Burma, glade mennesker, hundrede gange beløbet i sortveksling, cigarer, whisky og nøgne gule piger

Af Arne Runge (fotos: Poul Saabye)

Gør os en tjeneste sagde de, gå hjem og fortæl alle, at i Burma er folk glade og vi har det godt. Fortæl dem hvad du selv har set her, med dine egne øjne. Sig til dem at de skal komme og besøge os. Men vi så osse folk med kæder om benene grave grøfter.

”Visit Myanmar 1996” var militærstyrets officielle slogan, et signal om at Burma langt om længe åbnede op for det univers af rigdomme, som hidtil havde været beskyttet som kronjuvelerne i Tower. Det blev 1999 før jeg fik muligheden og min rejse til Myanmar startede på en måde allerede i Dakar i Bangladesh. På den burmesiske ambassade. Man skal have visum for at komme ind i Myanmar og for at få visum skal man interviewes og fremvise en flybillet med ind og udrejse. Til gengæld kan man ikke købe flybilletten uden at have visum. Sådan.

Det endte med et kompromis. Jeg fik en flybillet, Dhaka, Yangon, Bangkok, som ikke kunne refunderes og som kun gjaldt ved fremvisning af visum. For at få visa skulle jeg osse medbringe et brev fra det danske konsulat, om at jeg ikke var terrorist.

”The Embassy of the Union of Myanmar is kindly asked to issue visa to Myanmar to the Danish citizen Arne Erik Runge. He intends to enter Myanmar around the 22. November 1999 and want to stay for a period of 3 weeks.
The applicants hereby promise that he will keep away from political activities and carefully obey all the rules and regulations of the Union of Myanmar”.

Sådan lød brevet Jytte Rosenkrands fra den danske ambassade i Dhaka, Bangladesh, skrev til den burmesiske ambassade. Det virkede temmelig omstændigt af få visa til Burma. Jeg var til et meget langt interview på ambassaden. Hvem var jeg, hvad lavede jeg, hvorfor ville jeg lige netop til Burma. Den majestætiske ældre herre kikkede alvorligt på mig. Han var meget mistænksom. Tre uger, sagde han, hvad har du tænkt al lave i så lang tid. Tja, der var jo de kendte gamle navne Mandalay, Moulmein og Rangoon, det var det jeg gerne ville se, svarede jeg. Hm. Hm.

Pludselig rejste han sig op. Kom tilbage på næste fredag med fire pasbilleder, et pas med mindst seks tomme sider, en flybillet ind og ud af Myanmar, samt en erklæring fra din ambassade om at du ikke vil deltage i nogen politisk aktivitet. Så kikker vi på det.

Hos flyselskabet, BIMAN, Bangladesh Airlines, ville man se visa for at udstede billet. De udstedte en billet der kun var gyldig ved visning af visa. Da jeg bad om at betale med visakort, så han endnu mere frustreret ud. Ja men, så kan vi ikke refundere billetten, hvis du ikke får visa, sagde han, og det tager osse en times tid, jeg skal ned i banken og ordne det.

Munkedrenge

Burma, som de fleste mennesker stadig kalder landet, skiftede 1989 navn til Myanmar og efter årtiers isolation er landet i dag ved at vågne som turistland. Det er et yderst fredeligt land at rejse i, der er næsten ingen kriminalitet og som turist føler man sig fuldstændig tryg.

Landet, har form som en papegøje, der sidder på en pind. – det er på størrelse med England og Frankrig tilsammen, og er befolket af 50 millioner søde, smilende mennesker. Det har en tusindårig kultur med et stænk af britisk kolonitid og hovedstaden Yangon er uden tvivl Østens grønneste storby.

Oppositionen, ledet af Aung San Suu Kyi, vandt med stort flertal et frit valg 1990, hvorpå den blev forbudt, Aung San Suu Kyi blev sat i streng husarrest og andre oppositionsledere blev fængslet af militærjuntaen. Mere samarbejdsvillige oppositionspolitikere deltog i juntaens forfatningsgivende nationalkonvent 1993 og samtidig svækkedes den væbnede modstand. 1995 løslod juntaen Aung San Suu Kyi igen, det var ikke som tegn på nye tider, men for at tækkes Vesten, der havde truet med sanktioner. Året efter strammede den atter grebet.

Aung San Suu Kyi er datter af Aung San, som ledede en burmesisk hærstyrke under den japanske invasion af Burma 1942. Han var 1943-45 forsvarsminister i Burmas marionetregering og støttede De Allierede i verdenskrigens sidste måneder. Han fik ledende ministerpost i den britiske guvernørs regering 1946 og blev 1988 leder af den demokratiske opposition.

Aung San Suu Kyi vandt valget 1990, trods husarrest og andre militære overgreb. Men militæret beholdt magten og tilbød hende fri udrejse; men hun valgte at forblive i husarrest i sit land. Hun blev løsladt 1995, men fortsat chikaneret af myndighederne. Aung San Suu Kyi har skrevet bogen Mit Burma, som er blevet oversat til dansk. Den blev tildelt Nobels Fredspris 1991.

Efter tre uger i Bangladesh, var det som at komme tilbage til civilisationen, da jeg trådte ombord i flyet til Yangon. Flyet var fuldt med business mænd i jakkesæt, hvide skjorter slips og den uundværlige lille dokumentmappe. Det var fyrre garders varme. Vi fik serveret morgenmaden og for første gang i meget lang tid var der ingen ris og karry, men toast, smør og marmelade og i stedet for at spise med fingrene, fik vi knive og gafler. Sikke en forskel fra livet i Bangladesh. Back to civilisation.

Vi var fem backpackers i flyet fra Dhaka til Yangon og vi hold faktisk sammen de næste tre uger. I lufthavnen skulle vi tvangsveksle 300 US dollars, til pengesedler kaldet FEC, foreign exchange currency. De havde samme værdi som dollar og kunne veksles til lokale kyatter i banker, til samme kurs som rigtige dollars og på det sorte marked til 100 gange så meget som bankkursen. Vi gik aldrig i banken. Faktisk var vi lidt bange for at vi havde vekslet alt for mange penge. 300 dollar, i FECer, var simpelthen umuligt at nå at bruge på tre uger. Men der var ingen problemer. Sortvelslerne, som var teenage drenge, vekslede både kyat, den lokale mønt og FECer tilbage til dollar for et meget lille gebyr. Sådan. Men de rigtige dollarsedler, de dollarsedler turisterne betaler for FECer, ender hos regeringen og det er en af grundene til at mange vælger helt at boykotte Burma som rejsemål. Jeg tilhører dog den gruppe der mener at det bedste er at besøge diktaturstater som Burma, om ikke andet, så for at vise befolkningen, at der er en verden udenfor deres lukkede land og at vi ved de eksisterer. En verden hvor folk er frie og tjener nok til at kunne rejse. En demokratisk verden, hvor folk, ikke nødvendigvis er lykkeligere, men har større mulighed for at bestemme over deres eget liv. Jeg lytter til dem og fortæller om mit land, et af verdens små smørhuller, det er små frø jeg, på godt og ondt, sår i deres sind. Og det er gensidigt. De har absolut lært mig lige så meget om livet, som jeg har lært om dem og deres religion buddhisme er måske den mest fascinerende religion jeg er stødt på.

Dagen begyndte tidligt i Burma. Hanerne begyndte at gale ved tretiden. Lidt senere var det budisterne tur til at summe i deres templer. Så begyndte muslimerne at råbe fra deres minareter, Allah o Akbar og til sidst vågnede de kristne og begyndte at hive dovent i deres kirkeklokker. På hovedgaden i Yangon mødte jeg krumryggede burmeserkvinder med cigar i munden, mænd med tropehjelme på hovederne, jeg så gamle amerikanske jeeps, kolonihuse i forfald, med slyngplanter i hvert et mur hvælv, politi checkpoints, pagoder i hundredvis, gadekøkkener i tusindvis og kvinder, unge, smukke, slanke, skævøjede kvinder, i millionvis. Den ene smukkere end den anden. Når man havde rejst to måneder i den muslimske mandeverden, var det et overvældende syn med så mange kvinder, og al den sprut, det havde jeg osse næsten glemt.

Vi tog en nat-luksus-bus fra Yangon til Inle lake. Mellem storbyerne er der luksusbusser. Jeg hader luksusbusser, de stopper aldrig og man må ikke ryge i dem. Heldigvis var der ikke toilet i bussen. Jeg fortalte chaufføren, at jeg havde spist noget jeg ikke kunne tåle, jeg havde fået dårlig mave. Det kendte han godt, så det var ingen problem at få ham til at stoppe en gang i timen, når jeg havde behov for at ryge. De få andre rygere i bussen elskede mig for min dårlige mave. Asiater har en mærkelig kultur. De griner når de bliver forlegne, På et toiletstop skød jeg genvej henover en græsplæne. Det var en muddergræsplæne, jeg sank ned til knæene. Da jeg kom op på stien igen, manglede den ene jokkingsko. Jeg måtte lægge mig på maven og stikke armen ned i mudderet. Gudskelov fandt jeg skoen. En halv meter nede i mudderet. De må have været meget forlegne, for hold da op hvor de grinede af mig. De grinede og grinede og hold sig på maven. Først da jeg sank ned i mudder græsplænen og så da jeg stak hele armen ned i mudderet for at finde min sko og igen da jeg tog mudderskoen på. De grinede stadig da bussen kørte. Fuck them.

Vi sejlede rund på søen i små både med kvindelig ”gondolera”. Ti minutter fra centrum langs kanalen lå restauranten ”four sisters” En backpacker hippie restaurant. Man sad på gulvet. Spisebordet var lavt og stort – en slags buffet. Man spiste hvad man lisom havde lyst til og betalte hvad man lisom syntes det var værd, der var lisom ingen faste priser. Folk sad meget afslappet, delt op i grupper. En engelsktalende, en fransktalende og en italiensktalende gruppe. Der var kun to engelsktalende, to canadiere. Langt de fleste backpackere er franske og italienske. Vi røg Inle-pot. Det var sgu’ ikke noget at råbe hurra for. Hold da kæft hvor vi hostede. På tre forskellige sprog.

På små øer lå pagoder. Vi besøgte en, hvor munken talte engelsk. Han kunne en remse om hvert land. Om Danmark, handlede det om Wonderful Copenhagen, Poul Nyrup den lille havfrue og naturligvis Christiania. Han ville i øvrigt blive meget glad, hvis vi ville donere et beløb til pagodens restaurering. Fra en anden pagode hørtes høj musik. De tre munke var plakatfulde og sang med på amerikansk 60er musik. Gondoleraen fortalte at de brugte alle de almisser turisterne gav, til whisky og kassettebånd med 60er musik. Det så hun ikke noget forkert i. Hun var selv buddhist. Buddhister er glade mennesker.

På en cigarfabrik, et pælehus med femogtyve smilende burmeser tøser, der rullede cigarer, fik vi smagsprøver og blev inviteret på middag. Ris og bananer æltet sammen, pakket ind i et bananplanteblad og dampkogt. Jeg spiste lidt af det og måtte ud og brække mig. Fy for den lede, ris og bananer. Men de hjemmerullede cigarer smagte himmelsk. Tak Shiva, mange tak.

Cigarfabrik

Å den vej til Mandalay. Det var en smuk tur ad bjergveje, men jeg så godt nok ingen flyvefisk. Gu’ ved hvor han har dem fra, ham Kipling. Jeg så skilte på engelsk der sagde: Please provide necessary assistance to international travelers. Der virker trygt her i landet, de vil gerne have turister i Burma.

Tre flasker whisky kostede hvad der svarede til en dollar. Jeg købte en enkelt og en flaske cola. Blandede det og satte mig ned på markedet og drak den sammen med de lokale. Jeg faldt i snak med en munk der sagde. Tell me what you need, and I’ll show you how to live without it. Den lader vi lige stå et øjeblik. Senere kom en tysker. Vi delte resten af flasken, blev hønefulde, sang tyske viser – ich weis nicht was soll es bedeuten, dass ich so traurich bin – vi havde tårer i øjnene. Begge to. Deutschland über alles.

Det var kun tilladt for hoteller med licens at huse turister. Det vil sige, hvis der var et hotel med licens i den by man er. Jeg var i flere små landsbyer hvor ingen af hotellerne havde licens. Så havde alle lov at tage imod en turist. Men kun for en nat. Turisten skal jo ikke sove på gaden, vel. De var billige, rigtig billige. Hvor et licenshotel i Yangon eller Mandalay kostede to til tre dollar, kostede de noget der svarede til en halv.

Taxierne var hestekareter og ligeså billige, Håndrullede cigarer kostede en dollar for to hundrede, ja der skal stå to hundrede. Så alle backpackere kørte i heste taxi, med en cigar i munden og en flaske whisky i hånden. Skål my friend. Alle var venner. Livet var en æske fyldt chokolade.

Stort set alle lokale, der kunne tale engelsk, fortalte at de havde det godt og ikke kunne forstå omverdens kritik af landet, hvor de så ved det fra. Der er støjsendere på alle udenlandske radioprogrammer. Gør os en tjeneste sagde de, gå hjem og fortæl alle, at i Burma er folk glade og vi har det godt. Fortæl dem hvad du selv har set her, med dine egne øjne. Sig til dem at de skal komme og besøge os. Men vi så osse folk med kæder om benene grave grøfter.

Jeg mødte ikke andre der havde fået sit visum udstedt i Bangladesh. De fire jeg mødte i flyet kom fra Kathmandu og mellemlandede bare i Dhaka. Det havde været ganske enkelt at få visum, de var endda blevet tilbudt fire uger. Det samme gjaldt dem jeg mødte, der havde fået deres visum udstedt i Bangkok.

Jeg havde 165 dollars tilbage den sidste dag. Altså havde tre ugers luksusturisme i Burma kostet 135 dollar. Der var billigt i Burma. De sidste kyatter og FECer vekslede jeg til US dollar hos pengedrengene. Der var ingen vekselproblemer i Burma. Så tvangsvekslingen i lufthavnen gavnede givetvis regeringen, men den skadede ikke turisterne. Og så er der vel folk som kan bruge flere penge end mig. Jeg mødte i øvrigt osse to israelere. De havde fortalt i lufthavnen at de kun havde 200 dollar tilsammen. De blev trukket til side, men fik, da de andre havde passeret, så lov at nøjes med at veksle det beløb, de havde. Israelere er meget smarte og meget økonomiske mennesker. Det var selvfølgelig før de vidste at man kunne veksle, næsten, vederlagsfrit tilbage. Shalom.

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside