Cuba: Revolutionens sidste højborg

Arne Runge

Solen skinnede, fuglene fløjtede og pigerne gik rundt i bikini. Jeg drak mig fuld i mojitos, røg habanacigarer, dansede casino og kørte i antikke amerikanske biler. Jeg badede på Bountystrande med kokospalmer og i vandfald i Sierra Maestra bjergene. Jeg oplevede et kommunistisk land hvor alle gik ind for revolutionen, et land med veluddannede mennesker, gratis skoler, hospitaler og uddannelse til alle. Selv tandlægebesøg var gratis. Et land med et socialt sikkerhedsnet, tæt på det vi har i Danmark, med både invalide og folkepension. Jeg så ingen rigtig fattigdom, men Cuba forblev lidt af et økonomisk mysterium. Jeg oplevede Santería, cubanernes religion, som slaverne tog med sig fra vestafrika for femhundrede år siden. Jeg følte mig fuldstændig tryg, selv når jeg gik alene på øde gader klokken tre om natten. Cuba er et lykkeligt land med glade mennesker og meget lidt kriminalitet. Og de er meget kede af boykotten fra USA.

Men Cuba er osse et land med apartheidstrande og områder, hvor kun turister har adgang, et land hvor turisterne betaler femogtyve gange så meget for bus og togbilletter, til gengæld for ikke at stå i kø. Vi ønskede hverken at være, eller blive behandlet som turister.

Er du klar over at cubanerne betaler det samme i pesos, som vi betaler i euro, spurgte Mario, min italienske rejsekammerat. Ja, det har jeg faktisk spekuleret en hel del over, svarede jeg. En cubansk fabriksarbejder tjener omkring tohundrede pesos om måneden og en læge knapt det dobbelte, så Fidél Castro, eller chefen som de kalder ham, mener, at når vi tjener mindst ligeså mange euro om måneden, er det vel bare rimeligt, at vi betaler de samme priser som cubanerne, men i euro. En euro svarer til 25 pesos. Når en cubaner betaler tredive øre, betaler vi syv en halv krone. Mario fortalte mig, at han havde italienske venner der havde været flere gange på Cuba og aldrig havde hverken vekslet til, eller brugt nationale pesos.

Vi blev enige om at forsøge at opleve det rigtige Cuba. Boykotte dette klassesystem og så vidt mulig kun benytte os af ting der var tilgængelige i nationale cubanske

Professionel barbering i Trinidad

pesos. Turister forventes at betale hoteller, gæstehuse, bus- og togtransport i dollar. Og man skal vise pas, så den er svær at komme uden om. Men vi fandt ud af at er man lidt hardcore og taler lidt spansk, kunne man godt træde lidt væk fra turistruten og ind i den verden, der hvor alle betaler i pesos - fordi man kun har pesos. En turist ligner en turist, det er svært at løbe fra. Bare se på skoene. Så hvis man ikke vil være turist, må man bruge fantasien. Det gjorde vi så. Overfor mig i bussen sad en mor og søn. Inden vi ankom til Cienfuegos, havde jeg aftalt med moren som hed Malenin, at vi kunne leje et værelse hos hende til ti euro per nat, det halve af de officielle priser i guidebogen. Hun havde ingen licens og skulle derfor ikke betale skat til Fidél. Derfor var det mange penge for hende. Faktisk en månedsløn per nat vi blev der. Til gengæld risikerede hun en stor bøde og i gentagelsestilfælde konfiskation af sit hus. Well, hvis hun ikke var nervøs, så var vi heller ikke. Hun fortalte mig dagen efter, at hun havde været i kirken og takket gud, fordi han havde sendt mig og Mario og pengene. Nu kunne hun købe en skolerygsæk til sin søn Rolando, som skulle begynde i skole få dage senere. Det gjorde hun.

Vi kom gratis med skolebussen - men blev offer for en Jinetero

Det er ikke billigere at køre i lastbiltransport end i bus. Men der er meget få busser og derfor en masse lastbiler der bruges til persontransport. Lastbilerne er privatejede og hvis de får øje på en turist, på vej op på ladet, stiger prisen fra pesos til euro, selv om de faktisk slet ikke har licens til at tage mod betaling i euro og dermed stjæler fra chefen. Det gælder om at ligne en lokal. Så vi droppede busstationen og gik vi hen til den lokale estación de camiones, lastbilstationen, der lå midt i byen. No problems, det hele gik fint. Fem pesos til næste stop, landsbyen Cumanayagua. Et sted der sjældent kommer turister til. Der var ét hotel i byen. Fjorten euro for et dobbeltværelse, men der var fuldt. Snak med Raulito som bor oppe af vejen til venstre i det gule hus, sagde receptionisten. Byen var for lille til at have gæstehuse med licens, men folk vidste at Raulito lejede et værelse ud nu og da, selv om han ikke havde licens. Det hændte nemlig at en backpacker kom forbi på vejen til El Nicho, en lille nationalpark som blev godt besøgt af turister, der alle kom i luksusbusser på dagudflugt fra enten Cienfuegos eller Trinidad. Nu var det mig og Mario der var på det hårde backpackingtrek, med overnatning hos Raulito og videre næste morgen med en anden lastbil de sidste halvfjerds km op i bjergene til El Nicho. Lastbilen til El Nicho kostede fyrre centimos. Fjorten øre.

Vi kom gratis med skolebussen tilbage til Cumanayagua om eftermiddagen. Vi skulle tilbage til Cienfuegos for at komme til Trinidad og her gik det galt. Jeg brød regel nummer et. Hold din kæft når du ikke bliver spurgt. På vej op i lastbilen spurgte jeg billetmanden hvad det kostede. Godt nok på spansk, men ikke med cubansk accent. Turista, sagde han, fem euro. Hans øjne lignede to eurotegn. Vi gjorde vrøvl, men no euro, no transport. Cubanere fem pesos, turister fem euro. Vi kom ikke med. Senere lærte vi tricket. Cubanere står altid i kø, selv om man ikke kan se det. Folk sidder eller står i klumper rundt omkring på stationen. Når man ankommer spørger man først efter køen til den by man skal til og så spørger man efter, el ultimo, den sidst ankomne. Man spørger ham lige hvad billetten koster og stiller sig så et sted hvor man kan se ham og er nu selv el ultimo. Så følger man køen op

Ramón i guerillauniform

i bussen, bær rygsækken i selerne som var det en taske, holder sin kæft og betaler med aftalte penge. Men nu stod vi der. Uden transport til Trinidad. Vi spurgte om vej til landevejen for at finde et lift og en halv time senere sad vi en ny koreansk udlejningsbil, med en lokal hitchhiker og et par ”nyrige” cubanere som chauffører. Vi betalte hver tyve pesos til hjælp til benzinen. Den lokale hitchhiker, stod osse af i Trinidad. Han hed José og havde lige tilfældigt en søster der lejede værelser ud. Vi bankede på hendes dør, hun var ikke hjemme, men søsterens veninde der tilfældigvis osse lejede værelser ud, boede lige henne om hjørnet. Vi lejede et værelse, men kunne ikke komme ned under 15 euro for os begge i dobbeltværelse, for den første dag og derefter ti euro per dag, de følgende dage vi blev der. Vi slog til og havde dermed hjulpet en jinetero til at tjene fem euro, en halv månedsløn, på tyve minutter. Så fik vi prøvet det. Det skete aldrig mere. Søsterens veninde, som vi lejede værelset hos hed Marisol. Hun var læge, men kunne tjene det samme om dagen ved at arbejde med turister, som hun tjente om måneden ved at arbejde som læge på hospitalet. Santeria, cykler med jernsadler og nye venner

Vi lejede to cykler med jernsadler og kørte tolv kilometer til stranden, og tolv kilometer tilbage igen. Hold kæft hvor fik jeg ondt i røven. Cyklerne tilhørte naboens to store børn, som den dag måtte gå i skole. Vi betalte halvtreds pesos per cykel, det halve af turistudlejningen som kun lejede cykler ud mod euro, og forældrene havde tjent hvad en fabriksarbejder på cigarfabrikken skulle arbejde næsten to uger for. Det var mange penge for dem, men vi følte at de var gået i de rigtige lommer. Kun engang gik det galt i Trinidad. For Mario. Jeg havde fået klippet håret i Cienfuegos. Pris to pesos, tres øre. Den billigste haircut jeg nogensinde havde fået. Med de priser, ville Mario barberes. Jeg forsøgte at lokke ham til at få klippet sit hentehår af, men det ville han ikke. Mario elskede sit hår. Det hår han havde tilbage. Det første han gjorde om morgenen når han vågnede, var at rede sig foran spejlet. Indtil han opdagede at jeg lå og grinede. Men nu ville han barberes af en barber, det havde han aldrig prøvet før. Han spurgte selvfølgelig først om prisen. To pesos, svarede barberen, men da han skulle betale var det pludselig blevet til to pesos konvertible. Altså to euro. Jeg havde ikke betalt hvis det havde været mig det var gået ud over, men Mario mente at det jo bare var lige som hjemme i Mafia-Italien. Han betalte de to euro og var glad for at have prøvet at blive barberet af en professionel barber. Han var en rar fyr Mario, han klappede i hænderne som et lille barn, når jeg fortalte ham en god historie fra de kolde lande.

I Camaguey mødte vi Palme, som var Santero præst. Han inviterede os med til lang Santeria-weekend i Santa Cruz del Sud, el lille fiskerlandsby ved kysten. Der badede og fiskede vi om dagen og dyrkede Santeria, drak mojitos og røg lange cubanske cigarer om aftenen. Vi havde dybe samtaler hvor de fortalte at de alle sammen gik ind for revolutionen, og lidt venstrehåndsarbejde. Det vi kalder sort arbejde.

Der stod to søde negerpiger og ventede på os på lastbilstationen i Santiago. De var søstre og den ene var temmelig gravid. Den vordende far var italiener, hed Adolfo og var en af Marios venner hjemmefra Torino. Mario havde haft penge med til hende fra Adolfo, så hun kunne købe en flybillet til Italien og et pas med visum. Pengene havde han givet hende tre uger tidligere i lufthavnen Habana hvor hun stod og ventede, da Mario ankom til Cuba. Hun havde for få dage siden fået sit visum til Italien, men ikke helt smertefrit. Der er rigtig mange italienske mænd der gifter sig med cubanske piger og Italien er ligesom Danmark godt træt af flere udlændinge. Så de havde overfuset hende på den italienske ambassade. De kaldte hende en Jinetera, en luder og spurgte hvad fa’en hun egentlig ville i Italien. De havde været rigtig grove, fortalte hun.

Men hun havde fået sit visum og ventede nu kun på ”la carta blanca”, en tilladelse til at forlade Cuba. Det var som regel bare en formssag, sagde hun, og de havde lovet hende at hun kunne hente det om en uge. Vi gik med hende til et flyselskab og hjalp hende mad at købe en billet, som vi sikrede os, kunne byttes, eller refunderes uden omkostninger, hvis der blev problemer med det hvide kort. Vi var knap så optimistiske som hende. Flyet vi købte billet til var det samme som Mario skulle flyve tilbage til Italien med den 2. Oktober. Det var osse samme dag jeg skulle flyve hjem til København. Så var det bare at håbe at der ikke blev problemer med udrejsetilladelsen. Så kunne vi alle tre sige farvel til hinanden i lufthavnen i Habana. Det lykkedes.

Søstrene hed Isoris og Isaris og boede i udkanten af byen sammen med deres mor og et par andre søskende, i et lille hus med grise, guineahøns og gæs i haven. Isaris, lillesøsteren, studerede psykologi ved universitetet i Santiago og Isoris, den gravide som var på vej til Italien, var udlært tjener. Inden jeg rejste hjemmefra havde vi nogle diskussioner i Café Globen om hvordan en cubansk Mojito skulle laves. Isaris var den tredje tjener jeg havde bedt om at lære mig tricket og alle gjorde det på samme måde. Så nu ved jeg hvordan en Cubansk Mojito skal laves. Jeg ved osse hvad der sker, når man har fået tyve. Jeg kan bare ikke huske det.

Ramón var pensioneret soldat og boede i Santa Clara. Han var otteogtres år, var med i den første gruppe af rebeller der indtog Santa Clara 1957 og var personlig ven med chefen. Han fik to hundrede pesos om måneden i pension, det samme som en fabriksarbejder fik i løn. Fattigdom er relativt, hvis alle har lige meget er der ingen fattigdom, var hans filosofi. Han fortalte om revolutionen og ville gerne vise os sine medaljer, så vi aftalte at mødes den næste morgen ved ”el tren blindado”. Det tog Batistas soldater ankom til Santa Clara med i 1959 og som rebellerne bekæmpede. Ramón var en af rebellerne, Fidél og Che Guevara var to af de andre. Toget stod nu som monument. Ramón mødte op i sin guerillauniform. Under armen havde han en papkasse med alle sine medaljer. Han var stolt som en pave, da han fortalte os om hvor og hvordan han havde gjort sig fortjent til medaljerne. Han fortalte om hvordan de trehundrede guerillasoldater vandt over tre tusinde regeringssoldater. Kampen som dagen efter fik Batista til at flygte. Efter revolutionen havde Ramón kæmpet for socialismen i Etiopien og Mozambique. Medaljerne fortalte alt. Ramón fortalte osse om sin søn der havde arbejdet et par år i Tyskland, den gang Tyskland var demokratisk. Den lader vi lige stå et øjeblik. Dengang Tyskland var demokratisk, sagde han sgu’.

Med toget og på tommelfingeren Tyve procent af togene i Cuba er aflyst og resten, firs procent, er forsinkede stod der i guidebogen. Det er jo næsten lige som hjemme, grinede både Mario og jeg. Men når de er forsinkede på Cuba er togene meget forsinkede. Grunden er som

Firs procent af alle tog på Cuba er forsinkede. Resten er annulleret.

regel at der ikke er mere dieselolie eller at toget er gået i stykker et eller andet sted på ruten. Vi tog et tog ved middagstid som egentlig var tyve timer forsinket. Det skulle være afgået klokken fire om eftermiddagen dagen før. Her slap vi ikke med at betale pesos. Men ligesom med busserne, skal man bare komme en time før, så er der en billet klar, selv om der står cubanere på venteliste flere dage frem i tiden. Det koster så femogtyve gange så meget. Men der er sgu´ noget fascinerende ved toge i Cuba, hvor ingen kender ankomsttiden. Koste hvad kostede, det skulle prøves. Til gengæld blev næste etape meget, meget billig.

I Cuba hjælper man hinanden. En bil med tomme pladser tager selvfølge andre gratis med i bilen. Det siger loven nemlig man skal. På alle store udfaldsveje ligger et hus eller skur, hvor der står en ”amarillo” en person i gult tøj. Her samles folk der rejser på tommelfingeren, eller ”La Botella” som det hedder på cubansk. Den gule person stopper så hver bil der passerer og spørger hvorhen han skal og hvor mange passagerer han har plads til. Man betalte halvanden pesos inden for samme provins og tre pesos til byer udenfor provinsen. Pengene tilfalder staten. Vi betalte hver tre pesos, fik et nummer og stillede os op i køen. Der gik en lille time hvor over hundrede mennesker var blevet taget med til forskellige byer og vi var næsten fremme i køen til Habana. Pludselig stoppede en af Astros luksusbusser. Den var kun halvfuld. Venga, sagde den gule dame, og klappede i hænderne, det er gratis. Tyve lokale bondemænd, mig og Mario hoppede op. De mennesker der sad der i forvejen, var turister og nyrige der i fint tøj kørte med aircondition busser. Vi følte os som nogle fattigrøve der fik lov at køre gratis med. Men en airconditioneret luksusbus hele vejen fra Santa Clara til Habana, non stop, det var jo egentlig ikke lige det vi havde regnet med. Men hvordan fanden skal man forklare, at man egentlig hellere ville have været med en hestevogn, når nu en luksusbus kostede det samme.

- - -
Isoris sad i Havana lufthavn med et boardingkort til samme fly som Mario. El Jefe havde holdt sit ord, hun havde fået sit hvide kort på den aftalte dag. Hun gav mig to negerkys, et på hver kind. Mario fik det samme. Så kikkede vi på hinanden. Mig og Mario. Han så anderledes ud der hvor han stod i hjemrejsetøj med sin store letvægt flykuffert. Vi havde ligesom svært ved at finde på noget at sige. Der var sket for meget. Men nu var det hele overstået, vi skulle hjem. Cuba var fortid. Nu ventede et koldere klima, med en anden kultur. Hans barnlige smil var væk, men hentehåret sad perfekt, da han, sammen med Isoris, gik ombord i flyet med kurs mod Milano. Jeg havde en mærkelig følelse af at vi havde vundet en eller anden krig.

Flybillet
Air France via Paris (inkl. Visa kr.180,- + 2 overnatninger Hotel Lido Habana)....kr. 6.433,-

Gæstehuse (casas particulares) er billigere end hoteller og koster per dobbeltværelse
Habana 25/30 Euro - Provinsen 15/25 Euro for dobbeltværelse pr. dag

Transport rundt i landet Bus Viazul / Astro med aircondition og Tog Turister betaler det samme beløb i Euro som de lokale betaler i pesos
Habana Santiago retur ca. 100 Euro (pesos konvertible)………………………..kr. 750,-

Persontransport i lastbiler (Camion) Med lidt held betaler man det samme som cubanerne (2-3 pesos for 100 km)
Habana Santiago retur ca. 100 pesos …………………………………………..…..kr. 30,-

På tommelfingeren (La Botella) betaler man til en ”amarillo”
Indenfor samme provins 1,50 pesos – til anden provins 3 pesos
Habana Santiago retur ca. 50 pesos ………………………………………………..kr. 15,-

Til samlet liste over de berejstes beretninger
Tilbage til startside