Tre måneder i muslimsk Sydøstasien

Muslimske lande - ikke så ringe endda

Tekst og foto: Arne Runge

Med rene lange cowboy bukser, langærmet skjorte, nybarberet og med nyklippet hår, gik jeg hen mod paskontrollen. Salaam aleikum, sagde jeg. Wa aleikum salaam, svarede den smukke unge pige med politiuniform og det obligatoriske, efter min mening, ret sexede tørklæde om hovedet. Uden at blinke stemplede hun "14 dages turist visum" i mit pas, og jeg erobrede mit "nye land nummer 74". De to svenskere, jeg rejste med, slap ikke igennem. Måske havde de et forkert stempel i passet, måske var de ikke ordentligt klædt, jeg fik det aldrig at vide. Jeg så dem aldrig mere.

Brunei Darussalam var et strengt muslimsk land. Man havde folk, et hemmeligt islamisk politi, som undersøgte brud på islamisk lov. Embedsmænd gik rundt i gaderne efter mørkets frembrud og så efter ugifte par som enten sad eller stod for tæt på hinanden. At blive taget for denne forbrydelse, kendt som "khalwat" betød store bøder og ofte fængselsstraf.

Salg af alkohol og svinekød var bandlyst, og rygning, som godt nok var legalt, betragtedes som utidigt. Folk som ikke var ordentligt klædt, eller med israelsk eller sydafrikansk stempel i passet, samt mænd med langt hår blev nægtet indrejse i landet. Og, jeg havde nær sagt selvfølgelig, var der dødsstraf for at indføre eller udføre narkotika. Allerede på båden fra Kota Kinabalu, via Pulau Labuan, en skattefri ø i Sabah, indså vi, at Brunei ikke bare var en dårlig vittighed. Der var et skilt der fortalte, at rygning var forbudt og at overtrædelse kostede femtusind dollar i bøde – eller to års fængsel. Så kan man godt holde sig.

Christianias den bedste.......

Jeg begyndte min rejse i Kuala Lumpur, hovedstade i Malaysia, og havde faktisk regnet med en del problemer på denne islamiske ekspedition. Jeg havde tænkt mig at opleve Malaysia, Singapore, Indonesien og Brunei. Problemerne, jeg forventede, var rygeproblemer i Singapore. Man havde fortalt mig, at rygning var bandlyst i dette land, og jeg er storryger. Og senere, ved den tid jeg havde regnet med at ankomme til Brunei med et meget strengt islamiske styre, ville det være ramadan, muslimernes fastemåned. I Malaysia og Indonesien havde jeg ikke forudset problemer.

Men i flyet, lige før ankomsten, fik vi udleveret et indrejsekort vi skulle udfylde, og der stod med meget store røde bogstaver:
VÆR ADVARET – DØDSSTRAF FOR NARKOSMUGLERE I HENHOLD TIL MALAYSISK LOV.

Og her sad jeg med 5 gram Christiania-hash i lommen. Jeg var før blevet stoppet i tolden forskellige steder i verden og fået min bagage undersøgt, men jeg var aldrig blevet kropsvisiteret, så jeg havde ikke forudset problemer med hashen. Men det gjorde jeg nu. Det her, det var en advarsel, der ville noget. Røde advarselslamper blinkede inde i hovedet på mig. Det ville trods være for dumt at løbe denne risiko, efter at være advaret så kraftigt.

Jeg gik ud på toilettet for at droppe tjalden i toiletkummen. Men det var lettere tænkt end gjort. Fem gram af rygeren – den bedste kvalitet fra Christiania..... Resultatet blev at jeg spiste klumpen. Den var for stor til at sluge, så jeg tyggede den. Det smagte ikke godt, næsten ligeså slemt som at spise en cigaret, hvilket jeg osse engang, på grund af rygeforbud, havde prøvet.

Jeg kom igennem tolden uden at blive undersøgt og ærgrede mig lidt over, at ryge-klumpen var væk. Men jeg havde jo gjort det, spist min hash i nødværge, så jeg kunne godt leve med det. Jeg nåede at tjekke ind på et lille kinesisk hotel i centrum af Kuala Lumpur, fik sat min rygsæk og nået ud for at spise aftensmad i det kinesiske kvarter, før virkningen kom.

Det var lidt af en oplevelse, kan jeg fortælle. Jeg anede pludselig ikke, hvor i verden jeg befandt mig. Ingen talte engelsk, og på et tidspunkt troede jeg, at jeg var i Finland. Sikkert fordi jeg havde mødt og talt med et finsk par i flyet. Så i mange timer gik jeg rundt og talte gebrokken finsk. Det var der heller ingen, der forstod, men jeg var heller ikke så god til finsk. Først hen ad morgenstunden gik det op for mig, hvor jeg var.

Røg og ramadan

Efter en uge rejste jeg sydpå til Singapore. Det land, hvor jeg havde forventet problemer med hensyn til rygning. Ikke hash, det havde jeg jo ikke mere af, men ganske almindelig cigaretrygning, som trods alt stadig var tilladt i det meste af verden. Jeg har altid nikotin tyggegummi med, når jeg rejser, i tilfælde af rygeforbud, men tyggegummi var også forbudt i Singapore, havde jeg fået at vide.

Min frygt blev heldigvis gjort til skamme. Der var godt nok et skilt i elevatoren, der fortalte, at der var bøde på 500 dollar for at ryge i elevatoren, men inde på Lee Guesthouse på 13. etage var rygning tilladt, og langt de fleste backpackere var rygere. På alle gader stod der affaldskurve med askebæger på toppen. Jeg fik aldrig brug for tyggegummiet, så jeg fandt faktisk ikke ud af, om det var virkelig var forbudt.

Indonesien er, på nær på Bali og få andre steder, også muslimsk. Det gav ingen problemer, tvært imod. Muslimske lande er formodentlig, for mænd i alle fald, de nemmeste lande at rejse i. Jeg tror det står i koranen, at man skal tage sig ekstra godt af gæster, og det gjorde man helt bestemt. Jeg blev hjulpet konstant, ingen snød mig overhovedet. Kun på Bali blev jeg snydt et par gange, indtil jeg opdagede, at de var hinduer. Havde jeg vist det på forhånd, havde jeg passet mere på. Hinduer er jo berygtet for snyderi. Jeg husker med gru første gang jeg var i Indien. Jeg kom fra det muslimske Pakistan, hvor folk havde betragtet mig som en gæst, og hvor jeg blev hjulpet i hoved og røv, så jeg var helt uforberedt, da jeg kom til Indien og nåede at blive snydt mange gange, før jeg lærte at passe på hinduerne.

Nu var jeg i Brunei, et af verdens mest muslimske lande, havde jeg fået at vide, og det var midt i ramadanen. Men alle lande i denne verden har – gudskelov - kinesiske og indiske restauranter, selv Brunei. Og udover det, var der et stort filippinsk marked. På disse steder kunne jeg ryge og drikke kaffe, så meget jeg lystede. Hele dagen, selv om det var midt i ramadan. Men morgenbajeren og aften-jointen måtte jeg undvære.

Jeg var heldig at få en seng i mandeafdelingen på youth-hostellet Pusat Belia, som normalt var fuldtbooket. Det eneste billige overnatningssted i byen. Det var strengt forbudt for kvinder at besøge mandeafdelingen og for mænd at besøge kvindeafdelingen. Jeg mødte et ægtepar, som boede på hver sin afdeling. Når han ville snakke med sin kone, måtte han pænt vente udenfor til en kvinde kom forbi, som kunne gå ind og fortælle hans kone, at han stod udenfor og gerne ville tale med hende.

Brunei var et dyrt land, og alle var utroligt rige. Der fandtes hverken cykler eller motorcykler. Kun biler, og alle havde mindst én. Byen ligefrem stank af penge. Hovedstaden, Bandar Seri Bagavan (i daglig tale BSB) var fuld af de smukkeste huse, indkøbscentre, femstjernede hoteller, biografer, teatre og moskeer.

At klæde sig pænt

Jeg var så heldig at have mødt en englænder i Kota Kinabalu, som kendte nogen, der var blevet afvist ved grænsen for upassende udseende. Han gav mig en folder, som med billeder forklarede, hvordan man skulle opføre og klæde sig for at være velkommen i Brunei. Navnet på folderen var: "Social customs and courtesies of Brunei Darussalam". Den var publiceret af The Department of Information, Prime Minister's Office. Den begyndte med en velkomst til landet, en af Asiens ældste stater, som havde været muslimsk i mere end sekshundrede år, og fortsatte: "Denne håndbog er ment som en guide til at hjælpe besøgende og fremmedarbejdere i at forstå vores kultur og gøre deres ophold i Brunei til en glæde".

Den anbefalede dresscode for uvidende turister.

"Please note the important dos and don'ts in this booklet, which hopefully will prevent any misunderstandings. Sections highlight religion, clothes, food and drink, language, driving etiquette and special occasions". Fortalte den på engelsk og fortsatte: "Islam er den officielle religion og er blevet praktiseret så længe, at det er blevet en livsstil for Bruneis muslimske malajer". Ministeriet for religiøse affærer tager sig af islamiske affærer og har sit eget retsvæsen – "to check on and prosecute breaches of Islamic conduct".

Den fortalte videre, at Omar Ali Saifuddien Mosqueen i BSB var et fremragende stykke arkitektur og blev betragtet som værende et af de fineste i regionen. Den var opkaldt efter Al-Marhum Sultan Haji Omar' Ali Saifuddien Sa'adul Khairi Waddien, far til Hans Majestæt Sultan Haji Hassanal Bolkiah Mu'izzaddin Waddaulah, den nuværende Sultan og Yang Di-Pertuan af Brunei Darussalam, og at den var åben for besøgende hver dag på nær fredag, men at man skulle passe på aldrig at gå foran en person, der beder, eller at røre kopier af den hellige bog koranen. Herefter var der tolv sider med billeder af, hvordan man skulle klæde og opføre sig, og hvordan man ikke skulle klæde og opføre sig.

Brunei - sultanatet på nordkysten af Borneo, grænser op til Det sydkinesiske Hav, til Sabah og Sarawak i Østmalaysia, hvori Brunei udgør to adskilte enklaver. Brunei er blevet et af Asiens rigeste lande ved udnyttelsen af store olie- og naturgasforekomster, især ud for kysten. Det svage internationale oliemarked siden 1980'ernes begyndelse har dog mindsket valutaindtægterne herfra. Olie og naturgas udgør næsten hele landets eksport og bidrog i 1996 med 36 % til nationalindkomsten. Man søger nu at udvikle både industri og landbrug. Sultanatet har 2500 km meget velholdte landeveje.

Valutaen er Brunei-dollar eller ringgit. Den holdes på samme kurs som Singapore-dollar. Brunei er økonomisk tæt knyttet til Singapore og Malaysia, og det udnytter organisationerne ASEAN og EACA (East ASEAN Growth Area) som vigtige forbindelsesled til omverdenen.

Af befolkningen var ca. 67 % malajer, 15 % kinesere og resten forskellige indfødte stammer samt indvandrere. Man var velforsynet med grundskoler og institutioner for mellemuddannelse; desuden et universitet, grundlagt 1985. Hovedstaden, Bandar Seri Begawan, havde 50.000 indbyggere. Sultanen udnævnte selv medlemmerne af sit lovgivende råd, af regeringen og af gehejme - religions- og tronfølgerådene.

Efter islams indførelse i 15. årh. opstod sultanatet Brunei, som hurtigt blev en rig handelsmagt med overherredømme over hele Borneo og flere andre øer. Efter europæernes ankomst i 16. årh. gik det tilbage for sultanatet, der kom ned på sit nuværende omfang, efter at Sir James Brooke havde fået Sarawak som rajahdømme i 1841, og British North Borneo Company havde sikret sig Sabah i 1878. Ti år efter blev sultanatet et britisk protektorat.

Under 2. verdenskrig blev området besat af japanerne. Brunei fik selvstyre fra 1959. Tre år senere var der et oprørsforsøg, fordi sultanen nægtede at lade sit rige land indgå i forbundsstaten Malaysia. Efter fælles aftale af 1971 ophørte protektoratet med udgangen af 1983, og Brunei optoges i FN og blev ti år senere medlem af GATT.

Fy, fy, skamme, skamme ......

Det blev betragtet som uhøfligt at spise eller drikke, mens man spadserede rundt offentligt, og det var forbudt ved lov at tilbyde muslimer alkohol og svinekød. Det var også forbudt ikke-muslimer at spise eller drikke fra solopgang til solnedgang i ramadanen, som her kaldtes Puasa, i nærværelse af muslimer. At pege med pegefingeren eller slå næven i håndfladen blev betragtet som uanstændigt.

Man skulle altid give og modtage ting med højre hånd, og hvis man spiste med fingrene, altid med højre hånd. Hvis man blev tilbudt mad eller drikke i et muslimsk hjem, var det høfligst kun at acceptere ganske lidt, og hvis man afslog noget, man blev budt, var det høfligst at berøre tallerkenen let med den højre hånd. Den fortalte også, hvordan man skulle sidde, og at, hvis man ejede en hund, skulle holde den ude af syne, hvis man ventede muslimske gæster.

Man måtte ikke give hånd til en person af det modsatte køn og under ingen omstændigheder berøre nogen, inklusiv børn, på hovedet, hvilket blev betragtet som ualmindeligt uforskammet. Ikke at tabe ansigt er ekstremt vigtigt overalt i Asien. Takt og diplomati var værdsat over alt andet. "Husk, at hvis du får nogen til at tabe ansigt, taber du selv respekt", sluttede den toogtyve sider lange folder.

Jeg blev godt en uge i Brunei og forlod landet, før mit visa udløb, bare for en sikkerheds skyld. Da jeg tog af sted blev jeg enig med mig selv i, at når der var så mange biler, kunne jeg vel lifte vestpå til Sarawak i Malaysia. Jeg tog rygsækken på ryggen, kasketten på hovedet, piben i munden og travede ud af landevejen. På et tidspunkt mødte jeg en flok aber, bavianer, og de fulgte mig nysgerrigt flere hundrede meter og så hele tiden meget forbavsede på mig. De havde vel aldrig set en mand med rygsæk, eller også var det piben, der interesserede dem. På et tidspunkt havde de set nok og forsvandt legende og hoppende som børn ind i junglen.

At være en glad fattigrøv

Jeg gik flere kilometer uden at blive taget op, selv om der passerede mange biler. Men da jeg på et tidspunkt tog kasketten af, så man kunne se at jeg var en lyshåret turist, standsede den første bil, der kom.

Det var en forretningsmand. Han hed Steve og var kristen. Han kørte i en helt ny firhjulstrækker og fortalte, at han havde fire biler mere hjemme i garagen. Han skulle til Miri i Sarawak, det vestlige område af Østmalaysia. Det var også der, jeg havde tænkt mig hen, så jeg kom med hele vejen.

Undervejs fortalte han mig om de kristnes liv i Brunei. De havde et slags undergrundskultur med skjulte diskoteker, som serverede alkohol. "Men du vil aldrig finde dem", sagde han, "medmindre du ved, hvor du skal lede". De muslimske forretningsmænd tog til Pulau Labuan, en skattefri ø i Sabah, Malaysia, hvor de ikke havde problemer med at drikke alkohol og have elskerinder.

Han havde meget, meget lange fingernegle og fortalte at det var forretningsmændenes uniform, ligesom forretningsmænd i Europa havde hvid skjorte, slips og deres små dokumentmapper. Udover de lange fingernegle, havde de også alle et "titusind dollars guldarmbåndsur", som viste, at de var forretningsmænd.

Steve satte mig af ved Miris centralmarked. Her fandt jeg Tai Long lodging house, et kinesisk guesthouse med spytbakker og det hele. Faktisk boede jeg konstant på kinesiske hoteller, mens jeg var i Malaysia. De passede bedst til min økonomi, og der var altid mange interessante mennesker. Fra Miri tog jeg via Sibu til Kuching, kattebyen, hvor jeg blev nogle dage og så på katte for derefter at flyve tilbage til Kuala Lumpur, hvor min rejse begyndte og sluttede.

Men en ting slog mig. Folk her i Brunei så ikke glade ud. De lo og smilede ikke som folk i Malaysia og Indonesien. Så igen, igen, forstod jeg at penge og magt ikke nødvendigvis gør folk lykkelige. Måske nærmere bekymrede. Indonesien var absolut det fattigste land af de fire lande jeg besøgte i denne omgang og absolut det land, hvor folk var lykkeligst.

Så alle I fattigrøve, her hjemme i Danmark. Don't worry – be happy.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside