Tilbage til De Berejstes hjemmeside

            Dårlig mave i Marokko
- eller bremsespor i underbukserne

Arne Runge



Jeg fik engang dårlig mave i Tanger. Rigtig dårlig mave, du ved. Det kom til at koste mig et par helt nye Calvin Klein underbukser. Havde det været et par af mine gamle underdrenge, det var gået ud over, var de havnet i skraldespanden med det samme. De så virkelig fæle ud. Øv. Men de var helt nye, jeg havde lige købt dem, og det var et par Calvin Klein til over hundrede kroner. De var modehvide, altså før det gik galt. Jeg kunne ikke nænne at smide dem ud, så de røg ned i posen til resten af vasketøjet. Det endte nu alligevel med at de røg ud, men jeg skulle så grueligt meget igennem først.

Jeg havde regnet med, at det var et møntvaskeri, eller i hvert fald et kilovaskeri, jeg var gået ind på, men det var det desværre ikke. Man betalte en pris for hvert stykke tøj, der skulle vaskes. Ekspedienten, en pæn ældre dame med sort tørklæde, trak én ting ud af posen ad gangen og noterede. Et par sokker tredive øre, en T-shirt halvtreds øre, en skjorte halvfems øre. Der kom flere kunder i butikken, og mens de ventede, stod de og betragtede mine tøjstykker blive trukket ud af posen. Pludselig dukkede Calvin Kleinerne op. Vaskeridamen kikkede alvorligt på dem, så rakte hun dem til mig, med den der mine, du ved nok. Desværre, Monsieurs, sagde hun, dem kan vi desværre ikke tage med. Jeg krøllede dem hurtigt sammen og puttede dem i lommen. Det hele var ret pinligt. Jeg besluttede mig til hurtigst muligt at få dem skyllet op i håndvasken på hotellet. Jeg skulle bare lige have noget at spise.

På restauranten mødte jeg Jookka, en finsk journalist, som fortalte mig, at han aldrig havde prøvet at ryge hverken pot eller hash. Men han ville så forfærdelig gerne prøve, så hvis jeg kunne hjælpe ham med at finde noget, så ville han være mig taknemmelig resten af livet, sagde han.


Jeg skaffede en lille pose pot, som vi gik op og røg på hans hotelværelse. Han blev så glad, så glad, så glad, så glad. Han grinede og grinede og grinede, i flere timer. Ved ottetiden sagde jeg farvel og tak for i aften, held og lykke og alt det der. Jeg skulle med toget til Marrakech klokken tolv. Men ikke tale om, nu havde jeg givet ham et par af de lykkeligste timer i hans liv. Finner er meget følsomme mennesker, så nu insisterede han på at gi’ en afskedsbajer på hans stamcafé. Hva’ fa’en, kan man få øl i Tanger, tænkte jeg, det må jeg alligevel lige se før jeg rejser. Han fortalte mig, hvor caféen lå. Jeg gik hjem og hentede rygsækken, og en time efter mødtes vi på Café Amerika, lige uden for bymuren.

Vi fik et par øl sammen med to marokkanske piger, som sad ved vores bord. Den ene hed Fatima og så ret godt ud. Vi blev straks vildt forelsket i hinanden. Jeg blev forelsket i hendes krop og hun blev forelsket i mit visakort. Så det endte med, at hun tog med til Marrakech. Det gik så stærkt med at nå toget, at Fatima kun havde det tøj med, hun havde på. No problem, sagde jeg, det klarer vi undervejs. Når man både har røget pot og drukket øl, så kan man det hele. Kender du det?

Vi ankom til Marrakech næste morgen og tjekkede straks ind på mit gamle stamhotel, Hotel Essaouira. Jeg smed min rygsæk på dobbeltsengen og satte mig ud på svalegangen med Fatima for at drikke te og ryge pot med de andre rygsæksrejsende. Midt i teen spurgte Fatima, der jo stadig var i festtøj fra aftenen før, om ikke vi kunne købe en joggingdragt til hende? ”Of course”, sagde

jeg, du kan tage en af mine på, hvis du vil skifte nu, så går vi ud og køber en til dig, når vi har drukket teen. De ligger i rygsækken inde på sengen. Fatima gik ind for at skifte, og fem minutter efter sad vi begge i joggingdragt. Hun var nu egentlig kønnere i selskabstøj, men det er en helt anden historie. Lidt senere gik jeg ind på værelset efter en pakke smøger. Fatima havde hældt hele rygsækkens indhold ud på sengen for at finde joggingdragten. Så der lå alt mit tøj, og i midten lå Calvin Kleinerne. Med vrangen udad. Satans osse, tænkte jeg, det var næsten for meget. Jeg skyndte mig at putte dem i lommen, før jeg gik ud til teselskabet igen.

Svalegangen som vi sad på omkransede patioen og var meget bred. I de tre hjørner var der borde og bambusstole, og i det fjerde hjørne var der et vaskehus. Her kunne man selv vaske sit tøj eller betale stuepigen for at vaske det. Men jeg skulle ikke have vasket noget, ikke flere pinlige oplevelser, så da Fatima var på toilettet, skyndte jeg mig over i vaskehuset og smed Calvin Kleinerne i skraldespanden. Endelig. Goodbye, Calvin Klein.

Aftenen forløb fint. Alle backpackerne drak te, røg hash og fortalte røverhistorier, og Fatima nævnte ikke et ord om mine underbukser, så jeg prøvede bare at glemme historien. Hva’ fa’en, alle kan jo få dårlig mave. Da vi sad og spiste morgenmad næste morgen, fik jeg pludselig øje på mine Calvin Kleiner. De hang nyvaskede på tøjsnoren ved siden af vaskehuset. Det er da løgn, tænkte jeg. Men det var det ikke. Det var fan’me dem, Calvin Kleinerne.

Jeg fandt aldrig ud af, hvem der havde vasket dem i nattens mulm og mørke. Måske var det stuepigen, men var det så til mig hun havde vasket dem, eller havde hun tænkt sig at tage dem med hjem til sin mand eller søn, nu de bare lå der og var smidt ud? Eller var det måske Fatima, der var på toilettet flere gange i nattens løb? Og hun vidste jo, desværre, at det var mine. Eller var det måske en af de andre rygsæksrejsende, der havde set, at det var et par ægte Calvin Kleiner og havde scoret dem til sig selv? Eller var det hele bare et fatamorgana, fordi jeg havde røget for meget hash? Jeg lod som om, jeg ikke så dem.


Arne Runge

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside