv at komme op lige før vi lukker klokken tretten, så skal jeg se, hvad jeg kan gøre”, sagde damen, og sendte os et stort smil. Vi fløjtede begge to hele vejen hen til banken. Vi havde fået vores gode humør tilbage. I banken vekslede vi nogle dollar til pula, og bagefter gik vi hen til kontoret for 'Danish Volunteer Service' på Mengwe Close og betalte de 48 pula for overnatningen.
Derefter spadserede ud til Lolwapa lodge, betale vores regning og hentede vores rygsække. Og klokken tretten præcis var vi tilbage på ambassaden, hvor passene lå klar. Vi fortsatte hen til busstationen, købte to billetter til grænsebyen Ramatlabama og var for anden gang på vej til den Sydafrikanske grænse, og denne gang havde vi visa. Vi gik ind til grænsevagten, som straks genkendte os. Vi fortalte, at vi havde fået vores visa, og udfyldte nye udrejsepapirer, og han ønskede os god rejse. Denne gang sang vi ikke, da vi marcherede igennem ingenmandsland. Vi havde godt nok visa, men på en eller anden måde var vi stadig usikre på, om alt nu var helt i orden. Det var det gu'ske lov. Vi fik vores pas stemplet, og et øjeblik efter var vi i Sydafrika. ”Goodbye Botswana og jeres forpulede pula'er og Hasta la nunca”.
